søndag, oktober 07, 2012

Drive. Daniel H. Pink

DERFOR. Jeg stødte på Drive via et cool forskningsprojekt om redaktionel ledelse lavet af en finsk journalist, Laura Saarikoski, på Reuters Institute for the Study of Journalism og skyndte mig at bestille den hjem. Daniel H. Pink bliver nu nævnt i flæng sammen med typer som Malcolm Gladwell, og det forstår man godt:

Det er en af de type bøger, som man både må elske og knurre af. Mest det første heldigvis: Bogens tese er, at rigtig mange virksomheder opsætter de helt forkerte skemaer for belønning af medarbejdere, en klassisk stok-og-gulerod-metode, hvor man bliver belønnet med godbidder eller bonusser, hvis man har nået nogle meget specifikke mål. Men denne type motivation viser Pink, der ikke selv er forsker, men trækker på den, er faktisk væsentligt mindre effektiv end at droppe den klassiske ledelse og i stedet lade medarbejdere have autonomi og lade dem se et formål med opgaven. Det er vældigt interessant, fordi det støder mod nogle meget basale forståelser af, hvad der motiverer os: For selvfølgelig vil vi da gerne have bonus, når vi har opnået et mål, ikke sandt?? Og vil det overhovedet være muligt at nå nogle resultater, hvis alle medarbejdere kan komme og gå, som de vil og ikke har et kvantitativt og en timeseddel hængende over hovedet? Især, men interessant nok ikke kun, når det gælder medarbejdere på kreative arbejdspladser, kan det være meget store gevinster at hente på at slippe medarbejdere fri - også helt fri til at lave projekter, der ikke nødvendigvis har noget med virksomhedens almindelige arbejde at gøre.

Når man alligevel må knurre af bogen, handler det om, hvordan den slår sig op som en ny 'bibel', altså som om det skulle være et helt afgørende nybrud, at man ikke kun bliver motiveret af mål og penge, som det påstås at være paradigmet for ledelse indtil stort set i dag. Det er den slags grundlæggende antagelser, der får en til at undre sig over, om ledelsesskribenter måske en dag skulle tage og se lidt længere ud over eget felt. For selvfølgelig er det ikke noget nyt, at kunst, dannelse, religion, ideologi og så videre har betydet alverden for medarbejdere i masser af år. Og at medarbejdere har hentet deres inspiration og formål fx her. Dét er jo ikke nyt, selvom det her præsenteres sådan.

Bogens hele sidste del er en hands-on guide til, hvordan man kan implementere denne nye tilgang til motivation i sit eget liv, hvad enten man er medarbejder, leder, lærer eller forælder. Samt summary og ideer til videre læsning. Jeg kan godt lide, at bogen udvider sit eget felt her, og at bøger ikke kun behøver at være skrevet i almindelig fortløbende prosa, som det ofte er tilfældet. Også cool, at Pink så åbent inviterer til dialog om bogen. Selvom det nok er befordrende for dialogen, hvis man er CEO i et stort selskab. Well, hermed anbefalet. Man bliver inspireret af at læse den.

Canongate, 2009, 215 sider.

Sommerhus, senere. Judith Hermann

AFSTAND. Jeg fortsatte min Judith Hermann-læsning i hendes debutnoveller, som viste sig at være helt tilbage fra 2000, og SÅ ung er hun altså heller ikke, når man slår efter. Historierne er mere spredte end i Alice, men holdt sammen af en melankolsk tone, som ligner den i Alice.

Her er der ikke nogen, der dør, men det er hele tiden kærlighed eller forhold, der enten er ulige eller lidt på siden af at blive til noget. Enten fordi personerne selv negligerer forholdets alvor, eller fordi de bare ikke indser, hvordan de selv står i forhold til den anden, og dermed gør den anden ondt. Hele tonen er præget af en rastløshed i hovedpersonerne, som om de hele tiden venter (og ryger joints imens), men de ved ikke selv, hvad det er, de venter på, og de gør ingen synderlig indsats for at finde ud af det.

Af og til også uventet fin: Jeg havde set mig sur på en novelle, hvor hovedpersonen træls nok hedder Hunter Thompson (dog ikke S.), men han er en aldrende herre, der bor på et nedslidt hotel på Manhattan på et tidspunkt, hvor Upper West Side IKKE er blevet fashionabelt endnu, men et sted med ludere, lommetyve og skæve eksistenser. Den mindede en del i tonen om Sara Stridsbergs Drømmefakultetet, uden at levere på samme måde i forhold til hovedpersonen, hvis det altså overhovedet skal tages for pålydende, hvem denne person er, for man kan jo godt hedde Hunter Thompson og elske klassisk musik og kende beatpoeter uden at være dén mand. Og så leverede den alligevel så fint, så fint til sidst, at man må sidde på Islands Brygge en eftermiddag og bare lade tårerne trille, fordi den ender så sørgeligt. Dét kan en god historie.

Høst & Søn,  2000, 165 sider.

fredag, oktober 05, 2012

Alice. Judith Hermann

DØDEN. Lille bog med stort gods i sig. Det er fem noveller, der handler om den samme kvinde, Alice, og i hver historie, kapitel eller novelle, hvordan man nu ser på det, dør der et menneske i hendes verden, en mand. Nogle gange er det tæt på, andre lidt længere væk. En eks-kæreste, en faderfigur, en bekendt. Selvom nogle af dødsfaldene er uventede, er det ikke store dramaer eller voldsomme ulykker, der bliver beskrevet. Folk dør bare, fordi de er syge eller gamle - eller måske er der en enkelt ulykke? Det er ikke helt til at sige.

Hun skriver helt enkelt og rent, super stemningsmættet med flotte billeder: Hvordan hverdagen og livet jo er praktisk omkring et døende menneske: Det lille barn, der ikke forstår alvoren eller morens sorg, skal have mad og vil lege - helt uanende om, hvordan det bærer sin fars tydelige træk med sig, den far, der nu ligger i en udmagret version på sygehuset og er ved at dø af kræft. Eller hvordan man kan have stået og købt en Cornetto på en varm sommerdag, og så var det lige dér, han udåndede. Og så er historierne også bundet sammen af helt enkelte, små detaljer, der går igen i historierne. 

Judith Hermann er relativt ung, tysk, og det er helt klart ikke det sidste, jeg har læst af hende.

Batzer og Co, 2011. 181 sider.

Repremiere i mit indre mørke. Søren Ulrik Thomsen

ESSAYS. Normalt er emner som rygning, andelsboliger og hjemløse i New York forbeholdt journalister og meningsdannere, når der skal skrives om dem - faktisk både kort som langt, medmindre der er tale om fiktion. Så meget mere interessant er det at se, hvad der sker, når pennen tilhører en helt anden type skribent, nemlig Søren Ulrik Thomsen. Han tager nogle gange nogle helt andre veje ind og ud, og det gælder både sit valg af indhold og sproget i sig selv. Her er ikke journalistikkens dogme om enkelthed i formidlingen, og der bliver også plads til humor og erkendelser undervejs. Det baner vej for helt nye måder at se verden på, mere nuanceret, sjovere og med helt andre referencer.

Det er Søren Ulrik Thomsens take på de mere generelle emner, der gør bogen værd at læse. En hel del af hans essays handler, måske naturligt nok, om mere specifikke litterære eller kulturelle fænomener, og her bliver det flere gange for indforstået. Det er sikkert værd at læse en refleksion over et værk, man kender - det kan jeg jo læse i de tekster, hvor jeg kender ophavet til det, han skriver om, der er en skøn tekst om PH - men undervejs er der også tekster, hvor man tænker, at den kunne han have gemt til en danskantologi, fordi det simpelthen er for nørdet eller indforstået, hvis man ikke kender ophavet.

Og så slutter bogen lige af med en fantastisk tekst skrevet over Beauforts vindskala, som har et helt andet format end hans essays, og hvor man lægger sig fladt ned for en mand, og tilbage står sætningen: Han kan skrive. Bogen fik mig til at lave min egen lille kanon over "de bedste danske digte ever". Måske tilføjer jeg den på et tidspunkt til bloggen. SUT er selvfølgelig på.

 Vindrose 2009, 170 sider

Dette burde skrives i nutid. Helle Helle

KØREPLAN. Jeg synes, at det kendetegner en god forfatter, man ikke er i tvivl om afsenderen, når man åbner bogen. Man behøver ikke at læse mere end nogle få linjer, før man er helt klar over, at dette er en Helle Helle-bog, så enkelt, så finurligt, så morsomt og altid med virkelighedens mærkelige sammentræf og logiske spring i sætningerne. For sådan tænker man jo. Og før man får set sig om, så er man kørt ned til planteskolen, og så er kæresten skiftet ud med en ny inden længe. Mænd, intercitytog og depressioner kommer og går.

Jeg synes, at Dette burde skrives i nutid mangler et gran i humor i forhold til Ned til hundene. Og jeg overvejer, om jeg også synes, at den næste bog skal være sat i samme ramme. For nu har vi været her nogle gange. Måske ville det være forfriskende at læse noget meget tungere, større, måske endda, gyse, mere episk? Måske i en helt anden kontekst eller tid? Vi ser.

Samleren, 2011, 160 sider.

Kongens Fald. Johannes V. Jensen

DANNELSE II."Du bist enterbt", sagde Hans Jørn til Kirse, da hun endnu engang havde opgivet at komme igennem Kongens Fald. Hvordan kunne datteren ikke anerkende storheden i dette mesterværk? Jeg ved det, Hans Jørn: Magen til selvhøjtidelig sejtrækker i bedaget sprog skal man da lede dybt i reolen efter. Det mindede mig ikke så lidt om at høre Poul Reumert læse Oehlenschlägers Guldhornene op.

Alle store værker kræver en indsats, således må der også lægges en her. Og det er svært ikke at nyde, hvordan hestene skumpruster sig vej gennem Sverige og Jylland og falder døde om, eller føle med den stakkels pige, der bliver sat til offentlig spot og spe og spytklatter - og hvis barn senere dukker uventet op og trækker spor gennem historien. Men der kommer aldrig den dybde i karaktererne, der skaber en medrivende fortælling for mig. De er afstumpede, og når man ikke kender historien, og her mener jeg Danmarkshistorien, præcist på forhånd, bliver man nødt til at slå hændelserne op, for at det næsten overhovedet giver mening. For det er ikke nok at vide, at det stockholmske blodbad fandt sted, man må også kende til bisper og svensk adel.

