onsdag, januar 04, 2012

Thomas Thurah. Begyndelsen.

ERINDRING. Det er totalt unfair, det her - at skrive om en bog, som jeg har læst for omkring et år siden. Så dette er ikke noget nær en beskrivelse af bogen, men blot et kort rids over, hvilket indtryk, den har efterladt: Den gør lidt ondt, den kradser, men den er også ærlig og klar som et vinglas. Sproget er ekstremt raffineret, næsten i en grad, så jeg nogen gange tænke hele konstruktionen af sproget som enten tysk (også pga datidsformen) eller som en tekst Søren Ulrik Thomsen: Sætningerne folder sig hele tiden ind og ud af hinanden og de bruger smukke, sjældne ord.

Og på den måde hænger denne tekst og bogen sammen: Er det fair at beskrive, hvad der er sket for så mange år siden? Kan man huske det? Og hvilke billeder er der, der bliver hængende? Her er det for eksempel billedet af vennen, der murer sin fars dyre ur ind i murværket som den ultimative hævn. Moderen som noget stærkt, særligt, utilpasset. En købmandsbutik, og en dag er det lige præcis hende, der kommer gående ind af døren. Men hun har kvindefrigørelsen med i tasken, og det er ikke nemt for en old school købmand. Og selvfølgelig den smukke startscene om den uendelig rejse over ingenmandslandet ned til ringvejen - som senere er fuldt plastret til med parcelhuse med hver deres familie og deres historie og et helt samfunds dna inden i hver eneste lille celle. Og det er netop bogen: Den store historie i den lille.

Gyldendal, 264 sider.