Muligheden af en ø. Michel Houllebecq

LANDMARK. Nå, så Michel Houllebecq (f. 1958) føler altså, at han er altså ved at blive GAMMEL og derfor skal hans læsere belemres med 350 siders udtrækskynisme, hvor han bitcher over sin krop og dermed attråværdigheds forfald, herunder at de 22-årige studiner foretrækker at knalde med nogle på deres egen alder i stedet for ham, eller nåja, lidt knalder de da også med ham eller rettere, med hovedpersonen, hvis der skulle være en forskel.

I sin aldersforskrækkelse drømmer han om evigt liv, i denne historie repræsenteret ved en stribe følelseskolde kloner af menneskeracen, 'nymennesker', der ser tilbage på den gamle, varmblodede, men til undergang fordømte menneskerace. Se, det er en historie, der ikke holder. Ikke fordi, det er utroværdigt, for selvfølgelig er det det, fremtidshistorier må gerne være utroværdige: Men bottom line står klart tilbage: Det er simpelthen ikke en god nok ide, og der er alt for mange huller i plottet (hvorfor bliver disse 'nymennesker' for eksempel ved og ved med at dvæle ved, at de ikke kender til glæde og begær og frygt. Hvis de virkelig ikke kendte til det, så var de sgu nok ligeglade, ikke da).

Hvis bogen da så bare havde været en god undskyldning for at fortælle masser af lumre historier, som Platform for eksempel er fyldt af, så havde det været helt okay. Eller hvis nu de lange, filosofiske overvejelser havde haft et bare marginalt anstrøg af andet ståsted end den pureste nihilisme, så kunne det måske have kunnet levere noget at tænke over. Men nej igen.

Fleming V fortalte for nylig, at han gerne læste hele forfatterskaber, og egentlig kan jeg godt se musikken i det, men efter denne omgang kapitulerer jeg minimum for denne auteur. For at straffe bogen har jeg spist en ordentlig skål spaghetti med kødsovs, mens jeg kørte de sidste 30 sider, som nu er prydet af små orange perlepletter - og én lidt større ...

Borgens Forlag 2006, 357 sider.