I modsætning til sommerens anden store klassiker, Lykke-Per, der rækker fremad og skaber en stor fortælling, var Kongens Fald en bog, hvor man konstant tænkte: Hvor mange sider er der NU tilbage? Og uanset, hvor mange trusler om at blive gjort arveløs, man modtager, tror jeg aldrig, at jeg bliver fan af den bog.

Gyldendal, 1900/1944/2007, 240 sider.

Lykke-Per. Henrik Pontoppidan

DANNELSE. Jeg sad oppe på biblioteket på Krogerup i en pause i vores sommerkursus og manglede en bog at læse. Og da biblioteket ikke er det mest opdaterede, var en klassiker på alle måder på sin plads. Koden skulle lige knækkes over de første 100 sider - det er en lang bog. Men så var det jo en fremragende fortælling, som fik mig til at fiske det gamle eksemplar fra 1934 ud af reolen, som har ventet på mig længe.

Jeg bliver selvfølgelig edderspændt rasende på det pjok til Per, der kan alting, sålænge der er folk, der betaler hans ophold i livet og skænker vin i glasset og finansierer hans færd rundt i verden, men som har rygrad som spaghetti, når han skal stå på egne ben - og slet ikke har øje for "denne vidunderlige Jakobe", som han ret beset slet ikke er god nok til, men lige skal rundt og snuse til andre damer og ender hjemme ved malkepigen, som man jo nok gætter lidt tidligt i historien. Man kan ikke lade være med at få den tanke, hvor meget der er bedre i dag, fordi unge kan knalde dem, de vil, blive kærester noget tid, få det overstået og så slippe dem igen. Så havde mange kvaler været overstået for bogens hovedpersoner, herunder de bekymrede forældre, som må annoncere forlovelserne.

 Noget af det bedste er faktisk at læse om, hvordan København fungerer og udvikler sig i løbet af de år, man følger ham. Hvordan brokvartererne skyder op og det bliver til PH's København. Hvordan overklassen fester og skønt at følge dem, når de tager på landet (man må gå ud fra, at det er cirka Hellerup, de farer ud til). Men det er også tankevækkende, hvor internationalt orienterede, de faktisk er. Og så er hele kampen mellem Pers sort-kristne præstehjem, den lysere (næsten lalleglade) grundvigianisme og hele det moderne gennembruds afsværgelse af religionen til fordel for fremskridtet en fornøjelse at læse - ikke mindst, fordi det ikke er skrevet med nutidens besserwisser-synsvinkel.

 På trods af, hvordan man bander af Lykke-Per, kan man ikke lade være med at heppe på ham. Også hen mod slutningen, hvor han endelig kan siges at træde i karakter og ofre noget dyrt for et andet menneske. Det er virkelig en stor bog, en flot dannelsesfortælling, en nuanceret tidsskildring og tilsat en meget fin humor. Jeg kunne godt læse noget mere Pontoppidan.

Gyldendal, 1934 (oprindeligt 1898-1904), 758 sider.

Harry Potter 1-7. J.K. Rowling

MAGISK. Jeg brugte en del tid i foråret på at få læst Harry Potter sagaen. Og det er faktisk en rigtig fin historie. Lang, også for lang undervejs, og når alle bøgerne er spændt ud over ét skoleår, blev den narrative opbygning lige vel ensformig undervejs. Men det ændrer sig, og der er mange formildende omstændigheder: Først og fremmest at historien er godt fortalt. Det kan man jo komme langt med. Og i starten må man bare hengive sig til historien, der starter som et børneunivers med virkelig mange sjove indfald og ændringer af virkeligheden, der gør universet enormt charmerende.

 Senere følger rigtige slag, død og masser af twists - lidt vel rigeligt, måske - og det hele handler om at stå op for sine venner og ikke bøje nakken for overmagten. Jeg kunne ikke forestille mig at læse Rowlings nye voksenbog. Men at Harry Potter har solgt så enormt meget, det giver god mening. Den er værd at give videre. Det er simpelthen en god historie.

Bloomsbury, ca. 4.000 sider.

søndag, marts 11, 2012

Det lykkelige Arabien. Thorkild Hansen

OPDAGELSESREJSENDE. Skøn historie à la opmålingen af verden om den fem videnskabsmand store kongelige, danske ekspedition til Det lykkelige Arabien, som startede i 1761. Det er altså kun godt 200 år siden, og selvom vi kan genfinde masser af elementer fra vores nutid, så er det virkeligt mærkeligt at tænke på, at for to lange liv siden kunne man være den første person, der tegnede et præcist kort over Yemen. Eller opdagede helt nye arter af blomster. Og stod vinden forkert ud af Helsingør, ja, så kunne det tage flere måneder at krydse Skagen og komme syd.

Det bedste ved historien er dens karakterer, som er så outrageous, at de ville tendere det utroværdige - hvis det altså ikke lige var fordi, at det hele kan dokumenteres gennem breve, dagbøger og en enkelt hårrejsende apotekerregning indeholdende nok gul og hvid arsenik til at slå et helt regiment ned. De to pinger i spidsen er to store personligheder: Sprogprofessoren van Haven er magelig og forfængelig og fyldt med gode undskyldninger, botnikeren Forsskål arbejdsom, men stædig og kolerisk. Som Carsten Niebuhr, der bliver bogens omdrejningspunkt, bemærker:

"Sådan er ved nærmere eftersyn 'videnskaben og de sande lærde', en blanding af tavse ambitioner og højrøstede forurettelser, smaa intriger og enorm forfængelighed".

Lægen Kramer er doven, tegneren Bauerfeind er ok, men der er kun én helt, nemlig den beskedne, pligtopfyldende og nysgerrige Carsten Niebuhr, der til slut viser sig for undseelig til nogensinde at få det store gennembrud, hans arbejde rent faktisk forundte ham. Det er altså ikke nok at være en pligtopfyldende nørd som Niebuhr, hvis man bare sætter sig ned i Dietmarsken og nægter at bære sin viden ud i verden. Det er jo en skandale, at hans viden ikke blir udbredt mere - men hvis manden decideret ikke vil, ja, så er tingene op ad bakke. Så Niebuhr mangler virkelig en smule af den høje selvforståelse, hans rejsefæller har til overflod.

Fantastisk er det også hen mod slutningen af få løst gåden, der har rumlet fra start: Hvorfor hedder det Det LYKKELIGE Arabien? For selvom det starter fint, da de ankommer, er det bestemt ikke specielt lykkeligt, hvad der sker for det stadig mindre rejseselskab dernede. Og elegant nok viser hele præmissen for ekspeditionen, at der skulle være specielt lykkeligt, at bero på intet mindre end en fejloversættelse. Morsomt og tragisk.

Thorkild Hansen overtager Carsten Niebuhrs tørre humor - som fint har holdt sig 200 år. Hvad Hansen desværre tillægger historien, er en irriterende vane med at komme med 60'er aktuelle kommentarer om fx atomkrig (à la: Dengang troede man, man havde en fremtid ...), Det siger sig selv, at de ikke på samme måde som hans egentlige materiale holder til tidens tand, men virker allerede langt mere bedagede end det 200 år gamle materiale.

The Sense of an Ending. Julian Barnes.


MINIMALISME. Uhyggeligt skarp bog, en hel livshistorie, et kæmpe drama og et helt levet livs refleksion skåret ned til 150 effektive sider. Få karakterer, lige linje i historien, dybe refleksioner, mange twists. Et hovedteme er, at én ting er, hvordan man husker historien, en anden, hvad der egl skete. Det er meget fint formidlet, de små og store overraskelser, man kan få, hvis man blir stillet over for, hvordan man egentlig opførte sig. Der er nogle venner, en kæreste, et selvmord. En familie, der har hemmeligheder, og dem vægrer den om. Og som i virkeligheden er der ikke een løsning, et svar - og man reagerer, fordi man tror, man ved, hvordan verden hænger sammen.

Lars læste den lige før mig, og det var virkelig sjovt, hvordan vi tolkede den helt forskelligt i, hvem der var manipulator, og hvem, der var offer. Måske den mest præcise bog, jeg har læst.

IQ84, bd. 1. Hariku Murakami

MACHA. Så gik jeg ombord i den næste Murakami, den var skøn-skøn-skøn og hurtigt læst, men jeg var noget træt af at finde ud af, at der er TRE bind, og man må vente på treeren på dansk. Så kommer man jo til at glemme en masse. Der er en masse analogier til fx Mænd, der hader kvinder - incl Salanderfigur - og til en omvendt Big Brother, som hedder "little People". Det er bare bonus undervejs. Nåmmen mens jeg læste, saksede jeg nogle citater fra bogen, der handlede om at skrive. Det er jo ikke Murakami selv, der taler, men alligevel:

"der er nødt til at være "noget særligt". Der skal være noget i teksten, der gør, at jeg ikke kan lægge den fra mig. Det er primært den måde, jeg vurderer en roman på. Hvis jeg umiddelbart forstår det hele, har den absolut ingen interesse. Det er såvel indlysende som ganske elementært." Komatsu, s. 34

"Komatsu løftede hånden, der holdt cigaretten. "Tengo, prøv at se det på den her måde. Læserne har jo allerede set en himmel med én måne. Ikke sandt? Men de har med garanti aldrig set en himmel med to måner. Hvis man skriver om noget, som de fleste læsere aldrig har set før, er det nødvendigt med en præcis og detaljeret beskrivelse, mens man sagtens kan lade være med at beskrive - eller helt udelade - det, som de fleste læsere allerede kender til." s 231 (og ikke længe efter læser man så beskrivelsen af de to måner - så er bogen inde i bogen??)

Via Tjekhov: "en forfatter skal ikke besvare spørgsmål, men stille dem" s. 344

Glæder mig til fortsættelsen.

Forlaget Klim, 2011, 403 sider.

Kafka on the shore. Haruki Murakami

MIAV. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg aldrig har læst Murakami før. Jeg tror, jeg tænkte, at det ville være tungt, indviklet og svært tilgængeligt, men det er jo lige præcist det modsatte. Det har en fantastisk lethed, jeg elsker alle de magiske elementer, jeg elsker renheden og den klare historie. Talende katte og bortløbne soldater fra 2. verdenskrig, kom med dem, det er skønt. Jeg er slet ikke færdig her.

Røde kager og grøn te. Kristian Ditlev Jensen

JAPAN. En vidunderlig introduktion til Japan, som jeg først fik læst lige efter sidste sommers rejse til Japan. Der er så uendeligt meget at beskrive og opleve, det hele er så fint og ordentligt. Bare at få en kop the, jamen, altså!

