Ebbensgaards bogkasse

Thomas Thurah. Begyndelsen.

2012-01-04T21:46:00.004+01:00

ERINDRING. Det er totalt unfair, det her - at skrive om en bog, som jeg har læst for omkring et år siden. Så dette er ikke noget nær en beskrivelse af bogen, men blot et kort rids over, hvilket indtryk, den har efterladt: Den gør lidt ondt, den kradser, men den er også ærlig og klar som et vinglas. Sproget er ekstremt raffineret, næsten i en grad, så jeg nogen gange tænke hele konstruktionen af sproget som enten tysk (også pga datidsformen) eller som en tekst Søren Ulrik Thomsen: Sætningerne folder sig hele tiden ind og ud af hinanden og de bruger smukke, sjældne ord.

Og på den måde hænger denne tekst og bogen sammen: Er det fair at beskrive, hvad der er sket for så mange år siden? Kan man huske det? Og hvilke billeder er der, der bliver hængende? Her er det for eksempel billedet af vennen, der murer sin fars dyre ur ind i murværket som den ultimative hævn. Moderen som noget stærkt, særligt, utilpasset. En købmandsbutik, og en dag er det lige præcis hende, der kommer gående ind af døren. Men hun har kvindefrigørelsen med i tasken, og det er ikke nemt for en old school købmand. Og selvfølgelig den smukke startscene om den uendelig rejse over ingenmandslandet ned til ringvejen - som senere er fuldt plastret til med parcelhuse med hver deres familie og deres historie og et helt samfunds dna inden i hver eneste lille celle. Og det er netop bogen: Den store historie i den lille.

Gyldendal, 264 sider.

De Ufuldkomne. Tom Rachman

2011-12-28T21:16:00.005+01:00

PRESSEN. Guf for enhver journalist, måske især de skrivende. Bogen foregår på en Herald Tribune-agtig redaktion, dog i Rom. Man møder enhver journalisttype, som en redaktion byder på - og uundgåeligt møder man undervejs også sig selv i forskellige variationer. Og så er den fyldt med sandheder fra journalistikkens excentriske verden, hvor logik og moralsk tyngdekraft af og til bøjes.

Det hele er samlet i en smuk krans af mindre fortællinger med hver deres hovedperson. Men de står ikke adskilte, historierne fletter sig ind og ud af hinanden, samlet af et historisk spor, som kulminerer til sidst. Og så er der selvfølgelig også en universel love story bag det hele, gotta love it!

Det er skarpt, det er skægt, og man blæser lige igennem den. Men det er også FOR karikeret i sine personbeskrivelser til min smag - flere af karaktererne er MEGET neurotiske eller uudholdelige eller bitches. Det er bedst, hvor tumpen blir helt, hvor bitchen blir blød, hvor stjernen blir nar. Man behøver ikke at give en karakter rød næse og en sjov hat på, før vi forstår, at han er en klovn.

Politikens Forlag, 2011, 280 sider.

Easter Parade. Richard Yates

2011-11-03T09:36:00.005+01:00

GRÆSSET. 9/10/11 17.02
Mmm her er totalt perfekt vejr. Sidder for mig selv nede i Washington square park, den med triumfbuen og en klaverspiller. Jeg er lige færdig med Easter parade og overvejer, hvad den handler om. Udover to søstre, som ikke blir lykkelige. Måske om ikke at handle, ansvar for egen lykke? Jeg ku godt lide den. Murakami var ikke i lufthavnen, øv. Kys

9/10/11 17.05
Jeg tror at den handler om være opdraget til at være utilfreds og en total mangel på forståelse for hvad der ville gøre dem lykkelig. Det regner her. Jeg har holdt fri i dag, totalt og aldeles, nærmest vegetarisk fri.

Klim 2010, 215 sider.

Ghita. Lea Korsgaard

2011-10-30T22:20:00.004+01:00

PRIMADONNA. Antallet af faldgruber i en biografi om landets førstedame på film og teater tangerer det uendelige. Det risikerer at blive sødladent, ligefrem kvalmende, teatralsk, postuleret dramatisk. Der skal tilføjes noget nyt til de utroligt mange ting, verden allerede i dag ved om Ghita Nørby. Og fristelsen til at skrive en deterministisk fortælling, hvor alt leder hen mod resultatet (at Ghita selvfølgelig blir den stjerne, hun er) er overhængende. Men det er ingen selvfølge, at verden udvikler sig, som den gør, heller ikke når det gælder Ghita Nørby.

Derfor er projektet ambitiøst, når Ghita Nørby er SÅ stor, SÅ bred. Og at bogen formår at styre udenom disse faldgruber er en væsentlig grund til, at den er så vellykket, som den er. Den balancerer på den fine knivsæg mellem at præsentere hovedpersonen som den virkeligt særlige person, hun er, med alle de celebre detaljer, der knytter sig til det - uden at falde i svime over dem, uden at snobbe hverken op eller ned. Bogen sætter ikke sin hovedperson op på en piedestal - den kredser rundt om den ophøjede position, hun for længst HAR indtaget, og observerer hende der. Oppefra, nedefra, indefra, udefra.

Det er både kulørt, alvorligt og morsomt. Kuløren og historiefortællingen leverer Die Dame selv, når hun beretter om sine mange roller, mænd og venner. Hendes historie er jo tæt slynget sammen med danskernes historie, helt tilbage fra baronessen på benzintanken, over Matador og frem til de nyeste stykker, film og serier. Hun personificerer jo flere tidsaldre, vi stoler på, at hun findes i de mange variationer.

Noget af det bedste (med undtagelse af det smukke slutkapital) i bogen er komikken. Den falder på samme måde, som når Don Rosa tegner Anders And: det sjoveste sker i siden af scenen. Fx når Lea hjælper Søren Sætter-Larsen, når han forsøger at videresende en kædebrevsmail (!) fra Ghita, men ender med at sende en blinkende julehilsen; når Ghita skal svare på spørgeskemaundersøgelser fra en journalist; eller når hun forventes at dukke op til medarbejderudviklingsseminar i Ringsted, hvor de skal lege Det Kongelige Teaters kerneværdier. Det er kosteligt! Netop fordi det udstiller, at disse mennesker, som alle danskere kræver ejerskab til, af og til lever i en verden, som ligger et pænt stykke fra normalen.

Alvoren dukker op mange steder. Ghita smiler og griner - men der ligger en bund af melankoli også, som hun så fint som nogen holder for døren, men visse konkreter, fx et manglende bryst, giver eftertanker, der lægges frem i et i øvrigt meget fornemt sidste kapital.

Man hører tydeligt Ghita Nørbys frasering og betoning i mange af citaterne, fordi tryk er markeret, det er nærmest radiofonisk. Der er tænkt over opbygning, der blivet piftet op under spændingskurverne med cliffhangers, omend der for mange for min smag.
Men fortællingen og sproget perler derudad, så Peder Skyum-Nielsen må smile på sin sky over den fantastiske brug af verber.

Nogen kan måske synes, at bogen handler for meget om det københavnske teaterliv og for lidt om Ghita. Men det er jo åbenlyst en forkert sondring: de to ting kan slet ikke adskilles. Og hvad var en bog om Ghita Nørbys fire ægtefæller og ene barn værd, hvis den ikke beskrev, hvordan hun følte, da Jørgen Reenberg melder sig syg tre uger før premieren på Indenfor Murene, hendes jubilæumsforestilling? Eller undlod at beskrive, hvad hun har lært af sine teaterdirektører gennem livet?

Men der er to spørgsmål, jeg ikke helt får svaret på: Hvad har det kostet? Og hvad har det kostet andre? Det står lysende klart, at Ghita Nørby bider, hvis hun ikke er tilfreds med sine kolleger. Teater er ikke en demokratisk arbejdsform, og ingen tvivl om, at hun har uddelt sin del af skideballer, haft primadonnanykker og givet unge skuespillere mavepine og præstationsangst.

Men hvad har det kostet på dem, der måske ville ønske, at der fandtes en skillelinje mellem skuespilleren og privatpersonen? Det får vi kun en flig af. Og det er ikke kun af nyfigenhed, den side må efterlyses, men fordi det vitterlig HAR en pris. Som Sonja Richter refererer deres samtaler: hvor mange familiemiddage? Hvor mange skilsmisser? Hvor meget af en selv? Hun siger selv, at hun har svigtet - men det er i en summarisk og tænksom kontekst.

Det er jo ikke helt nemt at besvare spørgsmålet, når hverken (eks-)mænd eller Ghitas søn ønsker at medvirke. (mit navn er Jørgen Reenberg! lyder det alvorstungt i Leas telefon en aften, og SÅ er der ikke lagt op til smalltalk eller faktisk talk i det hele taget). Andenhåndskilder må tages i brug, men gid primærkilderne havde talt selv, talt ind i den samlede fortælling, så de rigtige spørgsmål kunne stilles, observationer kunne gøres. Man aner både svigt, værn om privatliv og reelt krukkeri som årsag til, at vigtige kilder ikke taler. Gid de havde. For historien bliver en sparsom version af Ghitas udlægning, og det er jo netop dét, der står så stærk på andre områder af bogen: At der er mange facetter, kilder og stemmer i spil. De mangler reelt i bogen.

Under alle omstændigheder står det fast: For Ghita er det livet, der står på spil, både hendes og andres. For noget, der også er livet værd. Dén ligning, dét paradoks, står klart tilbage. Tak for historien. Og nåja - den burde vel retteligt have heddet Primadonna - førstedame. På godt og ondt. Men den var nok ikke gået.

Gyldendal 2011, 304 sider.

Javel, Hr. Minister. Peter Mose og Susanne Hegelund.

2011-10-27T20:53:00.003+02:00

DIPLOMATI. Hvis du læser dette, er du nok journalist og følger sandsynligvis med i dansk politik. Godt så: Hvor mange departementschefer kan du nævne navnet på? Statsministerens? Finansministerens?

Embedsmændenes magt over det danske samfund er enorm. Mange ministre er jo totalt blanke på deres ressort, den dag de træder ind ad døren i ministeriet (visse også, når de går ud igen). Alligevel er embedsmændene næsten ukendte i offentligheden, selv hos journalister: "Det danske embedsmandsværk har en enestående evne til at få ministeren til at føle sig som verdens herre," som de to forfattere Susanne Hegelund og Peter Mose skriver i deres nye bog. Og man kunne tilføje: Og få journalisterne til at tro det samme.

Embedsmændenes magt - og ikke mindst kampene for at få mere magt - fortjener at komme frem i lyset. Her er den velinformerede og til tider ret morsomme "Javel, hr. minister" et glimrende sted at lære Slotsholmen at kende. For vist sikrer de ansatte på Slotsholmen kontinuitet, de omsætter politiske ideer til praksis, og de sørger for, at en minister ikke ryger på røven. De arbejder som gale, dag og nat, og mange er ekstremt godt begavede. Men de slås også, så det brager - om ministerens tid, om de fine poster, om flere ressourcer til eget lille pastorat. For det er ikke al arbejdstid, der bruges i den større sags tjeneste. Visse steder findes stadig en ækel, hierarkisk, snobbet macho-kultur, hvor en substantiel del af alfa-hannernes kræfter bruges på at pisse territorier af og aktivt bekrige hinanden.

Bogens store styrke er, at forfatterne har fået mange kilder i en ellers lukket verden til at synge. Det giver gode anekdoter: For eksempel at departementschef Findsen går under navnet 'Tito' - ikke efter generalen, men fordi han kommer klokken ti og går klokken to. Det betyder også, at stoffet præsenteres nuanceret. Et klassisk eksempel: Når en topembedsmand skal forklare, hvordan vedkommende selv har fået deres job, er svaret altid den slagne vej med ansættelsesudvalg - men når man spørger, hvordan andre blev ansat, hedder det ofte noget med statsministerens indirekte indblanding. Og kilder, der har været i spil til en fed ambassadørpost, men ikke fået den, har naturligvis selv takket nej.

"Javel, hr. minister" er en fremragende bog, som alle journalister burde unde sig selv at læse. Det er 280 siders skarp, relevant og morsom efteruddannelse - selv om man med fordel kunne skære ned på antallet af gentagelser af pointer samt på Sir Humphrey-analogierne. Og forresten, svaret på quizzen: Departementschefen i Statsministeriet hedder Christian Kettel. I Finansministeriet huserer David Hellemann.

Gyldendal 2011, 288 sider.
Denne anmeldelse blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten i april 2011.

Piratjagt - Kampen om menneskeliv og millioner. Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen

2011-10-27T20:47:00.004+02:00

KRUDT&KHAT. De to unge journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen har skrevet en fremragende bog om de somaliske piraters hærgen i Adenbugten og det Indiske Ocean. I kølig, ukrukket prosa fortæller de historierne hele vejen rundt om pirateriet, de møder alle parter, dækker alle hovedtemaer.

Og så sidder vi der på gulvet i det lovløse Somalia foran den khat-tyggende pirat, der spiser spaghetti med fingrene, mens han fortæller om sit erhverv. Vi mærker suset, da den storskrydende piratkonge bliver bragt ind på fængselsinspektørens kontor og kræver 2.000 dollar for et interview - eller alternativt at en af de to kvindelige journalister gifter sig med ham! Vi hører de mellemmænd, der spinder guld eller bliver snydt så frygteligt, og vi taler med de lokale piger, der er blevet prostituerede.

På det danske krigsskib Esbern Snare skal skibslægen prioritere i de tilskadekomne pirater fra en skudveksling. Én kan reddes, men det vil tage så lang tid at operere ham, at flere af de andre vil dø. Så han får skrevet T4 i panden med tusch - en regulær dødsdom: Han står ikke til at redde, betyder det. Noget tid senere bliver Esbern Snare lagt med agterenden mod Mekka, de muslimske tolke læser en bøn, piraterne står sammenbundne og ser på, da ligposerne glider over bord og ned i vandet. Det er bare en af bogens mange flotte scener.

Esbern Snares mandskab er åbenlyst frustrerede over deres begrænsede råderum, som hele tiden skal godkendes fra højere sted i NATO-bureaukratiet. Hensynet til gidslerne vejer altid tungest. Og derfor må frømanden PJ ikke gennemføre en ny ide om at skyde en kran af et piratskib. "Nogle gange tænker jeg, om det overhovedet giver mening, at vi er hernede, når vi ikke får lov til noget," siger han.

Men "Piratjagt" er ikke kun krudt og kugler og narrativ journalistik. Bogen giver et meget velresearchet, omfattende og internationalt indblik i piratsektoren og de mange penge, der er på spil i bekæmpelse, forsikring og løsesummer. Proportionerne er vanvittige. Hele den internationale aktion med 29 krigsskibe koster 9,5 milliarder om året. Selv Hillary Clinton indrømmer, at man ikke får nok ud af de penge. Alene Norge bruger 30 millioner kroner om året på deres fregat - for de penge kunne man have lønnet 100.000 politifolk i Puntland (somalisk region, red.). Esbern Snare koster mellem 10 og 12 millioner kroner om måneden. Problem med retsforfølgelse er også et stort dilemma: Kun fem af de 240 pirater, der har været i danskernes varetægt siden starten på missionen i 2008 er retsforfulgt. Igen og igen sætter frømændene piraterne ved kysten i ly af mørket.

Det er en glimrende bog, hvor præmisserne for fortællingen lagt klart frem: Hvem har fået penge for at lade sig interviewe, hvilke informationer er klassificerede, hvor stort et entourage er nødvendigt for nogenlunde at sikre de to unge journalisters sikkerhed? I en let redigeret udgave kunne den sikkert gøre sig på engelsk også. Flot arbejde!

Forlaget Pressto 2011, 256 sider.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten

Everything Matters! Ron Currie, Jr.

2011-10-23T11:55:00.004+02:00

SKÆBNE. Nu har jeg jo lige læst Vonnegut - og der er et sjovt og nært slægtsskab mellem Ron Currie (er det virkelig et navn??) og Kurt Vonnegut. Det er spacy, det er kulørt, og det er rørende, og historien har klare fællestræk. Men jeg synes faktisk, at Ron Currie slår Vonnegut med flere længder. Ikke mindst fordi det gør en forskel, at den er skrevet lige nu, med Oprah og præsident Huckabee (!!), Jon Steward, noget ekstraterrastielt hokus-pokus, røgalarmer på fly, SoCo i colaen og et lille barn, der sammen med klassen på live-tv ser rumfærgen Challenger eksplodere:

Sitting there watching the vapor trails spread across the sky like unraveling intestines, you all wait in desperate silence for the PAO [dvs. speakeren] to come back on and say something reassuring, assert some control over this mess, wrestle it down, make it behave. Why is he leaving you here in silence, you wonder. You feel Amy's palm slide down the back of your hand, and when her fingers interlace with yours and squeeze, you squeeze back. It is not nearly the thrill that it should be. It is bare comfort. And then, as the first pieces of the Challenger hit the water off Cape Canaveral, the PAO finally comes back on. Reluctantly, as though he's being prodded with point of a blade, he utters what may be one of the biggest understatements of the twentieth century: "Obviously," he says, "a major malfunction."

... Og ja, store dele af bogen er rent faktisk skrevet i 2. person - og det er bare et af mange fine, flot doserede virkemidler, som ikke er lir og se-hvad-jeg-kan-af-litterært-bling, men som flettes meget fint og effektfuldt sammen. Jeg har faktisk aldrig læst en bog, hvor synsvinklen skifter så mange gange - og aldrig, hvor det har virket så elegant: Det er konsekvent, og det driver fortællingen videre hen over ting, man alligevel ved, vil ske.

Der er IKKE sparet på virkemidlerne i fortællingen. Det ene øjeblik er vi nærmest i en James Bond-film, det næste øjeblik tænker man Forrest Gump, så er vi i tung socialrealisme med alkohol og beating up, så romantisk komedie og videre til spacy sci-fi: For en god del af tiden ser man Melancholia for sig, ikke bare filmen, men hele planeten Melancholia, der nærmer sig jorden. For ja, præmissen for bogen er, at ved hovedpersonens fødsel står een ting klart: at 36 år senere, 15. juni 2010 kl. 15.44 vil en komet ramme jorden med en styrke 284 millioner gange større end atombomben over Hiroshima. Og SÅ er nedtællingen, hans liv, ellers i gang. "And we wish you much good luck", som det hedder.

Ligesom med Vonnegut og meget andet halv-utroligt litteratur skal man sluge nogle præmisser. Og gøre det fuldt og helt, ellers er bogen noget lort. Og skulle man pege på en svaghed i bogen, skulle det være, at den tenderer at blive moralsk på den-der klistrede, amerikanske måde. Men jeg synes nu, at det bliver holdt på en fin knivsæg - husk på, jorden skal jo gå under, ikke, det er jo ikke en lille ting.

Forsiden på min paperback er overstrøet med superlativer fra diverse aviser og magasiner, og ja, det er de helt store, der elsker den. Det er der altså en grund til. Bedste fiktionsbog længe.

Penguin, 2009, 302 sider.

Slagtehus 5. Kurt Vonnegut

2011-09-12T09:56:00.004+02:00

SPACE. Der er for få tidsrejser i de bøger, jeg læser. Og for få små rumvæsener med øjet på en stilk, som de kan lukke som en hånd, hvis de ikke kan lide, hvad de ser. Og der er afgjort for få af den slags væsener skrevet ind i historier om massakren i Dresden i 1945. Sci-fi møder politisk litteratur. Skørt.

Det er en fin bog om at besinde sig på det, man ikke kan lave om: Nogle gange bliver verden sønderbombet, nogle gange bliver man bortført til en fjern planet, nogle gange skal man giftes med en tyk pige, altid bevæbnet med en chokoladebar. Nogle gange falder flyet ned.

Men visse ting kan man lave om på: Man kan for eksempel fortælle sin historie, også selvom den lyder skør. Det gælder sådan set både hovedpersonen, forfatteren samt dennes alter ego, der også kommer til orde. Hovedpersonens budskab er humanistisk og kærligt - forfatterens er syrligt sarkastisk om krigens absurde meningsløshed.

Det var en gammel udgave, jeg fik læst - den burde genoversættes, for pyha, den er godt nok bedaget og til tider slapt oversat.

Plummer - Summen af Kardemommen. Kurt Lassen.

2011-08-19T10:44:00.003+02:00

BJÆLKEN I DIT EGET. Det er en dårlig bog. Men det er en interessant læseoplevelse. Ingen bør betale penge for den, men mange burde læse den. Den er dybt subjektiv og kommenterende i en småperfid tone fra start, her om Plummers iPad: "plummer har købt sin iPad under et besøg i USA. Helt selv. Mon ikke han har nappet den på et bilag ..." - for nu at citere bogens allerførste afsnit.

Først blir man pisseirriteret over, hvor ublu Plummer praler - og tænker, hvorfor tjekkes oplysningerne ikke af Lassen? Dernæst kommer der en kilde på, der skyder det hele ned - men det fungerer heller ikke, for det er en anonym eks-kollega, der kan have alle mulige dagsordener. Det er jo ikke at undersøge noget, det her - det er blot at åbne mikrofonen for enhver, der anonymt har lyst til at svine hinanden til. Der er kun et befriende element i det: at sådan her foregår det jo ALTiD! Og på den måde er bogen et vældigt interessant røntgenbillede af mudderkastningens anatomi.

Han beskylder Lisbeth Knudsen for fusk. Hun kalder ham vanvittig. Han siger om hende: "det siger noget om, hvorfor hun ikke skulle være generaldirektør, hvis hun ikke vidste, hvem jeg var". Eller senere, s. 106: "Lisbeth er paranoid ... Hun lyver for sig selv ... Lisbeth er ikke en god holdspiller" og så næste side "jeg har altid opfattet hende som en særdeles seriøs og hæderlig kvinde".

Kurt Lassen konkluderer i begyndelsen af et afsnit: "den politiske dagsorden er Kenneth Plummer totalt immun overfor. Har ingen forståelse for dens eksistens og afviser den blankt" (s.61.) - siger HVEM??

