søndag, januar 29, 2006

Ragnarok – Hitler og Det Tredje Riges undergang. Joachim Fest.

WW2. En af bøgerne bag Der Untergang-filmen om Hitler. Den er meget sådan korrekt på, hvad man nøjagtig ved, hvad der skete, men det betyder, at de store dramaer, der udspiller sig, faktisk bliver nedtonet – fordi man jo ikke ved, hvad Magda Goebbels egentlig tænkte og følte, efter hun havde slået sine seks børn, heraf den ældste en pige på 12, ihjel. Udover, at hun lægger kabale grædende. Til gengæld ved man en masse om troppebevægelser og knibtangsmanøvrer og Risk har altså aldrig interesseret mig.
Men jeg får kuldegysninger, når han skriver om, hvor hårde kampene var ved Hallesches Tor: Det var lige her. Lige midt på U1, min skolevej til Freie Universität hver morgen, kæmpede de. Der er kun nybyggeri i dag. Nu bomber russerne i Marzahn. Nu står de i Lustgarden mod øst og ved Bahnhof Zoo mod vest. Friederichstrasse som en lille enklave af forhærdet ondskab midt i Goethes og Beethoven og Schillers land. Meget cool afsnit omkring Hitlers trang til at ødelægge alt, der lå aldrig en ideologi bag andet end ren junglelov. Men der er ret meget petitesse-drengerøvs-nørderi. Så var filmen altså bedre: Den fortalte en historie.

lørdag, januar 14, 2006

Undtagelsen. Christian Jungersen

ONDSKAB. Klokken er 02.36 fredag nat og jeg har lige lagt den fra mig. Undervejs har underboens ur slået et par gange, men jeg har simpelthen slugt noget i retningen af 300 sider i rap ud af de hvad, 621 sider. Det er godt nok lang tid siden, at jeg decideret har ofret min nattesøvn for en bog.
Historien er helt ind til benet ubehagelig. Hvordan kollegerne – fire kvinder og en fraværende chef (man tænker næsten ’far’) mobber hinanden, så den stakkels Anne Lise går fra at være et fornøjet og harmonisk menneske til at være en mental krøbling. Hvor fucked up de alle sammen er, fucked op af deres familie, deres skoler og ikke mindst deres arbejde. I en fucked up verden af folkemord. Jeg fik en gang hans første bog, Krat, ved en fejl som månedens bog i Samlerens og gad ikke læse den. Måske skulle jeg alligevel tage den op ved lejlighed.

Et renæssancemenneske – Michel de Montaigne. Bjørn Bredal

Januar 2006
FINKULTUR. Okay, hvem skulle nu have forestillet sig, at jeg ville gide at læse 300 sider om en fyr fra 1500-tallet. Men dels er han en ret sjov størrelse, Michel de Montaigne, essayets fader, dels skriver Bredal simpelthen røven ud af bukserne eller stenen ud af pikken, for nu at blive i hans måde at omtale Montaignes kroniske nyresten. Det mest interessante er selvfølgelig forskellene: Først og fremmest er Michel de Montaigne en dannet adelsmand, der skriver essays – og så er han kriger! Det hører til manderollen fysisk at gå i kamp, at kunne fægte, at blive opdraget til at kæmpe. Helt utænkeligt i dag. Men nogen gange ser jeg jo også på mine mandlige venner og tænker, stakler, at I fik taget plasticsværdet fra jer i børnehaven. I burde have lov til at slås en gang i mellem. I er jo fucking mænd, ikke fruentimmere. På den måde har jeg nogen gange også lidt svært ved ligestillingsdebatten.

Petersborg Express. Simon Glinvad

Januar 2006
BIFALD. Ekstremt velskrevet, bogen flyder næsten over af detaljer, beskrivelser til alle sanser, blikket for skønheden i de små detaljer. Skrevet til Plus: ”Simon Glinvads debutroman bobler af ungdomskådhed, parcelhuslykke, jazz-musik og lykken ved lyse sommernætter og har fået flotte anmelderroser. En aften stævner Porter Didriksen stævner ud fra Gibraltar mod Tanger for at finde byen Petersborg, opført i al hemmelighed af den russiske zar som en slags prøveby forud for opførelsen af Skt. Petersborg. Han er en ung studerende, der er taget af sted for at have noget at fortælle sin kæreste, den adrenalinhungrende reportagefotograf Ingrid. Hun rejser verden rundt og fotograferer på lidelser og kamp, mens Porter normalt kører rundt på cykel i København og tager noter på sit humanistiske studie. Inden længe rasler han rundt i Atlasbjergene med to halvexcentriske unge arabere. Drømmen om Petersborg og et landkort med byens placering har han arvet efter sin farfar, hvis fantastiske historie starter i New Orleans i begyndelsen af århundredet mellem jazz spillet på kornetter og en lille restaurant, der serverer fiskesuppe. Allerede som lille slår Porter Didriksen ørerne op for farfars fortællinger, og senere bliver også hans gammelkloge bedste ven ’Doktoren’, der samler på optagelser af bifald, også indlemmet i farfarens fortællesceancer. Simon Glinvad fortæller i et roligt tempo, som gør fortællingen om dagliglivet i en nordsjællandsk forstad, en ung mand på rejse og farfars utrolige eventyr ekstremt charmerende. Han har et skarpt øje for detaljerne – bogen flyder næsten over lyde, lugte, tilfældige strejf af virkeligheden, som bliver beskrevet så fint, at man kan høre musikken klinge i dem. Bogen er Simon Glinvads debut. Egentlig havde han ikke tænkt sig at blive forfatter, men efter succesen med Petersborg Express’ mange anmelderroser er han allerede i gang med næste bog. Simon Glinvad: Petersborg Express. 347 sider. Forlaget Rosenkilde."
(!)