Her er et lille kik fra mine egne Japan-noter: 'Skolebørnene går i skoleuniform, mørk plisseret nederdel, hvid skjorte, sorte knæstrømper, små sko, håret sat op, en skoletaske. De ser frække ud. Nogle af de ældre piger har ultrakorte plisserede skørter, stadig strømper til knæet, jo ældre, de blir, jo kortere bliver kjolerne. Hyttesko nederst. Drengene har sorte bukser, hvid skjorte og hvide sneakers. Og mens pigernes skifter, beholder drengene hvid skjorte og sorte bukser på hele livet. Næsten ingen variation over temaet: sorte bukser og hvid skjorte er default. Alle har det. Skjorten kan have korte ærmer, lidt detaljer, en tone eller diskrete striber, bukserne kan enkelte gange være grå, men aldrig khaki og slet ikke jeans. I det hele taget går ingen i jeans. Mange pigers kjoler er meget feminine med flæser og blonder og bånd. Almindelige voksne kvinder har ofte nederdel, ofte ret konservativt look. De er ikke nedringede og har næsten altid et ærme.'

Men det er mine noter. Læs Kristian Ditlevs i stedet.

Gyldendal 2002, 128 sider.

onsdag, januar 04, 2012

Thomas Thurah. Begyndelsen.

ERINDRING. Det er totalt unfair, det her - at skrive om en bog, som jeg har læst for omkring et år siden. Så dette er ikke noget nær en beskrivelse af bogen, men blot et kort rids over, hvilket indtryk, den har efterladt: Den gør lidt ondt, den kradser, men den er også ærlig og klar som et vinglas. Sproget er ekstremt raffineret, næsten i en grad, så jeg nogen gange tænke hele konstruktionen af sproget som enten tysk (også pga datidsformen) eller som en tekst Søren Ulrik Thomsen: Sætningerne folder sig hele tiden ind og ud af hinanden og de bruger smukke, sjældne ord.

Og på den måde hænger denne tekst og bogen sammen: Er det fair at beskrive, hvad der er sket for så mange år siden? Kan man huske det? Og hvilke billeder er der, der bliver hængende? Her er det for eksempel billedet af vennen, der murer sin fars dyre ur ind i murværket som den ultimative hævn. Moderen som noget stærkt, særligt, utilpasset. En købmandsbutik, og en dag er det lige præcis hende, der kommer gående ind af døren. Men hun har kvindefrigørelsen med i tasken, og det er ikke nemt for en old school købmand. Og selvfølgelig den smukke startscene om den uendelig rejse over ingenmandslandet ned til ringvejen - som senere er fuldt plastret til med parcelhuse med hver deres familie og deres historie og et helt samfunds dna inden i hver eneste lille celle. Og det er netop bogen: Den store historie i den lille.

Gyldendal, 264 sider.

onsdag, december 28, 2011

De Ufuldkomne. Tom Rachman

PRESSEN. Guf for enhver journalist, måske især de skrivende. Bogen foregår på en Herald Tribune-agtig redaktion, dog i Rom. Man møder enhver journalisttype, som en redaktion byder på - og uundgåeligt møder man undervejs også sig selv i forskellige variationer. Og så er den fyldt med sandheder fra journalistikkens excentriske verden, hvor logik og moralsk tyngdekraft af og til bøjes.

Det hele er samlet i en smuk krans af mindre fortællinger med hver deres hovedperson. Men de står ikke adskilte, historierne fletter sig ind og ud af hinanden, samlet af et historisk spor, som kulminerer til sidst. Og så er der selvfølgelig også en universel love story bag det hele, gotta love it!

Det er skarpt, det er skægt, og man blæser lige igennem den. Men det er også FOR karikeret i sine personbeskrivelser til min smag - flere af karaktererne er MEGET neurotiske eller uudholdelige eller bitches. Det er bedst, hvor tumpen blir helt, hvor bitchen blir blød, hvor stjernen blir nar. Man behøver ikke at give en karakter rød næse og en sjov hat på, før vi forstår, at han er en klovn.

Politikens Forlag, 2011, 280 sider.

torsdag, november 03, 2011

Easter Parade. Richard Yates

GRÆSSET. 9/10/11 17.02
Mmm her er totalt perfekt vejr. Sidder for mig selv nede i Washington square park, den med triumfbuen og en klaverspiller. Jeg er lige færdig med Easter parade og overvejer, hvad den handler om. Udover to søstre, som ikke blir lykkelige. Måske om ikke at handle, ansvar for egen lykke? Jeg ku godt lide den. Murakami var ikke i lufthavnen, øv. Kys

9/10/11 17.05
Jeg tror at den handler om være opdraget til at være utilfreds og en total mangel på forståelse for hvad der ville gøre dem lykkelig. Det regner her. Jeg har holdt fri i dag, totalt og aldeles, nærmest vegetarisk fri.

Klim 2010, 215 sider.

søndag, oktober 30, 2011

Ghita. Lea Korsgaard

PRIMADONNA. Antallet af faldgruber i en biografi om landets førstedame på film og teater tangerer det uendelige. Det risikerer at blive sødladent, ligefrem kvalmende, teatralsk, postuleret dramatisk. Der skal tilføjes noget nyt til de utroligt mange ting, verden allerede i dag ved om Ghita Nørby. Og fristelsen til at skrive en deterministisk fortælling, hvor alt leder hen mod resultatet (at Ghita selvfølgelig blir den stjerne, hun er) er overhængende. Men det er ingen selvfølge, at verden udvikler sig, som den gør, heller ikke når det gælder Ghita Nørby.

Derfor er projektet ambitiøst, når Ghita Nørby er SÅ stor, SÅ bred. Og at bogen formår at styre udenom disse faldgruber er en væsentlig grund til, at den er så vellykket, som den er. Den balancerer på den fine knivsæg mellem at præsentere hovedpersonen som den virkeligt særlige person, hun er, med alle de celebre detaljer, der knytter sig til det - uden at falde i svime over dem, uden at snobbe hverken op eller ned. Bogen sætter ikke sin hovedperson op på en piedestal - den kredser rundt om den ophøjede position, hun for længst HAR indtaget, og observerer hende der. Oppefra, nedefra, indefra, udefra.

Det er både kulørt, alvorligt og morsomt. Kuløren og historiefortællingen leverer Die Dame selv, når hun beretter om sine mange roller, mænd og venner. Hendes historie er jo tæt slynget sammen med danskernes historie, helt tilbage fra baronessen på benzintanken, over Matador og frem til de nyeste stykker, film og serier. Hun personificerer jo flere tidsaldre, vi stoler på, at hun findes i de mange variationer.

Noget af det bedste (med undtagelse af det smukke slutkapital) i bogen er komikken. Den falder på samme måde, som når Don Rosa tegner Anders And: det sjoveste sker i siden af scenen. Fx når Lea hjælper Søren Sætter-Larsen, når han forsøger at videresende en kædebrevsmail (!) fra Ghita, men ender med at sende en blinkende julehilsen; når Ghita skal svare på spørgeskemaundersøgelser fra en journalist; eller når hun forventes at dukke op til medarbejderudviklingsseminar i Ringsted, hvor de skal lege Det Kongelige Teaters kerneværdier. Det er kosteligt! Netop fordi det udstiller, at disse mennesker, som alle danskere kræver ejerskab til, af og til lever i en verden, som ligger et pænt stykke fra normalen.

Alvoren dukker op mange steder. Ghita smiler og griner - men der ligger en bund af melankoli også, som hun så fint som nogen holder for døren, men visse konkreter, fx et manglende bryst, giver eftertanker, der lægges frem i et i øvrigt meget fornemt sidste kapital.

Man hører tydeligt Ghita Nørbys frasering og betoning i mange af citaterne, fordi tryk er markeret, det er nærmest radiofonisk. Der er tænkt over opbygning, der blivet piftet op under spændingskurverne med cliffhangers, omend der for mange for min smag.
Men fortællingen og sproget perler derudad, så Peder Skyum-Nielsen må smile på sin sky over den fantastiske brug af verber.

Nogen kan måske synes, at bogen handler for meget om det københavnske teaterliv og for lidt om Ghita. Men det er jo åbenlyst en forkert sondring: de to ting kan slet ikke adskilles. Og hvad var en bog om Ghita Nørbys fire ægtefæller og ene barn værd, hvis den ikke beskrev, hvordan hun følte, da Jørgen Reenberg melder sig syg tre uger før premieren på Indenfor Murene, hendes jubilæumsforestilling? Eller undlod at beskrive, hvad hun har lært af sine teaterdirektører gennem livet?

Men der er to spørgsmål, jeg ikke helt får svaret på: Hvad har det kostet? Og hvad har det kostet andre? Det står lysende klart, at Ghita Nørby bider, hvis hun ikke er tilfreds med sine kolleger. Teater er ikke en demokratisk arbejdsform, og ingen tvivl om, at hun har uddelt sin del af skideballer, haft primadonnanykker og givet unge skuespillere mavepine og præstationsangst.

Men hvad har det kostet på dem, der måske ville ønske, at der fandtes en skillelinje mellem skuespilleren og privatpersonen? Det får vi kun en flig af. Og det er ikke kun af nyfigenhed, den side må efterlyses, men fordi det vitterlig HAR en pris. Som Sonja Richter refererer deres samtaler: hvor mange familiemiddage? Hvor mange skilsmisser? Hvor meget af en selv? Hun siger selv, at hun har svigtet - men det er i en summarisk og tænksom kontekst.

Det er jo ikke helt nemt at besvare spørgsmålet, når hverken (eks-)mænd eller Ghitas søn ønsker at medvirke. (mit navn er Jørgen Reenberg! lyder det alvorstungt i Leas telefon en aften, og SÅ er der ikke lagt op til smalltalk eller faktisk talk i det hele taget). Andenhåndskilder må tages i brug, men gid primærkilderne havde talt selv, talt ind i den samlede fortælling, så de rigtige spørgsmål kunne stilles, observationer kunne gøres. Man aner både svigt, værn om privatliv og reelt krukkeri som årsag til, at vigtige kilder ikke taler. Gid de havde. For historien bliver en sparsom version af Ghitas udlægning, og det er jo netop dét, der står så stærk på andre områder af bogen: At der er mange facetter, kilder og stemmer i spil. De mangler reelt i bogen.

Under alle omstændigheder står det fast: For Ghita er det livet, der står på spil, både hendes og andres. For noget, der også er livet værd. Dén ligning, dét paradoks, står klart tilbage. Tak for historien. Og nåja - den burde vel retteligt have heddet Primadonna - førstedame. På godt og ondt. Men den var nok ikke gået.

Gyldendal 2011, 304 sider.

torsdag, oktober 27, 2011

Javel, Hr. Minister. Peter Mose og Susanne Hegelund.