Eller hvad med den her: "Jeg talte for eksempel godt med Jens Rohde. Han er jo Liverpool-fan. Ligesom Brian Mikkelsen og Kristian Thulesen Dahl".

Der er kun en gruppe helte for Lassen: medarbejderne, der ser byggeriet af koncerthuset og på "hvert eneste stykke jern, der blev bøjet i det tiltænkte arkitektoniske mesterværk" som om det "stak helt ind i eksistensen på hver enkelt medarbejder" s. 109. Og nåja, affødte en sparerunde. Hvor Lassen blev fyret. Men det har NATURLIGVIS intet med sagen at gøre. Og derfor nævnes det ikke med ét ord.

Bogkompagniet, 2010, 206 sider.

Lolita. Vladimir Nabokov.

2011-06-13T19:38:00.002+02:00

CARMEN. ”Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned af ganen og banker mod fortænderne ved det tredje. Lo. Li. Ta.
Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, 154 centimeter på strømpesokker. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores, når hun skrev under. Men i mine arme var hun altid Lolita.”

Jeg tror aldrig, denne indledning på en bog kan overgås. Lolita står som en af de klareste, mest komplekse, mest udfordrende bøger. Den er ækel og æggende, umulig at lægge fra sig. Ikke som American Psycho, som man skal tæves igennem, nej, det er et spind, man bliver lokket ind i. Nabokov bygger op og leverer, og skuffer, for man tror, at man har regnet det hele ud. Pakket ind i den mest betagende, europæiske, intellektuelle dekadence. Fantastisk bog. Simpelthen.

Gyldendals klassikere, 1997, (opr. 1955), 311 sider.

Min Kamp 1. Karl Ove Knausgaard

2011-04-24T23:43:00.002+02:00

AUTOLIT. Wauw hvor er det godt. Godt som i ægte, levende, tilstede, ekstremt ærligt uden at være perfidt. Knausgaard skriver om sit liv, og et liv er jo uendeligt detaljeret. Og derfor kan man bruge 200 sider på at gøre rent i et hus.

Han var på Diamanten for nylig, og det første, der slog mig, var hvor meget han lignede Bob fra Twin Peaks. Det er et faktum. Knausgaard sagde:

- I vældig stor grad fortrænger jeg det faktum, at folk køber og læser bøgerne.

- Jeg skriver ting i bøgerne, som jeg ikke har sagt til et eneste menneske.

- Jeg skriver ikke for at lette trykket ... Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde, jeg skrev om levende mennesker, og jeg vidste ikke, hvordan de ville reagere.

- Jeg kan få tårer i øjnene af at se på kunst, men jeg kan ikke få tårer i øjnene af at se på mine børn.

Han prøvede fire år at skrive om sin fars død som fiktion: "men det var jo virkeligheden, jeg ville ind i"

Er vi mætte af fiktion? Bogen taler om "virkelighedshunger"

- Da jeg begyndte at skrive selvbiografisk, fik jeg et andet sprog ... Pludselig behøvede jeg ikke at tænke på dramatik, men bare skrive det, som det var ... Livet betår jo af hverdag ... Det handler om at acceptere og kunne lide det, man gør.

- Det er jo umuligt at skrive om døden.

- Det handler om ingenting.

- Bog 2 er endnu mere triviel. Der består spændingen udelukkende i frustrationerne.

- Hvis man beskriver det, som det var, er der ikke noget skamfuldt ved det ... Jeg må skrive om m(in fars historie, og den historie hører min farmor til.

- Jeg forstår godt reaktionerne, og er ked af det ... Men erfaringen fra dette projekt
Jeg kan ikke sige, at min litteratur er vigtigere end dit liv. Men jeg kan sige, at jeg vil fortælle historien om min far ... Men der er jo en uløselig interessekonflikt.

- Som udgangspunkt tænkte jeg det som en roman for tusind mennesker.

(Sjovt - han er ude til en oplæsning, og så siger arrangøren, at bogen handler om skam. Og det har han slet ikke tænkt på. Men det står jo på hver anden side??
(Interessant sammenligning med stilleben. Slægtsskabet med malerkunsten. Det beskrivende. Det visuelle. Blikket, det ligeværdige menneske.

Lindhart og Ringhof, 2010, 488 sider. (det er FJERDE oplag, jeg har - og stave- og slåfejl er stadig ikke rettet - pinligt).

Èn bold ad gangen. Anders Haahr Rasmussen.

2011-02-12T08:37:00.003+01:00

FORHÅND. Hvorfor skulle man læse en bog om Caroline Wozniacki, når man intet aner om tennis? Hvordan kan man læse en bog med sidelange beskrivelser af tenniskampe, når man ikke kender forskel på en førsteserv og en andenserv, ikke ved hvad et serve-es er - eller hvordan en lang, flad bold ser ud. Den bog kan umuligt virke for mig. Og så gør den det alligevel.

Caroline Wozniacki er jo en helt speciel person. Hun er ikke kulørt som Clijsters, hun giver ikke rappe svar som Federer, men hun er ekstremt fokuseret på en meget ren måde: det er ikke nu skal jeg fandme vise dem - hun går bare ind for at vinde, altid, uanset hvor, hvornår og hvor langt hun er bagud. Uanset, om hun undervejs ligger på banen og skriger af smerte og krampe, hun rejser sig op for at vinde kampen (og gør det så i øvrigt, vinder).

Hun er en slags ren væren, ureflekteret uden at være dum. Hun er bestemt ikke dum - men hun spilder ikke tid og kræfter på unødige distraktioner. Det er som om, hun hele tiden befinder sig i den koncentrationszone, som vi andre kun befinder os i i kortere perioder ad gangen. Netop: en bold ad gangen. ('Det har anders fundet ud af er en stor hemmelighed i tennis', sagde en eller anden. Men alle store sandheder ER jo banale. Også i tennis.)

Så hun ER interessant, Caroline Wozniacki. Som person, som deltager i et rejsende landevejscirkus, der i sig selv er skørt, med alle dens sponsorkroner, koreograferede Wimbledon-drenge, forrykte pressekonferencer, lebbehad og alt det andet, bogen beskriver. Det er rigtigt, som Lea sagde om bogen: den lider ikke af journalistisk pyntesyge. Det er enkelt og klart fortalt, uden at sætte journalisten selv i fokus, og den er befriende renset for pseudo-psykologiske betragtninger om hendes fars pacing. Det virker nærmere som hende, der pacer ham. Smukkest er afslutningskapitlet, det er virkelig finalen. De fleste fagbøger slutter ikke, de holder bare op. Ikke her. Meget elegant.

Gyldendal 2010, 199 sider.

Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt (lydbog). Gitte Løkkegaard

2011-02-01T14:46:00.005+01:00

LYDBOG. Jeg havde egentlig ikke set nogen forbindelse mellem de to lydbøger, altså denne og Blekingegadebanden nedenfor, men den er jo helt oplagt: venstrefløj i Danmark fra starten af tresserne og frem. Tine Bryld er jo et ikon fra samme tid, som KAK og Appel-drengene tager en noget mere radikal bane frem mod socialismen. Men der er jo en rød tråd mellem Blekingegadebandens anti-imperialisme og Tine Brylds kamp for de udstødte og forsømte grønlandske unge, for de svageste. Men for Tine Bryld er det enkelte menneske altid det vigtigste og uendeligt værdifuldt, uanset ophav, og det mente banden ikke. Og der ryger kæden helt af, tråden knækker.

Jeg er jo KÆMPE Tine Bryld-fan, og det er så cool at høre om hendes eget rodede liv, selvoplevede utilstrækkelighed og af og til svigt, når hun samtidig har været så meget for så mange. Men formen er lidt synd for personen. Bogen er mest af alt et langt interview med lidt baggrund, og det er ikke nok til at bære en hel bog. Der er ikke modspil nok til hende, og det havde jo været så meget mere interessant, hvis der var hentet andre kilder ind - det havde jo også højnet troværdigheden.

Sprogligt set er bogen heller ikke noget blomsterbed, fx er der en irriterende brug af (overflødige) beskrivende adjektiver. Og igen knurrer jeg over lydbogsformatet: I en bog, der er så citatbåret, fungerer det ikke, at en anden person læser Tine Brylds citater op - og endda lægger en intonation ind i det, som ikke altid lyder særligt troværdig, små fnis, fraseringer og udbrud og sådan. Tine eller ej! Oplæsningen af citaterne sætter sig mellem to stole.

Bogen ER for let. Men det er jo Tine Bryld. Og hun er uendeligt cool. Så man tilgiver det alligevel.

Gyldendal Lyd, 2010, 5 timer 22 min. Via Netlydbog.dk, der IKKE kan lægges på iPod'en, og DET er irriterende.

Blekingegadebanden 1 - Den danske celle (lydbog). Peter Øvig Knudsen

2011-01-31T19:14:00.004+01:00

LYDBOG. På grund af en hjernerystelse har jeg slået mig på husets eneste lydbog: Blekingegadebanden. Egentlig havde jeg begge to, men da cd nummer to ikke virkede (irriterende), måtte jeg nøjes med del 1.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog, en vigtig historie og noget af det vildeste og tætteste vi kommer på terror indtil den sidste tids lykkeligvis afværgede angreb på Jyllands-Posten. Og der er grund til, at den har fået alle de priser, den har: Den er detaljeret, den har nye oplysninger, det er vanvittig dygtig research, det er overraskende. Og ja, det er skrevet med overskud. Og ja, det er et helt enestående projekt, både i format og i vigtighed. Alt det er jeg enig i.

Og så kommer det ... MEN ... den er for lang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede, at bind 1 var hele historien og bind 2 var en slags opfølgning, fraklip, opdateringer og sidehistorier, en slags bonustrack. Men nej - efter cirka del 30 af 48 opdagede jeg, at historien ikke kunne nå at blive færdig i del 1, og ganske rigtigt: Del 1 slutter med, at døren til lejligheden i Blekingegade gik op. Jeg føler mig snydt - for jo, der har været noget fed action med Carlos og flykapringerne - men det er først nu, der virkelig skal drama på bordet i homebase Denmark. Og så er kræfterne brugt op? Måske fordi jeg hører den som lydbog, for det tager bare længere tid end at læse den selv. Måske fordi der er terror på alle kanaler og har været det i snart ti år. Men hvis jeg ikke tager fat i bind to NU, så glemmer jeg jo sammenhængen og hvem, der er hvem. Måske skal jeg læse den i stedet for at høre den. Men der er lige et par andre bøger på hylden, der står forrest, når jeg igen skal til at bladre i papir.

Gyldendal Lyd 2008, 14 timer og 30 minutter, MP3 (og DET er fedt, for så kan den smides på telefonen).

Satans yngel. Sanne Munk Jensen

2011-01-31T10:29:00.005+01:00

VESTERBRO. Fårk, hvor kan hun bare skrive, altså især dialoger, det er så knivskarpt - Sanne Munk Jensen er en slags Thomas Kluge på skrift, i hvert fald for den del af verden, som hun beskriver. Det er så levende, at man næsten tænker det som journalistik eller en veninde, der fortæller. Ok, det er måske ikke verdens største historie, plottet er meget enkelt og ligeud, men så holder vi karaktererne i live til næste bog. En mellemmad, men højt belagt.

Gyldendal, 2010, 224 sider.

Renselse. Sofi Oksanen

2011-01-04T20:30:00.006+01:00

OVERLEVELSE. Det er en rigtig god bog, selvom den ikke er som forventet. Når der står noget med et traficking-offer på bagsiden, så forventer jeg at bruge en del tid sammen med klamme bagmænd i Lilia-forever-setup, og der skal man selvfølgelig også hen, men det meste foregår på en bondegård i Estland, hvor der bor en gammel kone. Hun fik ikke den, hun elskede, det gjorde hendes perfekte søster, og det er et dårligt udgangspunkt for et land, der bliver forgiftet af sovjetstaten, der rykker ind, og så handler det om een ting: Overlevelse. Og der er nogen, der vil gå rigtigt langt for at overleve.

Det er et rigtigt godt plot, hvor man indtil det sidste overvejer, hvordan bondekonen vil håndtere situationen med den trafickede pige, der ikke er helt, hvad hun tror. Oksanen har en meget fin evne til at fremhæve præcis så mange detaljer, at billederne og stemningerne lever perfekt - men ikke så mange, at man dør i overlæs. Man kan se søsterens smukke smil og hår (note: Jeg ser twin peaks i øjeblikket, og Ingel ligner i mine tanker en tysk Laura Palmer), man mærker dampen fra den kogende gryde på komfuret, man fatter hvor luset bordellet i Berlin er. Meget smukke symbolske detaljer, det er jo nok ikke ligegyldigt, når de koger sæbe i en bog, der hedder renselse, vel? And then it's comes with a twist in the end. I like it. God roman, og slet ikke så gammeldamet, som coveret antyder. Velfortjent pris.

Rosinante 2010, 359 sider.

Nul Røvhuller-reglen. Robert I. Sutton

2010-12-29T17:25:00.003+01:00

KARNOV. En lille håndbog i alle de røvhuller - herunder fra tid til anden også én selv - som får lov at hærge arbejdspladser i årevis, og hvad man kan gøre for at tackle dem. I modsætning til danske bøger som "Psykopater i jakkesæt" m.m. handler denne bog ikke om, at det er SYND for den, der læser den, og at det helt sikkert er din kollega/chef/eleverne, der er idioter, og dig, der er en forfulgt, mobbet stakkel (dog falder det danske forord i netop den fælde), men om, at der findes træk, som man skal undgå, både hos sig selv og andre.

Sutton beskriver, at røvhulsattitude smitter, og at røvhuller skal sparkes på porten - og det er altså ikke kun chefens opgave at håndtere situationen, selvom vedkommende selvfølgelig til sidst har ansvaret - det er alles opgave. Sjovt nok beskriver bogen også, hvordan der på kort bane kan være fordele eller ligefrem nødvendighed i at være et røvhul fra tid til anden.

Det er nok lige at stramme den at gøre en bog ud af Suttons pointer - det er basalt set en lang artikel, der er blæst op. Det er en sjov, letlæst lille bog, som mest af alt beviser en himmelvid forskel i formidlingsevner mellem danske og amerikanske professorer. Men betal ikke penge for den. Lån den i stedet, den kan læses på en eftermiddag.

Gyldendal Business, 2008, 205 meget små sider.

The Book Thief. Mark Zusak

2010-12-28T17:48:00.004+01:00

FRANK. Sød og piget krigsbog om en tysk pige i München under krigen, som godt kan lide og læse og stjæle bøger og høre sin far spille harmonika. Det er døden, der er historiens fortæller, og det må jo siges helt fra start at være noget ildevarslende. Bogen er på bedste anbefaling fra Fleming, meeen, jeg tror ikke, at jeg er lige i målgruppen. Har altså også hørt 2. verdenskrigshistorier nok, altid inclusive mindst een stereotyp nazist, jøder og en mødet mellem mennesker på tværs af konfessioner.

Random House, 2005, 584 sider.

Game Change. John Heilemann og Mark Helperin

2010-12-23T22:13:00.007+01:00

VALGKAMP. Tænk, hvis der en dag var en dansk journalist, der kastede sig ud i at skrive noget bare en tiendedel så godt, grundigt og fortællende som dette. Det eksisterer bare ikke herhjemme. Game Change er historien om først primærvalget, derefter præsidentvalget i USA i 2008. Og ultimativt cool er historien fortalt scene på scene på scene.

Vi står med ude ved pissoiret, når de republikanske kandidater bagtaler hinanden - og vedkommende pludselig træder ind. Vi hører med på linjen, når Bill Clinton i telefonmøder kommer med sine i bedste fald skæve, i værste fald deciderede skadelige ideer til, hvordan Hillary skal føre valgkamp. Vi hører om John Edwards kuleskøre kone Elizabeths første møde med Edwards endnu mere kuleskøre, new age-elskerinde, som pludselig får et barn. Vi er med i Obamas hotelværelse i Iowa, når han vågner midt om natten. Vi hører på, når Sarah Palin skal ikke bare medietrænes, men have et decideret crash-course i international politik via stakkevis af hovedsætninger på cuecards - og alligevel kan hun ikke forklare, hvorfor Nord- og Sydkorea er to lande og mener, at Saddam Hussein stod bag 9/11. Og så klarer hun alligevel debatten med Joe Biden, som hun konsekvent ikke kan huske efternavnet på og derfor bare kalder ham 'Joe'. Vi er med de mange gange, hvor valgkampen tager ny kurs, og spillet ændrer sig. Og det ændrer sig hele tiden.

Det er svært ikke at synes, at forfatterne er på Obamas side - sejrherren skriver historien, og mange betragtninger synes også at være efterrationaliseringer. Der bliver ikke stillet mange kritiske spørgsmål til Obamas ambitioner, altså om han så KAN forene, som han siger, han vil. Langt hen af vejen tænker man faktisk, at Hillary er en langt mere solid kandidat (Hillary har gjort et dygtigt spin med denne bog). Men der er også mange eksempler på, også i McCains kampagne, at når man er i medvind, så bliver alt tolket positivt. Det samme altså med Obama.

Kun enkelte steder, blandt andet i McCainworld, hvor kilderne er langt dårligere end hos demokraterne, bliver forfatterne nødt til at ty til analyse à la danske politiske kommentatorer. Resten af tiden er det konkrete aktører, der handler, tænker og interagerer. I Danmark bruger de politiske iagttagere kun 'Tell it'. I USA findes der også nogle, der kan håndtere 'show it'. Og man skal kun have gået en enkelt dag på en journalistuddannelse for at vide, hvad der er stærkest. Det her er suveræn, politisk storytelling i en klasse, der slet ikke findes i Danmark. Gid det gjorde.

Harper 2010, 436 sider.

Tavshedens Tyranni. Flemming Rose

2010-12-16T15:57:00.004+01:00

YTR! Glem lige Muhammed-tegningerne et øjeblik, inden vi stivner i de fastlåste holdninger. Ja, selvfølgelig er de omdrejningspunktet for Flemming Roses nye bog, "Tavshedens Tyranni". Selvfølgelig. Men alle journalister burde læse om ikke hele, så i hvert fald store, kødfulde uddrag af bogen, uanset hvad man måtte mene om manden og tegningerne.

For Rose har gjort den danske journaliststand den tjeneste at give et begavet og begrundet bud på, hvad konsekvenserne risikerer at blive, hvis ytringsfriheden bliver begrænset - eller endnu værre, hvis selvcensuren råder i et samfund. Bogen er en intellektuel og praktisk udfordring, der hurtigt viser sig at være mere kompliceret at besvare end beregnet.

Rose selv er ytringsfrihedsfundamentalist: Ytringsfriheden bør have så vide grænser som overhovedet muligt, ligesom i USA. I et åbent samfund er den en grundpille, i et åbent samfund er det helt afgørende, at enhver må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. For hvis jeg ikke må krænke dine følelser, må du heller ikke krænke mine følelser, og det er skruen uden ende, mener Rose. Konsekvensen ville være, at det kun er nazister, der må fortælle vittigheder om nazister, og inden længe vil alle kunne påberåbe sig beskyttelse, "fra veganere og afholdsfolk til fladbrystede smørrebrødsjomfruer". Sådan kan et åbent samfund ikke fungere. Rediger lige et dagblad ud fra den præmis. Eller endnu værre: En debatside.

Det er dog ikke alt i Roses noget vildtvoksende værk, der er lige godt. Hvad laver hans fars barndomsminder for eksempel midt i det hele? Og så fylder Roses omfattende betragtninger om det tidligere Sovjetunionen alt for meget, og parallellerne bliver draget for vidt.

Flemming Rose er rykket fra sidelinjen, fra den observerende og noterende journalist, lige ind i midten af orkanens øje. Hans journalistik har fået konsekvenser, og dem må han bære som et åg, en forbandelse, en sag, en mission. Muhammed-sagen gjorde os klogere på verden. Og det gør Flemming Roses grundige bog sandelig også.

Jyllands-Postens Forlag 2010, 528 sider

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten oktober 2010

Jeg er en hær. Lars Husum

2010-12-12T19:53:00.003+01:00

GAVE. Ja, det er jo meget nemt: Det her er nemlig verdens bedste bog! Skynd jer at købe og læse den. Men da jeg ikke er helt partisk, vil jeg lade andre tale:

"Lars Husums anden roman skildrer indgående og gribende en professionel soldats langsomme sammenbrud  ... Jakobs langsomme sammenbrud, med mareridt, virkelighedsforstyrrelser, skyldfølelser og alskens andre stresssymptomer, er skildret med uhyggelig livagtighed.” Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

"Lars Husum er med blot to romaner blevet en forfatter, der sætter niveau  ... den ofte er helt inde og gøre ondt. Eller tvinger én til at se ud i afgrunden. Rent teknisk er Jeg er en hær let og hurtigt læst, men den bliver siddende i nerverne og mellemgulvet, og afgrunden bliver ved med at kigge tilbage.” Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Lars Husum er ikke bare kommet godt ind i den danske samtidslitteratur med sine to første romaner, han har også fra første færd fundet sin helt særlige litterære stil og tone." Klaus Rothstein, Weekendavisen

“Læs den. En virkelig, virkelig fremragende bog.” Tore Leifer, DR Kulturnyt

“En rigtig, rigtig god bog.” Anna Grue, Smagsdommerne

"Læs den!" Ugens anbefaling. Kirsten Jacobsen, Smagsdommerne

"Fremragende roman ... et stykke yderst velskrevet romankunst, der forholder sig nuanceret til alle facetter af beslutningen om at lade danske soldater træde forrest i klodens farligste konflikter." Nanna Mogensen, Fyens Stiftstidende

Kurt Westergaard: Manden bag stregen. John Lykkegaard.

