Konstruktiv debat eller sniksnak? Unge danske forfattere har med en skov af blogge indtaget nettet som et vigtigt medium. De refererer, diskuterer og skaber original ny litteratur i et helt nyt medie, hvor eksperimentet, det rablende og det fragmenterede er i højsædet.Politiken Bøger, 18. november 2006.
Af Ida Ebbensgaard og Mads Eslund En blog er en blok på nettet. En offentligt tilgængelig notesbog; man vælger selv, om den skal være anonym eller ej. Med ubegrænset plads.
En stor underskov af yngre danske forfattere har taget det nye medie til sig. Nogle publicerer, andre bruger det som nyhedskanal, diskussionsforum eller bare et sted, hvor man i en uhøjtidelig form kan vise work in progress.
Frie formerForfatteren Christian Yde Frostholm hører til pionererne inden for de litterære blogge i Danmark, og han er en af hovedkræfterne bag det banebrydende litterære netprojekt Afsnit P.
»Jeg blogger af samme grund, som da jeg som tiårig i 1973 sammen med min søster startede et blad med titlen Altmuligt Klubbens Avis, AKA, og i 1999 sammen med to ligesindede startede ’Afsnit P’: Ud af en trang til at skabe noget inden for rammer, der var tilpas åbne og selvdefinerede. Sådan er jeg åbenbart ikke alene om at have det. Vi er mange, der synes, det er befordrende at være sin egen journalist eller forlægger, eller sin egen ’selvbestaltede radiostation’, om man vil, ligesom den gale mand, der står og råber på sin altan«, siger han.
Langt de fleste blogge har et kommentarfelt, hvor andre bloggere eller forbipasserende kan komme med deres mening. Det skaber et rum med plads til uendeligt snævre eller uendeligt brede meningsudvekslinger. Eller noget midt imellem.
»Diskussion og kritik, der nyder godt af de ’frie former’, når det går højt, håbløse stormvejr i halvtomme snapseglas, når det skraber bunden, og det gør det jo ofte. Der er det hele«, siger Christian Yde Frostholm.
Dynamisk medie’Kornkammer’ hedder en af de mest centrale, litterære blogge i Danmark. Den tilhører forfatteren Martin Glaz Serup og er meget besøgt, en slags nøgleblog, som andre bloggere ofte kigger forbi og kommenterer på.
Martin Glaz Serup ser sin egen blog som et ’Little Magazine’, et enmandstidsskrift. Og han er ikke bange for, at hans pointer drukner i internettets informationshelvede:
»Der er jo også en masse støj i aviserne, fordi pointerne er omgivet af andre artikler, af reklamer. Blogmediet fungerer slet ikke konklusionsagtigt, tværtimod, det er et dynamisk medie, hvor der er åbent for kommentarer«.
Alting tager og har sin tidMen dybere diskussioner skal man ikke forvente at finde på en blog, mener musiker og forfatter Peter H. Olesen, der også selv blogger:
»Der er en flygtighed i internettet. Man gider sjældent gå i dybden, det bliver ofte noget hanekamp. Selv om nogle gør et forsøg på at skrive længere indlæg, dør en blogdebat ret hurtigt ud, fordi der så kommer nye indlæg«, siger han. Peter H. Olesen blander sig ellers flittigt og med stor lyst i diskussioner på andre blogge.
Hvorfor blogger du?»Det spørger jeg også mig selv om. Jeg har alt for god tid«, siger han. Men finder så også andre svar: Det har pr-værdi – og så kan det være helt hyggeligt at blogge, mener han. Men uret tikker: Peter H. Olesen har besluttet sig for kun at blogge et år, altså til næste maj. For der kan nemt komme til at gå en time om dagen med at skrive på egen blog og kommentere på andres.
»Jeg synes måske, jeg bruger for meget tid på det. Og selv om man forsøger at være ret bevidst, skriver man nogle gange noget, man ikke burde dele med omverdenen«, siger han.
Offentlig notesbogEn af det litterære miljøs mere prominente bloggere, forfatteren Pia Juul, er netop stoppet med at blogge af samme grund: Bloggen tog for meget af hendes tid.
»Det lyder måske lidt mærkeligt – men jeg brugte enormt meget energi på det, selv om jeg kun skrev tre linjer hver anden dag. Og det er da noget underligt noget at spilde sin tid på«, siger hun.
