fredag, januar 15, 2010

En tyskers historie. Sebastian Haffner

HÆRVÆRK. "Hvad er der egentlig blevet af tyskerne?" Det spørgsmål stiller Sebastian Haffner midt i sine erindringer fra mellemkrigstiden, og det er jo netop det helt centrale spørgsmål: Hvordan kunne dette digternes og tænkernes land som ved et trylleslag overgå til at være en nazistisk horde, en krigsmaskine, et styre blottet for helt grundlæggende moralske principper.

I stedet for at se på historiens skakbræt, hvor nogle enkelte generaler og statschefer fører brikkerne frem, fortæller Sebastian Haffner i 1939, hvordan tiden frem til 1933 udviklede sig - indtil han selv fik nok og emigrerede, ikke fordi han var jøde eller særligt forfulgt, men fordi nazi-styret havde inficeret alt, ikke bare samfundets institutioner og bærepiller, men også - og her kommer det afgørende punkt - hele civilsamfundet. Privatlivet.

Ironisk nok kommer Sebastian Haffner rent faktisk til at marchere i lange støvler og nazi-armbind bag en hagekorsfane. En meget surrealistisk oplevelse for ham, fordi han ser, hvordan borgerne flygter ind i husene for at undgå at hilse på fanen med nazi-hilsene - hvis man undlader det, venter der en dragt prygl. Som jo så skulle give af for eksempel Sebastian Haffner. Som SELV flygter ind i husene, når der kommer nazifaner forbi, fordi HAN ikke vil hilse!

Det, der er så uhyggeligt med nazisternes magtovertagelse er, hvordan det kommer snigende. Jeg tænker som et menneske, der går til grunde i druk. "Den verden, jeg havde levet i, opløstes, forsvandt blev usynlig, dagligt og selvfølgeligt og i al lydløshed. Næsten dagligt kunne man konstatere, at der nu igen var et stykke af den der var gået til grunde og forsvundet: Man så sig omkring efter det og det var der ikke længere" (s. 184).

Og når det kan lade sig gøre, handler det om overfladen af civilisation:
"Revolutionen tog en embedsmandsmine på", som han skriver (s. 178): jødiske læger, jurister, advokater, journalister bliver ganske vist afskediget, men lovformeligt og med opsigelsesvarsel. Enkelthændelser bliver negligeret, gerningsmændene fortoner sig bag systemer og formelle regler. På overfladen LIGNER verden i lang tid sig selv, der er både en Højesteret, aviser og kabareter. Det er kun overflade indeni er retssystemet, systemkritikken og selv kulturen faldet sammen. Men den tilsyneladende status quo, herregud, nogle afskedigelser. Og her står de dannede tyskere tilbage og tænker, at deres borgerlige anstændighed vil redde dem. Men de aner ikke, hvad de er oppe imod: "Hvor helt og aldeles hjælpeløse var vi ikke, som vi stod der med al vores historisk-borgerlige dannelse foran et begivenhedsforløb der ganske enkelt ikke forekom i noget som helst af det, vi havde lært" (s. 129).

Enkeltindivider, der sætter sig op mod nazisterne, bliver knust uden nåde. Grupperinger, der burde have taget til genmæle - for søren da ikke mindst den frie presse - er allerede lagt ned, fordi det kommer oven på en tid, som er politisk totalt forvirret. Hitler er jo ikke den eneste skøre kule, der vil frelse Tyskland - dem er der mange af, regeringer står og falder, der er militante forbund, der udøver selvtægt og oveni kommer hyperinflation og arbejdsløshed. Alle disse storpolitiske forklaringer er een sag. Men ikke den væsentligste her: Sebastian Haffners perspektiv er et andet. Dybt fascinerende. Og dybt, dybt uhyggeligt. Tænk at det kunne ske.

Skulle man angribe ham, skulle det være for selv at generalisere på det tyske folks vegne ved at hævde, at tyskere grundlæggende er på den ene eller den anden måde - der bor i filosof i enhver tysker osv. - det er jo noget pjat, jeg har da mødt en del tyskere helt fri for filosoffer i hjertet.

Gyldendal, 2004, 295 sider

tirsdag, januar 12, 2010

Tyskland. Per Øhrgaard.