2010-12-12T19:37:00.006+01:00

FRISTIL. At læse Kurt Westergaards erindringer er som at blive trukket gennem et 270 sider langt læserbrev i Jyllands-Posten. Med undtagelse af få, dramatiske højdepunkter er bogen skiftevis dybt kedelig eller groft generaliserende, især over for muslimer. Fortællemæssigt er det ringe journalistisk håndværk, og den lider groft under en udpræget mangel på en redaktør til at luge ud. Tillad mig at forklare:

I folkeskolen fik man jævnligt til opgave at skrive en stil med overskriften "Min sommerferie". Titlen var en invitation til - uden nogen form for synderlig relevans - kronologisk at berette, hvad der var foregået i de forgangne syv uger. Kurt Westergaards erindringer fungerer på samme måde, blot over syv årtier. Hovedpersonen har tydeligvis fortalt sin historie til en båndoptager, og båndene er derefter transkriberet.

Resultatet er en flere hundrede sider lang fortælling om Kurt Westergaards barndom og liv, ofte uden nogen relevans for udenforstående: "Som barn holdt jeg sommerferie i Randers hos min farfar og farmor. Det husker jeg som nogle hyggelige ferier", kan der stå, uden yderligere opfølgning. Vi hører også, at Kurts far i 1987 fik koldbrand i benet, at smeden i Døstrup var en flink fyr, og at Kurts og konen Gittes møbler matchede, da de skulle flytte sammen. Det bliver nærmest komisk irrelevant undervejs. Kurt Westergaards talestrøm afbrydes kun af et par siders indlæg fra gamle venner som Mogens Camre, der holder ukritiske skåltaler over skabelonen "Kurt har altid været en flink fyr".

Kurt Westergaards holdning til islam fylder meget i bogen. Han mener for eksempel, at muslimer i den vestlige verden vælger "at leve i en parallelverden, samtidig med at de ved hjælp af terror og vold prøver at nedbryde vore værdier". Faderen i en muslimsk familie "fastlægger suverænt den enkeltes skæbne, som f.eks. arrangerede ægteskaber" - og så videre i den dur. Det er netop den holdning til muslimer, Kurt Westergaard en dag i 2005 illustrerer i Muhammed-tegningen. Her bliver fortællingen faktisk stedvist interessant, uden dog at tilføre den velkendte historie noget nyt, og undervejs må man hæve øjenbrynene. Kurt Westergaard har for eksempel denne tolkning af holdningen på Jyllands-Postens redaktion: "Alle bakkede op om situationen." Virkelig? Vil alle på Jyllands-Posten skrive under på den udlægning?

Skulle man have interesse for Kurt Westergaard, kan Anne Sofie Kraghs portræt i Euroman anbefales. "Manden bag stregen" er derimod den ringeste bog, jeg nogensinde har læst.

Forlaget Mine Erindringer 2010. 277 sider.

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten, november 2010.

Korrektioner. Jonathan Franzen

2010-11-29T23:30:00.003+01:00

KLASSIKER. Der er en betegnelse, der går forud for alt andet når det gælder Korrektioner: Fortællingen er RIG. Som i helt vildt detaljeret, overdådig, gennemtænkt, fuld af dybe og bredde og smag og dufte. Næsten så meget at man kløjs i det, for hvordan kan man beskrive mennesker så nuanceret og rigt - så man både elsker dem og konstant er ved at slå dem ihjel, fordi de er så pisseirriterende og stubborn og runde og elskelige som rigtige mennesker.
Det er både tragisk og magisk og let og tungt. Og LANGT. Også for langt for min smag. Men sikken bog. Sikken bog.

I Gudernes Hænder. Michael Jeppesen

2010-05-23T23:35:00.006+02:00

VARM LUFT. Kunne man stoppe titlen halvvejs? Så det bare bliver: "I Guder!", og det ville jo give mening på mange måder. Bogen er jo en underlig rodebutik af betragtninger og mennesker, og jo, man kan da godt se, at Jeppesen forsøger at følge repræsentanter for de forskellige grupper og afsløre deres forskellige grader af fupmageri - for godt nok var Jeppesen med på en badebillet, men det var han så sandelig ikke den eneste, der var. Men forløser han så egentlig noget? Næ, det synes jeg ikke. Noget af det er underholdende. Men han er jo ikke inde nogen steder, hvor der rigtigt sker noget, og selv idolerne Yes Men holder ham fornuftigt nok i armslængdes afstand undervjs. Det ville da have været lidt federe, hvis han nu rent faktisk var kommet ind, der hvor der skete noget. Men det kommer han ikke.

Så er der hans metode. I Jeppesens optik er alt for sjov. Det er ironisk på en vrængende måde, hvor han udleverer andre, men sjældent har noget på spil selv - og NÅR han sætter noget på spil (konen, der vil skilles, fx), så føler man igen, at der er lagt distance og flere lag, og så er vi tilbage ved distancen og det ironiske. Mens alle andre bliver groft udleveret og citeret ude de aner, at de bliver det. Og JO, det er jo pisseskægt nogen gange. Men ikke troværdigt. Not at all. Jeppesen giver på intet tidspunkt et indtryk af, at han aner så meget som en dadel om forhandlingerne, hvilket man blandt andet kan se af et citat om Japans position, hvor enten afsender siger forkert, eller han citerer forkert. Forkert er det - og så er det man tænker: Han citerer jo forkert. Hvor meget er rent opspind?

Og hermed min vigtigste kritik af bogen: Dets efterskrift, hvor Jeppesen pludselig forvandler sig til politisk kommentator og udlægger teksten om, hvad der skete i forhandlingerne - byggende på hvad? Det pure rene og skære luft. Han koketterer jo nærmest undervejs med ikke at forstå forhandlingerne - og så gør han sig lige til dommer til sidst. Dét er ikke til at holde ud at læse, for så bliver han pludselig selvhøjtidelig og alvidende fortæller, og charmen - som jo ER til stede undervejs - forsvinder. Det skulle have været slettet ... om ikke af andre, så af dig, redaktør Moll.

Lindhardt og Ringhof, 2010. 272 sider.

Hans Magnus Enzensberger - en introduktion. Per Øhrgaard

2010-03-15T20:04:00.003+01:00

ACH. I forhold til Øhrgaards seneste bog, den fremragende 'Tyskland', er det noget af et bump at ankomme her. Enzensberger, det står for mig som et navn, en klippe, noget vigtigt - men har ærligt talt kun læst dele af Zig-zag, og det er det. Så meget desto mere var forventningerne til en god, pædagogisk introduktion høje.

Men allerede fra start er jeg ikke med. Bogen starter lige på og hårdt med tekstanalyse af nogle værker, hovedtemaer, javist, men hov, hvem-hvad-hvor er Enzensberger, var dette ikke en introduktion? For mig, den uindviede? Det er synd, for Øhrgaard kan jo skrive overlegent, og passager er også fabelagtige, han ved jo åbenlyst meget om manden. Kapitel II er langt bedre end kapitel I, og langt frem derfra er det rigtigt godt. Men så vender der gentagelser tilbage. Kapiteltitlerne er en måde at strukturere bogen på, men det er umuligt at afkode, før man kender historien, og dermed er de bare uforståelige for mig, der ikke kender til, at manden ikke skrev lyrik i mange år.

Et par gode citater:
"... den borgerlige utopi om, at verden skal blive ved med at være, som den er, blot bigger and better."

"det at affinde sig, at slå sig til tåls, fortsætter digtet, det er noget for optimister. De tror nemlig - sådan må man opfatte udsagnet - at tingene går af sig selv, og det tror Enzensberger ikke. Det, der går af sig selv, er tiden, og den får meget til at forsvinde, lige fra mælketænder til Det tyske Rige" (s. 73).

Begrebet "bevidsthedsindustrien" er en catch phrase, jeg lige skal gemme til anden gang.

Men selvom der er virkeligt gode stræk i bogen, er den ujævn. Gik det for stærkt, fordi Enzensberger fik Sonningprisen i februar? Og hvorfor var det Thomas Bredsdorff, der holdt festtalen til arrangementet, ikke Øhrgaard? Man fornemmer en akademisk strid af den slags, der ikke handler om Wissenschaft, men om at stå på podiet. Og den slags er ikke lige meget - uanset om man går op i det eller ej.

Apropos Sonningprisuddelingen taler det ikke til mandens ære, her menes Enzensberger, at han modtager en hel million kroner for sit bidrag til kulturdebatten, at han ikke formår at stille op til et 20 minutters interview med Højskolebladet. Nuvel, han har inviteret på kaffe i München, men der skal sukker i den kop.

Gyldendal 2010, 103 små sider.

Vermessung der Welt. Daniel Kehlmann

2010-02-28T11:39:00.002+01:00

HEREUKA. Tysklands-temaet blev afsluttet med Opmålingen af verden på tysk, en skøn roman, som tegnefilm, krokodiller, menneskeædere, fladlus, bjergbestigere og misantroper, der kyler bøger ud af vinduet på droschen. Men også differentialligninger, dinglende kompasnåle, en sektant, en meget berømt 17-kant og hvordan ville DU hurtigst udregne summen af alle tal fra 0 til 100? En af de bedst sælgende tyske bøger efter 2. verdenskrig, og det forstår man godt.

Rowohlt Taschenbuch Verlag, 2009, 302 sider.

En tyskers historie. Sebastian Haffner

2010-01-15T13:05:00.003+01:00

HÆRVÆRK. "Hvad er der egentlig blevet af tyskerne?" Det spørgsmål stiller Sebastian Haffner midt i sine erindringer fra mellemkrigstiden, og det er jo netop det helt centrale spørgsmål: Hvordan kunne dette digternes og tænkernes land som ved et trylleslag overgå til at være en nazistisk horde, en krigsmaskine, et styre blottet for helt grundlæggende moralske principper.

I stedet for at se på historiens skakbræt, hvor nogle enkelte generaler og statschefer fører brikkerne frem, fortæller Sebastian Haffner i 1939, hvordan tiden frem til 1933 udviklede sig - indtil han selv fik nok og emigrerede, ikke fordi han var jøde eller særligt forfulgt, men fordi nazi-styret havde inficeret alt, ikke bare samfundets institutioner og bærepiller, men også - og her kommer det afgørende punkt - hele civilsamfundet. Privatlivet.

Ironisk nok kommer Sebastian Haffner rent faktisk til at marchere i lange støvler og nazi-armbind bag en hagekorsfane. En meget surrealistisk oplevelse for ham, fordi han ser, hvordan borgerne flygter ind i husene for at undgå at hilse på fanen med nazi-hilsene - hvis man undlader det, venter der en dragt prygl. Som jo så skulle give af for eksempel Sebastian Haffner. Som SELV flygter ind i husene, når der kommer nazifaner forbi, fordi HAN ikke vil hilse!

Det, der er så uhyggeligt med nazisternes magtovertagelse er, hvordan det kommer snigende. Jeg tænker som et menneske, der går til grunde i druk. "Den verden, jeg havde levet i, opløstes, forsvandt blev usynlig, dagligt og selvfølgeligt og i al lydløshed. Næsten dagligt kunne man konstatere, at der nu igen var et stykke af den der var gået til grunde og forsvundet: Man så sig omkring efter det og det var der ikke længere" (s. 184).

Og når det kan lade sig gøre, handler det om overfladen af civilisation:
"Revolutionen tog en embedsmandsmine på", som han skriver (s. 178): jødiske læger, jurister, advokater, journalister bliver ganske vist afskediget, men lovformeligt og med opsigelsesvarsel. Enkelthændelser bliver negligeret, gerningsmændene fortoner sig bag systemer og formelle regler. På overfladen LIGNER verden i lang tid sig selv, der er både en Højesteret, aviser og kabareter. Det er kun overflade indeni er retssystemet, systemkritikken og selv kulturen faldet sammen. Men den tilsyneladende status quo, herregud, nogle afskedigelser. Og her står de dannede tyskere tilbage og tænker, at deres borgerlige anstændighed vil redde dem. Men de aner ikke, hvad de er oppe imod: "Hvor helt og aldeles hjælpeløse var vi ikke, som vi stod der med al vores historisk-borgerlige dannelse foran et begivenhedsforløb der ganske enkelt ikke forekom i noget som helst af det, vi havde lært" (s. 129).

Enkeltindivider, der sætter sig op mod nazisterne, bliver knust uden nåde. Grupperinger, der burde have taget til genmæle - for søren da ikke mindst den frie presse - er allerede lagt ned, fordi det kommer oven på en tid, som er politisk totalt forvirret. Hitler er jo ikke den eneste skøre kule, der vil frelse Tyskland - dem er der mange af, regeringer står og falder, der er militante forbund, der udøver selvtægt og oveni kommer hyperinflation og arbejdsløshed. Alle disse storpolitiske forklaringer er een sag. Men ikke den væsentligste her: Sebastian Haffners perspektiv er et andet. Dybt fascinerende. Og dybt, dybt uhyggeligt. Tænk at det kunne ske.

Skulle man angribe ham, skulle det være for selv at generalisere på det tyske folks vegne ved at hævde, at tyskere grundlæggende er på den ene eller den anden måde - der bor i filosof i enhver tysker osv. - det er jo noget pjat, jeg har da mødt en del tyskere helt fri for filosoffer i hjertet.

Gyldendal, 2004, 295 sider

Tyskland. Per Øhrgaard.

2010-01-12T11:56:00.005+01:00

Oh MAN hvor er det en sej bog. Ikke bare fordi den giver et kompakt overblik, præcist fortalt, dybt vidende og med perfekt balance mellem at referere historien og at tolke den - alt er jo fortolkning - men fordi den fortalte historie er så grundlæggende dybt interessant. Tyskland, så stor betydning for Danmark, men vi kan stort set ikke landets historie. Per Øhrgaard giver på små 300 sider mulighed for at rette op på den sag. Som Øhrgaard spørger: "Bør man overhovedet have et afslappet forhold til sin nationans historie? Måske er danskernes til deres lovligt bekvemt måske er tyskernes mere anstrengte bedre til at modvirke farlige tendenser i nutiden?" (s. 20)

Det er fra krigen og frem, Øhrgaard beretter. Ikke engang en menneskealder, men hele Bundesrepublikkens historie - og DDR's samlede, afsluttede. Det er kulørt, det er vanvittigt, det er båret af gamle mænd og nye tendenser (undervurder ikke det politiske impact af jeans), diktatur, RAF, demokrater, hippier, katolske borgerlige og intellektuelle. Det er kompakt, men let forståeligt.

Men hvorfor der ikke er et register, bare nogle enkle henvisninger til de bøger, der er citeret eller i det mindste bare et KORT over Tyskland, det er ikke bare en gåde, det er noget sjusk. Süddeutsche havde fx igår en kommentar af en vis hr. Eppler, og så ville det jo være ret smart at kunne slå ham op. De bragte også billedet af Joschka Fischer, der i 1985 aflægger ed som miljøminister i Hessen iført turnschue og uden slips - det er omtalt i bogen, men måtte bladre hele bogen igennem for at finde det sted, han er omtalt for at kunne lægge det lille udklip ind.

Gyldendal 2009, 280 sider.

Østers på Kempinski. Lykke Friis

2010-01-06T10:52:00.003+01:00

DIE WENDE.Lige dele historiebog, anekdotesamling og guide til Berlin og Murens Fald. Lykke Friis' Rosenkjær-foredrag er forebilledlige, og de fungerer også godt på skrift på trods af en del gentagelser mellem kapitlerne. Det er Europa-historie fra '89 og frem, og det er simpelthen en gave at læse, når man sidder her i Kreuzberg i ni graders frost og venter på, at det skal holde op med at sne, så vi kan komme ud igen. Alle afsnit afsluttes med nogle guidetips til at se historien i virkeligheden, og langt størstedelen af dem er i Berlin, de fleste kender jeg, men der er hele tiden nye oplysninger, fx at Kansleramt bliver kaldt "Kohlosseum" (Schröder brød sig derimod ikke om størrelsen: "Geht es nicht eine Nummer kleiner?").

Netop anekdoter og citater som ovenstående fra '89 og frem er bogens helt store styrke. Man havde jo næsten glemt, hvordan Berlusconi under et rådsmøde i stedet for at tale om udvidelse vil tale om kvinder og fodbold og beder Schröder lægge for, for han har jo været gift fire gange. Tjekkiske Topolanek der som EU-formand siger, at USA er på Highway to Hell. Kommissær Bolkensteins polske blikkenslager. Polakkerne, der vil have større stemmevægt i ministerrådet, fordi befolkningen ville være langt større i dag, hvis ikke Holocaust havde fundet sted.
Og mange gamle, for mig nye: Anja fra Leipzig, der må skille sig af med sin fugl, fordi den lærer sig selv at sige "Hier ist das erste Fernsehen mit der Tagesschau". Schabowski, der ikke har læst materialet til pressekonferencen ordentligt igennem og får sagt, at alle kan rejse "sofort". Harald Jäger, der 22.42 åbner grænseovergangen ved Bornholmerstrasse. Sovjet-generalerne, der vil have Gorbatjov til at sætte militært ind i DDR 9. november, men Kohl forsikrer Gorbatjov i telefonen, at stemningen er som en familiefest. Den knivsæg i det hele taget: Samme sommer havde Kina knust demonstrationerne på den himmelske fredsplads. Alligevel flyder der Sekt, ikke blod, i Berlin. Det ER da fantastisk. Der er Mitterand, der raser over udsigten til genforening. Willy Brandt, der i 1980'erne kalder Genforeningen en "livsløgn" og så videre, og så videre.

Lykke Friis taler om "At være 89'er", ligesom at være 68'er. Hvordan '89 rent faktisk er langt mere grundlæggende i sin forandring af Europa. Og selvom jeg selv brugte 10. novembers tv-avis på at stå på rulleskøjter på Gerdaslundsvej i stedet for at se det kedelige voksen-tv på trods af min mors insisterende stemme på, at "Dette er historisk!, så er der en pointe. Die Wende ER stort. Noget af det største.

Selvom bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Lykke var på Københavns Universitet, er det ikke en akademisk ørkenvandring. Det er heller ikke meningen, for, som hun skriver: "Komplekse problemstillinger skal kunne formidles i et sprog, så den almindelige tv-seer kan følge med. Ellers er man ikke godt nok inde i sit stof - eller bør bruge lidt (mere) knofedt på sin formidling". Det er en holdning, der godt kunne trænge til at gennemsyre forskningsverdenen langt mere, især i Danmark. Der er alt for mange forskere, der går og putter med deres stof eller kun føler det nødvendigt at præsentere det for deres peers, ikke for omverdenen. Ellers om ikke har den pædagogiske evne til at gøre det. Gid hun må inspirere andre.

DR's forlag, 2009, 196 sider.

Ikon - Journalistikkens førstedamer. Mette Vibe Utzon

2010-01-03T12:03:00.003+01:00

ARVESØLVET. Ah! Så er bogsæsonen startet igen. Med en bog, som jeg selv havde overvejet at skrive, men nu er Mette Vibe Utzon kommet mig i forkøbet, og tak for det, så kan jeg blot læne mig tilbage og nyde de cool, gamle kvinder i vores fag, fire af dem (kun fire? hvorfor?); Vibeke Sperling, Ulla Terkelsen, Alice Vestergaard og Mette Fugl.

Vibeke Sperling topper min liste, men de andre overrasker, især Ulla Terkelsen. Men Sperling er og bliver den sejeste i min verden. Hun skriver på toppen af så meget viden, så meget erfaring, så stor indlevelse (Eksempel: Et af de arbejdsredskaber, hun savner mest ved ikke at kunne rejse ind i Rusland, er at sætte sig i metroen i Moskva og bare køre i timer og smuglytte til folks samtaler, se DET er voxpop på en begavet måde), så stor indædthed: "Hver gang jeg har fået sådan en under hånden besked om - og dem har jeg fået flere af - at hvis jeg dæmper mig lidt ned, så er det ikke noget problem med det visum, så får den næste leder en ekstra tand". Se, det er en et forbillede. Men ikke et journalistisk "fyrtårn" - "Det lyder som fløjtetønder", som hun siger.

Ulla Terkelsen kan man simpelthen ikke lade være med at kunne lide, hun er lige sådan en, man har lyst til at sidde til bords med til en fest. Hendes livssyn er simpelthen fantastisk: "Det er det værste - folk, der beklager sig over deres liv! De må aldrig beklage dig over dit liv. Livet er en gave fra Gud, og vi skal være glade og lykkelige - That's it!". Hendes journalistiske mission er lige til: "At stimulere mennesker, så de er muntert kritiske og muntert vidende".

Mette Fugl hører til dem inden for faget, man som kvindelig journalist skylder meget for at have taget de kampe, der skal kæmpes i langt mindre grad i dag, om end de ikke er slut. Man kan nogen gange glemme det. Og her må man tage hatten af for hende: "Ind imellem kan jeg godt blive irriteret, når jeg hører unge, kvindelige kolleger sig "Nu er jeg ikke rødstrømpe, men ..." Så får jeg lyst til at svare; 'Ved du hvad, kammerat? Hvis ikke vi havde flyttet alle de der sten, som vi trods alt flyttede, så das du slet ikke her!'" Point taken! Tak. Men der alligevel en bitterhed i hendes tone, som er svær at greje. Gad vide, om hun selv er helt tilfreds med interviewet? Hun er den eneste, der ikke har ladet sig fotografere til bogen (irriterende!), det kan være en praktisk ting, det kan være, at det ikke er. Der er jo så mange tilfælde bag sådan en bog.

Alice Vestergaard er den svageste stemme i bogen - hun var den første til en masse ting, men måske var det netop fordi hun ikke var rødstrømpe, men en pæn, nordjysk pige. Hendes tekst er dog et eksempel på, hvad jeg mener er eneste anke ved bogen: Bliver der talt nok journalistik? Jeg kunne godt tænke mig, at der var mindre om arbejdspladser og kolleger og mere om journalistikken. Det er jo fire kompetente damer - hvorfor så ikke i højere grad lade dem reflektere over faget. Det er der, jo, men slet ikke foldet så meget ud, som man kunne ønske. Der er jo masser af tale om. Masser. Men så kan man jo lave en opfølger :-)

Forlaget Verve Books, 2009, 248 sider.

