fredag, oktober 05, 2012

Repremiere i mit indre mørke. Søren Ulrik Thomsen

ESSAYS. Normalt er emner som rygning, andelsboliger og hjemløse i New York forbeholdt journalister og meningsdannere, når der skal skrives om dem - faktisk både kort som langt, medmindre der er tale om fiktion. Så meget mere interessant er det at se, hvad der sker, når pennen tilhører en helt anden type skribent, nemlig Søren Ulrik Thomsen. Han tager nogle gange nogle helt andre veje ind og ud, og det gælder både sit valg af indhold og sproget i sig selv. Her er ikke journalistikkens dogme om enkelthed i formidlingen, og der bliver også plads til humor og erkendelser undervejs. Det baner vej for helt nye måder at se verden på, mere nuanceret, sjovere og med helt andre referencer.

Det er Søren Ulrik Thomsens take på de mere generelle emner, der gør bogen værd at læse. En hel del af hans essays handler, måske naturligt nok, om mere specifikke litterære eller kulturelle fænomener, og her bliver det flere gange for indforstået. Det er sikkert værd at læse en refleksion over et værk, man kender - det kan jeg jo læse i de tekster, hvor jeg kender ophavet til det, han skriver om, der er en skøn tekst om PH - men undervejs er der også tekster, hvor man tænker, at den kunne han have gemt til en danskantologi, fordi det simpelthen er for nørdet eller indforstået, hvis man ikke kender ophavet.

Og så slutter bogen lige af med en fantastisk tekst skrevet over Beauforts vindskala, som har et helt andet format end hans essays, og hvor man lægger sig fladt ned for en mand, og tilbage står sætningen: Han kan skrive. Bogen fik mig til at lave min egen lille kanon over "de bedste danske digte ever". Måske tilføjer jeg den på et tidspunkt til bloggen. SUT er selvfølgelig på.

 Vindrose 2009, 170 sider