DIPLOMATI. Hvis du læser dette, er du nok journalist og følger sandsynligvis med i dansk politik. Godt så: Hvor mange departementschefer kan du nævne navnet på? Statsministerens? Finansministerens?

Embedsmændenes magt over det danske samfund er enorm. Mange ministre er jo totalt blanke på deres ressort, den dag de træder ind ad døren i ministeriet (visse også, når de går ud igen). Alligevel er embedsmændene næsten ukendte i offentligheden, selv hos journalister: "Det danske embedsmandsværk har en enestående evne til at få ministeren til at føle sig som verdens herre," som de to forfattere Susanne Hegelund og Peter Mose skriver i deres nye bog. Og man kunne tilføje: Og få journalisterne til at tro det samme.

Embedsmændenes magt - og ikke mindst kampene for at få mere magt - fortjener at komme frem i lyset. Her er den velinformerede og til tider ret morsomme "Javel, hr. minister" et glimrende sted at lære Slotsholmen at kende. For vist sikrer de ansatte på Slotsholmen kontinuitet, de omsætter politiske ideer til praksis, og de sørger for, at en minister ikke ryger på røven. De arbejder som gale, dag og nat, og mange er ekstremt godt begavede. Men de slås også, så det brager - om ministerens tid, om de fine poster, om flere ressourcer til eget lille pastorat. For det er ikke al arbejdstid, der bruges i den større sags tjeneste. Visse steder findes stadig en ækel, hierarkisk, snobbet macho-kultur, hvor en substantiel del af alfa-hannernes kræfter bruges på at pisse territorier af og aktivt bekrige hinanden.

Bogens store styrke er, at forfatterne har fået mange kilder i en ellers lukket verden til at synge. Det giver gode anekdoter: For eksempel at departementschef Findsen går under navnet 'Tito' - ikke efter generalen, men fordi han kommer klokken ti og går klokken to. Det betyder også, at stoffet præsenteres nuanceret. Et klassisk eksempel: Når en topembedsmand skal forklare, hvordan vedkommende selv har fået deres job, er svaret altid den slagne vej med ansættelsesudvalg - men når man spørger, hvordan andre blev ansat, hedder det ofte noget med statsministerens indirekte indblanding. Og kilder, der har været i spil til en fed ambassadørpost, men ikke fået den, har naturligvis selv takket nej.

"Javel, hr. minister" er en fremragende bog, som alle journalister burde unde sig selv at læse. Det er 280 siders skarp, relevant og morsom efteruddannelse - selv om man med fordel kunne skære ned på antallet af gentagelser af pointer samt på Sir Humphrey-analogierne. Og forresten, svaret på quizzen: Departementschefen i Statsministeriet hedder Christian Kettel. I Finansministeriet huserer David Hellemann.

Gyldendal 2011, 288 sider.
Denne anmeldelse blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten i april 2011.

Piratjagt - Kampen om menneskeliv og millioner. Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen

KRUDT&KHAT. De to unge journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen har skrevet en fremragende bog om de somaliske piraters hærgen i Adenbugten og det Indiske Ocean. I kølig, ukrukket prosa fortæller de historierne hele vejen rundt om pirateriet, de møder alle parter, dækker alle hovedtemaer.

Og så sidder vi der på gulvet i det lovløse Somalia foran den khat-tyggende pirat, der spiser spaghetti med fingrene, mens han fortæller om sit erhverv. Vi mærker suset, da den storskrydende piratkonge bliver bragt ind på fængselsinspektørens kontor og kræver 2.000 dollar for et interview - eller alternativt at en af de to kvindelige journalister gifter sig med ham! Vi hører de mellemmænd, der spinder guld eller bliver snydt så frygteligt, og vi taler med de lokale piger, der er blevet prostituerede.

På det danske krigsskib Esbern Snare skal skibslægen prioritere i de tilskadekomne pirater fra en skudveksling. Én kan reddes, men det vil tage så lang tid at operere ham, at flere af de andre vil dø. Så han får skrevet T4 i panden med tusch - en regulær dødsdom: Han står ikke til at redde, betyder det. Noget tid senere bliver Esbern Snare lagt med agterenden mod Mekka, de muslimske tolke læser en bøn, piraterne står sammenbundne og ser på, da ligposerne glider over bord og ned i vandet. Det er bare en af bogens mange flotte scener.

Esbern Snares mandskab er åbenlyst frustrerede over deres begrænsede råderum, som hele tiden skal godkendes fra højere sted i NATO-bureaukratiet. Hensynet til gidslerne vejer altid tungest. Og derfor må frømanden PJ ikke gennemføre en ny ide om at skyde en kran af et piratskib. "Nogle gange tænker jeg, om det overhovedet giver mening, at vi er hernede, når vi ikke får lov til noget," siger han.

Men "Piratjagt" er ikke kun krudt og kugler og narrativ journalistik. Bogen giver et meget velresearchet, omfattende og internationalt indblik i piratsektoren og de mange penge, der er på spil i bekæmpelse, forsikring og løsesummer. Proportionerne er vanvittige. Hele den internationale aktion med 29 krigsskibe koster 9,5 milliarder om året. Selv Hillary Clinton indrømmer, at man ikke får nok ud af de penge. Alene Norge bruger 30 millioner kroner om året på deres fregat - for de penge kunne man have lønnet 100.000 politifolk i Puntland (somalisk region, red.). Esbern Snare koster mellem 10 og 12 millioner kroner om måneden. Problem med retsforfølgelse er også et stort dilemma: Kun fem af de 240 pirater, der har været i danskernes varetægt siden starten på missionen i 2008 er retsforfulgt. Igen og igen sætter frømændene piraterne ved kysten i ly af mørket.

Det er en glimrende bog, hvor præmisserne for fortællingen lagt klart frem: Hvem har fået penge for at lade sig interviewe, hvilke informationer er klassificerede, hvor stort et entourage er nødvendigt for nogenlunde at sikre de to unge journalisters sikkerhed? I en let redigeret udgave kunne den sikkert gøre sig på engelsk også. Flot arbejde!

Forlaget Pressto 2011, 256 sider.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten

søndag, oktober 23, 2011

Everything Matters! Ron Currie, Jr.

SKÆBNE. Nu har jeg jo lige læst Vonnegut - og der er et sjovt og nært slægtsskab mellem Ron Currie (er det virkelig et navn??) og Kurt Vonnegut. Det er spacy, det er kulørt, og det er rørende, og historien har klare fællestræk. Men jeg synes faktisk, at Ron Currie slår Vonnegut med flere længder. Ikke mindst fordi det gør en forskel, at den er skrevet lige nu, med Oprah og præsident Huckabee (!!), Jon Steward, noget ekstraterrastielt hokus-pokus, røgalarmer på fly, SoCo i colaen og et lille barn, der sammen med klassen på live-tv ser rumfærgen Challenger eksplodere:

Sitting there watching the vapor trails spread across the sky like unraveling intestines, you all wait in desperate silence for the PAO [dvs. speakeren] to come back on and say something reassuring, assert some control over this mess, wrestle it down, make it behave. Why is he leaving you here in silence, you wonder. You feel Amy's palm slide down the back of your hand, and when her fingers interlace with yours and squeeze, you squeeze back. It is not nearly the thrill that it should be. It is bare comfort. And then, as the first pieces of the Challenger hit the water off Cape Canaveral, the PAO finally comes back on. Reluctantly, as though he's being prodded with point of a blade, he utters what may be one of the biggest understatements of the twentieth century: "Obviously," he says, "a major malfunction."

... Og ja, store dele af bogen er rent faktisk skrevet i 2. person - og det er bare et af mange fine, flot doserede virkemidler, som ikke er lir og se-hvad-jeg-kan-af-litterært-bling, men som flettes meget fint og effektfuldt sammen. Jeg har faktisk aldrig læst en bog, hvor synsvinklen skifter så mange gange - og aldrig, hvor det har virket så elegant: Det er konsekvent, og det driver fortællingen videre hen over ting, man alligevel ved, vil ske.

Der er IKKE sparet på virkemidlerne i fortællingen. Det ene øjeblik er vi nærmest i en James Bond-film, det næste øjeblik tænker man Forrest Gump, så er vi i tung socialrealisme med alkohol og beating up, så romantisk komedie og videre til spacy sci-fi: For en god del af tiden ser man Melancholia for sig, ikke bare filmen, men hele planeten Melancholia, der nærmer sig jorden. For ja, præmissen for bogen er, at ved hovedpersonens fødsel står een ting klart: at 36 år senere, 15. juni 2010 kl. 15.44 vil en komet ramme jorden med en styrke 284 millioner gange større end atombomben over Hiroshima. Og SÅ er nedtællingen, hans liv, ellers i gang. "And we wish you much good luck", som det hedder.

Ligesom med Vonnegut og meget andet halv-utroligt litteratur skal man sluge nogle præmisser. Og gøre det fuldt og helt, ellers er bogen noget lort. Og skulle man pege på en svaghed i bogen, skulle det være, at den tenderer at blive moralsk på den-der klistrede, amerikanske måde. Men jeg synes nu, at det bliver holdt på en fin knivsæg - husk på, jorden skal jo gå under, ikke, det er jo ikke en lille ting.

Forsiden på min paperback er overstrøet med superlativer fra diverse aviser og magasiner, og ja, det er de helt store, der elsker den. Det er der altså en grund til. Bedste fiktionsbog længe.

Penguin, 2009, 302 sider.

mandag, september 12, 2011

Slagtehus 5. Kurt Vonnegut

SPACE. Der er for få tidsrejser i de bøger, jeg læser. Og for få små rumvæsener med øjet på en stilk, som de kan lukke som en hånd, hvis de ikke kan lide, hvad de ser. Og der er afgjort for få af den slags væsener skrevet ind i historier om massakren i Dresden i 1945. Sci-fi møder politisk litteratur. Skørt.

Det er en fin bog om at besinde sig på det, man ikke kan lave om: Nogle gange bliver verden sønderbombet, nogle gange bliver man bortført til en fjern planet, nogle gange skal man giftes med en tyk pige, altid bevæbnet med en chokoladebar. Nogle gange falder flyet ned.

Men visse ting kan man lave om på: Man kan for eksempel fortælle sin historie, også selvom den lyder skør. Det gælder sådan set både hovedpersonen, forfatteren samt dennes alter ego, der også kommer til orde. Hovedpersonens budskab er humanistisk og kærligt - forfatterens er syrligt sarkastisk om krigens absurde meningsløshed.