Mit venskab med Jesus Kristus. Lars Husum

2009-07-17T15:14:00.003+02:00

EMBEDDED. Lars Husums debutroman fra efteråret, tjubang, den er fed – og nej, vi er ikke ude i et nyreligiøst ridt, men i et moderne eventyr, en fullscale aktantmodel komplet med jysktalende hjælpere i cowboytøj, moderate mængder hokus-pokus og en helt, der må gå så grueligt meget igennem, inden han får prinsessen og det halve Tarm. Og grueligt, det skal tages bogstaveligt, det er ikke et eventyr for børn, nogen bliver tævet halvt ihjel, nogen dør af andre årsager, nogen onanerer på helt upassende tidspunkter, nogen dukker op fra for mange år siden, nogen eksisterer (vist) næsten i virkeligheden og der er mange små trickting og hints gemt, et telefonnummer for eksempel. Og selvom det hele måske ligner realisme, så er det det ikke. Derfor må der gerne ske tilfældige ting, som er helt utroligt usandsynlige, men meget fine.

Den kommer på en masse sprog i løbet af den kommende tid, fra bengali til italiensk, den er solgt til otte lande nu (Indien nu her for nylig), det bliver sjovt at følge, hvordan den vil blive modtaget.

Gyldendal 2008, 317 sider.

Gud taler ud. Jens Blendstrup

2009-06-18T15:12:00.003+02:00

BIBEL. Man skal passe på med at stemme forventningerne for højt. Jeg havde næsten hørt, at hvis Fatter Blendstrup var gud, måtte dette være at sammenligne med en bibel. Og Susanne J. pushede mig bogen med et stort smil. Og ja, den har jo fantastiske elementer, som når Gud hæver massefylden i universet (ved at gemme mønter i en univers-globus), men jeg tror, jeg havde sat næsen for højt op. Så fin-fin bog – men den bliver ikke en klassiker i min reol.

Rosinante 2008, 148 sider.

Miles from Nowhere. Nami Mun

2009-05-17T14:54:00.004+02:00

TRISTESSE. Jeg købte bogen, fordi jeg kunne lide omslaget. Det er rigtigt. Og så lå den på en hylde, hvor der lå andre gode ting. Om den koreanske pige Joon (pronounced like the month, spelled like the moon), der lever på gaden i 80'erne i New York. Og det er ingen fest. Men også så lidt en fest, at det bliver ren tristesse. Kan der gå mere galt for den stakkels pige, og jo, det kan der, og så lidt håb, og så fucker det op igen.

Anmelderne bag på bogen fremhæver den poetiske linje, men for mig virker det påklistret, fx om folk på gaden: "Some people ran and ducked into cabs, their bodies swallowed up in one gulp. Others vanished in sections, inch by inch, as they stepped down the subway stairs". Det er jo meget smukt - men også bare for fortænkt til min smag. Så væk med den - og ind i næste bog (jeg har TRE bøger liggende, som jeg ikke har skrevet om).

Riverhead Books, 2009. 286 sider.

Den hvide tiger. Aravind Adiga

2009-05-14T22:22:00.004+02:00

SLYNGELSTUE. Jeg skulle til Indien og tog en indisk bog med. En indisk bog?? Forventningerne var pænt lave til, hvad jeg ville få for de 229 kroner nede i Kleins Boghandel. MEN for hulen, hvor er det en god bog. En rigtig røverhistorie, en gavtyvroman, en slyngelhistorie, jeg elsker antihelte og smuk, rislende ironi, her over Indiens demokratis status. Det er en omvendt dannelsesroman, for moralsk, det er den ikke.

Skrevet af et eller anden totalt wonderkid af en ung journalist, sikken et cv. Anede ikke, at man kunne blive kåret som "en af verdens mest lovende journalister under 30"!

100 procent absurd var det at læse den, mens jeg var i Indien og var så meget en del af den boble af velstand, hovedpersonen og med ham millioner af andre higer efter (hvem sagde Tata Nano ...). Som for at understrege absurditeten og niveauet af service på et vestligt orienteret hotel, har en stuepige lagt et bogmærke i bogen. Happy Reading, står der. Selv tak. Og hermed anbefalet vidt og bredt.

Oversat fra The White Tiger, Politikens Forlag 2008, 260 sider.

Watchmen. Alan Moore and Dave Gibbons

2009-03-22T21:57:00.006+01:00

PULP. I et anfald af kærlighed forærede jeg engang i '90'erne mine originale eksemplarer af Watchmen-hæfterne væk. Dumt! Men forleden fandt jeg dem i Barnes and Nobles, genoptrykt, godt nok på billigt papir, men alligevel: Genforeningens glæde var stor (ikke meget senere fandt jeg ud af, at der var en film på vej, også til DK).

Jeg havde glemt, hvor sindssygt cool Watchmen er. Og det har været en fornøjelse at tæve hele kompendiet igen, og det er dejligt langt, og der er masser af hints og hemmelige beskeder undervejs, i love it. Glæder mig til at se filmen. Men måske skal jeg vente lidt, så jeg ikke kan huske ALT for godt, hvor der bliver hugget hæle og klippet tæer (jvf. en kommende post ...)

DC Comics, opr. 1986.

For alt hvad du har kært. Lars Nørgaard Pedersen

2009-02-21T19:01:00.003+01:00

TRO. Ideen er jo sådan set god nok: At vise, hvordan en række fremtrædende mennesker lever med og tolker deres religion, både i forhold til familie, karriere og personligt. Men en hel bog om det? For når man har læst bogen, kan jeg ikke undslå mig den tanke, at dette havde været en fortræffelig søndagsserie med interview i Nils Thorsen-længde. Men selvom det er interessant at høre om Sigurd Barretts overraskende forhold til sin tro, så er det bare ikke 30 sider interessant.

Bogen lider under, at 'højre siden af samfundet' er overrepræsenteret. Jeg tror, jeg kender svaret: Jeg tror simpelthen, at mange har takket nej til at medvirke. Men det er ærgerligt. I det hele taget er der noget med udvælgelseskriteriet: Hvis nu ideen er at få nogle forskellige bud, hvilke rolle kristendom - for det er kun kristendom, ikke religion, der er temaet - spiller for folk i deres hverdag, er "kendthed" så i det vigtigste udvælgelseskriterium? At det netop er folk, der ikke beskæftiger sig med emnet professionelt, men har det som en baggrundsvariabel i deres liv, har også betydning for, hvor meget de egentlig har at og ikke mindst har lyst til at sige om emnet. Så selvom interviewene er gode og mange af dem indeholder rigtigt interessante kerner - så kunne det bare være sagt meget, meget kortere. Og så er vi tilbage ved, om dette skulle have været en bog eller en artikelserie. Jeg synes det sidste.

Jyllands-Postens Forlag 2008, 235 sider.

Naser. Tanja Parker Astrup.

2009-02-15T21:45:00.005+01:00

MALM. "Jeg kan anbefale del 3, hvis du trænger til at få småproblemer sat i perspektiv", skrev Tanja i den, da jeg mødte hende i Boghallen en dag. Det tror man på. Naser er på alle måder en fantastisk historie, og det er et helt, komplekst, sammensat menneske, så mange historier, så mange ryk og begivenheder. Så store skred i ét menneskes liv.

Sidste del findes endda i filmatiseret udgave. Nu har jeg været i Rom i sidste uge og derfor ikke fået set Christoffer Guldbrandtsens film endnu. Ved ikke, om jeg skal glæde mig eller frygte den. MEN i netop dette sekund siger speakeren fra DR1, at den bliver genudsendt "om lidt". Brrr. Det bliver vildt. Den starter nu. Jeg smutter!

Ekstra Bladets Forlag, 2008, 253 sider.

Ubevidst Rødgang. Ingeniørroman. Lars Frost

2009-01-24T12:27:00.005+01:00

KUKKASSE. En efter en kommer de ind på scenen, handler, tænker, drejer rundt, bukker og så ud igen. Hele persongalleriet fra 70'erne ryger forbi, alene eller i klaser, og når de er færdige, ryger de helt ud af historien igen. Det er iskold kiss-off, undtagen Erik, han er med os hele vejen. I de mindste detaljer.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg hele tiden havde fornemmelsen af, at det var Kristian Bang Foss, der havde skrevet bogen. Der var en tone, der var ens, også deres verbe-knepperi. Det er som om, at bogen er skrevet uden "har" og "er". Men det er næsten også FOR meget, for det falder i øjnene: Thorleif har ikke tanker, han tænker ikke, nej, tanker 'bemægtiger' Thorleif. Sætningerne er lange, associerende, tankestrømme, der er ingen afsnit i bogen.

Det er på den ene side meget flydende sammenhængende, på den anden side meget fragmenteret. Jeg kan ikke slippe tanken om, at der har ligget en masse materiale, som så er blevet sat på plads i sættekassen, her kan vi bruge ham, her dette citat fra et gammelt ugeblad, her noget skrevet i Rom. At arbejdet er startet med fragmenter, ikke med én ide. Og at der ikke er sorteret hårdt nok i elementerne.

Men jeg ender puzzled. Kan nogen fx fortælle mig, hvor 'rødgangen' sætter ind - ubevidst eller ej?

Gyldendal 2008, 302 sider.

Fogh - Historien om en statsminister. Anne Sofie Kragh

2009-01-11T15:54:00.005+01:00

MAGT. Det vælter jo simpelthen ind med biografier på bogmarkedet i øjeblikket, og selv de mest perifære personer får udgivet biografier og erindringer. Nogle er skrevet af hovedpersonerne selv, nogen er skrevet med ghostwriter, og det kan faktisk godt ende lykkeligt, som det for eksempel var tilfældet med Stig Tøfting-bogen. Andre er "ægte" biografier om interessante personer, og er det en befrielse, når de er skrevet af en person, der virkelig har fat om sproget, om de karakteristiske detaljer, om den store historie i den lille, om spændingsopbygning og refleksion. Det behersker Anne Sofie Kragh. Og derfor viste det sig at være en lille sproglig perle, jeg fik vristet ud af Peter og Pernilles reol en aften for efterhånden længe siden og snappet med hjem i tasken, fordi de ejede bogen i to eksemplarer.

Peoples Press, 2004, 282 sider.

Da klimaet blev hot. Connie Hedegaard

2008-12-22T10:30:00.004+01:00

COP15. Det er det her, det handler om: Hvert år holder FN en klimakonference. I 2009 kommer den til at ligge i København den 7-18. december, nærmere bestemt i Bella Center. Og i år er den særlig, fordi alle lande på klimakonferencen i 2007 blev enige om, at det er i København, der skal indgås en ny, global klimaaftale.
Der forventes at komme 12-15.000 deltagere. Det tal dækker over både landenes forhandlere, erhvervsfolk og NGO'er. Overalt vil man kunne mærke, at der er klimakonference, om det så er metroen, vil den have sin egen COP15-lyd, når dørene åbner på Bella Center Station.
Klimakonferencer hedder altid noget med COP og så et tal. Det betyder "Conference of the Parties", hvor "parties" betyder de lande, der har tiltrådt Klimakonventionen fra 1992. Og da det er den 15. af slagsen, der bliver holdt i København, hedder den "COP15". Læs mere på Klima- og Energiministeriets nye hjemmeside eller på COP15-hjemmesiden.

Og hvad der så skal forhandles om i København, og hvad der er gået forud, det har klima- og energiminister Connie Hedegaard skrevet en bog om. Denne.

Gyldendal 2008. 255 sider.

Ned til hundene. Helle Helle.

2008-08-13T21:48:00.002+02:00

LINSER. Hvor ER det en fantastisk bog. Det er som et forklarelsens lys. Hvor jeg synes, at Rødby-Puttgarden var nå-agtig og kedelig, er jeg helt utroligt pjattet med historien om John og Putte og den stakkels Alter Helle, som såmænd bare leder efter et godt sted at græde.

Bogen rejser en del spørgsmål: Hvad er en fløjtenisse egentlig, og hvor blev den af? Hvor meget toastbrød kan man spise på en uge? Hvornår må man skifte farve i UNO? Kan man have hele sit liv i en rullekuffert - og dermed køre det hvorhen, man vil? Og hvad ville der ske, hvis alle var ligeså gæstfri og troskyldige som John og Putte?

Humoren er helt utrolig: Fx når hovedpersonen henkastet overvejer, at man kunne lægge sig ned i den store trækiste i stuen for at dø, men derefter ræsonnerer sig frem til, at nej, det ville være alt for besværligt at flytte alle de spil, der er i kisten.

At gå fra det alvorlige til det finurlige og fine. Historien minder om hendes smil. Yir, Helle holder.

Samleren 2008, 160 sider.

Det jeg elskede. Siri Hustvedt

2008-08-10T21:15:00.003+02:00

HYSTERIA. Mærkelig oplevelse: Jeg kedede mig relativt bravt de første små 200 sider og var faktisk meget tæt på at lægge den væk. Der var ingen retning, det var bare og-så og-så og-så. Men pludselig begynder man at forstå, hvilket puslespil, der er ved at blive lagt. Så det endte faktisk med, at jeg læste den forfra og ledte efter spor hele vejen igennem.

Rettere: Der er jo selvfølgelig ikke én historie going on i en bog af det omfang. Den har en voldsom kompleksitet, temaer og variationer over tema, der er både kunst og kærlighed. Fulde, runde, hele karakterer. Hysterikerne og anorektikerne. Det er en bog, der kan skæres igennem for mange, mange analyser, et uendeligt antal gymnasieopgaver, det vil helt sikkert være muligt at finde referencer overalt i den, både til historien selv og ud af bogen. Jeg skummer fløden. Jeg ved, at der er endnu flere huler og gange, men jeg lader den slippe nu. Det er jo ikke en 3.g-opgave, jeg er i gang med. Kun fornøjelseslæsning.

Forlaget Per Kofod 2003, 381 sider

En dag skinner solen også på en hunds røv. Sanne Munk Jensen

2008-06-29T14:51:00.005+02:00

Statusopdateringer
Ida Ebbensgaard synes alle skal læse "En dag skinner solen også på en hunds røv" af Sanne Munk Jensen.
38 minutter siden

Hjerneskarpt sprog, hun er sgu rap. Bar-ordvekslinger af typen:
Hans ven, som nærmest var en slags overvægtig, flippet udgave af Andy Garcia, kom hen og gav hånd og præsenterede sig. Han hed Dante. Selvfølgelig gjorde han det.
"Hvad var der i vejen med Argamemnon? Var det taget?"
"Udnskyld frøken, hvad siger de?"

Straight story, og så alligevel med et helt uventet twist til sidst. Helt vildt meget familie-fuckup, men som med alle gode ungdomsbøger: Fyldt med håb. Manner, sådan en bog ville jeg gerne skrive.

Men hvor er det grineren, at nordmændene i deres oversættelse af bogen tilsyneladende ikke tør kalde bogen noget med røv, ikke engang når det er en hunderøv. Til det er der blot at sige: RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV RØV and goodnight Norway wherever you are.

Stormen i 99. Kristian Bang Foss

2008-06-01T21:23:00.002+02:00

PROL. At komme direkte fra Kundera ned i KB's bog er lidt som at komme ned af en bakke på rulleskøjter og så køre ind på en grusvej: Man falder, og man slår sig. Når bogens første kapitler beskriver emner som 'lort knækker af' og 'kok boller kødfars', bliver trætheden næsten fysisk slående: pikprosaen og dens fækale sidegenrer er hverken særligt charmerende eller særlig interessant.

Men-men-men så sker der faktisk noget undervejs i læsningen. Der kommer en musik ind. Nogle meget elegante beskrivelser, lidt urealisme, nogle fine og uventede kanter på karaktererne. Det er ikke bare prol, det er en hel arbejdsplads som symbol for en kollektiv mental pausetilstand. Det begynder at give mening, og når KB samtidig skriver virkelig godt, ja, så kommer der rent faktisk en god bog ud af det.

Gyldendal 2008, 245 sider.

Udødeligheden. Milan Kundera.

2008-05-25T23:23:00.007+02:00

GENTAGELSE. Jeg genlæste Udødeligheden og så derefter royalt bryllup. I det jeg var færdig med Udødeligheden, startede brylluppet. Jeg lagde Udødeligheden fra mig og straks startede brylluppet. Kundera har noget med tilfældigheder og tilfældige hændelser, der umiddelbart synes urelaterede, men alligevel ikke er det. (I øvrigt er det løgn. Jeg var færdig med Udødeligheden først på ugen og har i mellemtiden læst en anden bog, men tilfældet er for smukt til, at det skal lade sig hindre af fakta).

Prins Joachim skrev sig smukt ind i Udødelighedens ramme til sit bryllup i weekenden. Længe under ceremonien kikkede han bare på bruden (netop - han kikkede på bruden, ikke på Marie), hans hoved vendt vinkelret på den lodrette akse mellem præsten blik og kameraets linse for enden af kirkegangen, hans profil stod skarp for begge blik.
Da hun går op af midtergangen, fælder han en tåre. Og han smiler, da det er sket, fordi han ved, at han er under observation. I modsætning til Kronprins Frederiks røde, betuttede øjne, går tårerne direkte over i et forlegent, men også sejrssikkert smil. Hvem henvender dette smil sig til? Til os. Ikke gæsterne i kirken, ikke hans brud, men til os, der observerer det med kamera som medium. Smilet har en hensigt, som ikke har noget med kærlighed at gøre. Dér præsterer han, der kulminerer brylluppet følelsesmæssigt med disse tårer. Der sikrer han sig sin udødelighed.
Smilet er som taget ud af Kunderas tekst. Det er Laura og Betinas smil, Betina, som forfulgte Goethe for selv at opnå udødelighed, Laura som er søster til Agnes, alle tiders fantastiske romanfigur.
Joachim og Betina og Lauras smil eksisterer kun i kraft af, at det bliver iagttaget, i kraft af billedet af smilet. Joachim indkalkulerer sin egen udødelighed i øjeblikkets handling, pinligt opmærksom på sin egen tiltrækningskraft for opmærksomhed. Og det lykkes. Joachim har ikke bare 'kendthedens kasseroller' (man må elske Kundera bare for dette ene udtryk!) spændt bag sig, han hypper dem ivrigt foran sig.

Kongehuset er fiktion. Det eksisterer ikke som andet end en fortælling. En historie, som alle bidrager til at opretholde, men ingen tror mere på end andre typer af fiktion. Både alverdens billedblade og tabloidaviser, læsere af billedblade og tabloidaviser, forhåbentlig og formentlig også kongehuset selv ved, at historierne er opdigtede, iscenesatte mytiske fortællinger bygget på arketypiske fortællinger fra livet med udgangspunkt i noget, der har et gran af sandhed, fx at nogle folk mødes i en kirke i Sønderjylland, men pålagt uhyggelige mængder af romantisering, løse rygter og slet og ret fri fantasi, rammet ind i et stramt koncept: Kongehuset som sådan.

Og altså symbolske tårer til en symbolsk handling med nogle mennesker indtegnet i et stramt persongalleri med eksplicitte og livsvarige roller (måske ender de med at tro på dem selv?). Brylluppets fiktion, dets påstand, er på forhånd skæmmet af sin egen modsætning, den underliggende viden om, at dette ikke er den eneste ene, det er for første gang for anden gang for evigt. Og jo mere, at historien vakler på sit skrøbelige grundlag, jo sværere er det at bevare troværdigheden og holde den alt for åbenlyse fiktion på arms afstand. Og jo mere det står klart, jo mere er der brug for Joachims tåre. Men Joachim svigter ikke: Han leverer varen for at gøre brylluppet udødeligt. Og så smiler han.

Gyldendal 1990, 393 sider.

Drømmefakultetet. Sara Stridsberg

2008-05-01T20:26:00.012+02:00

SCUM. Valerie Solanas sidder og venter i The Factorys forhal på at skyde Andy Warhol. Valerie Solanas arbejder på at udrydde alle hanmus i laboratoriet, alle mænd i verden. Valerie Solanas kryber sammen i sølvfrakken. Valerie Solanas tæller blomster på betrækket, mens hendes far misbruger hende.

"Every man, deep down, knows he's a worthless piece of shit ... The male chromosome is incomplete. All men are walking abortions".
Fra SCUM-manifestet - Society for Cutting Up Men.

Replik: Valerie Solanas exists as a cultural relic, a sidenote to art history’s most obvious tango with commercialism. Is she serious? Is she literal? Does it matter?

Drømmefakultetet er semibiografisk, listet som 'roman' og har måttet lide den tort at vinde Nordisk Råds Litteraturpris. Personerne er virkelige og opdigtede, replikkerne ligeså.

"Du er ikke nogen kvinde, Valerie. Du er en sygdom."

Drømmefakultetet er sådan en bog, som giver en lyst til kun at læse rigtigt gode bøger. Kun vilde bøger. Fuck kedelige bøger. Der er alt for mange polerede bøger, som foregiver at være vilde, men som i virkeligheden er dræbende konformitet. Så meld da rent ud, kør stilen, pop er jo også fedt. Men lad være med at kalde det andet. Foreløbig har jeg eksekveret det credo ved at give min nyerhvervede vandrebog, Domino, videre uden at læse mere end bagsideteksten: Kærlighedsforviklinger i Paris - mange forelsket i samme mand eller kvinde, whatever - dominoeffekt. Say no more. Dog svært at anklage 'vandrebog' for at være forklædt marketingstrick, når man har fået bogen af marketingschefen ...

Athene/Aschehoug 2007, 362 sider

Globalisterne - De gør din verden mindre. Camilla Mehlsen og Filip Lau

2008-04-27T13:34:00.006+02:00

SNAPSHOT. Så kan det næsten ikke blive mere rigtigt: Lau og Mehlsen er taget ud for at vise, hvor funky og konkret nærværende, globaliseringen allerede er. De kan deres Friedman, Chris Anderson, Beck og Habermas. De læser Economist og refererer til South China Morning Post. Folk som Stieglitz er selvklart ikke på litteraturlisten, og fair nok: Projektet har en vinkel, som i bedste Dagen-stil er optimistisk over for fremtid, fremskridt og globalisering.

