Tavshedens Tyranni. Flemming Rose

YTR! Glem lige Muhammed-tegningerne et øjeblik, inden vi stivner i de fastlåste holdninger. Ja, selvfølgelig er de omdrejningspunktet for Flemming Roses nye bog, "Tavshedens Tyranni". Selvfølgelig. Men alle journalister burde læse om ikke hele, så i hvert fald store, kødfulde uddrag af bogen, uanset hvad man måtte mene om manden og tegningerne.

For Rose har gjort den danske journaliststand den tjeneste at give et begavet og begrundet bud på, hvad konsekvenserne risikerer at blive, hvis ytringsfriheden bliver begrænset - eller endnu værre, hvis selvcensuren råder i et samfund. Bogen er en intellektuel og praktisk udfordring, der hurtigt viser sig at være mere kompliceret at besvare end beregnet.

Rose selv er ytringsfrihedsfundamentalist: Ytringsfriheden bør have så vide grænser som overhovedet muligt, ligesom i USA. I et åbent samfund er den en grundpille, i et åbent samfund er det helt afgørende, at enhver må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. For hvis jeg ikke må krænke dine følelser, må du heller ikke krænke mine følelser, og det er skruen uden ende, mener Rose. Konsekvensen ville være, at det kun er nazister, der må fortælle vittigheder om nazister, og inden længe vil alle kunne påberåbe sig beskyttelse, "fra veganere og afholdsfolk til fladbrystede smørrebrødsjomfruer". Sådan kan et åbent samfund ikke fungere. Rediger lige et dagblad ud fra den præmis. Eller endnu værre: En debatside.

Det er dog ikke alt i Roses noget vildtvoksende værk, der er lige godt. Hvad laver hans fars barndomsminder for eksempel midt i det hele? Og så fylder Roses omfattende betragtninger om det tidligere Sovjetunionen alt for meget, og parallellerne bliver draget for vidt.

Flemming Rose er rykket fra sidelinjen, fra den observerende og noterende journalist, lige ind i midten af orkanens øje. Hans journalistik har fået konsekvenser, og dem må han bære som et åg, en forbandelse, en sag, en mission. Muhammed-sagen gjorde os klogere på verden. Og det gør Flemming Roses grundige bog sandelig også.

Jyllands-Postens Forlag 2010, 528 sider

Oprindeligt trykt i fagbladet Journalisten oktober 2010