søndag, oktober 30, 2011

Ghita. Lea Korsgaard

PRIMADONNA. Antallet af faldgruber i en biografi om landets førstedame på film og teater tangerer det uendelige. Det risikerer at blive sødladent, ligefrem kvalmende, teatralsk, postuleret dramatisk. Der skal tilføjes noget nyt til de utroligt mange ting, verden allerede i dag ved om Ghita Nørby. Og fristelsen til at skrive en deterministisk fortælling, hvor alt leder hen mod resultatet (at Ghita selvfølgelig blir den stjerne, hun er) er overhængende. Men det er ingen selvfølge, at verden udvikler sig, som den gør, heller ikke når det gælder Ghita Nørby.

Derfor er projektet ambitiøst, når Ghita Nørby er SÅ stor, SÅ bred. Og at bogen formår at styre udenom disse faldgruber er en væsentlig grund til, at den er så vellykket, som den er. Den balancerer på den fine knivsæg mellem at præsentere hovedpersonen som den virkeligt særlige person, hun er, med alle de celebre detaljer, der knytter sig til det - uden at falde i svime over dem, uden at snobbe hverken op eller ned. Bogen sætter ikke sin hovedperson op på en piedestal - den kredser rundt om den ophøjede position, hun for længst HAR indtaget, og observerer hende der. Oppefra, nedefra, indefra, udefra.

Det er både kulørt, alvorligt og morsomt. Kuløren og historiefortællingen leverer Die Dame selv, når hun beretter om sine mange roller, mænd og venner. Hendes historie er jo tæt slynget sammen med danskernes historie, helt tilbage fra baronessen på benzintanken, over Matador og frem til de nyeste stykker, film og serier. Hun personificerer jo flere tidsaldre, vi stoler på, at hun findes i de mange variationer.

Noget af det bedste (med undtagelse af det smukke slutkapital) i bogen er komikken. Den falder på samme måde, som når Don Rosa tegner Anders And: det sjoveste sker i siden af scenen. Fx når Lea hjælper Søren Sætter-Larsen, når han forsøger at videresende en kædebrevsmail (!) fra Ghita, men ender med at sende en blinkende julehilsen; når Ghita skal svare på spørgeskemaundersøgelser fra en journalist; eller når hun forventes at dukke op til medarbejderudviklingsseminar i Ringsted, hvor de skal lege Det Kongelige Teaters kerneværdier. Det er kosteligt! Netop fordi det udstiller, at disse mennesker, som alle danskere kræver ejerskab til, af og til lever i en verden, som ligger et pænt stykke fra normalen.

Alvoren dukker op mange steder. Ghita smiler og griner - men der ligger en bund af melankoli også, som hun så fint som nogen holder for døren, men visse konkreter, fx et manglende bryst, giver eftertanker, der lægges frem i et i øvrigt meget fornemt sidste kapital.

Man hører tydeligt Ghita Nørbys frasering og betoning i mange af citaterne, fordi tryk er markeret, det er nærmest radiofonisk. Der er tænkt over opbygning, der blivet piftet op under spændingskurverne med cliffhangers, omend der for mange for min smag.
Men fortællingen og sproget perler derudad, så Peder Skyum-Nielsen må smile på sin sky over den fantastiske brug af verber.

Nogen kan måske synes, at bogen handler for meget om det københavnske teaterliv og for lidt om Ghita. Men det er jo åbenlyst en forkert sondring: de to ting kan slet ikke adskilles. Og hvad var en bog om Ghita Nørbys fire ægtefæller og ene barn værd, hvis den ikke beskrev, hvordan hun følte, da Jørgen Reenberg melder sig syg tre uger før premieren på Indenfor Murene, hendes jubilæumsforestilling? Eller undlod at beskrive, hvad hun har lært af sine teaterdirektører gennem livet?

Men der er to spørgsmål, jeg ikke helt får svaret på: Hvad har det kostet? Og hvad har det kostet andre? Det står lysende klart, at Ghita Nørby bider, hvis hun ikke er tilfreds med sine kolleger. Teater er ikke en demokratisk arbejdsform, og ingen tvivl om, at hun har uddelt sin del af skideballer, haft primadonnanykker og givet unge skuespillere mavepine og præstationsangst.

