Djævlen går i Prada. Lauren Weisberger.

CHICK-LIT. Det er ikke fordi, den er karikeret. For det er den. Det er ikke fordi, den - i lighed med så mange andre amerikanske bøger - er for lang. For det er den i særdeleshed også. Balladen er bestemt heller ikke dens svælgen i Jimmi Choo-sko og Chanelkjoler, mocca-frappochinoer, flagrende falskhed og røvslikkeri, 3.000-kroners renseriregninger, evigt tændte mobiltelefoner, fedtfascisme og limousiner op og ned af Manhattan. For det pinpointes så frydeligt skarpt.

Problemet er, at den er moralsk. Den stakkels bifigur Jill på 23 vover at have et sexliv - men SÅ ender man også med at drikke Absolut Vodka direkte af flasken, forstår man. Indtil nogen redder hende hjem til pyjamasfest i forstæderne, og så bliver alt godt igen. Hovedpersonen selv har naturligvis dårlig samvittighed over, at hun overhovedet sover sammen sin kæreste gennem flere år. Tænk, hvis forældrene - far - opdagede det. Af andre forbrydelser kan nævnes: Ikke inden for et par måneder at have set familiens nyfødte baby, som bor 1000 km væk, plus ikke at ringe til sine forældre. Det er til gengæld HELT i orden at en tøs i starten af tyverne tilsyneladende dybest set udlever den højeste grad af lykke, når hun spiller Scrable med farmand, og helst i et rum for dem selv. Yirk.

Jeg tror sgu egentlig, at denne bog ville virke bedre som film - strammere fortalt, billeder på klunset. Så DEN må jeg se ved lejlighed.

Sommer & Sørensen 2006, 343 sider.