Ambassadøren. Bragi Ólafsson

SPEJLE. Det er selvfølgelig heller ikke en nådig opgave inden for kategorien Island at følge op på Stormland, som rangerer meget højt på Bogkassens rangliste. For Ambassadørens ur tikker i et helt andet tempo. Her gælder det om at spidse ørerne lidt mere. Og lægge mærke til, hvad der står og ikke står, for tingene vender tilbage alle sammen i historien, går i ring og fletter sig ind i hinanden. En frakke er ikke bare en frakke, og mor står i vinduet af mange grunde. Sturla er lyriker, snart eks-lyriker, og alt, hvad han har skrevet, dukker pludselig op igen i nye sammenhænge. Erindret, mødt eller stjålet. I Litauen og på Island. (Som altid reagerede jeg fra start negativt på, at hovedpersonen er forfattere. Jeg bryder mig ikke om den slags metatekst, det bliver let krukket - hvilket alligevel gør det lidt utroligt, at Nanna R.K. og jeg netop har valgt en "forfatter" som hovedperson til den slyngelhistorie af en fortælling, vi skrev i vinter og som jeg ville linke til, hvis jeg kunne finde ud af, hvordan man oploadede et worddokument).

Bøger bør omtales på deres egne præmisser. Og jeg tror egentlig ikke, at jeg er i målgruppen eller helt er med på bogens præmisser. Og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.

Men om en ting kan jeg tale: ALVERDENS BAGSIDETEKSTSKRIVERE, vil I ikke nok holde op med at skrive på bagsiden, hvad der sker inden for bøgers sidste 30 sider? I tager al damp ud af kampen.

Athene, 2008. 333 sider.