Det var en gammel udgave, jeg fik læst - den burde genoversættes, for pyha, den er godt nok bedaget og til tider slapt oversat.

fredag, august 19, 2011

Plummer - Summen af Kardemommen. Kurt Lassen.

BJÆLKEN I DIT EGET. Det er en dårlig bog. Men det er en interessant læseoplevelse. Ingen bør betale penge for den, men mange burde læse den. Den er dybt subjektiv og kommenterende i en småperfid tone fra start, her om Plummers iPad: "plummer har købt sin iPad under et besøg i USA. Helt selv. Mon ikke han har nappet den på et bilag ..." - for nu at citere bogens allerførste afsnit.

Først blir man pisseirriteret over, hvor ublu Plummer praler - og tænker, hvorfor tjekkes oplysningerne ikke af Lassen? Dernæst kommer der en kilde på, der skyder det hele ned - men det fungerer heller ikke, for det er en anonym eks-kollega, der kan have alle mulige dagsordener. Det er jo ikke at undersøge noget, det her - det er blot at åbne mikrofonen for enhver, der anonymt har lyst til at svine hinanden til. Der er kun et befriende element i det: at sådan her foregår det jo ALTiD! Og på den måde er bogen et vældigt interessant røntgenbillede af mudderkastningens anatomi.

Han beskylder Lisbeth Knudsen for fusk. Hun kalder ham vanvittig. Han siger om hende: "det siger noget om, hvorfor hun ikke skulle være generaldirektør, hvis hun ikke vidste, hvem jeg var". Eller senere, s. 106: "Lisbeth er paranoid ... Hun lyver for sig selv ... Lisbeth er ikke en god holdspiller" og så næste side "jeg har altid opfattet hende som en særdeles seriøs og hæderlig kvinde".

Kurt Lassen konkluderer i begyndelsen af et afsnit: "den politiske dagsorden er Kenneth Plummer totalt immun overfor. Har ingen forståelse for dens eksistens og afviser den blankt" (s.61.) - siger HVEM??

Eller hvad med den her: "Jeg talte for eksempel godt med Jens Rohde. Han er jo Liverpool-fan. Ligesom Brian Mikkelsen og Kristian Thulesen Dahl".

Der er kun en gruppe helte for Lassen: medarbejderne, der ser byggeriet af koncerthuset og på "hvert eneste stykke jern, der blev bøjet i det tiltænkte arkitektoniske mesterværk" som om det "stak helt ind i eksistensen på hver enkelt medarbejder" s. 109. Og nåja, affødte en sparerunde. Hvor Lassen blev fyret. Men det har NATURLIGVIS intet med sagen at gøre. Og derfor nævnes det ikke med ét ord.

Bogkompagniet, 2010, 206 sider.

mandag, juni 13, 2011

Lolita. Vladimir Nabokov.

CARMEN. ”Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned af ganen og banker mod fortænderne ved det tredje. Lo. Li. Ta.
Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, 154 centimeter på strømpesokker. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores, når hun skrev under. Men i mine arme var hun altid Lolita.”

Jeg tror aldrig, denne indledning på en bog kan overgås. Lolita står som en af de klareste, mest komplekse, mest udfordrende bøger. Den er ækel og æggende, umulig at lægge fra sig. Ikke som American Psycho, som man skal tæves igennem, nej, det er et spind, man bliver lokket ind i. Nabokov bygger op og leverer, og skuffer, for man tror, at man har regnet det hele ud. Pakket ind i den mest betagende, europæiske, intellektuelle dekadence. Fantastisk bog. Simpelthen.

Gyldendals klassikere, 1997, (opr. 1955), 311 sider.

søndag, april 24, 2011

Min Kamp 1. Karl Ove Knausgaard


AUTOLIT. Wauw hvor er det godt. Godt som i ægte, levende, tilstede, ekstremt ærligt uden at være perfidt. Knausgaard skriver om sit liv, og et liv er jo uendeligt detaljeret. Og derfor kan man bruge 200 sider på at gøre rent i et hus.

Han var på Diamanten for nylig, og det første, der slog mig, var hvor meget han lignede Bob fra Twin Peaks. Det er et faktum. Knausgaard sagde:

- I vældig stor grad fortrænger jeg det faktum, at folk køber og læser bøgerne.

- Jeg skriver ting i bøgerne, som jeg ikke har sagt til et eneste menneske.

- Jeg skriver ikke for at lette trykket ... Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde, jeg skrev om levende mennesker, og jeg vidste ikke, hvordan de ville reagere.

- Jeg kan få tårer i øjnene af at se på kunst, men jeg kan ikke få tårer i øjnene af at se på mine børn.

Han prøvede fire år at skrive om sin fars død som fiktion: "men det var jo virkeligheden, jeg ville ind i"

Er vi mætte af fiktion? Bogen taler om "virkelighedshunger"

- Da jeg begyndte at skrive selvbiografisk, fik jeg et andet sprog ... Pludselig behøvede jeg ikke at tænke på dramatik, men bare skrive det, som det var ... Livet betår jo af hverdag ... Det handler om at acceptere og kunne lide det, man gør.

- Det er jo umuligt at skrive om døden.

- Det handler om ingenting.

- Bog 2 er endnu mere triviel. Der består spændingen udelukkende i frustrationerne.

- Hvis man beskriver det, som det var, er der ikke noget skamfuldt ved det ... Jeg må skrive om m(in fars historie, og den historie hører min farmor til.

- Jeg forstår godt reaktionerne, og er ked af det ... Men erfaringen fra dette projekt
Jeg kan ikke sige, at min litteratur er vigtigere end dit liv. Men jeg kan sige, at jeg vil fortælle historien om min far ... Men der er jo en uløselig interessekonflikt.

- Som udgangspunkt tænkte jeg det som en roman for tusind mennesker.

(Sjovt - han er ude til en oplæsning, og så siger arrangøren, at bogen handler om skam. Og det har han slet ikke tænkt på. Men det står jo på hver anden side??
(Interessant sammenligning med stilleben. Slægtsskabet med malerkunsten. Det beskrivende. Det visuelle. Blikket, det ligeværdige menneske.

Lindhart og Ringhof, 2010, 488 sider. (det er FJERDE oplag, jeg har - og stave- og slåfejl er stadig ikke rettet - pinligt).

lørdag, februar 12, 2011

Èn bold ad gangen. Anders Haahr Rasmussen.

FORHÅND. Hvorfor skulle man læse en bog om Caroline Wozniacki, når man intet aner om tennis? Hvordan kan man læse en bog med sidelange beskrivelser af tenniskampe, når man ikke kender forskel på en førsteserv og en andenserv, ikke ved hvad et serve-es er - eller hvordan en lang, flad bold ser ud. Den bog kan umuligt virke for mig. Og så gør den det alligevel.

Caroline Wozniacki er jo en helt speciel person. Hun er ikke kulørt som Clijsters, hun giver ikke rappe svar som Federer, men hun er ekstremt fokuseret på en meget ren måde: det er ikke nu skal jeg fandme vise dem - hun går bare ind for at vinde, altid, uanset hvor, hvornår og hvor langt hun er bagud. Uanset, om hun undervejs ligger på banen og skriger af smerte og krampe, hun rejser sig op for at vinde kampen (og gør det så i øvrigt, vinder).

Hun er en slags ren væren, ureflekteret uden at være dum. Hun er bestemt ikke dum - men hun spilder ikke tid og kræfter på unødige distraktioner. Det er som om, hun hele tiden befinder sig i den koncentrationszone, som vi andre kun befinder os i i kortere perioder ad gangen. Netop: en bold ad gangen. ('Det har anders fundet ud af er en stor hemmelighed i tennis', sagde en eller anden. Men alle store sandheder ER jo banale. Også i tennis.)

Så hun ER interessant, Caroline Wozniacki. Som person, som deltager i et rejsende landevejscirkus, der i sig selv er skørt, med alle dens sponsorkroner, koreograferede Wimbledon-drenge, forrykte pressekonferencer, lebbehad og alt det andet, bogen beskriver. Det er rigtigt, som Lea sagde om bogen: den lider ikke af journalistisk pyntesyge. Det er enkelt og klart fortalt, uden at sætte journalisten selv i fokus, og den er befriende renset for pseudo-psykologiske betragtninger om hendes fars pacing. Det virker nærmere som hende, der pacer ham. Smukkest er afslutningskapitlet, det er virkelig finalen. De fleste fagbøger slutter ikke, de holder bare op. Ikke her. Meget elegant.

Gyldendal 2010, 199 sider.

tirsdag, februar 01, 2011

Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt (lydbog). Gitte Løkkegaard

LYDBOG. Jeg havde egentlig ikke set nogen forbindelse mellem de to lydbøger, altså denne og Blekingegadebanden nedenfor, men den er jo helt oplagt: venstrefløj i Danmark fra starten af tresserne og frem. Tine Bryld er jo et ikon fra samme tid, som KAK og Appel-drengene tager en noget mere radikal bane frem mod socialismen. Men der er jo en rød tråd mellem Blekingegadebandens anti-imperialisme og Tine Brylds kamp for de udstødte og forsømte grønlandske unge, for de svageste. Men for Tine Bryld er det enkelte menneske altid det vigtigste og uendeligt værdifuldt, uanset ophav, og det mente banden ikke. Og der ryger kæden helt af, tråden knækker.

Jeg er jo KÆMPE Tine Bryld-fan, og det er så cool at høre om hendes eget rodede liv, selvoplevede utilstrækkelighed og af og til svigt, når hun samtidig har været så meget for så mange. Men formen er lidt synd for personen. Bogen er mest af alt et langt interview med lidt baggrund, og det er ikke nok til at bære en hel bog. Der er ikke modspil nok til hende, og det havde jo været så meget mere interessant, hvis der var hentet andre kilder ind - det havde jo også højnet troværdigheden.

Sprogligt set er bogen heller ikke noget blomsterbed, fx er der en irriterende brug af (overflødige) beskrivende adjektiver. Og igen knurrer jeg over lydbogsformatet: I en bog, der er citatbåret, fungerer det ikke, at en anden person læser Tine Brylds citater op - og endda lægger en intonation ind i det, som ikke altid lyder særligt troværdig, små fnis, fraseringer og udbrud og sådan. Tine eller ej! Oplæsningen af citaterne sætter sig mellem to stole.

Bogen ER for let. Men det er jo Tine Bryld. Og hun er uendeligt cool. Så man tilgiver det alligevel.