Stærkt røde sokker til slidte blå jeans. Mads Eslund

November 2005
POESI. Jeg kan rigtigt godt lide hans bog, særligt den første suite, hvor han skifter mellem det konkrete, det rastløse, poetikken, citaterne. Det er meget smukt og et rigtigt flot billede af sindstilstande. Den lille lomme i et par Levi's. Haute Coture ved Bovbjerg. Stilleben. Pludselig indskydelse og lyst til at åbne hægtet på en foransiddende kvindes halskæde. Han har en fed melankoli. Det var ikke pænt af Bukdahl ikke at anmelde ham. - og da han fik det gjort, var det heller ikke pænt ... :-)

ABC. Mads Brenøe

November 2005
Skrevet til Plus: ”Den danske forfatter Mads Brenøes ABC tager kampen op mod Halfdan Rasmussens nærmest kanoniserede ABC. Mads Brenøes nye bog hedder også ABC, og ligesom i forgængeren er der vers til hvert bogstav, fint illustreret med masser af farvelade af tegneren Thomas Balle. Undervejs bliver det både til grin (mest) og gys (lidt). Vi hører om ællingen, der hellere ville være en hval og dykker ned på bunden af havet, hvor den møder ligesindede køer og grise. »N« indeholder en grundig instruktion i korrekt næsepilning og helt skørt bliver det, når man under »U« læser, hvad der egentlig kan gemme sig under måtten i entreen. Nogle af dem er næsten lidt uhyggelige, som »B« hvor Brenøe afslører, at inden i alle bamser gemmer der sig rigtige, farlige bjørne med kløer og tænder, som kan slippe ud, hvis man kradser dem for hårdt på snuden - her mærker man, at Brenøe tidligere har skrevet nogle meget uhyggelige noveller, og Thomas Balles tegninger af bjørnen, der slipper ud, skulle nok give en femårig en enkelt kuldegysning.”

Louise Frevert-sagen. Rune Engelbreth Larsen

November 2005
Normalt bryder jeg mig ikke om den gamle Faklen&minoritetsparti-mand Engelbreth, men her har han fat i noget. Der er et skidegodt appendix med citater om muslimer fra en lang række politikere fra både DF’ere, socialdemokrater, m.fl. Der er meget snak og gentagelser i bogen, og de kolde citater siger langt mere end Engelbreths tekst.

Jelved. Erik Holstein

November 2005
Skrevet til Plus: ”Hun har mere end læbestift i håndtasken. Hun er nidobbelt bedstemor, i efterlønsalderen og uddannet skolelærer. Samtidig står hun med sit lidt skæve smil i spidsen for et parti, som i den grad er blevet populært ved at slå sig op som fanebærer for Danmarks kreative klasse. I en politisk biografi omfortæller Christiansborg-veteranen Erik Holstein historien om Marianne Jelved og især om det parti, hun står i spidsen for. Fra datteren, der trodsede far i sit studievalg, over partiets koryfæer og idealer til de nervepirrende timer i Folketingets åbningsdebat i 1997, hvor Poul Nyrup Rasmussen ville udskrive valg, men Jelved satte sig imod - og regeringen blev siddende. Marianne Jelved har båret partiet frem til stor succes, men står samtidig politisk isoleret som aldrig før uden den afgørende indflydelse, det ofte har haft. Med håndtasken som varemærke har hun markeret sig stærkt i dansk politik.”

Spredte digte. Benny Andersen

November 2005
Titlen lyver ikke: Det er meget spredt fægtning, der er meget få digte, mange af dem er skåret over nøjagtig samme læst som de gamle digte, og mange af dem har været trykt før. På ingen måder særligt imponerende, det eneste, der faktisk gjorde indtryk, var digtet om, at når han dør, vil man så ikke godt være så rar at skrive, at han er d-ø-d, DØD, uden alle mulige eufemistiske omskrivninger.

Den ukendte. Benn Q. Holm

November 2005
DANNELSESROMAN. Se, det er jo en rigtig roman med en rigtig handling, som starter og slutter og med tråde og karakterer undervejs. Men så er det heller ikke godt nok! Det virker på en måde lidt gammeldags at skrive sådan. Der er smurt godt på undervejs, historien er ret fantastisk, man må jo bare tro på det, at det skete faktisk, og det sker jo faktisk nogengange. Om smukke Gustav, der kommer ud af intet og bliver en holden mand, som forsøger at finde sin far, men mest finder sig egen rastløshed. Og da han endelig sidder over for, ser han et grimt spejlbillede af sine egne værste sider. Og ændrer sig. God, old school style dannelsesroman med morale-agtigt.
Skrevet til Plus: ”Jagten på et navn. Den smukke, mørklødede Gustav med de isblå øjne ligner ikke sine forældre hjemme i den lille jyske provinsby i 1950'erne. Han finder ud af, at han er adopteret, og sætter sig for at finde sin rigtige familie. Særligt jagten på hans far optager ham. Det eneste spor, han har at gå efter, er et dyrt cigaretetui af sølv med initialerne 'WvL'. Det lille 'v' i midten tænder Gustavs fantasi - står det for 'von'? Han fantaserer om i virkeligheden at være ud af rig, adelig familie. Men hvem er han egentlig? Gustav træder ud af den jyske plovfure og tager ud i verden. Han tordner fremad på lige dele charme, held og kynisme og med stribevis af kvinder i kølvandet. Men denne WvL er ikke lige til at finde, og jagten trækker ud i mange år.”

