lørdag, februar 12, 2011

Èn bold ad gangen. Anders Haahr Rasmussen.

FORHÅND. Hvorfor skulle man læse en bog om Caroline Wozniacki, når man intet aner om tennis? Hvordan kan man læse en bog med sidelange beskrivelser af tenniskampe, når man ikke kender forskel på en førsteserv og en andenserv, ikke ved hvad et serve-es er - eller hvordan en lang, flad bold ser ud. Den bog kan umuligt virke for mig. Og så gør den det alligevel.

Caroline Wozniacki er jo en helt speciel person. Hun er ikke kulørt som Clijsters, hun giver ikke rappe svar som Federer, men hun er ekstremt fokuseret på en meget ren måde: det er ikke nu skal jeg fandme vise dem - hun går bare ind for at vinde, altid, uanset hvor, hvornår og hvor langt hun er bagud. Uanset, om hun undervejs ligger på banen og skriger af smerte og krampe, hun rejser sig op for at vinde kampen (og gør det så i øvrigt, vinder).

Hun er en slags ren væren, ureflekteret uden at være dum. Hun er bestemt ikke dum - men hun spilder ikke tid og kræfter på unødige distraktioner. Det er som om, hun hele tiden befinder sig i den koncentrationszone, som vi andre kun befinder os i i kortere perioder ad gangen. Netop: en bold ad gangen. ('Det har anders fundet ud af er en stor hemmelighed i tennis', sagde en eller anden. Men alle store sandheder ER jo banale. Også i tennis.)

Så hun ER interessant, Caroline Wozniacki. Som person, som deltager i et rejsende landevejscirkus, der i sig selv er skørt, med alle dens sponsorkroner, koreograferede Wimbledon-drenge, forrykte pressekonferencer, lebbehad og alt det andet, bogen beskriver. Det er rigtigt, som Lea sagde om bogen: den lider ikke af journalistisk pyntesyge. Det er enkelt og klart fortalt, uden at sætte journalisten selv i fokus, og den er befriende renset for pseudo-psykologiske betragtninger om hendes fars pacing. Det virker nærmere som hende, der pacer ham. Smukkest er afslutningskapitlet, det er virkelig finalen. De fleste fagbøger slutter ikke, de holder bare op. Ikke her. Meget elegant.

Gyldendal 2010, 199 sider.

tirsdag, februar 01, 2011

Tine Bryld - et lettere kaotisk ridt (lydbog). Gitte Løkkegaard

LYDBOG. Jeg havde egentlig ikke set nogen forbindelse mellem de to lydbøger, altså denne og Blekingegadebanden nedenfor, men den er jo helt oplagt: venstrefløj i Danmark fra starten af tresserne og frem. Tine Bryld er jo et ikon fra samme tid, som KAK og Appel-drengene tager en noget mere radikal bane frem mod socialismen. Men der er jo en rød tråd mellem Blekingegadebandens anti-imperialisme og Tine Brylds kamp for de udstødte og forsømte grønlandske unge, for de svageste. Men for Tine Bryld er det enkelte menneske altid det vigtigste og uendeligt værdifuldt, uanset ophav, og det mente banden ikke. Og der ryger kæden helt af, tråden knækker.

Jeg er jo KÆMPE Tine Bryld-fan, og det er så cool at høre om hendes eget rodede liv, selvoplevede utilstrækkelighed og af og til svigt, når hun samtidig har været så meget for så mange. Men formen er lidt synd for personen. Bogen er mest af alt et langt interview med lidt baggrund, og det er ikke nok til at bære en hel bog. Der er ikke modspil nok til hende, og det havde jo været så meget mere interessant, hvis der var hentet andre kilder ind - det havde jo også højnet troværdigheden.

Sprogligt set er bogen heller ikke noget blomsterbed, fx er der en irriterende brug af (overflødige) beskrivende adjektiver. Og igen knurrer jeg over lydbogsformatet: I en bog, der er citatbåret, fungerer det ikke, at en anden person læser Tine Brylds citater op - og endda lægger en intonation ind i det, som ikke altid lyder særligt troværdig, små fnis, fraseringer og udbrud og sådan. Tine eller ej! Oplæsningen af citaterne sætter sig mellem to stole.

Bogen ER for let. Men det er jo Tine Bryld. Og hun er uendeligt cool. Så man tilgiver det alligevel.

Gyldendal Lyd, 2010, 5 timer 22 min. Via Netlydbog.dk, der IKKE kan lægges på iPod'en, og DET er irriterende.