Gyldendal Lyd, 2010, 5 timer 22 min. Via Netlydbog.dk, der IKKE kan lægges på iPod'en, og DET er irriterende.

mandag, januar 31, 2011

Blekingegadebanden 1 - Den danske celle (lydbog). Peter Øvig Knudsen

LYDBOG. På grund af en hjernerystelse har jeg slået mig på husets eneste lydbog: Blekingegadebanden. Egentlig havde jeg begge to, men da cd nummer to ikke virkede (irriterende), måtte jeg nøjes med del 1.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog, en vigtig historie og noget af det vildeste og tætteste vi kommer på terror indtil den sidste tids lykkeligvis afværgede angreb på Jyllands-Posten. Og der er grund til, at den har fået alle de priser, den har: Den er detaljeret, den har nye oplysninger, det er vanvittig dygtig research, det er overraskende. Og ja, det er skrevet med overskud. Og ja, det er et helt enestående projekt, både i format og i vigtighed. Alt det er jeg enig i.

Og så kommer det ... MEN ... den er for lang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede, at bind 1 var hele historien og bind 2 var en slags opfølgning, fraklip, opdateringer og sidehistorier, en slags bonustrack. Men nej - efter cirka del 30 af 48 opdagede jeg, at historien ikke kunne nå at blive færdig i del 1, og ganske rigtigt: Del 1 slutter med, at døren til lejligheden i Blekingegade gik op. Jeg føler mig snydt - for jo, der har været noget fed action med Carlos og flykapringerne - men det er først nu, der virkelig skal drama på bordet i homebase Denmark. Og så er kræfterne brugt op? Måske fordi jeg hører den som lydbog, for det tager bare længere tid end at læse den selv. Måske fordi der er terror på alle kanaler og har været det i snart ti år. Men hvis jeg ikke tager fat i bind to NU, så glemmer jeg jo sammenhængen og hvem, der er hvem. Måske skal jeg læse den i stedet for at høre den. Men der er lige et par andre bøger på hylden, der står forrest, når jeg igen skal til at bladre i papir.

Gyldendal Lyd 2008, 14 timer og 30 minutter, MP3 (og DET er fedt, for så kan den smides på telefonen).

Satans yngel. Sanne Munk Jensen

VESTERBRO. Fårk, hvor kan hun bare skrive, altså især dialoger, det er så knivskarpt - Sanne Munk Jensen er en slags Thomas Kluge på skrift, i hvert fald for den del af verden, som hun beskriver. Det er så levende, at man næsten tænker det som journalistik eller en veninde, der fortæller. Ok, det er måske ikke verdens største historie, plottet er meget enkelt og ligeud, men så holder vi karaktererne i live til næste bog. En mellemmad, men højt belagt.

Gyldendal, 2010, 224 sider.

tirsdag, januar 04, 2011

Renselse. Sofi Oksanen

OVERLEVELSE. Det er en rigtig god bog, selvom den ikke er som forventet. Når der står noget med et traficking-offer på bagsiden, så forventer jeg at bruge en del tid sammen med klamme bagmænd i Lilia-forever-setup, og der skal man selvfølgelig også hen, men det meste foregår på en bondegård i Estland, hvor der bor en gammel kone. Hun fik ikke den, hun elskede, det gjorde hendes perfekte søster, og det er et dårligt udgangspunkt for et land, der bliver forgiftet af sovjetstaten, der rykker ind, og så handler det om een ting: Overlevelse. Og der er nogen, der vil gå rigtigt langt for at overleve.

Det er et rigtigt godt plot, hvor man indtil det sidste overvejer, hvordan bondekonen vil håndtere situationen med den trafickede pige, der ikke er helt, hvad hun tror. Oksanen har en meget fin evne til at fremhæve præcis så mange detaljer, at billederne og stemningerne lever perfekt - men ikke så mange, at man dør i overlæs. Man kan se søsterens smukke smil og hår (note: Jeg ser twin peaks i øjeblikket, og Ingel ligner i mine tanker en tysk Laura Palmer), man mærker dampen fra den kogende gryde på komfuret, man fatter hvor luset bordellet i Berlin er. Meget smukke symbolske detaljer, det er jo nok ikke ligegyldigt, når de koger sæbe i en bog, der hedder renselse, vel? And then it's comes with a twist in the end. I like it. God roman, og slet ikke så gammeldamet, som coveret antyder. Velfortjent pris.

Rosinante 2010, 359 sider.

onsdag, december 29, 2010

Nul Røvhuller-reglen. Robert I. Sutton

KARNOV. En lille håndbog i alle de røvhuller - herunder fra tid til anden også én selv - som får lov at hærge arbejdspladser i årevis, og hvad man kan gøre for at tackle dem. I modsætning til danske bøger som "Psykopater i jakkesæt" m.m. handler denne bog ikke om, at det er SYND for den, der læser den, og at det helt sikkert er din kollega/chef/eleverne, der er idioter, og dig, der er en forfulgt, mobbet stakkel (dog falder det danske forord i netop den fælde), men om, at der findes træk, som man skal undgå, både hos sig selv og andre.

Sutton beskriver, at røvhulsattitude smitter, og at røvhuller skal sparkes på porten - og det er altså ikke kun chefens opgave at håndtere situationen, selvom vedkommende selvfølgelig til sidst har ansvaret - det er alles opgave. Sjovt nok beskriver bogen også, hvordan der på kort bane kan være fordele eller ligefrem nødvendighed i at være et røvhul fra tid til anden.

Det er nok lige at stramme den at gøre en bog ud af Suttons pointer - det er basalt set en lang artikel, der er blæst op. Det er en sjov, letlæst lille bog, som mest af alt beviser en himmelvid forskel i formidlingsevner mellem danske og amerikanske professorer. Men betal ikke penge for den. Lån den i stedet, den kan læses på en eftermiddag.

Gyldendal Business, 2008, 205 meget små sider.

tirsdag, december 28, 2010

The Book Thief. Mark Zusak

FRANK. Sød og piget krigsbog om en tysk pige i München under krigen, som godt kan lide og læse og stjæle bøger og høre sin far spille harmonika. Det er døden, der er historiens fortæller, og det må jo siges helt fra start at være noget ildevarslende. Bogen er på bedste anbefaling fra Fleming, meeen, jeg tror ikke, at jeg er lige i målgruppen. Har altså også hørt 2. verdenskrigshistorier nok, altid inclusive mindst een stereotyp nazist, jøder og en mødet mellem mennesker på tværs af konfessioner.

Random House, 2005, 584 sider.

torsdag, december 23, 2010

Game Change. John Heilemann og Mark Helperin

VALGKAMP. Tænk, hvis der en dag var en dansk journalist, der kastede sig ud i at skrive noget bare en tiendedel så godt, grundigt og fortællende som dette. Det eksisterer bare ikke herhjemme. Game Change er historien om først primærvalget, derefter præsidentvalget i USA i 2008. Og ultimativt cool er historien fortalt scene på scene på scene.

Vi står med ude ved pissoiret, når de republikanske kandidater bagtaler hinanden - og vedkommende pludselig træder ind. Vi hører med på linjen, når Bill Clinton i telefonmøder kommer med sine i bedste fald skæve, i værste fald deciderede skadelige ideer til, hvordan Hillary skal føre valgkamp. Vi hører om John Edwards kuleskøre kone Elizabeths første møde med Edwards endnu mere kuleskøre, new age-elskerinde, som pludselig får et barn. Vi er med i Obamas hotelværelse i Iowa, når han vågner midt om natten. Vi hører på, når Sarah Palin skal ikke bare medietrænes, men have et decideret crash-course i international politik via stakkevis af hovedsætninger på cuecards - og alligevel kan hun ikke forklare, hvorfor Nord- og Sydkorea er to lande og mener, at Saddam Hussein stod bag 9/11. Og så klarer hun alligevel debatten med Joe Biden, som hun konsekvent ikke kan huske efternavnet på og derfor bare kalder ham 'Joe'. Vi er med de mange gange, hvor valgkampen tager ny kurs, og spillet ændrer sig. Og det ændrer sig hele tiden.

Det er svært ikke at synes, at forfatterne er på Obamas side - sejrherren skriver historien, og mange betragtninger synes også at være efterrationaliseringer. Der bliver ikke stillet mange kritiske spørgsmål til Obamas ambitioner, altså om han så KAN forene, som han siger, han vil. Langt hen af vejen tænker man faktisk, at Hillary er en langt mere solid kandidat (Hillary har gjort et dygtigt spin med denne bog). Men der er også mange eksempler på, også i McCains kampagne, at når man er i medvind, så bliver alt tolket positivt. Det samme altså med Obama.

Kun enkelte steder, blandt andet i McCainworld, hvor kilderne er langt dårligere end hos demokraterne, bliver forfatterne nødt til at ty til analyse à la danske politiske kommentatorer. Resten af tiden er det konkrete aktører, der handler, tænker og interagerer. I Danmark bruger de politiske iagttagere kun 'Tell it'. I USA findes der også nogle, der kan håndtere 'show it'. Og man skal kun have gået en enkelt dag på en journalistuddannelse for at vide, hvad der er stærkest. Det her er suveræn, politisk storytelling i en klasse, der slet ikke findes i Danmark. Gid det gjorde.

Harper 2010, 436 sider.

torsdag, december 16, 2010

Tavshedens Tyranni. Flemming Rose

YTR! Glem lige Muhammed-tegningerne et øjeblik, inden vi stivner i de fastlåste holdninger. Ja, selvfølgelig er de omdrejningspunktet for Flemming Roses nye bog, "Tavshedens Tyranni". Selvfølgelig. Men alle journalister burde læse om ikke hele, så i hvert fald store, kødfulde uddrag af bogen, uanset hvad man måtte mene om manden og tegningerne.

For Rose har gjort den danske journaliststand den tjeneste at give et begavet og begrundet bud på, hvad konsekvenserne risikerer at blive, hvis ytringsfriheden bliver begrænset - eller endnu værre, hvis selvcensuren råder i et samfund. Bogen er en intellektuel og praktisk udfordring, der hurtigt viser sig at være mere kompliceret at besvare end beregnet.

Rose selv er ytringsfrihedsfundamentalist: Ytringsfriheden bør have så vide grænser som overhovedet muligt, ligesom i USA. I et åbent samfund er den en grundpille, i et åbent samfund er det helt afgørende, at enhver må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. For hvis jeg ikke må krænke dine følelser, må du heller ikke krænke mine følelser, og det er skruen uden ende, mener Rose. Konsekvensen ville være, at det kun er nazister, der må fortælle vittigheder om nazister, og inden længe vil alle kunne påberåbe sig beskyttelse, "fra veganere og afholdsfolk til fladbrystede smørrebrødsjomfruer". Sådan kan et åbent samfund ikke fungere. Rediger lige et dagblad ud fra den præmis. Eller endnu værre: En debatside.