Rødby-Puttgarden. Helle Helle

Oktober 2005
HYPERREALISME. Meget lige ud historie om to søstre i Rødby. Meget enkel, lidt 70’er-agtig. Men der sker sgu ikke så meget. Det gør der sikkert heller ikke i fucking Rødby i 80’erne, og jeg kommer også lige ud af Christian Dorphs effekthelvede. Men alligevel, jeg sidder lidt tilbage med forfatterskole-nå’et igen.

(Du overser hendes helt præcise gehør, alt det uudtalte, siger Bjørn B. Måske? Helle H. er jo fantastisk, så jeg ville meget gerne kunne lide den lidt bedre.)

Om et øjeblik i himlen. Christian Dorph og Simon Pasternak

Oktober 2005
BANG-BANG. Den er skidegod! Der er virkelig meget knald på, masser af død og blod og porno, det hele ret voldsomt undervejs. Men også et sindssygt indviklet plot med tusind tråde, det bliver svært at kende dem fra hinanden. Jeg tænkte nok, at de ikke skulle være så uforsigtige med Lenin-nålen. Jaan Farkas, psykolog og teatermand og tidligere kz-fange trækker tråde tilbage til Hylster. Simon Spies er med i bogen med replikker – må man overhovedet det? Og i øvrigt at lægge Bang-ægteparret så tæt op af Margit og Erik Brandt, nå, det er ikke så slemt. Sproget er en smurt maskine. Dorph fortalte, at én af dem var skåret over Jørgen Leth – det må være filmmanden Lapinsky – eller er det kunstexcentrikeren Bonnard? Udenpå er der en skulptur af en kvinde, hun er ligesom resten af bogen malet blå.

Borgmester Gud. Martin Glaz Serup

Oktober 2005
LYRIK. Ville lige læse noget af det gamle, og det er slet på samme måde som i "4", det er meget mere flyvsk og avantgarde på den ikke så fede måde. Lidt ding-dong-dynamolygte-agtig, fx om Jean Marie Le Pen på lokum, altså, hey. Lidt raffinement, tak. Enkelte har en sjov, hurtig rytme. Et andet starter ret smukt: ”Musklerne vender sig / under huden som børn / der ikke er født endnu / som en and / en armada af ænder / gennem vand / under huden /” – og så kommer det: ”på en mand med forvasket / My brother went to London / and all I got / was this lousy t-shirt-t-shirt / på torvet”. Hvad sker der!

4. Martin Glaz Serup

Oktober 2005
LANGDIGT. Gode digte, mere nede på jorden end hans gamle, som er meget dada-agtigt. De her vidner om en mand, der tænker sig om. Den er lækkert groundet og tilstede i verden, og jeg kan rigtigt godt lide rytmen af sætninger, der æder hinanden.

Fra dag et. Ina Merete Schmidt

September 2005
BLOTLAGT. Den var rigtig fin og god – og den har fået gode anmeldelser. Hun er altså rigtig skæg nogen gange, spids på Ina-måden. Jeg tudede lidt til sidst, selvom det jo var godt. Er helt pjattet med Lotta.

Pulp. Charles Buchowski

Juli 2005
En privatdetektiv ser syner. Der bliver drukket og slåsset og damerne har altid enten meget stramme kjoler på eller også er de fede. Korte sætninger, hurtigt læst. Meget fed egentlig, men også lidt underlig. Dårligt oversat – eller måske nærmere oversat så godt som muligt, men muligt er ikke særligt godt. Det er egentlig lidt sjovt at blande detektivgenren med det overnaturlige – altså hvis ikke manden var fuldstændig flagrende sindssyg, hvilket jo er tilfældet.

Virkelighed og Utopi. Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich

Juli 2005
Skulle det være et bud på noget som helst? Krarup svovler, så det næsten er en lyst, Per Stig Møller fortaber sig i en indholdsanalyse af sit eget indlæg fra dengang og Ebbe Kløvedal er rød på den-der øretævendeindbydende hippiefacon, endda af den værre af slagsen.

Michael Laudrups tænder. Maise Njor og Camilla Stockmann

Juli 2005
Virkelig mange siders mailkorrespondance som man egentlig gerne helst ville skrive mails. Men også bare meget snak. Meget overflade, og mange af historierne er også nævnt i Cykelstyrt-bogen. Lidt svært at have nyt stof til hele to selvbiografier inden for en måned. Den er for lang. Men også meget hyggelig, og Camilla skriver altså virkelig godt, der er smæk på, hun er lysår foran Maise i sit raffinement, selv om der kan gå lidt namedropping og drukblær i det, hun skriver. En del foregår på Politiken – men altså mest det, med folk , der er kendte, fx Tøger og Henrik Palle – der i øvrigt leverer guldcitatet: Det er en helt naturlig følge af at blive mellemleder, at man mister sin humor. En skøn, lidt snagende tilfredshed ved at læse andre folks mails

Hundehoved. Morten Ramsdal

Juli 2005
(!) Jeg havde nok aldrig valgt en roman, der på bagsiden bliver beskrevet som ’en varm slægtsroman’, men uden at læse anmeldelsen havde jeg konstateret, at den var rosende, og jeg havde lyst til at købe en roman – derfor den. Super historie om en familie, farfar Askild, der mest minder om onkel Steward, som hovedperson, og man får den-der fornemmelse af, at alle mennesker altid fucker op, enten selvforskyldt eller ej. Hvis ikke Askild havde været i koncentrationslejr, hvis ikke Asger havde optaget Stinne på bånd. Den er virkelig spændende, der er også lidt spøgelser i den. Den hænger rigtigt godt sammen, personerne har mange facetter, også koleriske og fordrukne Askild. Masser af skægge historier, og det er vigtigst.