Selv efter et år som blogger kan Pia Juul stadig ikke rigtigt sætte fingeren på, hvad hendes blog – som stadig ligger på nettet – egentlig er for en størrelse:
»Det er ikke en digtsamling, og jeg har jo ikke skrevet noget politisk eller noget aktuelt. Det er mest bare spredt fægtning. Det er jo at prøve at lave et værk med noget, der klæder hinanden, nogle citater. En offentlig måde at lave notesbog på«, forklarer hun.
Læserne som problemknusereEn blog er per definition offentlig. Og dermed kan det som andre medier have en pr-værdi som udstillingsvindue. Det udnytter for eksempel forfatterduoen Simon Pasternak og Christian Dorph: På deres netsted præsenterer de både universet fra deres første fælles krimi, ’Om et øjeblik i himlen’ og bruger en blog til at få læsernes hjælp til deres næste bog.
Hjælpen kan bestå af konkrete oplysninger: Blandt andet har ’Viggo M’ netop hjulpet forfatterne til en indgang til det københavnske bøssemiljø i slutningen af 1970’erne med en henvisning til ’mandebladet Vore Herrer’, hvor ’børnelokkerproblematikken’ flere gange bliver omtalt.
Ved at bruge bloggen aktivt i arbejdet bliver bloggen både et skrivebord og et udstillingsvindue. På den måde undgår forfatterne for meget ekstraarbejde med at holde siden i gang.
»Når man er to, der skriver sammen, har man en masse diskussioner: Går det for langsomt, går det for hurtigt, er den figur for åndssvag og så videre. Vi lader folk give deres besyv med og for at det ikke skal være for meget dobbeltarbejde og maskerade, lægger vi det ud, inden den anden af os ser det. Og folk bider virkelig til bolle i deres kommentarer. Vi har fået rigtig meget hjælp«, siger Simon Pasternak.
FeedbackAndre gange diskuteres mere generelle sager på bloggen, for eksempel hvor meget og i hvilken form vold skal optræde i en krimi.
Gæsterne bliver også inddraget som kritiske læsere af det endnu ikke færdige manuskript til opfølgningen. De to forfattere lægger simpelthen ufærdige kapitler fra manuskriptet ud på bloggen for at få feedback.
Risikerer I ikke at komme til at afsløre for meget?»Jo, måske. Men der kommer til at gå lang tid, inden vi kommer så langt. Og uanset hvad kommer vi ikke til at lægge hele romanen ud«, siger Simon Pasternak.
En blog kan altså både være udstillingsvindue, skrivebord eller systematisk overspringshandling. Der findes ingen ’rigtige’ og ’forkerte’ blogge. Hverken i indhold eller i form, mener Christian Yde Frostholm.
»Den perfekte blog er ikke nogen perfekt blog. En blog er et rum for det ufærdige, prøvende, skitseagtige. Gådefulde blogs, fiktive blogs, nørdede blogs, fantasifulde blogs, det er dem, jeg kan lide. Og dem, der er i stand til at starte en konstruktiv samtale/debat. Det sker jo faktisk også«, siger han.
FAKTAEn blog er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet poster), som regel med den til enhver tid nyeste øverst. Ordet ’blog’ er en forkortelse af ’weblog’, altså ’net-logbog’. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En weblog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. En person, der skriver weblog, kaldes en blogger.
Artiklen ligger også online på Politikens hjemmeside.
BIBEL. Man skal passe på med at stemme forventningerne for højt. Jeg havde næsten hørt, at hvis Fatter Blendstrup var gud, måtte dette være at sammenligne med en bibel. Og Susanne J. pushede mig bogen med et stort smil. Og ja, den har jo fantastiske elementer, som når Gud hæver massefylden i universet (ved at gemme mønter i en univers-globus), men jeg tror, jeg havde sat næsen for højt op. Så fin-fin bog – men den bliver ikke en klassiker i min reol. 
HOWL! Først erobrer de vores mp3-afspillere, så køber de vores virksomheder, og nu ser det sgu også ud til, at islændingene er i gang med at indtage bogreolen. Way to go! Stormland byder på en omgang ætsende kulturpessimisme pakket ind i noget, der vil bedst kan betegnes som en slags islandsk gonzo, Horckheimer og Adorno på syre, fadøl og kogte fårehoveder. Djævelsk skarpt billedsprog (Engangsmennesker; Colakvæg). Hyl og fryd, den er så fed. Hakon har lige lånt bogen, vender tilbage med et citat, som er skåret over Ginsberg.
