Det store bogtyveri. Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue

HISTORIE. Alene listen af beslagte værker fra Bogtyvens bungalow i Espergærde er svimlende: Francis Bacon, Erasmus af Rotterdam, Luther, Luther, Luther. Den stille bogtyv fra Det Kongelige Bibliotek, Frede Møller-Kristensen tog arbejdet med hjem. Bog-staveligt talt.

Jeg elsker historier fra virkeligheden. Tilfældets utilregnelighed. I virkeligheden eksisterer benhårde damer i spadseredragter med advokater med charmeklud i brystlommen. I virkeligheden findes der palmebladeskrifter, enorme frimærkesamlinger og et internationalt register over stjålne bøger, som biblioteket ikke brugte. I virkeligheden bliver ældre damer i pæne hjem vækket klokken seks om morgenen af politiet, der har en ransagningskendelse. Det er en forrygende historie forrygende skrevet.

Det er ærgerligt for familien, at de ikke ville medvirke. For nu står bogen som den fælles, skrevne historie over, hvad der skete. Og de kommer ikke til at præge den.

Bogklubben/Politiken Bøger, 2005. 223 sider.

Dengang med hunden. Pia Juul

FORTID. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde fået bildt mig selv ind, at Pia Juuls nye bog sikkert var tung og svær at komme igennem. Måske fordi jeg igen for nylig forsøgte at læse Kraniekassen af Christina Hesselholdt, og når de første fire-fem jeg-personer - jeg1 jeg2 osv har præsenteret sig, bliver man lissom lidt træt. Og jeg troede faktisk lidt, at Juuls nye noveller var samme skuffe.

But no, det var det slet ikke. Det er nogle superfine, små historier fyldt med tid, der var engang, tid, man kunne have brugt anderledes og ting, man glemte at sætte pris på. Eller som man helst ville glemme, men som alligevel dukker op igen. Meget konkret og fint. Sådan en besnærende melankoli, en 'We'll always have Paris'-tone over tid, der ikke kommer igen. Forelskelser, der er lukkede. Mennesker, der er døde. Og et hårdkogt æg, som en fra klassen slog hul i på hovedet på en pige engang i folkeskolen. Og en økse med blod og hårrester i vasketøjskurven. Såmænd. Hun er ikke for fin til at bruge effekter, og det er en lise.

Tiderne Skifter 2005. 192 sider.

Mønstergenkendelse. William Gibson

NUTID. På en eller anden måde er der noget betryggende ved, at manden, der nærmest opfandt fremtiden og cyberspace og neuromantikere er begyndt at skrive bøger, der foregår i nutiden, og hvor teknologien ligner den virkelighed, vi kender.

Vi kan tørre sveden af panden: HAL er stadig bare en grå koncertbygning, ikke en dødsdrom-computer med skumle hensigter (på en rumrejse, der i øvrigt skulle have fundet sted for fem år siden). Cyberspace er et bedaget 90'er-ord lige så uddødt som "kondisko", ikke en futuristisk fremtidsdrøm. Den virtuelle virkelig handler her midt i fremtiden om at betale regninger over netbank, ikke om helkropsdragter med dingenoter påmonteret.

Men super bog. De jagter en filmklip, og det minder så meget om viral markedsføring, som jeg sidder og skriver om på avisen lige nu. Han skriver superklart, når man kom fra Zadie Smith var det som om, at nogen skrællede et helt unødvendigt lag af popsprog af. Og supercool hovedperson, Cayce P. Lidt Milan Kundera-cool-agtig, faktisk, men uden at trække philosophiiiien i langdrag.

Peoples Press 2003, 350 sider