Ubevidst Rødgang. Ingeniørroman. Lars Frost

KUKKASSE. En efter en kommer de ind på scenen, handler, tænker, drejer rundt, bukker og så ud igen. Hele persongalleriet fra 70'erne ryger forbi, alene eller i klaser, og når de er færdige, ryger de helt ud af historien igen. Det er iskold kiss-off, undtagen Erik, han er med os hele vejen. I de mindste detaljer.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg hele tiden havde fornemmelsen af, at det var Kristian Bang Foss, der havde skrevet bogen. Der var en tone, der var ens, også deres verbe-knepperi. Det er som om, at bogen er skrevet uden "har" og "er". Men det er næsten også FOR meget, for det falder i øjnene: Thorleif har ikke tanker, han tænker ikke, nej, tanker 'bemægtiger' Thorleif. Sætningerne er lange, associerende, tankestrømme, der er ingen afsnit i bogen.

Det er på den ene side meget flydende sammenhængende, på den anden side meget fragmenteret. Jeg kan ikke slippe tanken om, at der har ligget en masse materiale, som så er blevet sat på plads i sættekassen, her kan vi bruge ham, her dette citat fra et gammelt ugeblad, her noget skrevet i Rom. At arbejdet er startet med fragmenter, ikke med én ide. Og at der ikke er sorteret hårdt nok i elementerne.

Men jeg ender puzzled. Kan nogen fx fortælle mig, hvor 'rødgangen' sætter ind - ubevidst eller ej?

Gyldendal 2008, 302 sider.

Fogh - Historien om en statsminister. Anne Sofie Kragh

MAGT. Det vælter jo simpelthen ind med biografier på bogmarkedet i øjeblikket, og selv de mest perifære personer får udgivet biografier og erindringer. Nogle er skrevet af hovedpersonerne selv, nogen er skrevet med ghostwriter, og det kan faktisk godt ende lykkeligt, som det for eksempel var tilfældet med Stig Tøfting-bogen. Andre er "ægte" biografier om interessante personer, og er det en befrielse, når de er skrevet af en person, der virkelig har fat om sproget, om de karakteristiske detaljer, om den store historie i den lille, om spændingsopbygning og refleksion. Det behersker Anne Sofie Kragh. Og derfor viste det sig at være en lille sproglig perle, jeg fik vristet ud af Peter og Pernilles reol en aften for efterhånden længe siden og snappet med hjem i tasken, fordi de ejede bogen i to eksemplarer.

Peoples Press, 2004, 282 sider.