Globalisterne er ikke en rapport fra globaliseringen, for bogen hverken antager eller angiver at have en distance til fænomenet. Bogen ER globaliseringens stemme, uadskillelig fra sit objekt. Og i modsætning til så mange andre, der forsøger at fange globaliseringens stemme(dagbladsjournalister som undertegnede, fx), tager de rent faktisk langt ud i marken og oplever og interviewer (danskere) og rapporterer. Men reportere i klassisk forstand fremstår de aldrig som: Målet er at dokumentere den vinkel, der er lagt fast hjemmefra. Lau&Mehlsen har en mission at opfylde, og det gør de.

Det mest slående er næsten, hvor hurtigt en bog som denne virker uddateret. Den udkom i 2007, men globalisering som fænomen er rykket mange trin ned på buzzwordranglisten (ikke et ord om klima i denne sammenhæng ...) For allerede nu har verden, dagsordener, diskurserne ændret sig så meget, at man på trods af de mange gode historier næsten trækker lidt på smilebåndet undervejs. Det gælder for eksempel deres fascination af biobrændstof, og her punkterer eftertiden deres håndtering, den nærmest absolutte begejstring, som forhåbentlig er blevet mere nuanceret siden deadline. Bogen er et tværsnit, et stykke øjeblikkelighed, et polaroidfoto. Så når man har lagt den fra sig, kommer man uundgåeligt til at se på den med samme blik som på bukser fra forrige år: Så lavtaljede? Så baggy? Gik vi virkelig med det?

Gyldendal 2007, 201 sider.

Ordet. Kaj Munk

2008-04-20T22:52:00.004+02:00

UNDER. En klassiker til gennemlæsning, inden jeg torsdag skal ind og se Noréns udgave af historien. Og som det har fremgået af de kilometer af spalteplads, han har fået den seneste uge, har han 'justeret' lidt i handlingen på et pænt afgørende område, hvilket anmelderne har taget forskelligt - nogen mener, det er genialt, en anden at man har slået endnu en klassiker ihjel, bogstaveligt talt. Jeg må sige, at jeg er skeptisk forud for stykket, men det kan jo være, at det fungerer. Nu kender jeg i hvert fald den oprindelige historie, som den står skrevet i bedstefars gamle lasede version, købt for kr. 5,75 i 1956. Opfølgning følger!

*

Hmm. Hmm. Hmm! Det var faktisk et rigtigt godt stykke. Og faktisk kunne jeg bedre lide Lars Noréns nytolkning, end jeg havde troet, på trods af al hans fascisme-ævl. Stykket er jo MYTISK, og derfor passer det også bedre til det, at slutningen står åben. Så jo. Værket står endnu. Og kan stå endnu, fordi der er plads til tolkning.

Nyt Nordisk Forlag, 18. oplag, 1945.

Muligheden af en ø. Michel Houllebecq

2008-04-09T19:56:00.006+02:00

LANDMARK. Nå, så Michel Houllebecq (f. 1958) føler altså, at han er altså ved at blive GAMMEL og derfor skal hans læsere belemres med 350 siders udtrækskynisme, hvor han bitcher over sin krop og dermed attråværdigheds forfald, herunder at de 22-årige studiner foretrækker at knalde med nogle på deres egen alder i stedet for ham, eller nåja, lidt knalder de da også med ham eller rettere, med hovedpersonen, hvis der skulle være en forskel.

I sin aldersforskrækkelse drømmer han om evigt liv, i denne historie repræsenteret ved en stribe følelseskolde kloner af menneskeracen, 'nymennesker', der ser tilbage på den gamle, varmblodede, men til undergang fordømte menneskerace. Se, det er en historie, der ikke holder. Ikke fordi, det er utroværdigt, for selvfølgelig er det det, fremtidshistorier må gerne være utroværdige: Men bottom line står klart tilbage: Det er simpelthen ikke en god nok ide, og der er alt for mange huller i plottet (hvorfor bliver disse 'nymennesker' for eksempel ved og ved med at dvæle ved, at de ikke kender til glæde og begær og frygt. Hvis de virkelig ikke kendte til det, så var de sgu nok ligeglade, ikke da).

Hvis bogen da så bare havde været en god undskyldning for at fortælle masser af lumre historier, som Platform for eksempel er fyldt af, så havde det været helt okay. Eller hvis nu de lange, filosofiske overvejelser havde haft et bare marginalt anstrøg af andet ståsted end den pureste nihilisme, så kunne det måske have kunnet levere noget at tænke over. Men nej igen.

Fleming V fortalte for nylig, at han gerne læste hele forfatterskaber, og egentlig kan jeg godt se musikken i det, men efter denne omgang kapitulerer jeg minimum for denne auteur. For at straffe bogen har jeg spist en ordentlig skål spaghetti med kødsovs, mens jeg kørte de sidste 30 sider, som nu er prydet af små orange perlepletter - og én lidt større ...

Borgens Forlag 2006, 357 sider.

Poesibog. Naja Marie Aidt

2008-03-30T14:33:00.010+02:00

SØD TØS. Eslund havde i går inviteret sit kobbel af litterære hangarounds til Piratoplæsning, komplet med stjernedrys (Naja), pandelampeoplyst Ernst Jünger-oplæsning og en overlevende firserdigter med sin "fantombror Michael" (Strunge, må det formodes). Fænomenet stod på i en brandfælde af et kollektiv ved navn 'Gys Arkitektur', som havde halveret antallet af litteraturstuderende på KU, hvis uheldet havde været ude. Der var mere proppet end til et auguku og som altid til disse ting: Overvægt af piger med specielle features. En pige kom i lyserød kedeldragt med hvid krave, håret sat dronningeagtigt (foldet ind i sig selv ned langs siderne af hovedet) og meget store, spektakulære øreringe. En anden sad direkte under oplæserne med platinblondt, kort hår strøget ned over højre øje, rød skjorte, sort tørklæde med hvide prikker, ultratighte sorte jeans, helt tyndt hvidt bælte og nederst et par sorte støvler med en rød flamme af læder fra svang til akilleshæl, alles so ganz berlinerisch. Min personlige feature var en pose øl. Og lidt skotstern.

I København bliver ethvert optræk til undergrund selvfølgelig straks invaderet af avisskribenter (Kamilla Löfström og Bukdahl) og altså en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, heldigvis fortrak de ind i et særligt rum for de voksne og rigtige digtere, mens vi andre wannabes drak øl fra kiosken og røg Agnetes smøger.

Men Naja læste altså op. Hun havde sat mange papirsklips i bogen, men valgte kun et par af de karakteristiske Engang'er og det ultrasmukke Vinterglæder, som minder mig meget om den smukke suite, Eslund indleder sin samling med. Men i det hele taget er der mange slægtsskaber i Poesibog, og det er ikke bare fint, det er afgørende godt. Naja stod der i det ultratætpakkede rum, en gammel rakket mikrofon forstærket af en frønnet Boomblaster. Læste langsomt, levende, hæst, og hun er så smuk, at det gør en forskel.

Gyldendal reklamerer med, at et enkeltindivid af den slags, der befatter sine meninger i aviser, kalder Poesibog for 'suveræn'. Men der er kun en faktor, der kan afsløre, om digte er suveræne: Tid. Bliver de stående eller falder de i glemsel? - som i denne uge, hvor jeg i hast måtte slå en helt afgørende linje i Hjemfalden op, og pulsen faldt først, da digtet var fundet og genopfrisket, så jeg igen kan det 'med hjertet', som engelsk så poetisk udtrykker det. Vinterglæder og Søndag. De kunne godt blive stående. Jeg håber, de gør. Jeg tror det.

Gyldendal 2008, 89 sider.

Ambassadøren. Bragi Ólafsson

2008-03-28T12:54:00.004+01:00

SPEJLE. Det er selvfølgelig heller ikke en nådig opgave inden for kategorien Island at følge op på Stormland, som rangerer meget højt på Bogkassens rangliste. For Ambassadørens ur tikker i et helt andet tempo. Her gælder det om at spidse ørerne lidt mere. Og lægge mærke til, hvad der står og ikke står, for tingene vender tilbage alle sammen i historien, går i ring og fletter sig ind i hinanden. En frakke er ikke bare en frakke, og mor står i vinduet af mange grunde. Sturla er lyriker, snart eks-lyriker, og alt, hvad han har skrevet, dukker pludselig op igen i nye sammenhænge. Erindret, mødt eller stjålet. I Litauen og på Island. (Som altid reagerede jeg fra start negativt på, at hovedpersonen er forfattere. Jeg bryder mig ikke om den slags metatekst, det bliver let krukket - hvilket alligevel gør det lidt utroligt, at Nanna R.K. og jeg netop har valgt en "forfatter" som hovedperson til den slyngelhistorie af en fortælling, vi skrev i vinter og som jeg ville linke til, hvis jeg kunne finde ud af, hvordan man oploadede et worddokument).

Bøger bør omtales på deres egne præmisser. Og jeg tror egentlig ikke, at jeg er i målgruppen eller helt er med på bogens præmisser. Og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.

Men om en ting kan jeg tale: ALVERDENS BAGSIDETEKSTSKRIVERE, vil I ikke nok holde op med at skrive på bagsiden, hvad der sker inden for bøgers sidste 30 sider? I tager al damp ud af kampen.

Athene, 2008. 333 sider.

Afgrundens Rand. Christian Dorph og Simon Pasternak

2008-03-26T20:25:00.008+01:00

RICHTER. Ceci n'est pas un livre - det er en film. En tjubang og hæsblæs én af slagsen, nedskrevet og indsvøbt i klassisk krimiomslag: Sølvbogstaver, anonym læderjakke og ildevarslende herreringe. Handlingen løber langt mere enstrenget end sidst, og det glæder en enfoldig læser som den nærværende. Der bliver sværmet lige rigeligt om detaljer om bukser og hårlængde, et par darlings skulle have haft kniven (den får et par karakterer i bogen så til gengæld at føle, også i den grad).

For på en måde skriver de stadig for ... parfumeret: Mere antydning, mindre splat og udpensling ville klæde den. Og længden, d'herrer, længden: Når bøger runder 400 sider udløser det altså en flad. Til gengæld bider humoren uforlignelig, den svirper med halen. Hep-hep for Anita Politikvinde, som prøver kræfter med en mandeverden, gid hun vinder (80'er-opfølgningen må vise det). Og elsker de små fornærmelser - gad vide, hvad Adam Wolff mon egentlig synes om at optræde i romanen.

Og så fortjener det altså en ekstra stjerne, når forfattere kan finde ud af at holde ordentlige kick-off-fester. Sikke et hus, smukke mænd og skarpe damer. Skynd jer at skrive en bog mere.

I øvrigt kan man møde dem begge i morgen torsdag d.27. kl. 20 på Vartov. I'm in.
... Og kan efter afholdt 'Forfatteraften' frekventeret af stenhårdt velafrettede fornuftige unge mennesker, der siddende på fletsæder fik serveret bøssesex og afskårne tunger må jeg indrømme: Første kapitel, nu genoplæst, er helt fucking forrygende. Skrive skrive, det kan de.

Gyldendal 2007, 408 sider.

Fåresyge. Ina Merete Schmidt

2008-03-15T13:34:00.005+01:00

MÆH. Der er noget med længden, jeg godt kan lide. Der er alt for mange lange romaner. Jeg så, at Naja Maria Aidt i forbindelse med, at hun i sidste uge fik Nordisk Råds litteraturpris, sagde, at hun mente, at novellen var det ultimative format i en hverdag, der er presset og tæt. Enhver har tid til at læse en kort historie. Fåresyge er også en ret kort historie, og det er fint. Romaner bliver ikke nødvendigvis bedre af at være 350 sider, tværtimod. Og Inas stil er jo komprimeret, underspillet ironisk, skarp og morsom, det er ikke at skrive det store følelsesmæssige epos. Flere korte romaner, tak. Og meget gerne fra Inas hånd.

Gyldendal 2008, 197 ikke for omfangsrige sider.

Nexø Trawl. Dennis Gade Kofod.

2008-03-02T14:24:00.008+01:00

BAGLANDET. Om Nexø Trawl kan man tænke over følgende:
- Er "Blod og benzin, Thomas er et lig" mon ikke den mest smashing førstesætning ever?
- Resten af indholdet er også smashing.
- Den bliver liiidt lang undervejs, hvis man ikke er helt inde i referencerne.
- Sjovt at starte bogen med et kapitel, som opridser hele handlingen. En slags mestersonet, tribute til gamle Christensen.
- Mødte en bornholmer med smarte konsulentbriller forleden, som følte sin virkelighed afspejlet 1:1 i bogen. Og han var glad for, at Bornholm blev behandlet respektfuldt, hvilket i sig selv er noget at tænke over. Øpatriotisme.
- Er det mon et plus i litteraturkredse at være elsket af Jyllands-Posten?
- Der er altså en grund til, at han er elsket af JP.
- Mon ikke, at DGK (hvad blev der af andersen??) er det bedste bud på en rigtig stor forfatter fra vores generation pt.? Altså generationen efter de stærke damer.
- Denne fine følsomhed, som er uventet, og derfor er så god. Det bliver aldrig pænt og følt.
- Næste bog bør hedde Baglandet.

Rosinante 2007. 230 sider

Grænselandet. Mads Brügger og Nikolaj Thomassen

2008-01-04T00:49:00.000+01:00

BORDERLINE.
tredje indstilling: Grænselandet

Kommentarer
Postat av: Ida ebbe
Det er en pivgod og helt vanvittig og man skal læse den inden, man får nogle børn ...
Ida.
02-Dec-2007 @ 16:15
URL: http://ebbensgaards.blogspot.com

Lindhart og Ringhof, 2007. 376 sider.

Brøndtjætten. Dennis Gade Kofod

2008-01-02T23:21:00.001+01:00

NISSER. Hov hey igen noget uventet. Jeg troede følelsessuppe, mærkværdigheder og smart ass på Nørrebro, og så får man den mest elskelige gamle mand på Bornholm med underjordiske væsener og hele Elverhøj på gloende pæle. Og lidt salt i grøden, en kælderkold øl og en kat, der får for mange killinger. Dennis er Mr. Bornholm, håber Tidende har fået godt og grundigt øje på ham, det har JP i hvert fald, man kan vel nærmest kalde det kærlighed med de roser, der bliver givet på vej. Berettiget, det er virkelig godt. Må hellere se at anskaffe mig Nexø Trawl også.

Tanker om journalistik. Göran Rosenberg

2007-11-19T00:13:00.000+01:00

”Begyndelse er en detalje. En god detalje, der vælges lidt efter lidt (...) Begyndelsens opgave er at vække interesse og nysgerrighed, men ikke efter hvad som helst. Og ikke for enhver pris. En god begyndelse behøver ikke nødvendigvis at vælte kaffekoppen hos modtageren, hvilket som ideal betragtet ellers er et stærkt incitament i en vis form for journalistik. Den høje stemmeføring er oftest ikke bare falsk. Den døver også sanserne (...)
Det er gerne mere effektivt at sætte døren på klem end at slå den ind. En god begyndelse kan fungere som den fine aroma fra nybrygget kaffe. Eller som glitren fra en sø i skovbrynet. Langsomt, men sikkert drager den os ind imod historiens kerne og slipper ikke taget før vi er der.”

Den svenske journalist Göran Rosenbergs klassiker 'Tanker om journalistik' er blevet stående år efter år i mit hoved, ikke bare i min reol. Her findes altid en anledning, et spørgsmål og måske endda et svar. Men klart flest spørgsmål. Den flyder over af begyndelser. So – let’s roll!

Ovenstående er mit første indlæg fra bloggen Sentura #24, http://senturas.blogspot.com/
Kulturtidsskriftet senturas blog #24 er et værksted til udarbejdelsen af næste udgave af magasinet. I uge 47, fra den 19. november kl. 00.00 til den 25. november kl. 23.59, producerer seks inviterede skribenter råmaterialet til sentura #24.
De seks skribenter er:
Ida Ebbensgaard, pressechef
Bardur Eklund, fotograf
Camilla Kring, debattør
Marius Nørup-Nielsen, forfatter
Louise Rosengreen, forfatter
Sidsel Sangild, biolog

For 'Tanker om Journalistik' gælder: Tiderne Skifter 2001, 234 sider.

- Og spin. Lotte Hansen

2007-11-12T19:23:00.000+01:00

DEBUT. 14.40: Lotte Hansen i samtale med Ida Ebbensgaard om bogen '- og spin'. Stand 60 - Tranescenen.

Forslag til spørgsmål modtages gerne.

Derudover skal jeg på Bogforum høre:
Fredag kl. 15.00: Krimiforfatteren Anna Grue fortæller om sin nye krimi "Dybt at falde" til Nanna Rørdam Knudsen. (hvis jeg kan nå det)
Fredag 18.00: Christian Dorph og Simon Pasternak (oveni Jørgen Leth, pokkers!)
Lørdag 11.00: Jacob Andersen om kaffebogen "Livet er ikke det værste, man har".
Lørdag 12.00: Christian Nissen (MÅ opleve, hvordan den mand bortforklarer at have kastet DR ud i sin største krise nogensinde og så lader Plummer tage skraldet.)
Lørdag 13.00 / 16.30: Hallgrimur Helgason (Stormland)
Lørdag 14.30: Mikael Niemi (fra Populærmusik fra Vittula)
Lørdag 16.00: Mads Eslund, Dennis Gade Kofod, Simon Dencker m.fl. læser op på stand 15.
Lørdag 17.40: Jens Blendstrup
Søndag 12.30: Mads Brügger og Nikolaj Thomassen om Grænselandet (om Tøndersagen).
Søndag 13.30: Ritt Bjerregaard taler med Sandy French og Mette Højbjerg om deres biografi om hende.
Søndag 14.20: Henrik Nordbrandt.

Bliver helt svedt.
Korrektion: Skal vist forresten ikke høre Mikael Niemi. Har lissom en anden aftale der ...

Gyldendal 2007, 130 sider.

Djævlen går i Prada. Lauren Weisberger.

2007-11-04T02:29:00.000+01:00

CHICK-LIT. Det er ikke fordi, den er karikeret. For det er den. Det er ikke fordi, den - i lighed med så mange andre amerikanske bøger - er for lang. For det er den i særdeleshed også. Balladen er bestemt heller ikke dens svælgen i Jimmi Choo-sko og Chanelkjoler, mocca-frappochinoer, flagrende falskhed og røvslikkeri, 3.000-kroners renseriregninger, evigt tændte mobiltelefoner, fedtfascisme og limousiner op og ned af Manhattan. For det pinpointes så frydeligt skarpt.

Problemet er, at den er moralsk. Den stakkels bifigur Jill på 23 vover at have et sexliv - men SÅ ender man også med at drikke Absolut Vodka direkte af flasken, forstår man. Indtil nogen redder hende hjem til pyjamasfest i forstæderne, og så bliver alt godt igen. Hovedpersonen selv har naturligvis dårlig samvittighed over, at hun overhovedet sover sammen sin kæreste gennem flere år. Tænk, hvis forældrene - far - opdagede det. Af andre forbrydelser kan nævnes: Ikke inden for et par måneder at have set familiens nyfødte baby, som bor 1000 km væk, plus ikke at ringe til sine forældre. Det er til gengæld HELT i orden at en tøs i starten af tyverne tilsyneladende dybest set udlever den højeste grad af lykke, når hun spiller Scrable med farmand, og helst i et rum for dem selv. Yirk.

Jeg tror sgu egentlig, at denne bog ville virke bedre som film - strammere fortalt, billeder på klunset. Så DEN må jeg se ved lejlighed.

Sommer & Sørensen 2006, 343 sider.

Stormland. Hallgrímur Helgason

2007-10-29T13:03:00.000+01:00

HOWL! Først erobrer de vores mp3-afspillere, så køber de vores virksomheder, og nu ser det sgu også ud til, at islændingene er i gang med at indtage bogreolen. Way to go! Stormland byder på en omgang ætsende kulturpessimisme pakket ind i noget, der vil bedst kan betegnes som en slags islandsk gonzo, Horckheimer og Adorno på syre, fadøl og kogte fårehoveder. Djævelsk skarpt billedsprog (Engangsmennesker; Colakvæg). Hyl og fryd, den er så fed. Hakon har lige lånt bogen, vender tilbage med et citat, som er skåret over Ginsberg.

Aschehoug, 2007. 464 sider.

Volvo Lastvagnar. Erlend Loe

2007-10-22T22:41:00.000+02:00

TJIKKERLIKKER. Ikke nær så god som Doppler. Den prøver at være mere gakket, den er langt mere outreret i sine figurer, men Doppler var jo så fin, fordi den holdt balancen mellem det gakkede og det normale. Ret irriterende forfatterstemme kører ind over. Ikke at det er en dårlig bog, slet ikke, den er bare slet ikke så spot on som Doppler var (i øvrigt har nogen fortalt mig - Nanna? - at piger slet ikke har lov til at udtale sig om, at Doppler er en sjov bog. For piger kan af genetiske årsager slet ikke fatte, hvor sjov den bog er).
(- ok, på opfordring, jeg indrømmer blankt: Det er RET sjovt, når Doppler får buksevand.)

Gyldendal, 2006. 234 sider.

Lige mig. Lone Hørslev (tegninger af Martin de Thurah)

2007-10-22T22:02:00.000+02:00

LUKKETID. SÅ er det altså slut med at tyre forfatterskoledigte. Slut med at læse lyrik, hvor Central Park giver anledning til linjer som "Jeg ville ønske jeg turde /spørge om du også elsker mig". I en Brooklynbus kører forfatteren sammen med en ren foræring til digtet, to hjemløse damer, der pludrer med hinanden om gamle dage, men det ryger på gulvet (for hvad siger de så om gamle dage? Vi ved det ikke) - og minsandten om ikke KRONPRINSEN dukker op igen (jf. hendes sidste digte), nu flankeret af Paris Hilton, og hvor svært er det egentlig at gøre grin med Paris Hilton? Slut med at læse digte, hvor lyrikeren føler sig foldet sammen i sin ensomhed som et par strømper. Ikke lige mig. Over and out.