Berlin-Moskva – en rejse til fods. Wolfgang Büscher

Juni 2005
Se, den tog noget tid at komme igennem, og godt det samme. Denne bog har tyngde og eftertænksomhed. Meget fascinerende, han er en tysk journalist, der går til fods hele vejen til Moskva. Han går i sin far – eller er det farfars fodspor mod Moskva, hvor han må være blevet slået ihjel under krigen. Det giver mig lyst til at lave tage en lignende tur. Men man kan ikke gøre det i Danmark. Her er for sødt, for pænt. Krigen er ikke 60 år siden der, det sidder lige under overfladen, eller også ser han det bare meget tydeligt. Han mister sig selv, bliver til en russisk landstryger, han taler med sig selv. Tre måneder på vejen, nøgternt konstaterende, hvad han passerer. Reflekterer derudover. Superfascinerende.

Brandt. Erik Brandt

Maj 2005
Jeg havde ikke hørt om ’modeparret Margit og Erik Brandt’, før jeg fik bogen i hånden på Plus-redaktionen. Nu er jeg igennem hele historien, vel at mærke historien, som han selv så den. Det er helt vildt: Manden er jo ravende! Han er så selvhøjtidelig (hans far er ved at dø, da han er ung, han lægger vægt på, at han flyver hjem: ’Midt i fortvivlelsen nød en lille del af mig at sidde i flyveren med alle forretningsfolkene, som var på vej til at udrette noget), snobbet (lærte jeg også dronning Margrethe at kende, Andy Warhol, YSL, kvalmende namedropping), aggressiv (han uddeler lussing og knytnæver) og praler med sine penge (Han nævner præcist, hvor mange penge han tjener på ejendomssalg ’købt for fire, solgt for 20’ – eller da de skal have et sted at bo i USA i området med ”nogle af USA’s rigeste familier”, hvor de lejer ”et efter områdets standard mindre hus med 23 værelser, 35 hektar land, swimmingpool, ørredbæk og eget vandfald. Hele herligheden var til leje for et beløb, der af hensyn til almindelig sund fornuft ikke bør nævnes i denne bog”). Han ligner en gorilla på forsiden, som han står med bar, behåret overkrop, og det er præcis, hvad han er. (”De største interesser, min far og jeg delte, viste sig dog når alt kom til alt at være interessen for penge og kvinder” og ’hellere være utro sammen end hver for sig’).

Øjeblikket Tyranni. Thomas Hylland Eriksen

Maj 2005
Nu lægger jeg den på hylden, selvom jeg kun er halvvejs: Det virker som en bog, som så præcist har ramt noget i tiden, men netop fordi den rammer det, bliver den så hurtigt uaktuel. Pointerne om rastløshed, manglende fastholdelse af øjeblikket, umiddelbarhed i kommunikationen, ja, det er altså banalt i dag.

Nyforelskelse og andre cykelstyrt. Camilla Stockmann

Maj 2005
Hendes Eurowomanklummer. De er ret skægge, der er knald på hende, meget godt stilbillede, men også meget topkopenhagen. Ærlige, og hun siger nogle ret vilde ting nogen gange. Eller hendes alter ego, whatever forskellen så måtte være, gør. Men på en eller anden måde er de også alt for lette. Man griner ikke på samme måde som af Nynne. Måske er der stadig en smule selvhøjtidelighed tilbage?

Engle og dæmoner. Også Dan Brown

Maj 2005
Der er mere knald på, mere mord og faktisk et lidt federe plot, synes jeg. En fed krimi, lige en, man sluger. Men jeg bliver forstyrret af, at setuppet er så ens med Da Vinci-mysteriet, Langdon og kvinden, to gange fadermotiver, de gode viser sig at være de onde, den katolske kirke, ’skattejagt’ efter tegn, foregår over 1 døgn osv.

Da Vinci mysteriet. Dan Brown

April 2005
Cliffhangerspækket krimi med et plot, der måske er lige lovligt fortænkt – som når den excentrikeren Leigh til sidst viser sig at være den onde hjerne bag det hele ... jo, ja. Den er i hvert fald ikke lige frem troværdig. Men den er god, meget fascinerende.

Allermest undrer det mig at vi kan glemme. Lars Frost

April 2005
Den anden bog af ham, som jeg fik af Anders og Julie. Og den er desværre slet ikke lige så god. Der er alt for mange forfatterskole-agtige-spring og tunge metaforiske passager – som når de spænder vinger på og vil flyve på tomheden. For tungt! Svær at finde hoved og hale i, som om der er en dyd i ikke at ville sætte tid og sted. Det er sgu da ikke kunstnerisk – det er irriterende. Og helt vildt meget forfatter-meta-lir, som en indholdsfortegnelse, der giver kapitlerne navne, som passer til en poetik eller lignende, prætentiøst. Nåmmen der var også gode passager i den, og faktisk også en slags handling.

