Stormen i 99. Kristian Bang Foss

PROL. At komme direkte fra Kundera ned i KB's bog er lidt som at komme ned af en bakke på rulleskøjter og så køre ind på en grusvej: Man falder, og man slår sig. Når bogens første kapitler beskriver emner som 'lort knækker af' og 'kok boller kødfars', bliver trætheden næsten fysisk slående: pikprosaen og dens fækale sidegenrer er hverken særligt charmerende eller særlig interessant.

Men-men-men så sker der faktisk noget undervejs i læsningen. Der kommer en musik ind. Nogle meget elegante beskrivelser, lidt urealisme, nogle fine og uventede kanter på karaktererne. Det er ikke bare prol, det er en hel arbejdsplads som symbol for en kollektiv mental pausetilstand. Det begynder at give mening, og når KB samtidig skriver virkelig godt, ja, så kommer der rent faktisk en god bog ud af det.

Gyldendal 2008, 245 sider.