onsdag, januar 06, 2010

Østers på Kempinski. Lykke Friis

DIE WENDE.Lige dele historiebog, anekdotesamling og guide til Berlin og Murens Fald. Lykke Friis' Rosenkjær-foredrag er forebilledlige, og de fungerer også godt på skrift på trods af en del gentagelser mellem kapitlerne. Det er Europa-historie fra '89 og frem, og det er simpelthen en gave at læse, når man sidder her i Kreuzberg i ni graders frost og venter på, at det skal holde op med at sne, så vi kan komme ud igen. Alle afsnit afsluttes med nogle guidetips til at se historien i virkeligheden, og langt størstedelen af dem er i Berlin, de fleste kender jeg, men der er hele tiden nye oplysninger, fx at Kansleramt bliver kaldt "Kohlosseum" (Schröder brød sig derimod ikke om størrelsen: "Geht es nicht eine Nummer kleiner?").

Netop anekdoter og citater som ovenstående fra '89 og frem er bogens helt store styrke. Man havde jo næsten glemt, hvordan Berlusconi under et rådsmøde i stedet for at tale om udvidelse vil tale om kvinder og fodbold og beder Schröder lægge for, for han har jo været gift fire gange. Tjekkiske Topolanek der som EU-formand siger, at USA er på Highway to Hell. Kommissær Bolkensteins polske blikkenslager. Polakkerne, der vil have større stemmevægt i ministerrådet, fordi befolkningen ville være langt større i dag, hvis ikke Holocaust havde fundet sted.
Og mange gamle, for mig nye: Anja fra Leipzig, der må skille sig af med sin fugl, fordi den lærer sig selv at sige "Hier ist das erste Fernsehen mit der Tagesschau". Schabowski, der ikke har læst materialet til pressekonferencen ordentligt igennem og får sagt, at alle kan rejse "sofort". Harald Jäger, der 22.42 åbner grænseovergangen ved Bornholmerstrasse. Sovjet-generalerne, der vil have Gorbatjov til at sætte militært ind i DDR 9. november, men Kohl forsikrer Gorbatjov i telefonen, at stemningen er som en familiefest. Den knivsæg i det hele taget: Samme sommer havde Kina knust demonstrationerne på den himmelske fredsplads. Alligevel flyder der Sekt, ikke blod, i Berlin. Det ER da fantastisk. Der er Mitterand, der raser over udsigten til genforening. Willy Brandt, der i 1980'erne kalder Genforeningen en "livsløgn" og så videre, og så videre.

Lykke Friis taler om "At være 89'er", ligesom at være 68'er. Hvordan '89 rent faktisk er langt mere grundlæggende i sin forandring af Europa. Og selvom jeg selv brugte 10. novembers tv-avis på at stå på rulleskøjter på Gerdaslundsvej i stedet for at se det kedelige voksen-tv på trods af min mors insisterende stemme på, at "Dette er historisk!, så er der en pointe. Die Wende ER stort. Noget af det største.

Selvom bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Lykke var på Københavns Universitet, er det ikke en akademisk ørkenvandring. Det er heller ikke meningen, for, som hun skriver: "Komplekse problemstillinger skal kunne formidles i et sprog, så den almindelige tv-seer kan følge med. Ellers er man ikke godt nok inde i sit stof - eller bør bruge lidt (mere) knofedt på sin formidling". Det er en holdning, der godt kunne trænge til at gennemsyre forskningsverdenen langt mere, især i Danmark. Der er alt for mange forskere, der går og putter med deres stof eller kun føler det nødvendigt at præsentere det for deres peers, ikke for omverdenen. Ellers om ikke har den pædagogiske evne til at gøre det. Gid hun må inspirere andre.

DR's forlag, 2009, 196 sider.