Buresø-fortællinger. Dy Plambeck

Marts 2005
Den var jeg åbenbart ikke så pjattet med.

Smukke biler efter krigen. Lars Frost

Marts 2005
Den var sgu god! Lidt meget snak hist og her. Men meget straight. Ikke så meget pis, meget ligesom jeg godt kunne tænke mig at skrive. Og med en egentlig handling, det mangler mange af forfatterskolebøgerne. De kalder det en generationsroman, og jeg tror, at den rammer mig så præcist, at jeg ikke er i stand til at se det.

Brummstein. Peter Adolphsen

Marts 2005
(!) En rigtig fin, lille forfatterskoleagtig bog (fordi den har de lange udredninger om noget fagligt, som Fiskens Vindue have om lystfiskere, har denne det om geologi). Lidt finurlig – om tilfælde, der bliver koblet sammen. Følger en brummende sten gennem et århundrede. Meget fin, en bog med en sten som hovedperson. Lange dele er på tysk og ikke oversat, det er lidt pudsigt og lidt krukket. Der er noget med den røde prik, der også er i b’et i titlen. Den bliver omtalt på side 51: ”Det er døden”, siger kunstneren Marianne, der i virkeligheden er mere pragmatiker end kunstner. Mange af dem, som stenen kommer i berøring med dør også tidligt.

Berliner Luft. Benjamin Tafel, Dennis Orel

Februar 2005
Helt sublim foto/guidebog til Berlin. Min nye yndlingsbog. Den fanger lige netop, hvad jeg elsker ved Berlin.

København. Katrine Marie Guldager

Februar 2005
Fine, fine små noveller, der lukker sig ind i hinanden, personerne går igen (Er alle med i første novelle?). Sprøde og dejlige. Den burde læses igen.

Spin. Per Helge Sørensen

Februar 2005
Jeg forsøgte at læse den, men den er simpelthen så kluntet skrevet, at jeg ikke kunne holde den ud. Så selvom den faktisk beskriver noget, der er mig meget vedkommende, har den intet raffinement. Jeg nåede 150 sider, fordi jeg jo havde fået den af min kusine i julegave. Men den er simpelthen ikke god. Tæerkrummende og uredigeret. Den er helt sikkert alt, alt for lang. Så den gider jeg ikke spilde tid på.

What’s ahead for Malaysia?

Februar 2005
I flyet på vej hjem. Den var hurtigt læst. Undrede mig mest over, hvor ens problemstillingerne til DK.

Friede Freude Eierkuchen

Januar 2005
Den lille læseletbog, jeg fik af Lise sidste år. Meget sød, og altså på tysk. Niveau 1, bevares, men jeg måtte heller ikke slå ord op.

Perleporten. Erik Aalbæk Jensen

December 2004
Jeg begynder at forstå, hvad folk mener, når de taler om samtidsromaner, hvorfor de er så vigtige. Perleporten er skrevet i 1964, men foregår i slutningen af 1930’erne i et lille landsamfund i Nordjylland, hvor Indre Mission regerer. Den er skrevet på den tids præmisser, meget bliver ikke sagt, kun antydet. Hvad der egentlig er på færde, ligger mellem linjerne, mellem de præcise beskrivelser af livet på landet – så præcise, at de kan være svære at forstå, fordi jeg ikke ved, hvordan det ser ud, når man spænder enspænderstjærten for jumben. Jeg har måttet læse virkelig mange afsnit mange gange. Jeg gyser over beskrivelserne af de hellige. Han er Lea og Lises bedstefar.

Fiskens Vindue. Kristian Bang Foss

December 2004
En af Eslunds venner. Stilistisk og sprogligt virkeligt godt, fascinerende, men mangler meget drive nogle steder (når han beskriver en fisketur incl. agn og kastetyper side op og side ned i en ret kort bog). Meget smukt sprog med sjældne ord nogen steder.

Mærsk – Manden og magten. Lambek, Benson og Ørskov

December 2004
Endelig fik jeg lige læst de sidste par sider. Ja, det er sgu en lige så god bog, som jeg skrev om den, at den var:



Mærsk - manden og magten
Politiken 5. november 2004, 2. sektion, side 1

Mærsk Mc-Kinney Møller lever i en virkelighed præget af de klassiske dyder og af ekstrem, men diskret luksus. Han er ikke manden, der har tænkt de nye, banebrydende tanker, men har formået at løfte en tung arv efter sin fader, A.P. Møller. Ny biografi fortæller historien om den 91-årige skibsreder - blandt andet hvor behændigt Danmarks mest magtfulde erhvervsleder har ageret i det politiske system.

