fredag, marts 17, 2006

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden. Liza Marklund og Lotta Snickare.

ET KØNT SYN. Aaargh, mand, hvis bare halvdelen er sandt, så ser det ikke godt ud for kvinderne: At drengene taler to tredjedele af tiden i skolerne. At pædagogerne servicerer drengene mest. At "at være kvinde" bliver betegnet som en særlig egenskab som Smølfine i mellem Gammelsmølf og Dovensmølf osv. At hele mønsteret bevares hele vejen gennem uddannelsessystemet og arbejdslivet.

Jeg har altid brillieret med at hade bøger som Fisseflokken og andet selvhævdende kampfeministisk hejs, kunne I da ikke have beholdt de bh'er på. Og konspirationsteorier om at alle mænd agerer bevidst på en bestemt måde med det formål at holde kvinder udenfor, som også denne bog tangerer, nix bix.

Men så igen ... Liza Marklund har siddet som chef på både dagblade og tv. Hun har været chefredaktør og slået i bordet. Hun kan umiddelbart ikke klage. Det gør hun heller ikke: Men hun mener, at der er grund til indignation. Og det er næsten ikke til at finde ud af, om man skal græde eller grine, da redaktionsledelsen på en stor, svensk avis ville ansætte nye, friske folk med nye friske ideer - og endte med en redaktionsledelse, der bestod af mænd omkring 40 år i ens tøj og oplaget faldt. Synes, jeg har hørt det før!?! Nå ja - take a look på Politiken. Hvem sagde feministisk bøsseævl?

Forlaget Fremad, 2006, 170 sider.

onsdag, marts 15, 2006

Hvad er Islam. Jørgen Bæk Simonsen

FAKE. Bagerst i bogen står en tidstavle. Den nyeste post derpå hedder "1900-tallet" og handler om dannelsen af stater i Mellemøsten. Intet nyere. Og sådan er Jørgen Bæk Simonsens bog også i store træk.

Egentlig er det jo superrelevant spurgt: Hvad er Islam. Nå ja, tænker jeg, hvordan er det nu egentlig med det tørklæde, hvad er de fem søjler og hvad står der egentlig om kvinder i Koranen. Men Jørgen Bæk Simonsens bog end ikke gør anslag til at give den type overblik: Tørklæde, søjler og kvinder bliver stort set ikke nævnt. I stedet excellerer han i teologiske diskussioner om dannelse af de religiøse dogmer, fx om mennesket har en fri vilje, magtkampe i kalifaterne efter Muhamed, diverse koraneksegese, og da han endelig nærmer sig nutiden med et minimalt afsnit om indvandrere i Danmark, er det så hovedrystende tendentiøst et glansbillede, at Radio Holger virker som et helt ok troværdigt medium i forhold til. Joh, så er der lidt om terrorisme, men helt ulogisk og upædagogisk stillet op. Og i øvrigt er hans sprog generelt helt uden vitaminer.

Nå, tænker jeg, så er der jo en ordliste, så kan jeg få nogle forklaringer der, tænker jeg, for denne bog er åbenbart for let øvede. Først slår jeg ordet Umma, det muslimske fællesskab, op. Det står der ikke. Nå. Hvad med søjler? Næ. Kalifat, så? Det er da et ord, der bliver brugt i bogen. Heller ikke. Det kan simpelthen ikke bruges til noget, når det bedste ved en ny bog er det lækre omslag.
Akademisk Forlag, 2006, 215 s.

lørdag, marts 11, 2006

Land. Kristian Leth

TURNÉ. Hvor minimalistisk kan lyrik blive? Helt fine, spinkle digte, meget sprøde og smukke, mellem pop-art og haiku, blæksort hår og en kimono, enkelt som munkene i teksten. Og selvom det er jorden rundt på 33 sider, ender han alligevel homebound over bryggen, på Langebro, han går oppe på broen på billedet på toppen af denne blog, en skøn lille meta-ting. (men skulle han partout males netop blå på coveret??)

Kristian Leth: Land. Digte. Gyldendal 2002. 33 sider.

onsdag, marts 08, 2006

Claus Beck-Nielsen (1963-2001) - en biografi. af Forfatteren

HÆRVÆRK. Det er simpelthen SÅ radikalt. Der er ingen afstand overhovedet mellem fiktion og virkelighed, Claus Nielsen ender med at sejre over Claus Beck-Nielsen, der afgår ved toget, det koster ægteskab, venner og værdighed. Han ender som den hjemløse, han beskrev. Men det er ikke en pris, han betaler, det er sådan, det ER. Det hele hænger sammen, næsten prædestineret, han går på biblioteket og finder sine tidligere bøger, hvor det hele er forudset som fiktion - sjovt nok findes også Undtagelsestilstanden allerede her.