Ned til hundene. Helle Helle.

LINSER. Hvor ER det en fantastisk bog. Det er som et forklarelsens lys. Hvor jeg synes, at Rødby-Puttgarden var nå-agtig og kedelig, er jeg helt utroligt pjattet med historien om John og Putte og den stakkels Alter Helle, som såmænd bare leder efter et godt sted at græde.

Bogen rejser en del spørgsmål: Hvad er en fløjtenisse egentlig, og hvor blev den af? Hvor meget toastbrød kan man spise på en uge? Hvornår må man skifte farve i UNO? Kan man have hele sit liv i en rullekuffert - og dermed køre det hvorhen, man vil? Og hvad ville der ske, hvis alle var ligeså gæstfri og troskyldige som John og Putte?

Humoren er helt utrolig: Fx når hovedpersonen henkastet overvejer, at man kunne lægge sig ned i den store trækiste i stuen for at dø, men derefter ræsonnerer sig frem til, at nej, det ville være alt for besværligt at flytte alle de spil, der er i kisten.

At gå fra det alvorlige til det finurlige og fine. Historien minder om hendes smil. Yir, Helle holder.

Samleren 2008, 160 sider.