Gyldendal 2007, 78 sider.

Grøn Globalisering - Miljøpolitik i forandring. Dan Jørgensen

2007-07-25T20:34:00.000+02:00

ENCYKLOPÆDOFILI. Egentlig er det jo en god tanke: At ville fortælle det hele om et område, den encyklopædiske tanke, at al viden kan rummes i en bog: En lidenskab for helheden. Dan Jørgensen har sat sig til at fortælle om miljøpolitik forfra, bagfra og fra siden: Om EU-komiteer, David Held, Folketingets miljøudvalg, Shubidua, mangrover, WTO, Chester's bogcafe på Christianshavn, Nyrup, danske motorveje, Fukuyama, vandrammedirektiv, og miljøråd om at tage kolde brusebade - det hele i én køre. Det levner selvsagt ikke meget plads til hvert emne - fx fylder et afsnit med titlen 'Miljøpolitikken fra Kong Valdemar til Svend Auken" to en halv side, heraf 12 linjer om tiden frem til 1974. Opremsningerne gør den til en slags opslagsbog, en journalist ville vel altid gribe til 'Don't tell it, show it', og så vælge et snævrere fokus. Sådan er det ikke her. Nogen burde have givet ham det råd at vinkle bogen, fx på EU. Det er jo det, han kan på fingerspidserne - så hold den der! Fokuser. Vinkl. Bang.

Hovedland 2007, 271 sider.

Doppler. Erlend Loe.

2007-07-22T20:43:00.000+02:00

KOMPETENCEJAGTEN. Endelig har jeg fået tid til at tæve et par bøger igen, og Erland Loe indeholder ingen stigninger uden for kategori, så han er fin at starte op på. Han er ret finurligsjov, lidt lissom i Naiv.Super. og faktisk indeholder netop Doppler en meget fin kritik af det moderne, kompetente menneske, som har et kompetent job og kompetente børn og fører kompetente samtaler med sine kompetente venner - og så slår han hovedet og flytter ud i skoven. Og så vender han lige vrangen ud, så det kompetente bliver absurd, og selvom han ihærdigt forsøger at være alene, omgiver han sig pludselig med særlinge og indbrudstyve og højrefløjsfolk, som alle viser sig at være kompetente på en helt ny måde. Alene at han har en elg, der hedder Bongo, er jo hele bogen værd. Så hvem har slået hovedet - ham eller de andre? Ham eller os andre? Rend mig i kompetencerne, som Carlsen ville sige ...

We The Media. Dan Gillmor

2007-05-15T09:45:00.000+02:00

SAMTALER. En af pointerne i mit netop afleverede speciale er at vise, hvilke strategier, netmedierne kan lægge for deres videre færd, hvis de ikke bare skal blive forvaltere af stof, der allerede er brugt een gang i aviserne - 'Shovelware', som det hedder i litteraturen.
We The Media er et af de bud på en strategi, jeg har nærlæst: Den handler om det, der hedder participatory journalism, hvilket ligger meget tæt på public journalism. Det er en hel bog, tilgængelig online, hvor Dan Gillmor giver sit bud på, hvordan man kan facilitere samtaler i stedet for envejskommunikation. Meget manifestagtigt, mindre videnskabelig - men ret interessant. På en lidt amerikansk måde.

Håndbog for statsministre - Politik, magt og ledelse. Susanne Hegelund og Peter Mose

2007-04-19T12:59:00.000+02:00

TVÆRSNIT. Bag den noget prætentiøse titel gemmer sig faktisk en uhyggeligt skarp bog, som ser ud til fuldstændigt at kortlægge magtrelationer, praksis, rekruttering i partierne, metaltræthed og politikernes vigtigste dyder. Ser ud til, siger jeg, for jeg ved endnu kun helt til bunds, hvordan tingene ser ud fra én side: Mediernes. De har fat i 150 kilder, både politikere, embedsmænd, erhvervsfolk, eksperter, rådgivere, journalister und so weiter. Cool disponeret, ekstremt velvinklede kapitler, røverhistorier og anekdoter får det tungere stof til at glide helt let ned. Sådan.

Gyldendal 2006, 375 sider.

Ayaan. Ayaan Hirsi Ali

2007-04-11T21:34:00.000+02:00

SORT. Det er krasse beretninger fra en verden, der er både meget kort tid siden og så alligevel så langt væk: 'Kvindelig omskæring', eller rettere kvindelig lemlæstelse af en lillebitte piges kønsorganer, beskrevet over, hvad, 20 sider eller sådan. Skrevet i 1. person. Eller hvordan Ayaan Hirsi Ali bliver gået under jorden af efterretningstjenesten - så eftertrykkeligt, at hun decideret er ved at blive sindssyg som en fange, der bliver holdt i isolation for lang tid. Nogle er også sjove: Fx da hun kommer til Tyskland for første gang en sommer, og med den fremmedes blik ser, hvordan landet fungerer: De helt grundlæggende betragtninger, som man ikke ser i et samfund, man selv bor i. Ja-a, skraldet bliver hentet af skraldemænd - so??

Hendes projekt er at skabe den oplysningstid, som hun mener, at Islam aldrig har været igennem, og derfor helt grundlæggende ikke er foreneligt med et moderne demokrati under nogen form. Hun er så radikal i sine holdninger, at man ikke kan lade være med at rynke brynene, selv om jeg mener, at hun har gode pointer undervejs. Men hun ser Islam som en monolit, udtrykt ved den form for islam, hun har oplevet i sin barndom og ungdom i Østafrika og Saudi-Arabien. Hun skelner ikke mellem kultur og religion, og det er altså superproblematisk og med til at stigmatisere en hel befolkningsgruppe.

Endelig kan man spørge, om det ikke er for tidligt at skrive sine erindringer, men ovenpå sagen om hendes statsborgerskab, synes jeg faktisk ikke, at det er. Hun har en historie at fortælle, og det gør hun, uden anakronismer, som ofte giver vaseline på linsen, når folk skriver deres erindringer for sent.

JP Forlag, 2006, 414 sider.

Kronprinsessen. Hanne Vibeke Holst.

2007-04-10T10:20:00.001+02:00

TRIVIA. Jajaja, selvom man ikke er enig i hendes holdninger, når hun taler om de unges forfærdelige sprog und so weiter, kan man jo godt læse hendes bøger.

Og det er faktisk ikke nogen dårlig bog. Den er supervelresearchet, helt ned i billederne på væggen i statsministerkontoret. Ok, det er ikke fordi, der bliver sparet på patos undervejs, det må man selv skære fra. Men i bund og grund er det en fin-fin historie på en meget dansk, meget straight måde.

Comparing Media Systems. Daniel C. Hallin og Paolo Mancini

2007-03-28T15:42:00.000+02:00

NY-KLASSIKER. Der er jo faktisk ikke nogen grund til, at jeg ikke skulle skrive akademiske bøger ind i denne blog, selv om jeg ikke så tit har gjort det - også fordi de fleste akademiske ting, jeg læser, ikke er bøger, men artikler, uddrag, genlæsninger af bøger osv. Men dette er simpelthen den nye bibel inden for mediestudier, det er rigtigt tjekket og klart både i sprog og argumentation. Hallin & Mancini viser, hvordan man kan dele mediesystemerne i de vesteuropæiske demokratiers systemer ind i tre geografisk afgrænsede grupper. Eller sagt med en lidt andet sproglig stil, fra starten af teoriafsnittet af mit ufærdige speciale:

"Hallin og Mancini foretager et stort, komparativt studium af mediestrukturen i vestlige, udviklede demokratier. Deres primære formål er at belyse forholdet mellem mediesystemer og de politiske systemer ved at lede efter generiske træk på tværs af nationale grænser. De ender med et trianguleret felt, som er spændt ud af de tre idealtyper: Den Liberale Model, den Demokratisk-Kooperative model og den Polarisede-Pluralisme model. De enkelte lande mediestruktur kan så tilnærmelsesvist placeres i forhold til akserne på dette trefelt, og der afspejler sig karakteristiske, geografiske mønstre deri. Hallin og Mancini understreger, at styrken ved deres model ikke er, at det er muligt at foretage deduktive slutninger om de enkelte nationale mediestrukturer ud fra modellen, mere i højere grad at kunne identificere karakteristiske mønstre i systemerne. Det er altså relationerne – og dermed også den mulige bevægelse eller forskydning mellem systemerne, der er interessant."

- og så kan man da kun glæde sig til at læse resten af specialet, ikke :-)

Cambridge University Press, 2004, 342 s.

Den der blinker er bange for døden. Knud Romer

2007-03-19T13:23:00.000+01:00

FAKTION. Der er knald på, det er grovheder i hovedsætninger, med navns nævnelse, det er Hundehoved i real life ... eller hvad det nu er ... man skal nok tage ordet 'roman' på forsiden meget alvorligt. Fed og mærkelig blanding af fakta og fiktion. Jeg kan sgu godt forstå, at der er et par stykker i Nykøbing, der er blevet lidt knotne, når de bliver hængt ud som mobber, alkoholiker eller nationalist. Men altså, det er pissesjovt.

Athene, 2006. 176 s.

Connie Hedegaard - Ikke blot til pynt. Kurt Strand

2007-03-13T08:43:00.000+01:00

STÅLSAT. Kommentaren efter Bendtsen har ringet:

"Det er jo mit valg. I alle mulige andre valg og fravalg, jeg har taget (...) er der i sidste ende ikke andre end mig, som kan beslutte. Så ringer jeg også til min mor, og det får jeg jo heller ikke ret meget ud af. I sidste ende er der jo ikke andre end én selv, der kan vurdere det - og der er ikke så meget andet at sige end det, jeg siden har sagt tusind gange: At det næsten kræver større mod at sige nej end at sige ja." (s. 13).

Høst & Søn 2005, 331 s.

Det værste er at dø i stilhed - stemmer fra Darfur. Malene Haakansson

2007-03-06T21:59:00.000+01:00

FOLKEMORD FOR BEGYNDERE. Hvor starter man, hvis man gerne vil forstå den årelange konflikt i Darfur? Ved at se de mennesker, der lever med den, i øjnene. Journalisten og nødhjælpsarbejderen Malene Haakansson har skrevet helt derudefra, hvor det stadig ryger fra askebunkerne i de afbrændte landsbyer.

’Darfur for Dummies’, kalder hun den. Bogen giver et talerør til nogle af de mennesker, der på grund af borgerkrigen har fået brudt deres liv op med rode.
”Man kan jo ikke forholde sig til, at en by bliver bombet og brændt. Men når det handler om mennesker som dig og mig, er det måske nemmere at forstå”, siger Malene Haakansson:
”Jeg ville ønske, at der eksisterede sådan en bog om Mellemøsten, for der er jeg stået af”, siger hun.

Læs hele artiklen, bragt 3. marts i Politiken Bøger. Et større interview med Malene Haakansson følger en af de kommende weekender i debatsektionen.

Informations Forlag, 2007, 143 sider.

Self-Made Man. Norah Vincent

2007-02-20T22:41:00.000+01:00

SKÆGPEST. Så er det ned i boghandlen, og det er nu. Det her er en af de mest tankevækkende og interessante bøger, der er udkommet længe. Journalisten Norah Vincent går undercover som manden Ned Vincent i halvandet år. På fuldt blus og falsk skæg: Ned melder sig ind i en bowlingklub, besøger stripklubber, får et job i testosteron-salgs-helvedet, går i katolsk kloster. Og hun bliver overrasket over, hvad hun finder: Hun tror, at nu skal hun til at fyre den af som det overlegne køn med alle mulighederne. Men finder noget helt andet.

Ikke mindst, når Ned går på date. Han gennemlever det ene stævnemøde efter det andet, hvor bitre kvinder nærmest ikke ænser ham, men bare ævler og ævler om hvor onde, mænd er i almindelighed, deres ekskærester i særdeleshed. De møder ham slet ikke - de taler til et billede, en fordom. "Listening to them was like undergoing a slow frontal lobotomy" (s. 76) og "It's a wonder that men and women ever get together" (s. 68).

Da hun infiltrerer en mande-terapigruppe, får hun sat ret præcise ord på, hvor pressede mændene er i deres rolle som skafferdyr (én ser sig selv som Atlas og Sisyfos på én gang), deres forkvaklede forhold til deres fædre, deres manglende mulighed for at blive accepteret uden at være macho-hanner. Og da hun tager på weekendtur med netop terapigruppen, er hele læsset ved at vælte inde i hovedet på hende ...

Projektet handler om køn som noget, der er dybt, dybt indlejret i både biologi og samfund, og som rækker langt ud over sociale konstruktioner som race, nationalitet og religion. Om de forestillinger af kønnene, hvor både mænd og kvinder er med til at fastholde hinanden i låste positioner, der ligger så langt væk fra hinanden. Både Anne Knudsen og Camilla Stockman har skrevet præcis, det, der skal skrives om bogen, så læs dem i stedet. Men vigtigere: Læs bogen. Det er sindssygt tankevækkende; Det er vanvittigt godt skrevet; Og så er det simpelthen pissesjovt.

Viking (Penguin Group), 2006. 290 sider. Dansk titel: Forklædt som mand.

Bavian. Naja Marie Aidt

2007-02-15T10:00:00.000+01:00

MONKEY BUSINESS. Det er barske løjer, når Naja Marie Aidt ruller sig ud. Novellerne er ret voldsomt-væmmelige, de fleste tager udgangspunkt i en genkendelig hverdagssituation, og så begynder klaveret bare at spille mere og mere falsk.
Den er fint underspillet, mange beskrivelser af personerne står mellem linjerne. Men de bliver i hovedet. Den stegte flæsk og persillesovs. Børn der slås på bagsædet. Hunden bundet til træet. (Naja bruger klassiske tricks som at være ond mod dyr).

Historierne har faktisk en del fællestræk med Pia Juul, fx de ekstremt forskellige personer og at synsvinklen ligger hos dem, men Aidts historier er mere onde. Der er et smukt billede af Naja på flippen af coveret, og på en eller anden svært forklarlig måde, er det ikke ligegyldigt, at hun er så smuk og fin, og historierne er så bad!

Gyldendal 2006. 213 s.

Langsomheden. Milan Kundera

2007-02-04T11:44:00.000+01:00

DEN STØRSTE LUKSUS
Tid hører til det fortravlede samfunds største mangelvarer. Men er man villig til at ofre lidt af det materielle, er det muligt at skrue ned for hastigheden for en periode. Og det bliver væsentligt sjovere at jette af sted med 180 i timen, hvis man af og til også holder ind på rastepladserne.

Politiken, Videnskab og Debat, bagsiden, 4. februar 2007.
Af Ida Ebbensgaard

Det kræver god tid at koge en ordentlig gryde Texas chili. Kødet skal pudses, koges i timer i kaffe og øl, hvile, og rundes af med mørk chokolade. Fra indkøb til man kan sætte tænderne i vintermaden, går der nemt fem timer. Ikke intensivt, men frem og tilbage. Røre i gryden, skal der mere spidskommen i? Lidt mere kaffe?

At kunne bruge en halv dag på at tilberede en gryde chili fra bunden hører til en af de friheder, jeg i øjeblikket har i hverdagen. I sommer sagde jeg nemlig mit job med pensionsordning, god løn og en lang arbejdsuge op for i en periode at trække vejret i et andet tempo.
Trekvart million danske husstande er friværdimillionærer. Mange omsætter pengene i Svanekøkkener, Poul Kjærholm-stole, Philip Starck-designet plastikskrammel, Vipp-spande og en firehjulstrækker. Andre store beløb bliver investeret i aktier, pensionsopsparinger og fast ejendom. Aktiekulturen synes endelig og med ti års forsinkelse at være nået over sundet fra Sverige til Danmark, jubler bankerne.
Samtidig er den danske arbejdsstyrke ved at segne af stress. Én efter én melder faggrupperne sig på banen med skyhøje statistikker over, hvor mange der føler, at de lider under arbejdspresset og har problemer med at få enderne i familielivet og arbejdslivet til at nå hinanden.

Det er et fremtidsperspektiv, der har fået mig til at rynke brynene: Småbørnsfamilierne synes til tider nærmest at kæmpe for overlevelsen, de midaldrende halser af sted med tungen ud af munden, min forældres generation, der nærmer sig pensionsalderen, har puklet i mange år og pukler stadig. Ikke nødvendigvis et tillokkende scenarie for mine kommende 35 år på arbejdsmarkedet.

Der er altså noget, der ikke hænger sammen. Er det virkelig lykkedes Danske Invest at indbilde danskerne ved at spille på balalajka i tv-reklamer, at man skal arbejde sig en pukkel til for at kunne leve gyldent, når man bliver 65 år? At man ikke kan være bekendt at vise vennerne et køkken, der er mere end syv år gammelt? At der skal være friske kammuslinger og præmierødvin til en middag, inden det er godt nok? Intet synes dog mere ideforladt end denne dybt forudsigelige forbrugerisme, som sociologen Zygmunt Bauman kalder det. En mekanisme, som enhver livsstilsekspert i ethvert tv-koncept naturligvis gennemskuer på stedet.
Som Vita Andersens tryghedsnarkomaner sidder de dér med fløjtende stress i de perfekte hjem med de perfekte venner og spiser perfekt mad.

Siden jeg blev færdiguddannet for fem år siden, har jeg haft flere spændende, men krævende job. Når nogen spurgte mig, hvordan det gik, ville det mest korrekte svar ofte være: Stærkt. Som så mange andre har jeg arbejdet i højt gear med meget arbejde, men også med mange privilegier.
I dette efterår har jeg haft tid til at rejse ud i verden og rejse ind i verden. Se mig om. Sige ja til projekter, jeg normalt ikke ville have mulighed for at gå med på. Se mine venner (når de altså har tid). At indskrive mig på universitetet har været en oplagt ramme for mit projekt, fordi jeg søger fordybelsen. Andre måtte vælge at sejle jorden rundt eller skrive en bog.

At vælge tid frem for penge er ikke uden omkostninger, heller ikke for mig. Jeg er ingen frøken friværdi, og jeg er ikke engang berettiget til SU. Så jeg drikker færre 28 kroners café latte på de københavnske cafeer og vinterstøvlerne fra sidste år kommer til at holde en sæson mere. Det klarer både de og jeg nok.
Et er penge, noget andet er prestige: Jeg kan ikke længere flashe en attraktiv titel fra en fancy mediearbejdsplads, når jeg møder nye folk – ikke uvæsentligt i et samfund, hvor identitet og arbejdsidentitet ofte hænger snævert sammen. Til gengæld bliver jeg aldrig ringet op onsdag aften med et ”Gider du ikke lige …?” Og jeg ringer heller ikke selv.

Hans Magnus Enzensberger opregnede i 1995 om sin forestilling om fremtidens luksus. Han profeterede, at tid ville blive ”den vigtigste af alle luksusgoder”. For skolelæreren, der er afhængig af skemaet, pendleren af myldretiden, hjemmehjælperen af stopuret.
Men tid er ikke bare et kvantitativt fænomen, bemærkede Enzensberger: Bizart nok kan eliterne bestemme mindst frit over deres egen tid, fordi mange er spundet ind i krav om øjeblikkelighed og tilgængelighed – krav, der smadrer og udvisker deres arbejdstid. En tendens, det er en banalitet at konstatere er mangedoblet, siden Enzensberger skrev sit essay for ti år siden.
Tid rammer i dag definitionen på luksus på flere områder: Det er en bekvemmelighed, som mange ikke oplever, at de har råd til at tage sig, altså er den kostbar. At tid er en knap ressource, gør den eksklusiv – som Coco Chanel har sagt, er det modsatte af luksus ikke fattigdom, men det vulgære, det almindelige.
Jeg har valgt den største luksus i det senmoderne samfund: Tid.

At give sig tid handler ikke om at sætte sig ud i sin kolonihave i en uldsweater, stuve hjemmedyrket grønkål og forbande det moderne samfunds motorveje og karriereræs.
Pointen er snarere, at det overhovedet er muligt at skifte gear. At det kan være fedt at jette af sted med 180 kilometer i timen, men hverken nødvendigt eller sjovt at gøre det hele tiden. At letheden og det høje tempo kun giver mening, hvis det bliver modsvaret af tider med langsomhed og fordybelse.
Forfatteren Milan Kundera har sat mønsteret på formel: Hurtigheden er proportional med glemselen, langsomheden er proportional med erindringen. For når man giver sig tid, dukker nogle af de helt dyre spørgsmål også op. Hvorfor? Hvorhen? Vigtige spørgsmål, som ikke bliver trængt i baggrunden af dagligdagens gøremål.

Ved at skrue ned for hastigheden falder lydniveauet også. Der er af og til stille i min hverdag nu. Helt stille. Ligesom støj findes stilhed i flere variationer: Der er læsesalens fortættede stilhed, hvor aktiviteten er høj, men ingen siger noget. Der er fraværet af lyd: En mobiltelefon, der ikke ringer. Der er min baggårds ubefolkede stilhed en råkold eftermiddag i det sidste sparsomme sollys på altanen. Mindre støj gør det nemmere at lytte, når mennesker taler til én.
Jeg har ikke tænkt mig at holde kæft i årevis og jeg springer ikke ud som hjemmegående husmor. Men når jeg igen løber stærkt i mit næste job – for det kommer jeg til – bliver det med en viden om, at det kan lade sig gøre at skrue ned. En viden om, at det bliver sjovere at løbe stærkt, hvis man puster ud indimellem. At det er pengene, besværet og ikke mindst tiden værd at gøre det. Og at man bliver djævelsk god til at koge chili.

Milan Kundera: Langsomheden. Gyldendal 1996. 110 sider.