Det er dog ikke alt i Roses noget vildtvoksende værk, der er lige godt. Hvad laver hans fars barndomsminder for eksempel midt i det hele? Og så fylder Roses omfattende betragtninger om det tidligere Sovjetunionen alt for meget, og parallellerne bliver draget for vidt.

Flemming Rose er rykket fra sidelinjen, fra den observerende og noterende journalist, lige ind i midten af orkanens øje. Hans journalistik har fået konsekvenser, og dem må han bære som et åg, en forbandelse, en sag, en mission. Muhammed-sagen gjorde os klogere på verden. Og det gør Flemming Roses grundige bog sandelig også.

Jyllands-Postens Forlag 2010, 528 sider


Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten oktober 2010

søndag, december 12, 2010

Jeg er en hær. Lars Husum

GAVE. Ja, det er jo meget nemt: Det her er nemlig verdens bedste bog! Skynd jer at købe og læse den. Men da jeg ikke er helt partisk, vil jeg lade andre tale:

"Lars Husums anden roman skildrer indgående og gribende en professionel soldats langsomme sammenbrud
 ... Jakobs langsomme sammenbrud, med mareridt, virkelighedsforstyrrelser, skyldfølelser og alskens andre stresssymptomer, er skildret med uhyggelig livagtighed.” Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

"Lars Husum er med blot to romaner blevet en forfatter, der sætter niveau
 ... den ofte er helt inde og gøre ondt. Eller tvinger én til at se ud i afgrunden. Rent teknisk er Jeg er en hær let og hurtigt læst, men den bliver siddende i nerverne og mellemgulvet, og afgrunden bliver ved med at kigge tilbage.” Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Lars Husum er ikke bare kommet godt ind i den danske samtidslitteratur med sine to første romaner, han har også fra første færd fundet sin helt særlige litterære stil og tone." Klaus Rothstein, Weekendavisen

“Læs den. En virkelig, virkelig fremragende bog.” Tore Leifer, DR Kulturnyt

“En rigtig, rigtig god bog.” Anna Grue, Smagsdommerne

"Læs den!" Ugens anbefaling. Kirsten Jacobsen, Smagsdommerne

"Fremragende roman ... et stykke yderst velskrevet romankunst, der forholder sig nuanceret til alle facetter af beslutningen om at lade danske soldater træde forrest i klodens farligste konflikter." Nanna Mogensen, Fyens Stiftstidende

Kurt Westergaard: Manden bag stregen. John Lykkegaard.

FRISTIL. At læse Kurt Westergaards erindringer er som at blive trukket gennem et 270 sider langt læserbrev i Jyllands-Posten. Med undtagelse af få, dramatiske højdepunkter er bogen skiftevis dybt kedelig eller groft generaliserende, især over for muslimer. Fortællemæssigt er det ringe journalistisk håndværk, og den lider groft under en udpræget mangel på en redaktør til at luge ud. Tillad mig at forklare:

I folkeskolen fik man jævnligt til opgave at skrive en stil med overskriften "Min sommerferie". Titlen var en invitation til - uden nogen form for synderlig relevans - kronologisk at berette, hvad der var foregået i de forgangne syv uger. Kurt Westergaards erindringer fungerer på samme måde, blot over syv årtier. Hovedpersonen har tydeligvis fortalt sin historie til en båndoptager, og båndene er derefter transkriberet.

Resultatet er en flere hundrede sider lang fortælling om Kurt Westergaards barndom og liv, ofte uden nogen relevans for udenforstående: "Som barn holdt jeg sommerferie i Randers hos min farfar og farmor. Det husker jeg som nogle hyggelige ferier", kan der stå, uden yderligere opfølgning. Vi hører også, at Kurts far i 1987 fik koldbrand i benet, at smeden i Døstrup var en flink fyr, og at Kurts og konen Gittes møbler matchede, da de skulle flytte sammen. Det bliver nærmest komisk irrelevant undervejs. Kurt Westergaards talestrøm afbrydes kun af et par siders indlæg fra gamle venner som Mogens Camre, der holder ukritiske skåltaler over skabelonen "Kurt har altid været en flink fyr".

Kurt Westergaards holdning til islam fylder meget i bogen. Han mener for eksempel, at muslimer i den vestlige verden vælger "at leve i en parallelverden, samtidig med at de ved hjælp af terror og vold prøver at nedbryde vore værdier". Faderen i en muslimsk familie "fastlægger suverænt den enkeltes skæbne, som f.eks. arrangerede ægteskaber" - og så videre i den dur. Det er netop den holdning til muslimer, Kurt Westergaard en dag i 2005 illustrerer i Muhammed-tegningen. Her bliver fortællingen faktisk stedvist interessant, uden dog at tilføre den velkendte historie noget nyt, og undervejs må man hæve øjenbrynene. Kurt Westergaard har for eksempel denne tolkning af holdningen på Jyllands-Postens redaktion: "Alle bakkede op om situationen." Virkelig? Vil alle på Jyllands-Posten skrive under på den udlægning?

Skulle man have interesse for Kurt Westergaard, kan Anne Sofie Kraghs portræt i Euroman anbefales. "Manden bag stregen" er derimod den ringeste bog, jeg nogensinde har læst.

Forlaget Mine Erindringer 2010. 277 sider.

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten, november 2010.

mandag, november 29, 2010

Korrektioner. Jonathan Franzen

KLASSIKER. Der er en betegnelse, der går forud for alt andet når det gælder Korrektioner: Fortællingen er RIG. Som i helt vildt detaljeret, overdådig, gennemtænkt, fuld af dybe og bredde og smag og dufte. Næsten så meget at man kløjs i det, for hvordan kan man beskrive mennesker så nuanceret og rigt - så man både elsker dem og konstant er ved at slå dem ihjel, fordi de er så pisseirriterende og stubborn og runde og elskelige som rigtige mennesker.
Det er både tragisk og magisk og let og tungt. Og LANGT. Også for langt for min smag. Men sikken bog. Sikken bog.

søndag, maj 23, 2010

I Gudernes Hænder. Michael Jeppesen

VARM LUFT. Kunne man stoppe titlen halvvejs? Så det bare bliver: "I Guder!", og det ville jo give mening på mange måder. Bogen er jo en underlig rodebutik af betragtninger og mennesker, og jo, man kan da godt se, at Jeppesen forsøger at følge repræsentanter for de forskellige grupper og afsløre deres forskellige grader af fupmageri - for godt nok var Jeppesen med på en badebillet, men det var han så sandelig ikke den eneste, der var. Men forløser han så egentlig noget? Næ, det synes jeg ikke. Noget af det er underholdende. Men han er jo ikke inde nogen steder, hvor der rigtigt sker noget, og selv idolerne Yes Men holder ham fornuftigt nok i armslængdes afstand undervjs. Det ville da have været lidt federe, hvis han nu rent faktisk var kommet ind, der hvor der skete noget. Men det kommer han ikke.

Så er der hans metode. I Jeppesens optik er alt for sjov. Det er ironisk på en vrængende måde, hvor han udleverer andre, men sjældent har noget på spil selv - og NÅR han sætter noget på spil (konen, der vil skilles, fx), så føler man igen, at der er lagt distance og flere lag, og så er vi tilbage ved distancen og det ironiske. Mens alle andre bliver groft udleveret og citeret ude de aner, at de bliver det. Og JO, det er jo pisseskægt nogen gange. Men ikke troværdigt. Not at all. Jeppesen giver på intet tidspunkt et indtryk af, at han aner så meget som en dadel om forhandlingerne, hvilket man blandt andet kan se af et citat om Japans position, hvor enten afsender siger forkert, eller han citerer forkert. Forkert er det - og så er det man tænker: Han citerer jo forkert. Hvor meget er rent opspind?

Og hermed min vigtigste kritik af bogen: Dets efterskrift, hvor Jeppesen pludselig forvandler sig til politisk kommentator og udlægger teksten om, hvad der skete i forhandlingerne - byggende på hvad? Det pure rene og skære luft. Han koketterer jo nærmest undervejs med ikke at forstå forhandlingerne - og så gør han sig lige til dommer til sidst. Dét er ikke til at holde ud at læse, for så bliver han pludselig selvhøjtidelig og alvidende fortæller, og charmen - som jo ER til stede undervejs - forsvinder. Det skulle have været slettet ... om ikke af andre, så af dig, redaktør Moll.

Lindhardt og Ringhof, 2010. 272 sider.

mandag, marts 15, 2010

Hans Magnus Enzensberger - en introduktion. Per Øhrgaard


ACH. I forhold til Øhrgaards seneste bog, den fremragende 'Tyskland', er det noget af et bump at ankomme her. Enzensberger, det står for mig som et navn, en klippe, noget vigtigt - men har ærligt talt kun læst dele af Zig-zag, og det er det. Så meget desto mere var forventningerne til en god, pædagogisk introduktion høje.

Men allerede fra start er jeg ikke med. Bogen starter lige på og hårdt med tekstanalyse af nogle værker, hovedtemaer, javist, men hov, hvem-hvad-hvor er Enzensberger, var dette ikke en introduktion? For mig, den uindviede? Det er synd, for Øhrgaard kan jo skrive overlegent, og passager er også fabelagtige, han ved jo åbenlyst meget om manden. Kapitel II er langt bedre end kapitel I, og langt frem derfra er det rigtigt godt. Men så vender der gentagelser tilbage. Kapiteltitlerne er en måde at strukturere bogen på, men det er umuligt at afkode, før man kender historien, og dermed er de bare uforståelige for mig, der ikke kender til, at manden ikke skrev lyrik i mange år.

Et par gode citater:
"... den borgerlige utopi om, at verden skal blive ved med at være, som den er, blot bigger and better."

"det at affinde sig, at slå sig til tåls, fortsætter digtet, det er noget for optimister. De tror nemlig - sådan må man opfatte udsagnet - at tingene går af sig selv, og det tror Enzensberger ikke. Det, der går af sig selv, er tiden, og den får meget til at forsvinde, lige fra mælketænder til Det tyske Rige" (s. 73).

Begrebet "bevidsthedsindustrien" er en catch phrase, jeg lige skal gemme til anden gang.

Men selvom der er virkeligt gode stræk i bogen, er den ujævn. Gik det for stærkt, fordi Enzensberger fik Sonningprisen i februar? Og hvorfor var det Thomas Bredsdorff, der holdt festtalen til arrangementet, ikke Øhrgaard? Man fornemmer en akademisk strid af den slags, der ikke handler om Wissenschaft, men om at stå på podiet. Og den slags er ikke lige meget - uanset om man går op i det eller ej.

