søndag, oktober 07, 2012

Drive. Daniel H. Pink

DERFOR. Jeg stødte på Drive via et cool forskningsprojekt om redaktionel ledelse lavet af en finsk journalist, Laura Saarikoski, på Reuters Institute for the Study of Journalism og skyndte mig at bestille den hjem. Daniel H. Pink bliver nu nævnt i flæng sammen med typer som Malcolm Gladwell, og det forstår man godt:

Det er en af de type bøger, som man både må elske og knurre af. Mest det første heldigvis: Bogens tese er, at rigtig mange virksomheder opsætter de helt forkerte skemaer for belønning af medarbejdere, en klassisk stok-og-gulerod-metode, hvor man bliver belønnet med godbidder eller bonusser, hvis man har nået nogle meget specifikke mål. Men denne type motivation viser Pink, der ikke selv er forsker, men trækker på den, er faktisk væsentligt mindre effektiv end at droppe den klassiske ledelse og i stedet lade medarbejdere have autonomi og lade dem se et formål med opgaven. Det er vældigt interessant, fordi det støder mod nogle meget basale forståelser af, hvad der motiverer os: For selvfølgelig vil vi da gerne have bonus, når vi har opnået et mål, ikke sandt?? Og vil det overhovedet være muligt at nå nogle resultater, hvis alle medarbejdere kan komme og gå, som de vil og ikke har et kvantitativt og en timeseddel hængende over hovedet? Især, men interessant nok ikke kun, når det gælder medarbejdere på kreative arbejdspladser, kan det være meget store gevinster at hente på at slippe medarbejdere fri - også helt fri til at lave projekter, der ikke nødvendigvis har noget med virksomhedens almindelige arbejde at gøre.

Når man alligevel må knurre af bogen, handler det om, hvordan den slår sig op som en ny 'bibel', altså som om det skulle være et helt afgørende nybrud, at man ikke kun bliver motiveret af mål og penge, som det påstås at være paradigmet for ledelse indtil stort set i dag. Det er den slags grundlæggende antagelser, der får en til at undre sig over, om ledelsesskribenter måske en dag skulle tage og se lidt længere ud over eget felt. For selvfølgelig er det ikke noget nyt, at kunst, dannelse, religion, ideologi og så videre har betydet alverden for medarbejdere i masser af år. Og at medarbejdere har hentet deres inspiration og formål fx her. Dét er jo ikke nyt, selvom det her præsenteres sådan.

Bogens hele sidste del er en hands-on guide til, hvordan man kan implementere denne nye tilgang til motivation i sit eget liv, hvad enten man er medarbejder, leder, lærer eller forælder. Samt summary og ideer til videre læsning. Jeg kan godt lide, at bogen udvider sit eget felt her, og at bøger ikke kun behøver at være skrevet i almindelig fortløbende prosa, som det ofte er tilfældet. Også cool, at Pink så åbent inviterer til dialog om bogen. Selvom det nok er befordrende for dialogen, hvis man er CEO i et stort selskab. Well, hermed anbefalet. Man bliver inspireret af at læse den.

Canongate, 2009, 215 sider.

Sommerhus, senere. Judith Hermann

AFSTAND. Jeg fortsatte min Judith Hermann-læsning i hendes debutnoveller, som viste sig at være helt tilbage fra 2000, og SÅ ung er hun altså heller ikke, når man slår efter. Historierne er mere spredte end i Alice, men holdt sammen af en melankolsk tone, som ligner den i Alice.

Her er der ikke nogen, der dør, men det er hele tiden kærlighed eller forhold, der enten er ulige eller lidt på siden af at blive til noget. Enten fordi personerne selv negligerer forholdets alvor, eller fordi de bare ikke indser, hvordan de selv står i forhold til den anden, og dermed gør den anden ondt. Hele tonen er præget af en rastløshed i hovedpersonerne, som om de hele tiden venter (og ryger joints imens), men de ved ikke selv, hvad det er, de venter på, og de gør ingen synderlig indsats for at finde ud af det.

Af og til også uventet fin: Jeg havde set mig sur på en novelle, hvor hovedpersonen træls nok hedder Hunter Thompson (dog ikke S.), men han er en aldrende herre, der bor på et nedslidt hotel på Manhattan på et tidspunkt, hvor Upper West Side IKKE er blevet fashionabelt endnu, men et sted med ludere, lommetyve og skæve eksistenser. Den mindede en del i tonen om Sara Stridsbergs Drømmefakultetet, uden at levere på samme måde i forhold til hovedpersonen, hvis det altså overhovedet skal tages for pålydende, hvem denne person er, for man kan jo godt hedde Hunter Thompson og elske klassisk musik og kende beatpoeter uden at være dén mand. Og så leverede den alligevel så fint, så fint til sidst, at man må sidde på Islands Brygge en eftermiddag og bare lade tårerne trille, fordi den ender så sørgeligt. Dét kan en god historie.