Pentecostalism. Allan Anderson

2007-01-30T22:55:00.000+01:00

PENSUM. Pentacostalism betyder Pinsebevægelsen, og det er kæmpestort og meKa-fascinerende. Jeg læste om det til et fag, jeg har taget på uni her i efteråret, vi læste også Weber (og protestantismens ånd), Durkheim, Bellah, Berger, Bruce, Beyer, Beckford, Buckser (som skriver fra et universitet i Skotland om en frimenighed på Mors). For ikke at tale om Swatos, Spickard, Sharot og Stark; Gorski og Guthrie; Hal Koch og Kamenka; Wilson, Casanova, Hamilton. Og Dietrich Jung selv, selvfølgelig.

Jeg har også frekventeret et fag om Globalisering. Og det skal forstås bredt: Globalisering af kultur, af statens opgaver, af penge og økonomi, af sikkerhedsrisici. McDonalisering, amerikanisering, politisk regionalisering, international institutionalisering, migration, og de onde, onde multinationale selskaber (prøvede til eksamen i dag at overbevise en lektor fra RUC om, at virksomheder ikke nødvendigvis er onde. Det var ikke nemt). Om vindere og tabere i globaliseringen, om kontraglobaliseringsbevægelser ...

... "Og der gror globalisering ud af min røv", som DBC Pierre sagde på et tidspunkt. Så måske skulle man alligevel læse hans nye bog om Ludmilla. Hvis jeg i øvrigt nogensinde bliver helt færdig med hhv. Thomas Friedmans "The World is Flat" og Castells Netværkssamfund, hejser jeg et flag og skriver om dem selvstændigt. Regn ikke med noget. Nogen burde lære amerikanerne at redigere deres bøger.

Et enkelt citat fra de 2.000 siders pensum skal I dog have, for det er cool. Det er fra 1913:

This vital interdependence ... cutting athwart [tværs gennem] frontiers is largely the work of the last forty years. ... [It is] the result of daily use of those contrivances [opfindelser] of civilization which dates from yesterday - the rapid post, the instantaneous dissemination of financial and commercial information by means of telegraphy, and generally the incredible increase in the rapidity of communication which has put the half-dozen chief capitals of Christendom in closer contact financially, and has rendered them more dependent the one upon the other than were the chief cities of Great Britain less than a hundred years ago. Angell, N. (1913): The Great Illusion. New York, p. 54-55.

Hvem sagde globalisering var noget nyt?

Allan Anderson-bogen: Cambridge University Press 2004. 302 s.

Tyskland, en rejse. Wolfgang Büscher

2007-01-27T10:41:00.000+01:00

SINN. Så' der tysklandshistorie, Wolfgang Büscher er på farten igen, denne gang rundt om Tysklands grænser. Igen er det ekstremt pakket sprog og fortælling (den tager lang tid at læse). Rundt i sporene på kejsere, nazister, smuglere, helt almindelige mennesker med almindeligt ualmindelige historier.
Tyskerne forsøger at tage livtag med deres historie, og det er ikke nemt. "Sommetider synes jeg, at tyskerne virkede som faldet ud af tiden og forsigtigt bragt tilbage i den igen. Som en flygtningekolonne fra intetheden, som nu, noget forvildet, stod over for disse noget forvildede vidnesbyrd: Skal det engang have været os?" (S.41)

Gyldendals Bogklubber 2006. 208 s.

Ulrike Marie Meinhof. Klaus Høeck

2007-01-19T11:42:00.000+01:00

SONET-2. Og nu vi er ved sonetterne, var det værd lige efter Inger Christensen at (gen)læse Klaus Høecks terrorromantiske RAF-sonet i anledning af Ulrike Meinhofs selvmord i Stammheim: "En nellike af terror (...) over vare / huset Schneider og Kaufhof". Han bruger faktisk sonetformen stramt, men sprænger den samtidig fuldstændig med sætninger, der bare er lyde og bogstaver. Dorph og Bukdahl læste den højt i sommer på Tag og Skriv, Christian med hånden på brystet, Lars ind som baggrundskor, det var meget smukt. Jeg skrev en Al-Qaida-sonet. (som desværre blev dumpet, fordi jeg ikke rigtigt havde forstået at leve mig ind i terroristernes rolle, ak ja).

Gyldendal 1977. 67 sider.

Sommerfugledalen. Inger Christensen.

2007-01-19T11:34:00.000+01:00

SONET-1. Nu vi er ved 90'erne, fandt jeg Sommerfugledalen nede i boghandlen (tilfældigt på hylden, ikke anbefalet naturligvis) og jeg havde aldrig fået den læst. Ein Fehler, må man sige. Det er så supertight og musikalsk, ikke noget ævle-bævle og kæresten-er-sur-snak, som det ellers er på mode these days. Det rimer endda. Sonettens firkantede regler slipper indholdet løs. Skarpheden er helt krystallinsk.

Brøndum 1991.

Hjemfalden. Søren Ulrik Thomsen

2007-01-19T11:11:00.000+01:00

YEAH. Jeg har trukket den gamle kriger op igen og genlæste den i juleferien, "på anbefaling af Mikkel Carl og Martin. 1998" har jeg skrevet med sirligt svunget skrift forrest. Det er stadig de bedste digte ever, så knivskarpe og smukke:
At ofre en time om dagen
på at gøre et-eller-andet efter alle kunstens regler:
Stryge sin skjorte. Lære et knaldhårdt vers udenad
Det ubehandlede papomslag har fået fedtpletter, siderne har æselører og små noter i de knaldhårde vers. Lært udenad.

Vindrose 1991. 56 s.

Find Holger Danske. Maja Lee Langvad

2007-01-14T19:38:00.000+01:00

PERKER. Noter til min morgensamling om Find Holger Danske på kurset State of Mind i den forløbne uge.

- En af de mest bemærkelsesværdige og spændende udgivelser i 2006
- f. 1980, adopteret fra Korea, kom til DK som to måneder gammel.
- Vanskeligt at sige genren: Få sider, brudte linjer – lyrik.
- hun sakser, stjæler, refererer
- Readymades: færdiglavet genstand, ubearbejdet virkelighed. Marcel Duchamps pissoirkumme, New York i 1917.
- Et stykke Konceptkunst & litteratur – nogen kalder det ”poetisk dokumentarisme”
- Tager udgangspunkt i sig selv som adopteret barn fra Korea. Identitet? Overfører det på indvandrerproblematikken generelt

- Politisk og eksistentielt på samme tid.
- MEN! hverken navlepillende eller kvalmt. Satirisk, spiddende, fremlæggende.
- Fremmaner hun virkelighed - Personligt og generelt på samme tid.

- Bogen er indstillet til den nystiftede Montana-pris, uddeles på Tag og Læs på Testrup Højskole i næste uge.
- Explicit lyrics!

Borgen 2006. 62 s.

The Curious Incident of the Dog in the Night-time. Mark Haddon.

2006-12-16T22:46:00.000+01:00

HANOI. Forlad aldrig Danmark ubevæbnet. Men vælg din ammonition med omhu. Jeg har begået den fejl at tage til Vietnam med faglitteratur af en kaliber, der kræver større mængder af koncentration, end Hanois horder af snerrende motorcyklister tillader.
Heldigvis har Martin Glaz Serup laant mig sin guidebog, og han har vaeret saa betaenksom at indtegne Hanoi Book Exchange, som jeg opsøgte forleden for at faa mit litterære junk.
Hanoi Book Exchange, et enkelt lille rum, omkring 12 kvadratmeter med plasticgulv, neonlys i loftet og de tre vægge beklædt med bøger på henholdsvis engelsk, fransk og andre sprog. Ekspedienten, en ung pige, kommer over og spørger mig på udmærket, men ikke pralende engelsk, hvad jeg er interesseret i. En roman, siger jeg og smiler undskyldende: Det er ærligt talt et vidt begreb, og jeg siger derfor, at jeg bare kikker.
Hun rækker mig `The Curious Incident of the Dog in the Night-time`. Den mener jeg ikke at have hørt om, men da jeg læser bag på bogen, genkender jeg den. `Den mystiske sag om hunden i natten` fik rigtigt gode anmeldelser i Danmark, og den vil jeg faktisk gerne læse.
Paa ti minutter har pigen har ud fra min alder, køn, omtrentlig nationalitet plus min reaktion hevet tre bøger ud af reolen, og de faldt alle tre i min smag. Det var ganske vist globale bestsellere: Men der er MANGE globale bestsellere. Og det var virkelig bøger, som jeg umiddelbart gerne ville læse.
`You know my taste`, siger jeg bifaldende. `It's my job`, svarer hun.
Gid danske boghandlere var saadan.

Bogens hovedperson er 15 og autist, tror jeg, og han oplever verden paa en RET anderledes maade, og det er funky, fordi den er skrevet i 1. person. Naar foraeldrene er ved at gaa grassat, opdager han det ikke, konstaterer bare noegternt, hvad der faktuelt sker. Men NU behoever jeg vist ikke laese flere boeger om noerdede drenge med maaske, maaske ikke doede foraeldre.

Læs den rigtige version af klummen, bragt i Politiken Bøger 23. december 2006, her.

Altmuligt Klubbens Avis

2006-11-22T13:45:00.000+01:00

Konstruktiv debat eller sniksnak? Unge danske forfattere har med en skov af blogge indtaget nettet som et vigtigt medium. De refererer, diskuterer og skaber original ny litteratur i et helt nyt medie, hvor eksperimentet, det rablende og det fragmenterede er i højsædet.

Politiken Bøger, 18. november 2006.
Af Ida Ebbensgaard og Mads Eslund

En blog er en blok på nettet. En offentligt tilgængelig notesbog; man vælger selv, om den skal være anonym eller ej. Med ubegrænset plads.
En stor underskov af yngre danske forfattere har taget det nye medie til sig. Nogle publicerer, andre bruger det som nyhedskanal, diskussionsforum eller bare et sted, hvor man i en uhøjtidelig form kan vise work in progress.

Frie former
Forfatteren Christian Yde Frostholm hører til pionererne inden for de litterære blogge i Danmark, og han er en af hovedkræfterne bag det banebrydende litterære netprojekt Afsnit P.
»Jeg blogger af samme grund, som da jeg som tiårig i 1973 sammen med min søster startede et blad med titlen Altmuligt Klubbens Avis, AKA, og i 1999 sammen med to ligesindede startede ’Afsnit P’: Ud af en trang til at skabe noget inden for rammer, der var tilpas åbne og selvdefinerede. Sådan er jeg åbenbart ikke alene om at have det. Vi er mange, der synes, det er befordrende at være sin egen journalist eller forlægger, eller sin egen ’selvbestaltede radiostation’, om man vil, ligesom den gale mand, der står og råber på sin altan«, siger han.
Langt de fleste blogge har et kommentarfelt, hvor andre bloggere eller forbipasserende kan komme med deres mening. Det skaber et rum med plads til uendeligt snævre eller uendeligt brede meningsudvekslinger. Eller noget midt imellem.
»Diskussion og kritik, der nyder godt af de ’frie former’, når det går højt, håbløse stormvejr i halvtomme snapseglas, når det skraber bunden, og det gør det jo ofte. Der er det hele«, siger Christian Yde Frostholm.

Dynamisk medie
’Kornkammer’ hedder en af de mest centrale, litterære blogge i Danmark. Den tilhører forfatteren Martin Glaz Serup og er meget besøgt, en slags nøgleblog, som andre bloggere ofte kigger forbi og kommenterer på.
Martin Glaz Serup ser sin egen blog som et ’Little Magazine’, et enmandstidsskrift. Og han er ikke bange for, at hans pointer drukner i internettets informationshelvede:
»Der er jo også en masse støj i aviserne, fordi pointerne er omgivet af andre artikler, af reklamer. Blogmediet fungerer slet ikke konklusionsagtigt, tværtimod, det er et dynamisk medie, hvor der er åbent for kommentarer«.

Alting tager og har sin tid
Men dybere diskussioner skal man ikke forvente at finde på en blog, mener musiker og forfatter Peter H. Olesen, der også selv blogger:
»Der er en flygtighed i internettet. Man gider sjældent gå i dybden, det bliver ofte noget hanekamp. Selv om nogle gør et forsøg på at skrive længere indlæg, dør en blogdebat ret hurtigt ud, fordi der så kommer nye indlæg«, siger han. Peter H. Olesen blander sig ellers flittigt og med stor lyst i diskussioner på andre blogge.
Hvorfor blogger du?
»Det spørger jeg også mig selv om. Jeg har alt for god tid«, siger han. Men finder så også andre svar: Det har pr-værdi – og så kan det være helt hyggeligt at blogge, mener han. Men uret tikker: Peter H. Olesen har besluttet sig for kun at blogge et år, altså til næste maj. For der kan nemt komme til at gå en time om dagen med at skrive på egen blog og kommentere på andres.
»Jeg synes måske, jeg bruger for meget tid på det. Og selv om man forsøger at være ret bevidst, skriver man nogle gange noget, man ikke burde dele med omverdenen«, siger han.

Offentlig notesbog
En af det litterære miljøs mere prominente bloggere, forfatteren Pia Juul, er netop stoppet med at blogge af samme grund: Bloggen tog for meget af hendes tid.
»Det lyder måske lidt mærkeligt – men jeg brugte enormt meget energi på det, selv om jeg kun skrev tre linjer hver anden dag. Og det er da noget underligt noget at spilde sin tid på«, siger hun.
Selv efter et år som blogger kan Pia Juul stadig ikke rigtigt sætte fingeren på, hvad hendes blog – som stadig ligger på nettet – egentlig er for en størrelse:
»Det er ikke en digtsamling, og jeg har jo ikke skrevet noget politisk eller noget aktuelt. Det er mest bare spredt fægtning. Det er jo at prøve at lave et værk med noget, der klæder hinanden, nogle citater. En offentlig måde at lave notesbog på«, forklarer hun.

Læserne som problemknusere
En blog er per definition offentlig. Og dermed kan det som andre medier have en pr-værdi som udstillingsvindue. Det udnytter for eksempel forfatterduoen Simon Pasternak og Christian Dorph: På deres netsted præsenterer de både universet fra deres første fælles krimi, ’Om et øjeblik i himlen’ og bruger en blog til at få læsernes hjælp til deres næste bog.
Hjælpen kan bestå af konkrete oplysninger: Blandt andet har ’Viggo M’ netop hjulpet forfatterne til en indgang til det københavnske bøssemiljø i slutningen af 1970’erne med en henvisning til ’mandebladet Vore Herrer’, hvor ’børnelokkerproblematikken’ flere gange bliver omtalt.
Ved at bruge bloggen aktivt i arbejdet bliver bloggen både et skrivebord og et udstillingsvindue. På den måde undgår forfatterne for meget ekstraarbejde med at holde siden i gang.
»Når man er to, der skriver sammen, har man en masse diskussioner: Går det for langsomt, går det for hurtigt, er den figur for åndssvag og så videre. Vi lader folk give deres besyv med og for at det ikke skal være for meget dobbeltarbejde og maskerade, lægger vi det ud, inden den anden af os ser det. Og folk bider virkelig til bolle i deres kommentarer. Vi har fået rigtig meget hjælp«, siger Simon Pasternak.

Feedback
Andre gange diskuteres mere generelle sager på bloggen, for eksempel hvor meget og i hvilken form vold skal optræde i en krimi.
Gæsterne bliver også inddraget som kritiske læsere af det endnu ikke færdige manuskript til opfølgningen. De to forfattere lægger simpelthen ufærdige kapitler fra manuskriptet ud på bloggen for at få feedback.
Risikerer I ikke at komme til at afsløre for meget?
»Jo, måske. Men der kommer til at gå lang tid, inden vi kommer så langt. Og uanset hvad kommer vi ikke til at lægge hele romanen ud«, siger Simon Pasternak.
En blog kan altså både være udstillingsvindue, skrivebord eller systematisk overspringshandling. Der findes ingen ’rigtige’ og ’forkerte’ blogge. Hverken i indhold eller i form, mener Christian Yde Frostholm.
»Den perfekte blog er ikke nogen perfekt blog. En blog er et rum for det ufærdige, prøvende, skitseagtige. Gådefulde blogs, fiktive blogs, nørdede blogs, fantasifulde blogs, det er dem, jeg kan lide. Og dem, der er i stand til at starte en konstruktiv samtale/debat. Det sker jo faktisk også«, siger han.

FAKTA
En blog er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet poster), som regel med den til enhver tid nyeste øverst. Ordet ’blog’ er en forkortelse af ’weblog’, altså ’net-logbog’. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En weblog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. En person, der skriver weblog, kaldes en blogger.

Artiklen ligger også online på Politikens hjemmeside.

Bogen på Bloggen

2006-11-17T15:42:00.000+01:00

"Fortvivl ej, selvom du ikke kommer til årets Bogforum i København 17.-19. november. Politiken gør det beskidte arbejde og blogger fra bogfesten. Skribenterne er Martin Glaz Serup, forfatter, og Ida Ebbensgaard, journalist."

Den er stadig online: Bogen på Bloggen.

Jeg Anklager. Ayaan Hirsi Ali

2006-11-16T17:32:00.000+01:00

RADIKALT. Jeg har aldrig nogensinde set så stort et sikkerhedsopbud inde i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen. Da Muhammedkrisen var på sit højeste, indførte man efter et par ugers tøven en vis kontrol med, hvem der rendte ind og ud af huset. Indtil da stod alle døre pivåbne. Da Hirsi Ali for nylig talte i Pressen, stod der to bitre bombehund og snerrede af mig, inden jeg efter kropsvisitering og metalsøgning af en PET-dame senere kunne sætte mig til rette i salen. Dødstruslerne mod Hirsi Ali er konkrete.

Ayaan Hirsi Ali er ekstrem: Ung, kvinde, traditionelt opdraget i Somalia (inklusive omskæring) og nu en af islams stærkeste kritikere på verdensplan. Hun efterlyser ligestilling mellem kønnene - temaet i filmen Submission Part 1, der kostede Theo van Gogh livet, hun vil have en oplysningstid, en reformation af Islam. Og den skal vel at mærke komme indefra, fra religionen selv. Fra folk som hende. For selv om hun skærer Islam over én kam, en betænkelig hård kam, må jeg anerkende hendes projekt. Der er aldrig kommet noget godt ud af at blande religion og politik.

Jyllands-Postens Forlag 2005, 184 sider.

Machine. Peter Adolphsen.

2006-11-12T15:05:00.000+01:00

POLYHISTOR. Helt objektivt set er det røveri: 179 kr. for 64 bittesmå siders tekst. Indbundet i tykt hardcover, smudsomslag, en side med tykt, mørkerødt papir inden de obligatoriske par blanke sider både for og bag puster den op til en bog, en superlækker af slagsen. Men jaja, digte sælges jo heller ikke på vægt.

Indholdet er der ikke noget at klage over: Det kører lige smurt og skønt og skævt gennem konvektionsvinde, hydroxyindoleacetisk syre og Auto Vehicle Safety Act gennem tidernes kausalkæder med liv og død og kærlighed. Det er fandme godt. Men det er også lidt kedeligt: For sådan var Brummstein også. Der er ikke så meget nyt. Så kicket udebliver lidt.

Samleren 2006. 71 sider.

Det hagler helt vildt.

Thøger Larsen - et udvalg, 2006. Lars Ebbensgaard.

2006-11-05T09:17:00.000+01:00

Thøger Larsen er en god gammeldags romantisk panteist, kendt fra højskolesangbogshits som "Danmark, nu blunder den lyse nat". I bogens første tekst - som må være talen til årets studenter på Lemvig Gymnasium - slås til lyd for, at Thøger Larsen ikke er panteist, men med flere påkaldelser af "Jordgudinden", "verdensviljen" og lignende kosmiske sammenhænge, kan det vist ikke siges anderledes. Som Thøger Larsen selv skriver: "Jeg tror, vi (...) i det lange Løb kan vente paa en sjælelig Sammensmeltning mellem alle Jordens Folk". Godaw do. Men holder digtene? Tja, man skal i hvert fald se bort fra de strålende barneøjne og lignende sludder. Men noget er godt nok, som når man virkelig mærker blæsten ved Bovbjerg piske gennem tøj og hår - eller som modstillingen i digtet "Jorden": Og medens jeg synger om Skove og Skyer / om Kvæget, der græsset, om Livet, der gryer / min Kone står hjemme og myrder et Dyr.

***
Ok, indrømmet, det var simpelthen for fesent, det ovenfor. Balladen er i al sin enkelthed, at jeg jo elsker sange som "Danmark nu blunder den lyse nat" PÅ TRODS AF al deres nationalromantik og sødsuppe. Selv om man aldrig måtte skrive sådan i dag (nogen folk i den nye højskolesangbog prøver på det, og resultatet er selvfølgelig ringe), og selv om man er ved at kaste op over alt hans verdens-alt og Gaia und so weiter, kan jeg ikke lade være med at holde af indholdet i skuffen med danske sommersange. Så jeg tror, at jeg vil lade være med at læse Thøger Larsen i andre sammenhænge: for han falder jo igennem. Det holder jo ikke. Og i stedet holde mig til sangene, som de er. For de holder.

Lemvig Gymnasium / Lemvig Bogtrykkeri, 2006.

Nye digte. Søren Ulrik Thomsen

2006-09-20T10:26:00.000+02:00

FLETNING. Nej, det er ikke Søren Ulrik Thomsens nye digte. Det er hans GAMLE digte, og det er derfor, man ikke skal postulere noget sådant som 'ny' i en titel, for nyt har det jo med at blive gammelt. I dette tilfælde omkring 20 år.

Nåmmen vi er i midt i de sorte 80'ere, dengang hvor rigtige mænd havde overskæg og verden netop var udkommet i neonfarver. Her sidder Søren Ulrik Thomsen og skriver, og det gør han faktisk så skidegodt, at det er muligt at læse det i dag uden at have den samme arkæologiske tilgang til det, som da jeg for nylig hev Samlede Strunge ned og gik i gang med at læse om NEONLYS og virkeligt meget om KEMIKALIER.