Apropos Sonningprisuddelingen taler det ikke til mandens ære, her menes Enzensberger, at han modtager en hel million kroner for sit bidrag til kulturdebatten, at han ikke formår at stille op til et 20 minutters interview med Højskolebladet. Nuvel, han har inviteret på kaffe i München, men der skal sukker i den kop.

Gyldendal 2010, 103 små sider.

søndag, februar 28, 2010

Vermessung der Welt. Daniel Kehlmann

HEREUKA. Tysklands-temaet blev afsluttet med Opmålingen af verden på tysk, en skøn roman, som tegnefilm, krokodiller, menneskeædere, fladlus, bjergbestigere og misantroper, der kyler bøger ud af vinduet på droschen. Men også differentialligninger, dinglende kompasnåle, en sektant, en meget berømt 17-kant og hvordan ville DU hurtigst udregne summen af alle tal fra 0 til 100? En af de bedst sælgende tyske bøger efter 2. verdenskrig, og det forstår man godt.

Rowohlt Taschenbuch Verlag, 2009, 302 sider.

fredag, januar 15, 2010

En tyskers historie. Sebastian Haffner

HÆRVÆRK. "Hvad er der egentlig blevet af tyskerne?" Det spørgsmål stiller Sebastian Haffner midt i sine erindringer fra mellemkrigstiden, og det er jo netop det helt centrale spørgsmål: Hvordan kunne dette digternes og tænkernes land som ved et trylleslag overgå til at være en nazistisk horde, en krigsmaskine, et styre blottet for helt grundlæggende moralske principper.

I stedet for at se på historiens skakbræt, hvor nogle enkelte generaler og statschefer fører brikkerne frem, fortæller Sebastian Haffner i 1939, hvordan tiden frem til 1933 udviklede sig - indtil han selv fik nok og emigrerede, ikke fordi han var jøde eller særligt forfulgt, men fordi nazi-styret havde inficeret alt, ikke bare samfundets institutioner og bærepiller, men også - og her kommer det afgørende punkt - hele civilsamfundet. Privatlivet.

Ironisk nok kommer Sebastian Haffner rent faktisk til at marchere i lange støvler og nazi-armbind bag en hagekorsfane. En meget surrealistisk oplevelse for ham, fordi han ser, hvordan borgerne flygter ind i husene for at undgå at hilse på fanen med nazi-hilsene - hvis man undlader det, venter der en dragt prygl. Som jo så skulle give af for eksempel Sebastian Haffner. Som SELV flygter ind i husene, når der kommer nazifaner forbi, fordi HAN ikke vil hilse!

Det, der er så uhyggeligt med nazisternes magtovertagelse er, hvordan det kommer snigende. Jeg tænker som et menneske, der går til grunde i druk. "Den verden, jeg havde levet i, opløstes, forsvandt blev usynlig, dagligt og selvfølgeligt og i al lydløshed. Næsten dagligt kunne man konstatere, at der nu igen var et stykke af den der var gået til grunde og forsvundet: Man så sig omkring efter det og det var der ikke længere" (s. 184).

Og når det kan lade sig gøre, handler det om overfladen af civilisation:
"Revolutionen tog en embedsmandsmine på", som han skriver (s. 178): jødiske læger, jurister, advokater, journalister bliver ganske vist afskediget, men lovformeligt og med opsigelsesvarsel. Enkelthændelser bliver negligeret, gerningsmændene fortoner sig bag systemer og formelle regler. På overfladen LIGNER verden i lang tid sig selv, der er både en Højesteret, aviser og kabareter. Det er kun overflade indeni er retssystemet, systemkritikken og selv kulturen faldet sammen. Men den tilsyneladende status quo, herregud, nogle afskedigelser. Og her står de dannede tyskere tilbage og tænker, at deres borgerlige anstændighed vil redde dem. Men de aner ikke, hvad de er oppe imod: "Hvor helt og aldeles hjælpeløse var vi ikke, som vi stod der med al vores historisk-borgerlige dannelse foran et begivenhedsforløb der ganske enkelt ikke forekom i noget som helst af det, vi havde lært" (s. 129).

Enkeltindivider, der sætter sig op mod nazisterne, bliver knust uden nåde. Grupperinger, der burde have taget til genmæle - for søren da ikke mindst den frie presse - er allerede lagt ned, fordi det kommer oven på en tid, som er politisk totalt forvirret. Hitler er jo ikke den eneste skøre kule, der vil frelse Tyskland - dem er der mange af, regeringer står og falder, der er militante forbund, der udøver selvtægt og oveni kommer hyperinflation og arbejdsløshed. Alle disse storpolitiske forklaringer er een sag. Men ikke den væsentligste her: Sebastian Haffners perspektiv er et andet. Dybt fascinerende. Og dybt, dybt uhyggeligt. Tænk at det kunne ske.

Skulle man angribe ham, skulle det være for selv at generalisere på det tyske folks vegne ved at hævde, at tyskere grundlæggende er på den ene eller den anden måde - der bor i filosof i enhver tysker osv. - det er jo noget pjat, jeg har da mødt en del tyskere helt fri for filosoffer i hjertet.

Gyldendal, 2004, 295 sider

tirsdag, januar 12, 2010

Tyskland. Per Øhrgaard.

Oh MAN hvor er det en sej bog. Ikke bare fordi den giver et kompakt overblik, præcist fortalt, dybt vidende og med perfekt balance mellem at referere historien og at tolke den - alt er jo fortolkning - men fordi den fortalte historie er så grundlæggende dybt interessant. Tyskland, så stor betydning for Danmark, men vi kan stort set ikke landets historie. Per Øhrgaard giver på små 300 sider mulighed for at rette op på den sag. Som Øhrgaard spørger: "Bør man overhovedet have et afslappet forhold til sin nationans historie? Måske er danskernes til deres lovligt bekvemt måske er tyskernes mere anstrengte bedre til at modvirke farlige tendenser i nutiden?" (s. 20)

Det er fra krigen og frem, Øhrgaard beretter. Ikke engang en menneskealder, men hele Bundesrepublikkens historie - og DDR's samlede, afsluttede. Det er kulørt, det er vanvittigt, det er båret af gamle mænd og nye tendenser (undervurder ikke det politiske impact af jeans), diktatur, RAF, demokrater, hippier, katolske borgerlige og intellektuelle. Det er kompakt, men let forståeligt.

Men hvorfor der ikke er et register, bare nogle enkle henvisninger til de bøger, der er citeret eller i det mindste bare et KORT over Tyskland, det er ikke bare en gåde, det er noget sjusk. Süddeutsche havde fx igår en kommentar af en vis hr. Eppler, og så ville det jo være ret smart at kunne slå ham op. De bragte også billedet af Joschka Fischer, der i 1985 aflægger ed som miljøminister i Hessen iført turnschue og uden slips - det er omtalt i bogen, men måtte bladre hele bogen igennem for at finde det sted, han er omtalt for at kunne lægge det lille udklip ind.

Gyldendal 2009, 280 sider.

onsdag, januar 06, 2010

Østers på Kempinski. Lykke Friis

DIE WENDE.Lige dele historiebog, anekdotesamling og guide til Berlin og Murens Fald. Lykke Friis' Rosenkjær-foredrag er forebilledlige, og de fungerer også godt på skrift på trods af en del gentagelser mellem kapitlerne. Det er Europa-historie fra '89 og frem, og det er simpelthen en gave at læse, når man sidder her i Kreuzberg i ni graders frost og venter på, at det skal holde op med at sne, så vi kan komme ud igen. Alle afsnit afsluttes med nogle guidetips til at se historien i virkeligheden, og langt størstedelen af dem er i Berlin, de fleste kender jeg, men der er hele tiden nye oplysninger, fx at Kansleramt bliver kaldt "Kohlosseum" (Schröder brød sig derimod ikke om størrelsen: "Geht es nicht eine Nummer kleiner?").

Netop anekdoter og citater som ovenstående fra '89 og frem er bogens helt store styrke. Man havde jo næsten glemt, hvordan Berlusconi under et rådsmøde i stedet for at tale om udvidelse vil tale om kvinder og fodbold og beder Schröder lægge for, for han har jo været gift fire gange. Tjekkiske Topolanek der som EU-formand siger, at USA er på Highway to Hell. Kommissær Bolkensteins polske blikkenslager. Polakkerne, der vil have større stemmevægt i ministerrådet, fordi befolkningen ville være langt større i dag, hvis ikke Holocaust havde fundet sted.
Og mange gamle, for mig nye: Anja fra Leipzig, der må skille sig af med sin fugl, fordi den lærer sig selv at sige "Hier ist das erste Fernsehen mit der Tagesschau". Schabowski, der ikke har læst materialet til pressekonferencen ordentligt igennem og får sagt, at alle kan rejse "sofort". Harald Jäger, der 22.42 åbner grænseovergangen ved Bornholmerstrasse. Sovjet-generalerne, der vil have Gorbatjov til at sætte militært ind i DDR 9. november, men Kohl forsikrer Gorbatjov i telefonen, at stemningen er som en familiefest. Den knivsæg i det hele taget: Samme sommer havde Kina knust demonstrationerne på den himmelske fredsplads. Alligevel flyder der Sekt, ikke blod, i Berlin. Det ER da fantastisk. Der er Mitterand, der raser over udsigten til genforening. Willy Brandt, der i 1980'erne kalder Genforeningen en "livsløgn" og så videre, og så videre.

Lykke Friis taler om "At være 89'er", ligesom at være 68'er. Hvordan '89 rent faktisk er langt mere grundlæggende i sin forandring af Europa. Og selvom jeg selv brugte 10. novembers tv-avis på at stå på rulleskøjter på Gerdaslundsvej i stedet for at se det kedelige voksen-tv på trods af min mors insisterende stemme på, at "Dette er historisk!, så er der en pointe. Die Wende ER stort. Noget af det største.

Selvom bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Lykke var på Københavns Universitet, er det ikke en akademisk ørkenvandring. Det er heller ikke meningen, for, som hun skriver: "Komplekse problemstillinger skal kunne formidles i et sprog, så den almindelige tv-seer kan følge med. Ellers er man ikke godt nok inde i sit stof - eller bør bruge lidt (mere) knofedt på sin formidling". Det er en holdning, der godt kunne trænge til at gennemsyre forskningsverdenen langt mere, især i Danmark. Der er alt for mange forskere, der går og putter med deres stof eller kun føler det nødvendigt at præsentere det for deres peers, ikke for omverdenen. Ellers om ikke har den pædagogiske evne til at gøre det. Gid hun må inspirere andre.

DR's forlag, 2009, 196 sider.