søndag, maj 25, 2008

Udødeligheden. Milan Kundera.

GENTAGELSE. Jeg genlæste Udødeligheden og så derefter royalt bryllup. I det jeg var færdig med Udødeligheden, startede brylluppet. Jeg lagde Udødeligheden fra mig og straks startede brylluppet. Kundera har noget med tilfældigheder og tilfældige hændelser, der umiddelbart synes urelaterede, men alligevel ikke er det. (I øvrigt er det løgn. Jeg var færdig med Udødeligheden først på ugen og har i mellemtiden læst en anden bog, men tilfældet er for smukt til, at det skal lade sig hindre af fakta).

Prins Joachim skrev sig smukt ind i Udødelighedens ramme til sit bryllup i weekenden. Længe under ceremonien kikkede han bare på bruden (netop - han kikkede på bruden, ikke på Marie), hans hoved vendt vinkelret på den lodrette akse mellem præsten blik og kameraets linse for enden af kirkegangen, hans profil stod skarp for begge blik.
Da hun går op af midtergangen, fælder han en tåre. Og han smiler, da det er sket, fordi han ved, at han er under observation. I modsætning til Kronprins Frederiks røde, betuttede øjne, går tårerne direkte over i et forlegent, men også sejrssikkert smil. Hvem henvender dette smil sig til? Til os. Ikke gæsterne i kirken, ikke hans brud, men til os, der observerer det med kamera som medium. Smilet har en hensigt, som ikke har noget med kærlighed at gøre. Dér præsterer han, der kulminerer brylluppet følelsesmæssigt med disse tårer. Der sikrer han sig sin udødelighed.
Smilet er som taget ud af Kunderas tekst. Det er Laura og Betinas smil, Betina, som forfulgte Goethe for selv at opnå udødelighed, Laura som er søster til Agnes, alle tiders fantastiske romanfigur.
Joachim og Betina og Lauras smil eksisterer kun i kraft af, at det bliver iagttaget, i kraft af billedet af smilet. Joachim indkalkulerer sin egen udødelighed i øjeblikkets handling, pinligt opmærksom på sin egen tiltrækningskraft for opmærksomhed. Og det lykkes. Joachim har ikke bare 'kendthedens kasseroller' (man må elske Kundera bare for dette ene udtryk!) spændt bag sig, han hypper dem ivrigt foran sig.

Kongehuset er fiktion. Det eksisterer ikke som andet end en fortælling. En historie, som alle bidrager til at opretholde, men ingen tror mere på end andre typer af fiktion. Både alverdens billedblade og tabloidaviser, læsere af billedblade og tabloidaviser, forhåbentlig og formentlig også kongehuset selv ved, at historierne er opdigtede, iscenesatte mytiske fortællinger bygget på arketypiske fortællinger fra livet med udgangspunkt i noget, der har et gran af sandhed, fx at nogle folk mødes i en kirke i Sønderjylland, men pålagt uhyggelige mængder af romantisering, løse rygter og slet og ret fri fantasi, rammet ind i et stramt koncept: Kongehuset som sådan.

Og altså symbolske tårer til en symbolsk handling med nogle mennesker indtegnet i et stramt persongalleri med eksplicitte og livsvarige roller (måske ender de med at tro på dem selv?). Brylluppets fiktion, dets påstand, er på forhånd skæmmet af sin egen modsætning, den underliggende viden om, at dette ikke er den eneste ene, det er for første gang for anden gang for evigt. Og jo mere, at historien vakler på sit skrøbelige grundlag, jo sværere er det at bevare troværdigheden og holde den alt for åbenlyse fiktion på arms afstand. Og jo mere det står klart, jo mere er der brug for Joachims tåre. Men Joachim svigter ikke: Han leverer varen for at gøre brylluppet udødeligt. Og så smiler han.

Gyldendal 1990, 393 sider.

1 Comments:

Anonymous Anonym said...

Kongehuset eksisterer på i Grundloven og på finansloven. Uanset hvad vi måtte mere om det, er det lige så virkeligt som Roskilde, Ida Ebbensgaard og Bjarne Hosbo.

Mvh. Bjarne

11:31 PM  

Send en kommentar

<< Home