Af Ida Ebbensgaard

Umiddelbart ligner de et par almindelige sorte herresko. Af mærket John Lobb. Men John Lobb er langtfra en almindelig skobutik, men er 'The Shoemaker of Kings - The King of Shoemakers'.
I butikken på St. James Street i London går man ikke ind og køber et par sko og tager dem på med det samme. Fra opmålingen af fødderne, over håndskæringen af den trælæst, læderskoen formes ud fra, til den færdige sko kan leveres, går der fire til otte uger. Læderet kommer fra cordovanheste, og det er kun området omkring hestens bagben, der bruges.
Mærsk Mc-Kinney Møller sætter pris på kvalitet. Men luksus er ikke noget, man skilter med. Derfor er det kun de virkelige kendere, der ved, at Hr. Møllers sko koster omkring 15.000 kroner for et par.
»Fra sin tidligste barndom har Mærsk Mc-Kinney Møller lært, at penge er noget, man har. Det er ikke noget, man taler om. Og slet ikke noget, man udstiller«, hedder det i en ny, næsten 500 sider lang bog om ham og virksomheden. Derfor kunne han heller ikke hjælpe Statens Museum for Kunst, da det for nogle år siden afholdt en stor Matisseudstilling. Museet havde hørt, at Hr. Møller rådede over et billede af maleren og ville gerne have det med i udstillingen. Et par uger senere modtog museet en henvendelse fra en advokat, der på vegne af »en anonym samler« gerne ville låne museet et billede.
»På museet var man ikke i tvivl om, hvem samleren var«, fortæller bogen.
Mærsk Mc-Kinney Møller er essensen af overklassen i Danmark med meget tætte forbindelser til kongehuset - som det blev understreget via det nye, bombastiske operabyggeri, der fuldender aksen Marmorkirken over Amalienborg til Dokøen.
Han er ridder af Elefantordenen og kan derfor i officielle sammenhænge kaldes Hans Excellence Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.
Bogen fortæller historien om erhvervsmanden, der har løftet en tung arv efter sin fader, Arnold Peter Møller, og gjort A.P. Møller - Mærsk til det eneste danske selskab, der kan måle sig i den tunge verdensklasse.
Men det er også historien om manden, der stiller ekstreme krav til sine medarbejdere. Engagementet i arbejdet skal ikke bare komme fra hjertet. Det skal være hjertet:
»Hvis de åbner jer op, skal blodet være blåt, og i stedet for et hjerte, skal der sidde en syvtakket hvid stjerne«, er han i bogen citeret for at have sagt til sine medarbejdere.

Der stod en kvinde bag
Mærsk Mc-Kinney Møller blev født 13. juli 1913. Hans far, A.P. Møller, der kom til at præge hans liv helt afgørende, havde knap ti år forinden stiftet Dampskibsselskabet Svendborg sammen med sin fader.
Bogen bringer nye oplysninger om, hvordan familien var endt i Svendborg. A.P. Møllers forældre var blevet frosset ud af Dragør efter et opgør med moderens, Annas, familie, en rig skibsrederfamilie.
Anna var barsk og udfarende, ifølge bogen »en mere end almindeligt ambitiøs Dragørkvinde« og mere end nogen anden drivkraften bag etableringen af dampskibsselskabet.
»Den afgørende inspiration kom fra Anna Møller. Peter Mærsk Møller (A.P. Møllers far, red.) var ikke noget særlig ambitiøst menneske«, vurderer søfartshistoriker Martin Hans Borg i bogen.
Inden Mærsk blev født, var familien af forretningsmæssige hensyn rykket tilbage til København, hvor han voksede op.
Børnene skulle ikke nødvendigvis være dydsmønstre. Men de skulle levere resultater. Og det stod ifølge bogen tidligt klart, at lille Mærsk havde arvet mange træk fra moderen.
Mærsk Mc-Kinney Møller har i flere omgange fortalt historien om, hvordan han som dreng fik 50 øre om måneden i lommepenge af sin far. Til gengæld skulle han feje fortovet hver dag, inden han gik i skole.
Men bogen sætter spørgsmålstegn ved, om hukommelsen gennem årene har pyntet på, hvordan det rent faktisk gik for sig.
»Man har aldrig manglet noget i Møllerhjemmet. Man har aldrig skullet løfte en finger. Der har altid været tjenestefolk. Historien om, at Mærsk Mc-Kinney Møller skulle feje fortov og have andre gøremål, er en god vandrehistorie, som han selv har ønsket at føre frem«, lyder det i bogen fra en nær bekendt af familien.
Han har selv beskrevet sin barndom som lykkelig, men også præget af mange pligter og stor disciplin.
»Opdragelsen var, i hans egen gengivelse, baseret på klassiske dyder som pligt, ansvar, 'rettighed omhu', men også sammenhold. Og så den evige tilføjelse fra faderen: »Den, der har evnen, har pligten««, fortæller bogen.
Den evne havde Mærsk. Og den har forpligtet ham gennem hele livet.

Emma gift før
Mærsk blev 22. maj 1940 gift med Emma Henriksen, født Rasmussen, i Taarbæk Kirke. De to havde gået i skole sammen, men de mistede kontakten derefter, og i fem år var Emma gift med en odenseansk advokat. Hun blev skilt fra ham, få måneder inden Mærsk og hun blev gift. Hun har selv senere konstateret, at hun ikke var svigermors drøm:
»Min svigermor var så ked af, at det var mig, han tog. Jeg var ikke så dydig«, har hun sagt.
Sammen rejste parret i starten af krigen til USA for at styre forretningerne derfra på grund af Anden Verdenskrigs udbrud.
I bogen kommer der nye oplysninger frem om Arnold Peter Møllers besværlige forhold til besættelsesmagten under krigen. På den ene side havde han et udpræget nationalt sindelag. På den anden side talte forventningen om en hurtig tysk sejr imod at lade skibene indgå i den allierede flåde.
Allerede 8. april, dagen inden Danmarks besættelse, var Arnold Peter Møller så velorienteret om tyskernes indtog i landet, at han bad skibene søge mod neutral havn - bogen refererer kilder for at sige mod neutral eller tysk havn.
Men en mulighed er, at det hænger sammen med en af de bemærkelsesværdige nye oplysninger i bogen. Hans datter Sally, Mærsk Mc-Kinney Møllers søster, var nemlig i 1937 blevet gift med en tysk officer, Kurt Schede, der af sine overordnede blev bedømt som »helt og holdent tilhænger af Nationalsocialismen«.
»Var det mandskab på Mærskskibe, som havde opdaget tyske skibe på vej mod Danmark? Eller var det den tyske svigersøn, der kom med et tip?«, spørges der i bogen.
A.P. Møller kom også i uføre, da han sammen med en kreds af samfundets spidser, i den såkaldte Højgaardkreds, i starten af krigen anbefalede Christian X, at han afsatte Staunings regering og indsatte prins Axel i stedet.

