søndag, marts 11, 2012

Det lykkelige Arabien. Thorkild Hansen

OPDAGELSESREJSENDE. Skøn historie à la opmålingen af verden om den fem videnskabsmand store kongelige, danske ekspedition til Det lykkelige Arabien, som startede i 1761. Det er altså kun godt 200 år siden, og selvom vi kan genfinde masser af elementer fra vores nutid, så er det virkeligt mærkeligt at tænke på, at for to lange liv siden kunne man være den første person, der tegnede et præcist kort over Yemen. Eller opdagede helt nye arter af blomster. Og stod vinden forkert ud af Helsingør, ja, så kunne det tage flere måneder at krydse Skagen og komme syd.

Det bedste ved historien er dens karakterer, som er så outrageous, at de ville tendere det utroværdige - hvis det altså ikke lige var fordi, at det hele kan dokumenteres gennem breve, dagbøger og en enkelt hårrejsende apotekerregning indeholdende nok gul og hvid arsenik til at slå et helt regiment ned. De to pinger i spidsen er to store personligheder: Sprogprofessoren van Haven er magelig og forfængelig og fyldt med gode undskyldninger, botnikeren Forsskål arbejdsom, men stædig og kolerisk. Som Carsten Niebuhr, der bliver bogens omdrejningspunkt, bemærker:

"Sådan er ved nærmere eftersyn 'videnskaben og de sande lærde', en blanding af tavse ambitioner og højrøstede forurettelser, smaa intriger og enorm forfængelighed".

Lægen Kramer er doven, tegneren Bauerfeind er ok, men der er kun én helt, nemlig den beskedne, pligtopfyldende og nysgerrige Carsten Niebuhr, der til slut viser sig for undseelig til nogensinde at få det store gennembrud, hans arbejde rent faktisk forundte ham. Det er altså ikke nok at være en pligtopfyldende nørd som Niebuhr, hvis man bare sætter sig ned i Dietmarsken og nægter at bære sin viden ud i verden. Det er jo en skandale, at hans viden ikke blir udbredt mere - men hvis manden decideret ikke vil, ja, så er tingene op ad bakke. Så Niebuhr mangler virkelig en smule af den høje selvforståelse, hans rejsefæller har til overflod.

Fantastisk er det også hen mod slutningen af få løst gåden, der har rumlet fra start: Hvorfor hedder det Det LYKKELIGE Arabien? For selvom det starter fint, da de ankommer, er det bestemt ikke specielt lykkeligt, hvad der sker for det stadig mindre rejseselskab dernede. Og elegant nok viser hele præmissen for ekspeditionen, at der skulle være specielt lykkeligt, at bero på intet mindre end en fejloversættelse. Morsomt og tragisk.

Thorkild Hansen overtager Carsten Niebuhrs tørre humor - som fint har holdt sig 200 år. Hvad Hansen desværre tillægger historien, er en irriterende vane med at komme med 60'er aktuelle kommentarer om fx atomkrig (à la: Dengang troede man, man havde en fremtid ...), Det siger sig selv, at de ikke på samme måde som hans egentlige materiale holder til tidens tand, men virker allerede langt mere bedagede end det 200 år gamle materiale.

The Sense of an Ending. Julian Barnes.


MINIMALISME. Uhyggeligt skarp bog, en hel livshistorie, et kæmpe drama og et helt levet livs refleksion skåret ned til 150 effektive sider. Få karakterer, lige linje i historien, dybe refleksioner, mange twists. Et hovedteme er, at én ting er, hvordan man husker historien, en anden, hvad der egl skete. Det er meget fint formidlet, de små og store overraskelser, man kan få, hvis man blir stillet over for, hvordan man egentlig opførte sig. Der er nogle venner, en kæreste, et selvmord. En familie, der har hemmeligheder, og dem vægrer den om. Og som i virkeligheden er der ikke een løsning, et svar - og man reagerer, fordi man tror, man ved, hvordan verden hænger sammen.