Høst & Søn,  2000, 165 sider.

fredag, oktober 05, 2012

Alice. Judith Hermann

DØDEN. Lille bog med stort gods i sig. Det er fem noveller, der handler om den samme kvinde, Alice, og i hver historie, kapitel eller novelle, hvordan man nu ser på det, dør der et menneske i hendes verden, en mand. Nogle gange er det tæt på, andre lidt længere væk. En eks-kæreste, en faderfigur, en bekendt. Selvom nogle af dødsfaldene er uventede, er det ikke store dramaer eller voldsomme ulykker, der bliver beskrevet. Folk dør bare, fordi de er syge eller gamle - eller måske er der en enkelt ulykke? Det er ikke helt til at sige.

Hun skriver helt enkelt og rent, super stemningsmættet med flotte billeder: Hvordan hverdagen og livet jo er praktisk omkring et døende menneske: Det lille barn, der ikke forstår alvoren eller morens sorg, skal have mad og vil lege - helt uanende om, hvordan det bærer sin fars tydelige træk med sig, den far, der nu ligger i en udmagret version på sygehuset og er ved at dø af kræft. Eller hvordan man kan have stået og købt en Cornetto på en varm sommerdag, og så var det lige dér, han udåndede. Og så er historierne også bundet sammen af helt enkelte, små detaljer, der går igen i historierne. 

Judith Hermann er relativt ung, tysk, og det er helt klart ikke det sidste, jeg har læst af hende.

Batzer og Co, 2011. 181 sider.

Repremiere i mit indre mørke. Søren Ulrik Thomsen

ESSAYS. Normalt er emner som rygning, andelsboliger og hjemløse i New York forbeholdt journalister og meningsdannere, når der skal skrives om dem - faktisk både kort som langt, medmindre der er tale om fiktion. Så meget mere interessant er det at se, hvad der sker, når pennen tilhører en helt anden type skribent, nemlig Søren Ulrik Thomsen. Han tager nogle gange nogle helt andre veje ind og ud, og det gælder både sit valg af indhold og sproget i sig selv. Her er ikke journalistikkens dogme om enkelthed i formidlingen, og der bliver også plads til humor og erkendelser undervejs. Det baner vej for helt nye måder at se verden på, mere nuanceret, sjovere og med helt andre referencer.

Det er Søren Ulrik Thomsens take på de mere generelle emner, der gør bogen værd at læse. En hel del af hans essays handler, måske naturligt nok, om mere specifikke litterære eller kulturelle fænomener, og her bliver det flere gange for indforstået. Det er sikkert værd at læse en refleksion over et værk, man kender - det kan jeg jo læse i de tekster, hvor jeg kender ophavet til det, han skriver om, der er en skøn tekst om PH - men undervejs er der også tekster, hvor man tænker, at den kunne han have gemt til en danskantologi, fordi det simpelthen er for nørdet eller indforstået, hvis man ikke kender ophavet.

Og så slutter bogen lige af med en fantastisk tekst skrevet over Beauforts vindskala, som har et helt andet format end hans essays, og hvor man lægger sig fladt ned for en mand, og tilbage står sætningen: Han kan skrive. Bogen fik mig til at lave min egen lille kanon over "de bedste danske digte ever". Måske tilføjer jeg den på et tidspunkt til bloggen. SUT er selvfølgelig på.

 Vindrose 2009, 170 sider

Dette burde skrives i nutid. Helle Helle

KØREPLAN. Jeg synes, at det kendetegner en god forfatter, man ikke er i tvivl om afsenderen, når man åbner bogen. Man behøver ikke at læse mere end nogle få linjer, før man er helt klar over, at dette er en Helle Helle-bog, så enkelt, så finurligt, så morsomt og altid med virkelighedens mærkelige sammentræf og logiske spring i sætningerne. For sådan tænker man jo. Og før man får set sig om, så er man kørt ned til planteskolen, og så er kæresten skiftet ud med en ny inden længe. Mænd, intercitytog og depressioner kommer og går.

Jeg synes, at Dette burde skrives i nutid mangler et gran i humor i forhold til Ned til hundene. Og jeg overvejer, om jeg også synes, at den næste bog skal være sat i samme ramme. For nu har vi været her nogle gange. Måske ville det være forfriskende at læse noget meget tungere, større, måske endda, gyse, mere episk? Måske i en helt anden kontekst eller tid? Vi ser.

Samleren, 2011, 160 sider.

Kongens Fald. Johannes V. Jensen

DANNELSE II."Du bist enterbt", sagde Hans Jørn til Kirse, da hun endnu engang havde opgivet at komme igennem Kongens Fald. Hvordan kunne datteren ikke anerkende storheden i dette mesterværk? Jeg ved det, Hans Jørn: Magen til selvhøjtidelig sejtrækker i bedaget sprog skal man da lede dybt i reolen efter. Det mindede mig ikke så lidt om at høre Poul Reumert læse Oehlenschlägers Guldhornene op.