Lobbyisten
Helt anderledes behændigt har hans søn håndteret det politiske liv. Det er lykkedes ham i den grad at sætte sig i respekt i det politiske liv. Hvis Mærsk Mc-Kinney Møller ringer, har ministeren tid. Basta.
Gennem tiden har han ført lange personlige korrespondancer med landets statsministre. Særlig i første halvdel af den konservative Poul Schlüters regeringstid var tonen mellem de to magtfulde herrer mild og venskabelig.
Men skibsrederen holder sig ikke fra at komme med formaninger til statsministeren
»Jeg fik det indtryk, at Per Stig Møller flirter med Økonomisk Demokrati og forkortet arbejdstid. Det skulle han lade være med«, skriver han i et brev dateret 1984 underskrevet »din hengivne Mærsk«.
Underskrifterne er ikke tilfældige, men indrettet efter et sirligt system, hvor 'hengivne' rangerer på de allerfineste pladser.
I 1986 vender han sig åbent mod Schlüterregeringens politik, som han kalder erhvervsuvenlig. Det får Schlüter til at fare i flint på avisernes forsider. Forholdet kølner væsentligt, selv om der stadig skrives breve. Men i 1987 bliver de underskrevet »med venlig hilsen MM Møller«. Hengivenheden er væk. Poul Schlüter var blevet reduceret til en officiel person, som rederen havde en vis distance til.
I juli 1993 får Mærsk en ny penneven: den nye statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Men han har også tætte forhold til andre politikere, blandt andre Marianne Jelved og en række udenlandske politikere, ikke mindst i det nye store marked Kina.

Systematikeren
Mærsk Mc-Kinney Møller har stået ved roret i Mærsk siden 1965, da hans fader døde. I den periode har virksomheden udviklet sig til at være et erhvervsimperium i toppen af den internationale superliga.
»Mærsk Mc-Kinney Møller har aldrig været - eller behøvet at være - manden, der har tænkt nye, banebrydende tanker. Tværtimod har han perfektioneret evnen til at aflure andres ideer, sætte dem i system og få dem udviklet til et stade, hvor de er 'second to none'«, vurderer bogens forfattere.
Derfor er hans øjesten også linjefarten af gods over havene. At gøre det til en succes kræver systematik, grundighed og kapital i rå mængder. Det har Mærsk Mc-Kinney Møller, der også er kendt for at have arvet faderens talent for 'management by fear'. Og for at blande sig i både stort og småt, fra tekniske detaljer på skibe til siddekomforten for velvoksne mænd på de indkøbte stole til operaen - de blev nemlig testet af lidt tungere medarbejdere på Esplanaden.
Netop denne ærekærhed med detaljer fik flere iagttagere til at hæve øjenbrynene, da selskabet hævdede, at den øverste ledelse i A.P. Møller - Mærsk ikke havde noget kendskab til, at Maersk Air havde indgået ulovlige prisaftaler med SAS. Aftalerne førte til, at selskabet i juli 2001 blev idømt en bøde på 97 millioner kroner.

Vagtskifte, ikke magtskifte
I 1993 overlod Mærsk Mc-Kinney Møller den daglige ledelse til skibsreder Jess Søderberg, og i november 2003 forlod han også posten som bestyrelsesformand. Den blev givet til hans gamle nabo, Michael Pram Rasmussen.
Men intentionen er, at A.P. Møller Mærsk skal blive under familiens kontrol. Det har skibsrederen aldrig lagt skjul på. Den yngste datter, Ane Mærsk Mc-Kinney, sidder i dag som næstformand i bestyrelsen og er udset til med tiden at overtage formandsstolen i virksomhedens bestyrelse og i den fond, Almenfonden, der ejer størstedelen af aktierne i selskabet.
Hendes to sønner, Robert Mærsk Uggla og Johan Pedersson Uggla, er også begge i al stilfærdighed sluset ind i virksomheden.
»Det er de to Ugglasønner, familien satser på«, hedder det i bogen.
De er begge under tredive år og har meget at bevise endnu.
Og der er meget at leve op til.
Den 91-årige Mærsk Mc-Kinney Møller er om nogen indbegrebet af firmaets mand. Det giver ikke mening at adskille forretningsmanden fra privatmanden. De smelter sammen.
Operahuset ligger på hans venstre hånd, når han hver morgen går ned ad Langeliniekajen. Den høje, næsten ranglede milliardær kan derfra se de vigtigste holdepunkter. Gud - i Marmorkirken lidt mod højre. Kongehuset - Amalienborg foran. Og over vandet ligger den gamle flådestation.
Det er billedet af en mand, der er sin virksomhed. Som hylder de klassiske dyder, og hvor værdierne hedder sparsommelighed, flid og fædrelandskærlighed. Og frem for alt loyalitet over for det kongehus, han sætter så højt.
Selv er han kongen af dansk erhvervsliv. Det ved han. Og måske er det derfor, at han taler i pluralis majestatis om det bygningsværk, han også ser: Operahuset.
»Vort standpunkt var, at vi ville donere en opera«, som skibsrederen forklarede.
Tag ikke fejl. Det er én person, Mærsk selv, der har besluttet at give Operaen. Ligesom det er skibsrederen, der har taget alle vigtige beslutninger i A.P. Møller - Mærsk siden 1965.
Med lyseblåt blod i årerne og en syvtakket hvid stjerne i brystet.

