fredag, januar 15, 2010

En tyskers historie. Sebastian Haffner

HÆRVÆRK. "Hvad er der egentlig blevet af tyskerne?" Det spørgsmål stiller Sebastian Haffner midt i sine erindringer fra mellemkrigstiden, og det er jo netop det helt centrale spørgsmål: Hvordan kunne dette digternes og tænkernes land som ved et trylleslag overgå til at være en nazistisk horde, en krigsmaskine, et styre blottet for helt grundlæggende moralske principper.

I stedet for at se på historiens skakbræt, hvor nogle enkelte generaler og statschefer fører brikkerne frem, fortæller Sebastian Haffner i 1939, hvordan tiden frem til 1933 udviklede sig - indtil han selv fik nok og emigrerede, ikke fordi han var jøde eller særligt forfulgt, men fordi nazi-styret havde inficeret alt, ikke bare samfundets institutioner og bærepiller, men også - og her kommer det afgørende punkt - hele civilsamfundet. Privatlivet.

Ironisk nok kommer Sebastian Haffner rent faktisk til at marchere i lange støvler og nazi-armbind bag en hagekorsfane. En meget surrealistisk oplevelse for ham, fordi han ser, hvordan borgerne flygter ind i husene for at undgå at hilse på fanen med nazi-hilsene - hvis man undlader det, venter der en dragt prygl. Som jo så skulle give af for eksempel Sebastian Haffner. Som SELV flygter ind i husene, når der kommer nazifaner forbi, fordi HAN ikke vil hilse!

Det, der er så uhyggeligt med nazisternes magtovertagelse er, hvordan det kommer snigende. Jeg tænker som et menneske, der går til grunde i druk. "Den verden, jeg havde levet i, opløstes, forsvandt blev usynlig, dagligt og selvfølgeligt og i al lydløshed. Næsten dagligt kunne man konstatere, at der nu igen var et stykke af den der var gået til grunde og forsvundet: Man så sig omkring efter det og det var der ikke længere" (s. 184).

Og når det kan lade sig gøre, handler det om overfladen af civilisation:
"Revolutionen tog en embedsmandsmine på", som han skriver (s. 178): jødiske læger, jurister, advokater, journalister bliver ganske vist afskediget, men lovformeligt og med opsigelsesvarsel. Enkelthændelser bliver negligeret, gerningsmændene fortoner sig bag systemer og formelle regler. På overfladen LIGNER verden i lang tid sig selv, der er både en Højesteret, aviser og kabareter. Det er kun overflade indeni er retssystemet, systemkritikken og selv kulturen faldet sammen. Men den tilsyneladende status quo, herregud, nogle afskedigelser. Og her står de dannede tyskere tilbage og tænker, at deres borgerlige anstændighed vil redde dem. Men de aner ikke, hvad de er oppe imod: "Hvor helt og aldeles hjælpeløse var vi ikke, som vi stod der med al vores historisk-borgerlige dannelse foran et begivenhedsforløb der ganske enkelt ikke forekom i noget som helst af det, vi havde lært" (s. 129).

Enkeltindivider, der sætter sig op mod nazisterne, bliver knust uden nåde. Grupperinger, der burde have taget til genmæle - for søren da ikke mindst den frie presse - er allerede lagt ned, fordi det kommer oven på en tid, som er politisk totalt forvirret. Hitler er jo ikke den eneste skøre kule, der vil frelse Tyskland - dem er der mange af, regeringer står og falder, der er militante forbund, der udøver selvtægt og oveni kommer hyperinflation og arbejdsløshed. Alle disse storpolitiske forklaringer er een sag. Men ikke den væsentligste her: Sebastian Haffners perspektiv er et andet. Dybt fascinerende. Og dybt, dybt uhyggeligt. Tænk at det kunne ske.

Skulle man angribe ham, skulle det være for selv at generalisere på det tyske folks vegne ved at hævde, at tyskere grundlæggende er på den ene eller den anden måde - der bor i filosof i enhver tysker osv. - det er jo noget pjat, jeg har da mødt en del tyskere helt fri for filosoffer i hjertet.

Gyldendal, 2004, 295 sider

1 Comments:

Blogger The Royal Danish Ballet said...

Uh den lyder fed. Tak for anbefalingen. Og tillykke med nyt (ekstra?) job.
Kh Camilla

2:30 AM  

Send en kommentar

<< Home