Alle store værker kræver en indsats, således må der også lægges en her. Og det er svært ikke at nyde, hvordan hestene skumpruster sig vej gennem Sverige og Jylland og falder døde om, eller føle med den stakkels pige, der bliver sat til offentlig spot og spe og spytklatter - og hvis barn senere dukker uventet op og trækker spor gennem historien. Men der kommer aldrig den dybde i karaktererne, der skaber en medrivende fortælling for mig. De er afstumpede, og når man ikke kender historien, og her mener jeg Danmarkshistorien, præcist på forhånd, bliver man nødt til at slå hændelserne op, for at det næsten overhovedet giver mening. For det er ikke nok at vide, at det stockholmske blodbad fandt sted, man må også kende til bisper og svensk adel.

I modsætning til sommerens anden store klassiker, Lykke-Per, der rækker fremad og skaber en stor fortælling, var Kongens Fald en bog, hvor man konstant tænkte: Hvor mange sider er der NU tilbage? Og uanset, hvor mange trusler om at blive gjort arveløs, man modtager, tror jeg aldrig, at jeg bliver fan af den bog.

Gyldendal, 1900/1944/2007, 240 sider.

Lykke-Per. Henrik Pontoppidan

DANNELSE. Jeg sad oppe på biblioteket på Krogerup i en pause i vores sommerkursus og manglede en bog at læse. Og da biblioteket ikke er det mest opdaterede, var en klassiker på alle måder på sin plads. Koden skulle lige knækkes over de første 100 sider - det er en lang bog. Men så var det jo en fremragende fortælling, som fik mig til at fiske det gamle eksemplar fra 1934 ud af reolen, som har ventet på mig længe.

Jeg bliver selvfølgelig edderspændt rasende på det pjok til Per, der kan alting, sålænge der er folk, der betaler hans ophold i livet og skænker vin i glasset og finansierer hans færd rundt i verden, men som har rygrad som spaghetti, når han skal stå på egne ben - og slet ikke har øje for "denne vidunderlige Jakobe", som han ret beset slet ikke er god nok til, men lige skal rundt og snuse til andre damer og ender hjemme ved malkepigen, som man jo nok gætter lidt tidligt i historien. Man kan ikke lade være med at få den tanke, hvor meget der er bedre i dag, fordi unge kan knalde dem, de vil, blive kærester noget tid, få det overstået og så slippe dem igen. Så havde mange kvaler været overstået for bogens hovedpersoner, herunder de bekymrede forældre, som må annoncere forlovelserne.

 Noget af det bedste er faktisk at læse om, hvordan København fungerer og udvikler sig i løbet af de år, man følger ham. Hvordan brokvartererne skyder op og det bliver til PH's København. Hvordan overklassen fester og skønt at følge dem, når de tager på landet (man må gå ud fra, at det er cirka Hellerup, de farer ud til). Men det er også tankevækkende, hvor internationalt orienterede, de faktisk er. Og så er hele kampen mellem Pers sort-kristne præstehjem, den lysere (næsten lalleglade) grundvigianisme og hele det moderne gennembruds afsværgelse af religionen til fordel for fremskridtet en fornøjelse at læse - ikke mindst, fordi det ikke er skrevet med nutidens besserwisser-synsvinkel.

 På trods af, hvordan man bander af Lykke-Per, kan man ikke lade være med at heppe på ham. Også hen mod slutningen, hvor han endelig kan siges at træde i karakter og ofre noget dyrt for et andet menneske. Det er virkelig en stor bog, en flot dannelsesfortælling, en nuanceret tidsskildring og tilsat en meget fin humor. Jeg kunne godt læse noget mere Pontoppidan.

Gyldendal, 1934 (oprindeligt 1898-1904), 758 sider.

Harry Potter 1-7. J.K. Rowling

MAGISK. Jeg brugte en del tid i foråret på at få læst Harry Potter sagaen. Og det er faktisk en rigtig fin historie. Lang, også for lang undervejs, og når alle bøgerne er spændt ud over ét skoleår, blev den narrative opbygning lige vel ensformig undervejs. Men det ændrer sig, og der er mange formildende omstændigheder: Først og fremmest at historien er godt fortalt. Det kan man jo komme langt med. Og i starten må man bare hengive sig til historien, der starter som et børneunivers med virkelig mange sjove indfald og ændringer af virkeligheden, der gør universet enormt charmerende.

 Senere følger rigtige slag, død og masser af twists - lidt vel rigeligt, måske - og det hele handler om at stå op for sine venner og ikke bøje nakken for overmagten. Jeg kunne ikke forestille mig at læse Rowlings nye voksenbog. Men at Harry Potter har solgt så enormt meget, det giver god mening. Den er værd at give videre. Det er simpelthen en god historie.

Bloomsbury, ca. 4.000 sider.