Oh MAN hvor er det en sej bog. Ikke bare fordi den giver et kompakt overblik, præcist fortalt, dybt vidende og med perfekt balance mellem at referere historien og at tolke den - alt er jo fortolkning - men fordi den fortalte historie er så grundlæggende dybt interessant. Tyskland, så stor betydning for Danmark, men vi kan stort set ikke landets historie. Per Øhrgaard giver på små 300 sider mulighed for at rette op på den sag. Som Øhrgaard spørger: "Bør man overhovedet have et afslappet forhold til sin nationans historie? Måske er danskernes til deres lovligt bekvemt måske er tyskernes mere anstrengte bedre til at modvirke farlige tendenser i nutiden?" (s. 20)

Det er fra krigen og frem, Øhrgaard beretter. Ikke engang en menneskealder, men hele Bundesrepublikkens historie - og DDR's samlede, afsluttede. Det er kulørt, det er vanvittigt, det er båret af gamle mænd og nye tendenser (undervurder ikke det politiske impact af jeans), diktatur, RAF, demokrater, hippier, katolske borgerlige og intellektuelle. Det er kompakt, men let forståeligt.

Men hvorfor der ikke er et register, bare nogle enkle henvisninger til de bøger, der er citeret eller i det mindste bare et KORT over Tyskland, det er ikke bare en gåde, det er noget sjusk. Süddeutsche havde fx igår en kommentar af en vis hr. Eppler, og så ville det jo være ret smart at kunne slå ham op. De bragte også billedet af Joschka Fischer, der i 1985 aflægger ed som miljøminister i Hessen iført turnschue og uden slips - det er omtalt i bogen, men måtte bladre hele bogen igennem for at finde det sted, han er omtalt for at kunne lægge det lille udklip ind.

Gyldendal 2009, 280 sider.

onsdag, januar 06, 2010

Østers på Kempinski. Lykke Friis

DIE WENDE.Lige dele historiebog, anekdotesamling og guide til Berlin og Murens Fald. Lykke Friis' Rosenkjær-foredrag er forebilledlige, og de fungerer også godt på skrift på trods af en del gentagelser mellem kapitlerne. Det er Europa-historie fra '89 og frem, og det er simpelthen en gave at læse, når man sidder her i Kreuzberg i ni graders frost og venter på, at det skal holde op med at sne, så vi kan komme ud igen. Alle afsnit afsluttes med nogle guidetips til at se historien i virkeligheden, og langt størstedelen af dem er i Berlin, de fleste kender jeg, men der er hele tiden nye oplysninger, fx at Kansleramt bliver kaldt "Kohlosseum" (Schröder brød sig derimod ikke om størrelsen: "Geht es nicht eine Nummer kleiner?").

Netop anekdoter og citater som ovenstående fra '89 og frem er bogens helt store styrke. Man havde jo næsten glemt, hvordan Berlusconi under et rådsmøde i stedet for at tale om udvidelse vil tale om kvinder og fodbold og beder Schröder lægge for, for han har jo været gift fire gange. Tjekkiske Topolanek der som EU-formand siger, at USA er på Highway to Hell. Kommissær Bolkensteins polske blikkenslager. Polakkerne, der vil have større stemmevægt i ministerrådet, fordi befolkningen ville være langt større i dag, hvis ikke Holocaust havde fundet sted.
Og mange gamle, for mig nye: Anja fra Leipzig, der må skille sig af med sin fugl, fordi den lærer sig selv at sige "Hier ist das erste Fernsehen mit der Tagesschau". Schabowski, der ikke har læst materialet til pressekonferencen ordentligt igennem og får sagt, at alle kan rejse "sofort". Harald Jäger, der 22.42 åbner grænseovergangen ved Bornholmerstrasse. Sovjet-generalerne, der vil have Gorbatjov til at sætte militært ind i DDR 9. november, men Kohl forsikrer Gorbatjov i telefonen, at stemningen er som en familiefest. Den knivsæg i det hele taget: Samme sommer havde Kina knust demonstrationerne på den himmelske fredsplads. Alligevel flyder der Sekt, ikke blod, i Berlin. Det ER da fantastisk. Der er Mitterand, der raser over udsigten til genforening. Willy Brandt, der i 1980'erne kalder Genforeningen en "livsløgn" og så videre, og så videre.

Lykke Friis taler om "At være 89'er", ligesom at være 68'er. Hvordan '89 rent faktisk er langt mere grundlæggende i sin forandring af Europa. Og selvom jeg selv brugte 10. novembers tv-avis på at stå på rulleskøjter på Gerdaslundsvej i stedet for at se det kedelige voksen-tv på trods af min mors insisterende stemme på, at "Dette er historisk!, så er der en pointe. Die Wende ER stort. Noget af det største.

