Miles from Nowhere. Nami Mun

TRISTESSE. Jeg købte bogen, fordi jeg kunne lide omslaget. Det er rigtigt. Og så lå den på en hylde, hvor der lå andre gode ting. Om den koreanske pige Joon (pronounced like the month, spelled like the moon), der lever på gaden i 80'erne i New York. Og det er ingen fest. Men også så lidt en fest, at det bliver ren tristesse. Kan der gå mere galt for den stakkels pige, og jo, det kan der, og så lidt håb, og så fucker det op igen.

Anmelderne bag på bogen fremhæver den poetiske linje, men for mig virker det påklistret, fx om folk på gaden: "Some people ran and ducked into cabs, their bodies swallowed up in one gulp. Others vanished in sections, inch by inch, as they stepped down the subway stairs". Det er jo meget smukt - men også bare for fortænkt til min smag. Så væk med den - og ind i næste bog (jeg har TRE bøger liggende, som jeg ikke har skrevet om).

Riverhead Books, 2009. 286 sider.