Lars læste den lige før mig, og det var virkelig sjovt, hvordan vi tolkede den helt forskelligt i, hvem der var manipulator, og hvem, der var offer. Måske den mest præcise bog, jeg har læst.

IQ84, bd. 1. Hariku Murakami

MACHA. Så gik jeg ombord i den næste Murakami, den var skøn-skøn-skøn og hurtigt læst, men jeg var noget træt af at finde ud af, at der er TRE bind, og man må vente på treeren på dansk. Så kommer man jo til at glemme en masse. Der er en masse analogier til fx Mænd, der hader kvinder - incl Salanderfigur - og til en omvendt Big Brother, som hedder "little People". Det er bare bonus undervejs. Nåmmen mens jeg læste, saksede jeg nogle citater fra bogen, der handlede om at skrive. Det er jo ikke Murakami selv, der taler, men alligevel:

"der er nødt til at være "noget særligt". Der skal være noget i teksten, der gør, at jeg ikke kan lægge den fra mig. Det er primært den måde, jeg vurderer en roman på. Hvis jeg umiddelbart forstår det hele, har den absolut ingen interesse. Det er såvel indlysende som ganske elementært." Komatsu, s. 34

"Komatsu løftede hånden, der holdt cigaretten. "Tengo, prøv at se det på den her måde. Læserne har jo allerede set en himmel med én måne. Ikke sandt? Men de har med garanti aldrig set en himmel med to måner. Hvis man skriver om noget, som de fleste læsere aldrig har set før, er det nødvendigt med en præcis og detaljeret beskrivelse, mens man sagtens kan lade være med at beskrive - eller helt udelade - det, som de fleste læsere allerede kender til." s 231 (og ikke længe efter læser man så beskrivelsen af de to måner - så er bogen inde i bogen??)

Via Tjekhov: "en forfatter skal ikke besvare spørgsmål, men stille dem" s. 344

Glæder mig til fortsættelsen.

Forlaget Klim, 2011, 403 sider.

Kafka on the shore. Haruki Murakami

MIAV. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg aldrig har læst Murakami før. Jeg tror, jeg tænkte, at det ville være tungt, indviklet og svært tilgængeligt, men det er jo lige præcist det modsatte. Det har en fantastisk lethed, jeg elsker alle de magiske elementer, jeg elsker renheden og den klare historie. Talende katte og bortløbne soldater fra 2. verdenskrig, kom med dem, det er skønt. Jeg er slet ikke færdig her.

Røde kager og grøn te. Kristian Ditlev Jensen

JAPAN. En vidunderlig introduktion til Japan, som jeg først fik læst lige efter sidste sommers rejse til Japan. Der er så uendeligt meget at beskrive og opleve, det hele er så fint og ordentligt. Bare at få en kop the, jamen, altså!

Her er et lille kik fra mine egne Japan-noter: 'Skolebørnene går i skoleuniform, mørk plisseret nederdel, hvid skjorte, sorte knæstrømper, små sko, håret sat op, en skoletaske. De ser frække ud. Nogle af de ældre piger har ultrakorte plisserede skørter, stadig strømper til knæet, jo ældre, de blir, jo kortere bliver kjolerne. Hyttesko nederst. Drengene har sorte bukser, hvid skjorte og hvide sneakers. Og mens pigernes skifter, beholder drengene hvid skjorte og sorte bukser på hele livet. Næsten ingen variation over temaet: sorte bukser og hvid skjorte er default. Alle har det. Skjorten kan have korte ærmer, lidt detaljer, en tone eller diskrete striber, bukserne kan enkelte gange være grå, men aldrig khaki og slet ikke jeans. I det hele taget går ingen i jeans. Mange pigers kjoler er meget feminine med flæser og blonder og bånd. Almindelige voksne kvinder har ofte nederdel, ofte ret konservativt look. De er ikke nedringede og har næsten altid et ærme.'

Men det er mine noter. Læs Kristian Ditlevs i stedet.

Gyldendal 2002, 128 sider.