Selvom bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor Lykke var på Københavns Universitet, er det ikke en akademisk ørkenvandring. Det er heller ikke meningen, for, som hun skriver: "Komplekse problemstillinger skal kunne formidles i et sprog, så den almindelige tv-seer kan følge med. Ellers er man ikke godt nok inde i sit stof - eller bør bruge lidt (mere) knofedt på sin formidling". Det er en holdning, der godt kunne trænge til at gennemsyre forskningsverdenen langt mere, især i Danmark. Der er alt for mange forskere, der går og putter med deres stof eller kun føler det nødvendigt at præsentere det for deres peers, ikke for omverdenen. Ellers om ikke har den pædagogiske evne til at gøre det. Gid hun må inspirere andre.

DR's forlag, 2009, 196 sider.

søndag, januar 03, 2010

Ikon - Journalistikkens førstedamer. Mette Vibe Utzon

ARVESØLVET. Ah! Så er bogsæsonen startet igen. Med en bog, som jeg selv havde overvejet at skrive, men nu er Mette Vibe Utzon kommet mig i forkøbet, og tak for det, så kan jeg blot læne mig tilbage og nyde de cool, gamle kvinder i vores fag, fire af dem (kun fire? hvorfor?); Vibeke Sperling, Ulla Terkelsen, Alice Vestergaard og Mette Fugl.

Vibeke Sperling topper min liste, men de andre overrasker, især Ulla Terkelsen. Men Sperling er og bliver den sejeste i min verden. Hun skriver på toppen af så meget viden, så meget erfaring, så stor indlevelse (Eksempel: Et af de arbejdsredskaber, hun savner mest ved ikke at kunne rejse ind i Rusland, er at sætte sig i metroen i Moskva og bare køre i timer og smuglytte til folks samtaler, se DET er voxpop på en begavet måde), så stor indædthed: "Hver gang jeg har fået sådan en under hånden besked om - og dem har jeg fået flere af - at hvis jeg dæmper mig lidt ned, så er det ikke noget problem med det visum, så får den næste leder en ekstra tand". Se, det er en et forbillede. Men ikke et journalistisk "fyrtårn" - "Det lyder som fløjtetønder", som hun siger.

Ulla Terkelsen kan man simpelthen ikke lade være med at kunne lide, hun er lige sådan en, man har lyst til at sidde til bords med til en fest. Hendes livssyn er simpelthen fantastisk: "Det er det værste - folk, der beklager sig over deres liv! De må aldrig beklage dig over dit liv. Livet er en gave fra Gud, og vi skal være glade og lykkelige - That's it!". Hendes journalistiske mission er lige til: "At stimulere mennesker, så de er muntert kritiske og muntert vidende".

Mette Fugl hører til dem inden for faget, man som kvindelig journalist skylder meget for at have taget de kampe, der skal kæmpes i langt mindre grad i dag, om end de ikke er slut. Man kan nogen gange glemme det. Og her må man tage hatten af for hende: "Ind imellem kan jeg godt blive irriteret, når jeg hører unge, kvindelige kolleger sig "Nu er jeg ikke rødstrømpe, men ..." Så får jeg lyst til at svare; 'Ved du hvad, kammerat? Hvis ikke vi havde flyttet alle de der sten, som vi trods alt flyttede, så das du slet ikke her!'" Point taken! Tak. Men der alligevel en bitterhed i hendes tone, som er svær at greje. Gad vide, om hun selv er helt tilfreds med interviewet? Hun er den eneste, der ikke har ladet sig fotografere til bogen (irriterende!), det kan være en praktisk ting, det kan være, at det ikke er. Der er jo så mange tilfælde bag sådan en bog.

Alice Vestergaard er den svageste stemme i bogen - hun var den første til en masse ting, men måske var det netop fordi hun ikke var rødstrømpe, men en pæn, nordjysk pige. Hendes tekst er dog et eksempel på, hvad jeg mener er eneste anke ved bogen: Bliver der talt nok journalistik? Jeg kunne godt tænke mig, at der var mindre om arbejdspladser og kolleger og mere om journalistikken. Det er jo fire kompetente damer - hvorfor så ikke i højere grad lade dem reflektere over faget. Det er der, jo, men slet ikke foldet så meget ud, som man kunne ønske. Der er jo masser af tale om. Masser. Men så kan man jo lave en opfølger :-)

Forlaget Verve Books, 2009, 248 sider.