lørdag, februar 25, 2006

Selvmordsaktionen. clausbeck-nielsen.net. + The Democracy. Destination: Iraq. Das Beckværk

AVANTGARDE. Ubetinget noget af det mest originale, jeg har læst længe. Claus Beck-Nielsen - eller bare Nielsen eller Das Beckværk - er taget til Iraq sammen med sin 'makker' Rasmussen med en metalkasse med påskriften The Democracy og 'indfører' således demokratiet, som de kører rundt med i bagagerummet i Undtagelsestilstanden fuldstændig uden dødsangst (bortset fra, at han er ved at dø af skræk hele tiden)og taler med kunstnere og politikere og Irakere, de møder.

Men det er ikke en politisk bog, man hører ikke meget om diskussionerne, men meget om at være der: Nielsen indoptager undtagelsestilstanden, han bliver til den selv. Der er hele tiden forskydninger, i sted, i personer, i ham selv: Intet er, hvad det giver sig ud for at være, slet ikke den irakiske flygtning fra Danmark, som er taget med tilbage som tolk. Måske næsten med undtagelse af, når de møder danske soldater klædt i panser og våben, og Nielsen&Rasmussen kommer bare vadende ud af ørkenen i deres jakkesæt med slips og siger Dav. "Det gonok det maerkligste, jeg laenge har vaert ude for. Hva i helved laver I her", siger den jyske soldat A.R. Møller. Det hele er skrevet i tredjeperson om 20 år i Den Permanente Undtagelsestilstand med uddrag af Nielsens dagbog i jeg-form.

Han er virkelig rendyrket, the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen, betragter selv sig i tredjeperson, ifølge Mads reagerer han ikke længere på det, hvis man siger Claus til ham (kun når Margrete på kontoret på Testrup siger det, for når Margrete siger noget - så lytter man!). Han er vild. Jeg har set, at den gamle Claus Nielsen 1963-2001-bog er på bogudsalg, og den skal jeg ned og købe.

tirsdag, februar 21, 2006

Før ørerne falder af. Michael Jeppesen

KAMPVALG. Fantastisk bog. Superlet og enkelt skrevet. Han holder Lykketoft i hånden i valgbussen og bliver puttet af ham, han afslører Kenneth Kristensen fra DF i at udgive sig for at være journalist og Jakob Nielsen i at hugge telefonnumre på Lykketofts kontor. Om Christian Kjær bemærker han, at han har hud nok i ansigtet til en hel familie, om Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne, at hun har fået lige lovlig meget presse på Biva-reklamerne. Han piller en stribe politiske journalisters overstrammede historier fra hinanden. Tænk, at journalister i 2005 stadig ikke ser sig selv som aktører i en valgkamp.

mandag, februar 06, 2006

Ærgerligt, ærgerligt. Lone Hørslev.

LYRIK. Okay, hvad SKER der for Lone Hørslev og kronprinsen?? Det går Royal Amok, og jeg æder ikke en eneste bortforklaring om Frederik som en metafysisk gestalt af en metafor for noget som helst. Frederik er Frederik, og han hører lissom radiatorer ikke til i lyrik. Jeg havde nu også set mig gal på bogen fra start, fordi jeg lige slog op i den, da jeg fik den som sidegevinst til andespillet, og første afdeling af digte hedder ”Kæledyr og kærester” (urgh) og det første digt starter ”Ude i Ikea / har alle møblerne navne / Jeg har købt mig en klapstol / der hedder Nick” – Rød alarm!

Men så viser hun sig faktisk at have masser af rygrad, som denne udgang ”Jeg spiser giftige blomster / Jeg får lyst til at elske med en jæger bare / fordi han lugter af mord. Jeg kører spritkørsel ud / over marken. Jeg dør sgu da ikke. / Jeg drikker snaps.” Der er oneliners (twoliner i dette tilfælde) som ”Du er farlig som freon fra / udtjente køleskabe”. Ha! Det er fandme farligt. Hun spytter i bolledejen og koger morgenurin og fortæller røverhistorier. Og så tilgiver man hende næsten, at hun fortalte mig, at hendes møbler bærer svenske drengenavne. Næsten.

fredag, februar 03, 2006

Flygtningen. Olav Hergel

KORSTOG. Det starter ikke troværdigt. Allerede i bogens første linje bliver jeg irriteret, da journalisten Rikke Lyngdal, udsendt til de danske soldater i Irak, i smug forlader ”den danske soldaterlejr”. ”Soldaterlejr”, hvad er det for et ord? Det bliver ikke meget bedre af, at hun lidt efter går ned til en nærliggende flod drikker øl og ligger topløs. Det tror jeg simpelthen ikke på, at selv den dummeste praktikant kunne finde på at gøre.

Men på trods af de første bump på vejen begynder fortællingen at træde i karakter, og bogen bliver faktisk bedre og bedre, den er skrevet med et rigtigt godt drive, der er sjove karikaturer af journalister og vores arbejdsmetoder. Og på trods af flere aaarhh, den tror jeg sgu ikke på, eller irritation over direkte fejl – som når Rikke siger til Thomas, at det altså er 2005, det her, og så spalten efter forklarer, at samtalen fandt sted for 12 år siden – så hænger fortællingen rigtigt godt sammen, jeg vender side efter side, Olav kan sine fortælletricks, og de virker.
Det ville så have været fedt, hvis karaktererne ikke var så superflade, som de er gjort: Der er INTET forsonligt ved Morgenavisen Danmarks chefredaktør Kielland. Det er ærgerligt, for det virker meget stærkere, når der er dybde i dem, som fx præsten Agger aka Søren Krarup, som er supergodt skåret. Det havde også været i orden at overlade lidt flere mellemregninger til læseren selv – særligt dialogen bliver utroværdig, når de siger tingene meget ligeud til hinanden. Det virker kluntet – i virkeligheden ville kritikken blive leveret mere raffineret, mere indirekte. Og så kan han næsten ikke tilgives for at voldtage højskolesangbogen. Men det vigtigste i sig selv er emnevalget, Olavs indignation over udlændingeområdet. Med journalisten Rikke som hans samvittighed og souschefen på udland, Bech, som hans professionalisme, leverer han et præcist billede af den danske debat, som han ser den.

Lindhardt og Ringhof, 2006, 395 sider.

“Den mest almindelige form for fejhed i det daglige er ikke opportunismen, forræderiet og den svigtende loyalitet, men snarere uopmærksomheden, ligegyldigheden og ugideligheden. Ingen kan være engageret i alting, eller mene noget om det hele, men hvor det er menneskeligt muligt, for slet ikke at sige påkrævet at tage stilling og træde i karakter, er det fejt når man ikke vil involveres, eller ikke skal have noget klinket, som det hedder nok så jovialt”.
Frederik Dessau i Berlingske Tidende 28. oktober 1997.