Afgrundens Rand. Christian Dorph og Simon Pasternak

RICHTER. Ceci n'est pas un livre - det er en film. En tjubang og hæsblæs én af slagsen, nedskrevet og indsvøbt i klassisk krimiomslag: Sølvbogstaver, anonym læderjakke og ildevarslende herreringe. Handlingen løber langt mere enstrenget end sidst, og det glæder en enfoldig læser som den nærværende. Der bliver sværmet lige rigeligt om detaljer om bukser og hårlængde, et par darlings skulle have haft kniven (den får et par karakterer i bogen så til gengæld at føle, også i den grad).

For på en måde skriver de stadig for ... parfumeret: Mere antydning, mindre splat og udpensling ville klæde den. Og længden, d'herrer, længden: Når bøger runder 400 sider udløser det altså en flad. Til gengæld bider humoren uforlignelig, den svirper med halen. Hep-hep for Anita Politikvinde, som prøver kræfter med en mandeverden, gid hun vinder (80'er-opfølgningen må vise det). Og elsker de små fornærmelser - gad vide, hvad Adam Wolff mon egentlig synes om at optræde i romanen.

Og så fortjener det altså en ekstra stjerne, når forfattere kan finde ud af at holde ordentlige kick-off-fester. Sikke et hus, smukke mænd og skarpe damer. Skynd jer at skrive en bog mere.

I øvrigt kan man møde dem begge i morgen torsdag d.27. kl. 20 på Vartov. I'm in.
... Og kan efter afholdt 'Forfatteraften' frekventeret af stenhårdt velafrettede fornuftige unge mennesker, der siddende på fletsæder fik serveret bøssesex og afskårne tunger må jeg indrømme: Første kapitel, nu genoplæst, er helt fucking forrygende. Skrive skrive, det kan de.

Gyldendal 2007, 408 sider.