ida.ebbensgaard@pol.dk

Fakta: 'Mærsk - manden og magten'
Bogen udkommer på Politikens Forlag på tirsdag. Bogen er skrevet af de tre Politikenjournalister Peter Suppli Benson, Bjørn Lambek og Stig Ørskov. Arbejdet startede i sommeren 2002. Fra begyndelsen stod det klart, at Mærsk Mc-Kinney Møller ikke ville medvirke, ligesom han opfordrede ledende medarbejdere og familiemedlemmer til ikke at hjælpe forfatterne. Alligevel er det lykkedes dem at komme tæt på Danmarks førende erhvervsmand. Baseret på hundredvis af interview med familiemedlemmer, bestyrelsesmedlemmer, skibsredere, medarbejdere, venner, konkurrenter, embedsmænd og politikere, samt et omfattende skriftligt materiale, der bl.a. omfatter private breve helt tilbage fra Mærsk Mc-Kinney Møllers barneår, beskriver bogen skibsrederen på godt og ondt. I bogens forord forklarer forfatterne, at ambitionen har været at gå bag om myten Mærsk Mc-Kinney Møller. »Danmarks mest magtfulde og karismatiske erhvervsprofil fortjener en bog, der skildrer hans liv og karriere på godt og ondt. Den virksomhed, Mærsk Mc-Kinney Møller og hans far har skabt, har, alene i kraft af sin størrelse, en politisk og samfundsmæssig indflydelse, der gør det nødvendigt at se både den og dens ubestridte hovedfigurer grundigt efter i sømmene«.

Nynnes Dagbog 2

December 2004
Ikke så sjov, som jeg huskede den. Måske fordi det nu er en anden målgruppe – hende med barn og skilsmisse. Griner sikkert over den om nogle år? Jeg var jo vild med den første.

Øjet og øret. Christian Dorph

November 2004
Den er for rodet, plottet for fortænkt. Sjove scener undervejs, fx med drømmesengen på terrassen, men det virker ikke troværdigt, og det er hundesvært at finde ud af.

Testrup Højskoles historie

August 2004
Både den nye og den gamle, faktisk. Megafascinerende om besættelsen, mere langhalm i resten. Totalt fede billeder af folkene i 90'erne.

It-boblen. Peder Bjerge og Claus Thorhauge

Juli 2004
Godt: Levende fortalt gennem enkeltpersoner, Netdoktor er en fantastisk case, gode billeder. Mindre godt: Overblikket fortoner sig i enkeltpersoner, hvilket er et valg, men det kunne alligevel kvalificeres med grafik, fakta, tal, (flere) bokse osv. Og så er Bjerges staccatosprog muligvis en stil, men det irriterer mig en smule.

Tilstandsrapporter. Thomas Hvid Kromann

Juli 2004
Den havde virkelig noget!

Kapricer. Harald Voetmann Christensen

Maj 2004
Lea K’s bog. Meget sjov nogle steder, men også ret meget sort snak.

Vejen til et bedre Europa. Anders Samuelsen

Maj 2004
Valgkamp.

Missionær Patons Oplevelser blandt Menneskeæderne. Ill. Otte Hansen

Maj 2004
Vor Vens Forlag 1916. Skæg, fordi den skildrer uden blusel ‘de vilde’ som laverestående mennesker, som en slags børn, der skal opdrages. Intet i deres kultur er bedre end den, missionæren kan tilbyde. Men grundlæggende er den ikke spændende. Der er ingen rigtig handling, og det gør den alt for lang og kedelig, selv om det moralske er meget sjovt, fordi det er så langt ude.

Livlægens Besøg. Per Olov Enquist

April 2004
God, gribende – men jeg bliver irriteret over, at jeg ikke kan skelne, hvad der er historiske fakta, og hvad der er digtet til. ‘“Vi venter”, havde hun sagt’ – førdatidsformen indikerer, at det er autentisk, selv om det er et rent gæt, om det rent faktisk var sådan, ordene faldt.

Amerikanske Tilstande. Andreas Fugl Thøgersen og Maj Juni

April 2004
De skriver vidunderligt og nedbryder en fordom.

Generation X, Douglas Coupland

April 2004
Faktisk bedre end forventet. Giver en behagelig følelse af rastløshed & minimalisme.

Forbandede Ungdom, J.D. Salinger

Marts 2004

Der Vorleser, Bernhard Schlink

Februar 2004
(!) og på tysk, endda.

Muslim Europe or Euro-Islam. red. Nezar AlSayyad og Manuel Castells

Februar 2004
(!) Superfed. Brugt i Berlin.

Hadets Anatomi

Januar 2004
(!) – den ville være hævet væsentligt med en indføring i konflikten. Til gengæld er det afsluttende essay, Fremtidens Spejl, fremragende. Det skal læses hver 6. måned, så jeg ikke glemmer det.