mandag, juni 13, 2011

Lolita. Vladimir Nabokov.

CARMEN. ”Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned af ganen og banker mod fortænderne ved det tredje. Lo. Li. Ta.
Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, 154 centimeter på strømpesokker. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores, når hun skrev under. Men i mine arme var hun altid Lolita.”

Jeg tror aldrig, denne indledning på en bog kan overgås. Lolita står som en af de klareste, mest komplekse, mest udfordrende bøger. Den er ækel og æggende, umulig at lægge fra sig. Ikke som American Psycho, som man skal tæves igennem, nej, det er et spind, man bliver lokket ind i. Nabokov bygger op og leverer, og skuffer, for man tror, at man har regnet det hele ud. Pakket ind i den mest betagende, europæiske, intellektuelle dekadence. Fantastisk bog. Simpelthen.

Gyldendals klassikere, 1997, (opr. 1955), 311 sider.

1 Comments:

Blogger Sophie Hvidesten said...

Jeg gir' dig ret, en virkelig god bog!

12:13 AM  

Send en kommentar

<< Home