Men det her, det er kram. Det holder, også i dag. Minder i stilen en del om Hjemfalden, og det er så også en stil, jeg elsker. Enormt tilstede og konkret og alligevel dybt og højt. På én gang:
En perfekt kop the, en snestorm, fem linier i en laset krimi
Kan gøre mig lykkelig, fuldstændig lykkelig.

Hurra for Søren Ulrik Thomsen, den gamle kriger.

Vindrose 1987 (1998), 61 sider.

No Regrets. Stig Tøfting i samarbejde med Lars Steen Pedersen

2006-09-06T20:22:00.000+02:00

BRØLEABE. Forleden talte jeg med Cancel om, at jeg gerne ville læse Tøftings bog. Og BANG, da vi kom ned fra frokost, lå den på min plads. Så nu åd jeg lige erindringer i hovedsætninger over weekenden mellem kæmpetømmermænd (burde være klogere end at rafle med en sømand) og besøg ude i børnefamilierne.

Primalhannen Stig Tøfting gider ikke at bruge tid på at ævle om følelser, stort set uanfægtet, hvor hårdt det går for sig i hans liv. Han holder på sin ære, kender præcis sin plads i hierarkiet og forsvarer sin flok. Over for andre kan han være ekstremt aggressiv og provokerende: Han stopper bilen og hiver fodgængere i kravetøjet for at give ham fingeren. Han pander en mand ned i en diskussion, der er startet med, at modparten har kikket ondt på ham. Hvis medspillere på banen ikke gider at stå model til hans fornærmelser eller fysiske provokationer og beder ham lægge stilen om, betegner han det som en 'børnehave'. Som han siger efter igen-igen-igen at være vendt tilbage til AGF: "Flere af spillerne er ikke vant til den tone og de krav, jeg stiller. De tager det meget personligt, når jeg råber af dem. Skal jeg have pædagogisk indsigt, hver gang jeg råber, bliver det for kompliceret for min smag." (s. 320) Yes sir, den tror vi på.

Stig Tøfting er en slider. Plæneklipperen er på mange måder ikke en dårlig metafor. Men han slipper for let over nogle ting, som hans venskab med HA'eren Jimmy Nielsen. Det bliver der ikke brugt mange linjer på. Hvorfor ikke? Betyder det ikke noget for ham? Hvor har han lært ham at kende? Hvad laver de sammen - for de ligger vel ikke på gulvet og spiser pizza sammen? Det er sgu for slapt ikke at turde fortælle den side af historien.

People's Press, 2005. 358 sider.

Psykopater i jakkesæt. Sanne Udsen

2006-09-03T12:20:00.000+02:00

PARANOIA. Psykopater kommer jævnligt på mode, som da filmatiseringen af American Psycho kom og da Peter Lundin-sagen kørte. Nu er det corporate psychos, der er in: Sanne Udsen - som ikke selv har en klinisk baggrund - har skrevet en bog i slipstrømmen på de svenske undersøgelser, der sagde, at 10 procent af alle chefer er psykopater.

Men er det nu så slemt? For det er jo medarbejderne selv, der vurderer, når de mener, at deres chef er psykopat. Og chefen er som bekendt altid dum. Risikoen for pseudo-paranoia er stor, for hvem er jeg til at afklare, om min chef har samvittighed eller ej? Bogen er godt nok fyldt med ægte, men anonymiserede eksempler. De er meget fede. Men hvem sikrer, at det ikke er medarbejderne, der ser spøgelser? Den anklagede selv er ikke spurgt, og det er altså problematisk. Og så kunne selve teksten kunne godt have været strammet væsentligt - der er virkelig meget snik-snak undervejs. Så selvom det er et fedt emne, er bogen lidt so-so.

Læs artiklen om bogen i Politiken i dag, søndag. Bogen udkommer på tirsdag.

Aschehoug 2006, 175 sider.

Det uperfekte menneske. Jørgen Leth

2006-08-19T17:04:00.000+02:00

ÆSTETIKER. Kierkegaard kunne sgu ikke have gjort det bedre: Pinpointet æstetikeren skarpere. Leth smager på livet, tager fra af dets gode, hvad enten det er tøj, kvinder eller vin. Han lever nærmest fra øjeblik til øjeblik, også i filmene - "min alliance med tilfældet, chancen", som han forklarede det på Tag og Skriv-kurset på Testrup: Notatets umiddelbarhed. De enkle, naturlige handlinger (jakken af, jakken på). Forbandelsen af at ville være excellent.

Særligt i starten synes namedroppingen mere at være spørgsmål om at sende respekt til de folk, han har mødt, arbejdet med - på den måde er bogen også et studie i kammerateri - eller knaldet. Og i de sidste tilfælde må man sgu håbe, at han har clearet baglandet, for han napper den ene efter den anden. Fx da han lavede filmen "Det gode og det onde" med en række skuespillere (namedrop, namedrop):

"Samt nogle af Danmarks dejligste modeller, Ditte Maria, Elona Sjøgren, Hanne Lyngfeldt, Hanna Holm. (...) Jeg fik frygtelig meget lyst til at være sammen med Ditte Maria uden for filmstudiet (...) Det var sådan noget, som man absolut ikke skulle holde tilbage med. Hvis man havde lyst, havde man lyst (...) Jeg havde det fint med Ditte Maria, de par gange det blev til (...) Senere mødtes jeg under lige så private former med den blide lyse Elona, og derpå os, hvorfor ikke? med Hanne Lyngfeldt, tidens hotteste, begge i deres respektive lejligheder. På den måde var jeg grundig."

Ka' du være der!

Men sådan er han bare, og man bliver sgu ikke forarget over det i bogen, heller ikke over kokkens datter, når man læser kapitlet i sammenhæng. Det handler om væren i verden. Udforske. Det er jo ikke sværere, end han siger:

Find et område
Undersøg det
Nedskriv det.

Bogklub/Gyldendal 2005, 366 sider.

Ruzname. Henrik Nordbrandt

2006-08-15T13:18:00.000+02:00

DUNKELSCHWARZ. Ruzname er det persiske ord for dagbog - "sikkert den mest forløjede af alle litterære genrer", som Nordbrandt selv kommenterer. Han bor i Tyrkiet og dagbogen løber fra marts 1995-1996. Ikke et godt år at være Henrik Nordbrandt: Han kører den jævne nederen hele vejen igennem, selv om det objektivt set går godt for ham. Han hader at rejse, hader at blive, han hader lyset i Danmark, hader sommeren for så forrædisk at blive til efterår, hader andres digte, egne digte, politikernes stupiditet, digternes selvoptagethed og så dør folk hele tiden omkring ham. Ikke siden Poul Vads bog Døgnet har jeg læst nogen beskrive at være så formørket. Man bliver helt fornøjet af den dunkelsorte, indædte pessimisme: Tænk at man kan være SÅ vred på verden.

Men det er også en politisk bog: Han kritiserer islamismen til benet, hvilket der sjovt nok slet ikke bliver reklameret for på fx bagsiden af bogen. På den måde er han jo faktisk 10 år foran sin tid i emnevalg. I dag ville man klart sælge bogen på, at han oplever, hvordan islamisterne strammer grebet om Tyrkiet: "Det går stille og roligt mod en islamisk stat. Alle dumheders største dumhed", som han skriver.

Til almen fornøjelse her i den forestående aviskrig beskriver Nordbrandt, hvordan tyrkiske aviser kaprer læsere ved at give læserne gaver - måske til inspiration for en af de kommende syv gratisaviser:

"Sidste år var det encyklopædier, nu er det lagener, spisestel og elektroniske ordbøger. Det sidste nye er en avis, der lover én et gratis gravsted, hvis man klipper kuponer i et år. Den startede sin "promosym" [altså at promovere med gratis gaver] for nogen tid siden, og fordoblede straks oplaget. Ny har de sat endnu mere tryk på kampagnen: Man får et gravsted plus et helt kilo vandbøffelis fra Kahramanmaras. Og ikke nok med det. En repræsentant for avisen antyder, at der følger et ligklæde med gravstedet. "Vores ligklæder er af kvalitet", siger han. "Det er Sümerbank, der står for fremstillingen. Måtte Gud give vores læsere et langt liv. Men hvis de dør, skal vi nok levere deres ligklæder"." (s. 125).
Ha! Det er da forretningsmoral, der vil frem i verden. Denne eller den hinsides.

Brøndum Aschehoug 1996. 273 sider.

Det store bogtyveri. Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugue

2006-07-30T16:31:00.000+02:00

HISTORIE. Alene listen af beslagte værker fra Bogtyvens bungalow i Espergærde er svimlende: Francis Bacon, Erasmus af Rotterdam, Luther, Luther, Luther. Den stille bogtyv fra Det Kongelige Bibliotek, Frede Møller-Kristensen tog arbejdet med hjem. Bog-staveligt talt.

Jeg elsker historier fra virkeligheden. Tilfældets utilregnelighed. I virkeligheden eksisterer benhårde damer i spadseredragter med advokater med charmeklud i brystlommen. I virkeligheden findes der palmebladeskrifter, enorme frimærkesamlinger og et internationalt register over stjålne bøger, som biblioteket ikke brugte. I virkeligheden bliver ældre damer i pæne hjem vækket klokken seks om morgenen af politiet, der har en ransagningskendelse. Det er en forrygende historie forrygende skrevet.

Det er ærgerligt for familien, at de ikke ville medvirke. For nu står bogen som den fælles, skrevne historie over, hvad der skete. Og de kommer ikke til at præge den.

Bogklubben/Politiken Bøger, 2005. 223 sider.

Dengang med hunden. Pia Juul

2006-07-13T00:09:00.000+02:00

FORTID. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde fået bildt mig selv ind, at Pia Juuls nye bog sikkert var tung og svær at komme igennem. Måske fordi jeg igen for nylig forsøgte at læse Kraniekassen af Christina Hesselholdt, og når de første fire-fem jeg-personer - jeg1 jeg2 osv har præsenteret sig, bliver man lissom lidt træt. Og jeg troede faktisk lidt, at Juuls nye noveller var samme skuffe.

But no, det var det slet ikke. Det er nogle superfine, små historier fyldt med tid, der var engang, tid, man kunne have brugt anderledes og ting, man glemte at sætte pris på. Eller som man helst ville glemme, men som alligevel dukker op igen. Meget konkret og fint. Sådan en besnærende melankoli, en 'We'll always have Paris'-tone over tid, der ikke kommer igen. Forelskelser, der er lukkede. Mennesker, der er døde. Og et hårdkogt æg, som en fra klassen slog hul i på hovedet på en pige engang i folkeskolen. Og en økse med blod og hårrester i vasketøjskurven. Såmænd. Hun er ikke for fin til at bruge effekter, og det er en lise.

Tiderne Skifter 2005. 192 sider.

Mønstergenkendelse. William Gibson

2006-07-05T21:29:00.003+02:00

NUTID. På en eller anden måde er der noget betryggende ved, at manden, der nærmest opfandt fremtiden og cyberspace og neuromantikere er begyndt at skrive bøger, der foregår i nutiden, og hvor teknologien ligner den virkelighed, vi kender.

Vi kan tørre sveden af panden: HAL er stadig bare en grå koncertbygning, ikke en dødsdrom-computer med skumle hensigter (på en rumrejse, der i øvrigt skulle have fundet sted for fem år siden). Cyberspace er et bedaget 90'er-ord lige så uddødt som "kondisko", ikke en futuristisk fremtidsdrøm. Den virtuelle virkelig handler her midt i fremtiden om at betale regninger over netbank, ikke om helkropsdragter med dingenoter påmonteret.

Men super bog. De jagter en filmklip, og det minder så meget om viral markedsføring, som jeg sidder og skriver om på avisen lige nu. Han skriver superklart, når man kom fra Zadie Smith var det som om, at nogen skrællede et helt unødvendigt lag af popsprog af. Og supercool hovedperson, Cayce P. Lidt Milan Kundera-cool-agtig, faktisk, men uden at trække philosophiiiien i langdrag.

Peoples Press 2003, 350 sider

Spoken Word 2006. Rapperen: Per Vers

2006-06-24T14:07:00.000+02:00

Q&A. Nævn tre ord, der passer på Roskilde Festival? Mudder, musik og mødomstagning. Frygter du smatten? Mindre end skatten. Er du blevet så magelig, at du ikke længere sover i telt? Ja, jeg tager hjem hver aften. Ellers ville jeg blive omdannet til neandertaler, for jeg skal være der i otte dage. Hvilken kvindelig forfatter ville du helst kysse med? Agatha Christie. Hun laver de frækkeste små negerkrimier. Hvem er dine litterære forbilleder? Der er mange. Paul Auster og Dan Turèll. Brøndby eller FCK? Grams Forenede Sportsklubber. Hvordan er det at være 30? Overraskende meget som om at være 29. Er 40 de nye 30? Ja, helt klart. Jeg glæder mig helt vildt til at blive 30 år om 10 år. Hvad er der med dig og kaffe? Kaffe manglede en ode. Der er så mange andre nydelsesmidler, der bliver besunget og berappet på daglig basis. Alle dem, der siger, de rapper om hverdagen, de rapper ikke en skid om hverdagen. Det tør de ikke. Er du iværksætter? I høj grad. Men jeg har aldrig fået iværksætterstøtte. Hvem på den danske litteraturscene keder dig mest? Det er der eddermame mange, der gør. Der er rigtigt mange, jeg ikke har fået læst, fordi jeg faldt i søvn. Hvad skal du nå inden for det næste år? To plader og to teaterstykker. Hvem vil du helst dele en øl med på Roskilde Festivalen? Kanye West. Så vil jeg drikke ham stiv, så jeg kan stjæle hans diamanter.

Bringes i Politiken Bøger i dag d. 24. juni som en del af dækningen af Spoken Word på Roskilde Festivalen.

Spoken Word 2006. Den afdøde: Claus Beck-Nielsen (1963-2001)

2006-06-23T20:01:00.000+02:00

Q&A. Ville du komme på Roskilde Festival, hvis du ikke skulle på Spoken Word? Ja. Men så ville jeg have været nødt til at spille på een af de større scener med hele bandet. Men ikke på Orange, den har jeg frabedt mig. Er Claus Beck-Nielsen nogensinde blevet bisat? Nej, men han har en gravsten på Vestre Kirkegård. Den store begravelse er under heftig planlægning, og der tænker jeg på en begravelse à la Sartre med lit de parade og et følge gennem byen, hvor masserne kan tage ordentligt afsked. Er det ikke lidt underligt at være bestyrer af en død mand? Det er der jo mange fonde, der er. Det underligste er faktisk at skulle forklare andre folk om det. For mig er det jo den daglige dont. Besøger du som administrator nogensinde Claus Beck-Nielsens gravsten? Ikke ret tit, det må jeg indrømme. Den er ellers dyr, og stenen var dyr. Hvornår er du smukkest? Når jeg står på scenen. Får du nogensinde ondt i Beckwerket? Uanset om jeg får ondt eller ej, så må jeg bare fortsætte. Hvilken kvindelig forfatter ville du helst kysse med? Nu er det jo desværre sådan, at jeg kun skal videreføre liv og værk - så jeg har slet ikke nogen mulighed for at bedrive lyster. Beckwerkets udsendte, Nielsen, tog til Irak. Var han slet ikke bange for noget? Han var modig, men rædselsslagen. Som en god missionær: Han fortsatte bare. Hvor skal Beckwerket hen næste gang? Til Iran. Vi skal forsøge at komme amerikanerne i forkøbet denne gang. Hvem vil du helst dele en øl med på Roskilde Festivalen? Det må nok blive ham, der spiller valdhorn i Claus Beck-Nielsen Memorial, Martin Cholewa.

Bringes i Politiken Bøger lørdag d. 24. juni som en del af dækningen af Spoken Word på Roskilde Festivalen.

Spoken Word 2006. Vidunderbarnet: Ursula Andkjær Olsen

2006-06-23T08:59:00.000+02:00

Q&A.Hvad er Roskilde Festival for dig? Det er noget, alle de andre tager på. Jeg er opdraget med klassisk musik, så jeg har aldrig rigtigt nået at fatte, hvad det gik ud på. Hvad er det værste ved at få så gode anmeldelser? Der bliver lagt mærke til én, så alle mulige har en mening om en. Er det ikke lidt meget forlangt, at man skal kunne tysk for at læse nogle af dine tekster? Joh, det kan man sige. Jeg har nu altid selv elsket, at der stod ting i bøger, jeg ikke forstod, så man kunne hælde alle sine anelser derind. Holder du aldrig op med at være venstreorienteret? Nej, det tror jeg ikke, selv om jeg er meget konservativ på mange områder. Men så meget som kapitalen regerer vores verden, må det være et samfunds opgave at regulere den så meget som muligt. Hvad er din yndlingsreklame? uhmf... jahh ... Sonofon har én med en sjov, lidt tyk fyr, som altid er klædt ud som ninja. Han har den herligste sprogsans. Sig noget pænt om Anders Fogh Rasmussen. Det ved jeg sørme ikke, om jeg kan. Men det er da meget pænt af ham at tage over efter Socialdemokratiet, når de nu ikke kan finde ud af det. Boble eller Mini? Ingen af delene. Hvis jeg skulle have en bil, ville jeg have en Citroën-spion-bil, sådan en som Alain Deloin kører rundt i i franske krimier. Sandhed eller Konsekvens? Konsekvens. Ok - så skal du have ordet ’lørdagstillæg’ med i din næste bog. Jeg har desværre afleveret min bog for en måned siden. Så i den efter? Jeg skal gøre, hvad jeg kan. Hvem vil du helst dele en øl med på Roskilde Festivalen? Den første, den bedste.

Bringes i Politiken Bøger på lørdag d. 24. juni som en del af dækningen af Spoken Word på Roskilde Festivalen.

Spoken Word 2006. Bestselleren: Morten Ramsland

2006-06-21T22:43:00.000+02:00

Q&A. Gider du egentlig tage på Roskilde Festival? Jeg har faktisk aldrig været på Roskilde, så det bliver sjovt at se. Hvad har været det mest syrede ved hele Hundehoved-showet? Det har været alt det, det har sat i gang. Det er et år siden, den udkom, og jeg taler stadig hele tiden om den. Nu skal jeg til Tyskland og Holland og Italien. Hvornår er du grimmest? Man er aldrig for køn om morgenen, når ens børn vækker én klokken 6. Det-der med, at du var handikaphjælper - var det noget smart spin? Nej, det var jeg i fire et halvt år. Jeg ville gerne være forfatter, men jeg kunne ikke leve af det. Hvad koster dine malerier egentlig? De er ikke til salg for tiden. Personerne i Hundehoved fucker hele op i tingene. Hvornår har du sidst fucket noget op? Engang i forbindelse med lanceringen af Hundehoved. Før levede jeg et meget kalenderfrit liv, og første gang, skulle ud og signere, havde jeg skrevet forkert i min kalender. Pludselig ringede de og sagde, at nu var jeg annonceret over højttaleren, »hvornår kommer du«, spurgte de. Så jeg ankom i sutsko og beskidte korte bukser en halv time for sent og fik i øvrigt en parkeringsbøde. Anders Matthesen har ringet – han vil have onkel Steward tilbage. Ligger farfar Askild ikke lidt lovlig tæt op af Andens univers? Onkel Steward? Jeg bor herude, hvor man ikke har noget fjernsyn ... jeg synes, jeg kender navnet, men det aktiverer ikke lige nogen billeder. Sandhed eller Konsekvens? Sandhed. Ok: Hvilken kvindelig forfatter ville du helst kysse med? Zadie Smith, tror jeg. Hvis du absolut skal have et svar. Hvem vil du helst dele en øl med på Roskilde Festivalen? En af mine venner, der hedder Jacob, som jeg har en aftale med, efter jeg har læst op.

Bringes i Politiken Bøger på lørdag d. 24. juni som en del af dækningen af Spoken Word på Roskilde Festivalen.

Spoken Word 2006. Debutanten: Ina Merete Schmidt

2006-06-20T22:32:00.000+02:00

Q&A. Gider du egentlig tage på Roskilde Festival? Ja og nej: Det er første gang, jeg er på Roskilde, og jeg kommer også kun den ene dag. Jeg har aldrig været vild med store pladser med folk, der drikker øl og tisser ud over det hele. Hvordan er kombinationen af stiletter og smatten? Jeg håber faktisk, at der er noget smat, for det ser man altid billeder af. Og jeg dukker gerne op i gummistøvler. Hvad var det bedste ved at skrive ’Fra dag ét’? Det var, at jeg blev færdig. Den var blevet et smertensbarn. Var den besværet værd? Ja. Jeg har virkelig fået meget positiv feedback, både gode anmeldelser og folk, der fortæller mig, at jeg har hjulpet dem med at få vendt nogle tanker. Problemerne er lige så store nord for København som syd for. Hvornår er du grimmest? Det synes jeg ikke, at jeg er på noget tidspunkt. Mojito eller fadøl? Fadøl. Hvilken bog har kedet dig mest? Victor Hugos De Elendige. De første 30 sider bliver brugt på en solopgang. Det er meget vaden rundt og smæsken sig i sproget. Kalder du dig selv forfatter? Ja, det gør jeg - selv om det er lidt mærkeligt, fordi det ikke er noget, man kan leve af. Du læser audiologopædi – hvad i helvede er det? En uddannelse, som uddanner én til at være talepædagog for børn og voksne, audiolog og læsepædagog. Hvilke fordele er der i at være ung kvinde, når man udgiver en bog? Der er mange fordele. For eksempel at alle modebladene enormt gerne vil tage billeder af en. Hvem vil du helst dele en øl med på Roskilde Festivalen? Det er der ingen tvivl om: Det skal være Bob Dylan. The Times they are a-changing. Mest fordi, at han så kunne skrive en autograf på min arm.

Bringes i Politiken Bøger på lørdag d. 24. juni som en del af dækningen af Spoken Word på Roskilde Festivalen.