Ikon - Journalistikkens førstedamer. Mette Vibe Utzon

ARVESØLVET. Ah! Så er bogsæsonen startet igen. Med en bog, som jeg selv havde overvejet at skrive, men nu er Mette Vibe Utzon kommet mig i forkøbet, og tak for det, så kan jeg blot læne mig tilbage og nyde de cool, gamle kvinder i vores fag, fire af dem (kun fire? hvorfor?); Vibeke Sperling, Ulla Terkelsen, Alice Vestergaard og Mette Fugl.

Vibeke Sperling topper min liste, men de andre overrasker, især Ulla Terkelsen. Men Sperling er og bliver den sejeste i min verden. Hun skriver på toppen af så meget viden, så meget erfaring, så stor indlevelse (Eksempel: Et af de arbejdsredskaber, hun savner mest ved ikke at kunne rejse ind i Rusland, er at sætte sig i metroen i Moskva og bare køre i timer og smuglytte til folks samtaler, se DET er voxpop på en begavet måde), så stor indædthed: "Hver gang jeg har fået sådan en under hånden besked om - og dem har jeg fået flere af - at hvis jeg dæmper mig lidt ned, så er det ikke noget problem med det visum, så får den næste leder en ekstra tand". Se, det er en et forbillede. Men ikke et journalistisk "fyrtårn" - "Det lyder som fløjtetønder", som hun siger.

Ulla Terkelsen kan man simpelthen ikke lade være med at kunne lide, hun er lige sådan en, man har lyst til at sidde til bords med til en fest. Hendes livssyn er simpelthen fantastisk: "Det er det værste - folk, der beklager sig over deres liv! De må aldrig beklage dig over dit liv. Livet er en gave fra Gud, og vi skal være glade og lykkelige - That's it!". Hendes journalistiske mission er lige til: "At stimulere mennesker, så de er muntert kritiske og muntert vidende".

Mette Fugl hører til dem inden for faget, man som kvindelig journalist skylder meget for at have taget de kampe, der skal kæmpes i langt mindre grad i dag, om end de ikke er slut. Man kan nogen gange glemme det. Og her må man tage hatten af for hende: "Ind imellem kan jeg godt blive irriteret, når jeg hører unge, kvindelige kolleger sig "Nu er jeg ikke rødstrømpe, men ..." Så får jeg lyst til at svare; 'Ved du hvad, kammerat? Hvis ikke vi havde flyttet alle de der sten, som vi trods alt flyttede, så das du slet ikke her!'" Point taken! Tak. Men der alligevel en bitterhed i hendes tone, som er svær at greje. Gad vide, om hun selv er helt tilfreds med interviewet? Hun er den eneste, der ikke har ladet sig fotografere til bogen (irriterende!), det kan være en praktisk ting, det kan være, at det ikke er. Der er jo så mange tilfælde bag sådan en bog.

Alice Vestergaard er den svageste stemme i bogen - hun var den første til en masse ting, men måske var det netop fordi hun ikke var rødstrømpe, men en pæn, nordjysk pige. Hendes tekst er dog et eksempel på, hvad jeg mener er eneste anke ved bogen: Bliver der talt nok journalistik? Jeg kunne godt tænke mig, at der var mindre om arbejdspladser og kolleger og mere om journalistikken. Det er jo fire kompetente damer - hvorfor så ikke i højere grad lade dem reflektere over faget. Det er der, jo, men slet ikke foldet så meget ud, som man kunne ønske. Der er jo masser af tale om. Masser. Men så kan man jo lave en opfølger :-)

Forlaget Verve Books, 2009, 248 sider.