onsdag, september 20, 2006

Nye digte. Søren Ulrik Thomsen

FLETNING. Nej, det er ikke Søren Ulrik Thomsens nye digte. Det er hans GAMLE digte, og det er derfor, man ikke skal postulere noget sådant som 'ny' i en titel, for nyt har det jo med at blive gammelt. I dette tilfælde omkring 20 år.

Nåmmen vi er i midt i de sorte 80'ere, dengang hvor rigtige mænd havde overskæg og verden netop var udkommet i neonfarver. Her sidder Søren Ulrik Thomsen og skriver, og det gør han faktisk så skidegodt, at det er muligt at læse det i dag uden at have den samme arkæologiske tilgang til det, som da jeg for nylig hev Samlede Strunge ned og gik i gang med at læse om NEONLYS og virkeligt meget om KEMIKALIER.

Men det her, det er kram. Det holder, også i dag. Minder i stilen en del om Hjemfalden, og det er så også en stil, jeg elsker. Enormt tilstede og konkret og alligevel dybt og højt. På én gang:
En perfekt kop the, en snestorm, fem linier i en laset krimi
Kan gøre mig lykkelig, fuldstændig lykkelig.


Hurra for Søren Ulrik Thomsen, den gamle kriger.

Vindrose 1987 (1998), 61 sider.

onsdag, september 06, 2006

No Regrets. Stig Tøfting i samarbejde med Lars Steen Pedersen

BRØLEABE. Forleden talte jeg med Cancel om, at jeg gerne ville læse Tøftings bog. Og BANG, da vi kom ned fra frokost, lå den på min plads. Så nu åd jeg lige erindringer i hovedsætninger over weekenden mellem kæmpetømmermænd (burde være klogere end at rafle med en sømand) og besøg ude i børnefamilierne.

Primalhannen Stig Tøfting gider ikke at bruge tid på at ævle om følelser, stort set uanfægtet, hvor hårdt det går for sig i hans liv. Han holder på sin ære, kender præcis sin plads i hierarkiet og forsvarer sin flok. Over for andre kan han være ekstremt aggressiv og provokerende: Han stopper bilen og hiver fodgængere i kravetøjet for at give ham fingeren. Han pander en mand ned i en diskussion, der er startet med, at modparten har kikket ondt på ham. Hvis medspillere på banen ikke gider at stå model til hans fornærmelser eller fysiske provokationer og beder ham lægge stilen om, betegner han det som en 'børnehave'. Som han siger efter igen-igen-igen at være vendt tilbage til AGF: "Flere af spillerne er ikke vant til den tone og de krav, jeg stiller. De tager det meget personligt, når jeg råber af dem. Skal jeg have pædagogisk indsigt, hver gang jeg råber, bliver det for kompliceret for min smag." (s. 320) Yes sir, den tror vi på.

Stig Tøfting er en slider. Plæneklipperen er på mange måder ikke en dårlig metafor. Men han slipper for let over nogle ting, som hans venskab med HA'eren Jimmy Nielsen. Det bliver der ikke brugt mange linjer på. Hvorfor ikke? Betyder det ikke noget for ham? Hvor har han lært ham at kende? Hvad laver de sammen - for de ligger vel ikke på gulvet og spiser pizza sammen? Det er sgu for slapt ikke at turde fortælle den side af historien.

People's Press, 2005. 358 sider.

søndag, september 03, 2006

Psykopater i jakkesæt. Sanne Udsen

PARANOIA. Psykopater kommer jævnligt på mode, som da filmatiseringen af American Psycho kom og da Peter Lundin-sagen kørte. Nu er det corporate psychos, der er in: Sanne Udsen - som ikke selv har en klinisk baggrund - har skrevet en bog i slipstrømmen på de svenske undersøgelser, der sagde, at 10 procent af alle chefer er psykopater.

Men er det nu så slemt? For det er jo medarbejderne selv, der vurderer, når de mener, at deres chef er psykopat. Og chefen er som bekendt altid dum. Risikoen for pseudo-paranoia er stor, for hvem er jeg til at afklare, om min chef har samvittighed eller ej? Bogen er godt nok fyldt med ægte, men anonymiserede eksempler. De er meget fede. Men hvem sikrer, at det ikke er medarbejderne, der ser spøgelser? Den anklagede selv er ikke spurgt, og det er altså problematisk. Og så kunne selve teksten kunne godt have været strammet væsentligt - der er virkelig meget snik-snak undervejs. Så selvom det er et fedt emne, er bogen lidt so-so.

Læs artiklen om bogen i Politiken i dag, søndag. Bogen udkommer på tirsdag.

Aschehoug 2006, 175 sider.