Poesibog. Naja Marie Aidt

SØD TØS. Eslund havde i går inviteret sit kobbel af litterære hangarounds til Piratoplæsning, komplet med stjernedrys (Naja), pandelampeoplyst Ernst Jünger-oplæsning og en overlevende firserdigter med sin "fantombror Michael" (Strunge, må det formodes). Fænomenet stod på i en brandfælde af et kollektiv ved navn 'Gys Arkitektur', som havde halveret antallet af litteraturstuderende på KU, hvis uheldet havde været ude. Der var mere proppet end til et auguku og som altid til disse ting: Overvægt af piger med specielle features. En pige kom i lyserød kedeldragt med hvid krave, håret sat dronningeagtigt (foldet ind i sig selv ned langs siderne af hovedet) og meget store, spektakulære øreringe. En anden sad direkte under oplæserne med platinblondt, kort hår strøget ned over højre øje, rød skjorte, sort tørklæde med hvide prikker, ultratighte sorte jeans, helt tyndt hvidt bælte og nederst et par sorte støvler med en rød flamme af læder fra svang til akilleshæl, alles so ganz berlinerisch. Min personlige feature var en pose øl. Og lidt skotstern.

I København bliver ethvert optræk til undergrund selvfølgelig straks invaderet af avisskribenter (Kamilla Löfström og Bukdahl) og altså en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, heldigvis fortrak de ind i et særligt rum for de voksne og rigtige digtere, mens vi andre wannabes drak øl fra kiosken og røg Agnetes smøger.

Men Naja læste altså op. Hun havde sat mange papirsklips i bogen, men valgte kun et par af de karakteristiske Engang'er og det ultrasmukke Vinterglæder, som minder mig meget om den smukke suite, Eslund indleder sin samling med. Men i det hele taget er der mange slægtsskaber i Poesibog, og det er ikke bare fint, det er afgørende godt. Naja stod der i det ultratætpakkede rum, en gammel rakket mikrofon forstærket af en frønnet Boomblaster. Læste langsomt, levende, hæst, og hun er så smuk, at det gør en forskel.

Gyldendal reklamerer med, at et enkeltindivid af den slags, der befatter sine meninger i aviser, kalder Poesibog for 'suveræn'. Men der er kun en faktor, der kan afsløre, om digte er suveræne: Tid. Bliver de stående eller falder de i glemsel? - som i denne uge, hvor jeg i hast måtte slå en helt afgørende linje i Hjemfalden op, og pulsen faldt først, da digtet var fundet og genopfrisket, så jeg igen kan det 'med hjertet', som engelsk så poetisk udtrykker det. Vinterglæder og Søndag. De kunne godt blive stående. Jeg håber, de gør. Jeg tror det.

Gyldendal 2008, 89 sider.