Men hvad har det kostet på dem, der måske ville ønske, at der fandtes en skillelinje mellem skuespilleren og privatpersonen? Det får vi kun en flig af. Og det er ikke kun af nyfigenhed, den side må efterlyses, men fordi det vitterlig HAR en pris. Som Sonja Richter refererer deres samtaler: hvor mange familiemiddage? Hvor mange skilsmisser? Hvor meget af en selv? Hun siger selv, at hun har svigtet - men det er i en summarisk og tænksom kontekst.

Det er jo ikke helt nemt at besvare spørgsmålet, når hverken (eks-)mænd eller Ghitas søn ønsker at medvirke. (mit navn er Jørgen Reenberg! lyder det alvorstungt i Leas telefon en aften, og SÅ er der ikke lagt op til smalltalk eller faktisk talk i det hele taget). Andenhåndskilder må tages i brug, men gid primærkilderne havde talt selv, talt ind i den samlede fortælling, så de rigtige spørgsmål kunne stilles, observationer kunne gøres. Man aner både svigt, værn om privatliv og reelt krukkeri som årsag til, at vigtige kilder ikke taler. Gid de havde. For historien bliver en sparsom version af Ghitas udlægning, og det er jo netop dét, der står så stærk på andre områder af bogen: At der er mange facetter, kilder og stemmer i spil. De mangler reelt i bogen.

Under alle omstændigheder står det fast: For Ghita er det livet, der står på spil, både hendes og andres. For noget, der også er livet værd. Dén ligning, dét paradoks, står klart tilbage. Tak for historien. Og nåja - den burde vel retteligt have heddet Primadonna - førstedame. På godt og ondt. Men den var nok ikke gået.

Gyldendal 2011, 304 sider.

torsdag, oktober 27, 2011

Javel, Hr. Minister. Peter Mose og Susanne Hegelund.

DIPLOMATI. Hvis du læser dette, er du nok journalist og følger sandsynligvis med i dansk politik. Godt så: Hvor mange departementschefer kan du nævne navnet på? Statsministerens? Finansministerens?

Embedsmændenes magt over det danske samfund er enorm. Mange ministre er jo totalt blanke på deres ressort, den dag de træder ind ad døren i ministeriet (visse også, når de går ud igen). Alligevel er embedsmændene næsten ukendte i offentligheden, selv hos journalister: "Det danske embedsmandsværk har en enestående evne til at få ministeren til at føle sig som verdens herre," som de to forfattere Susanne Hegelund og Peter Mose skriver i deres nye bog. Og man kunne tilføje: Og få journalisterne til at tro det samme.

Embedsmændenes magt - og ikke mindst kampene for at få mere magt - fortjener at komme frem i lyset. Her er den velinformerede og til tider ret morsomme "Javel, hr. minister" et glimrende sted at lære Slotsholmen at kende. For vist sikrer de ansatte på Slotsholmen kontinuitet, de omsætter politiske ideer til praksis, og de sørger for, at en minister ikke ryger på røven. De arbejder som gale, dag og nat, og mange er ekstremt godt begavede. Men de slås også, så det brager - om ministerens tid, om de fine poster, om flere ressourcer til eget lille pastorat. For det er ikke al arbejdstid, der bruges i den større sags tjeneste. Visse steder findes stadig en ækel, hierarkisk, snobbet macho-kultur, hvor en substantiel del af alfa-hannernes kræfter bruges på at pisse territorier af og aktivt bekrige hinanden.

Bogens store styrke er, at forfatterne har fået mange kilder i en ellers lukket verden til at synge. Det giver gode anekdoter: For eksempel at departementschef Findsen går under navnet 'Tito' - ikke efter generalen, men fordi han kommer klokken ti og går klokken to. Det betyder også, at stoffet præsenteres nuanceret. Et klassisk eksempel: Når en topembedsmand skal forklare, hvordan vedkommende selv har fået deres job, er svaret altid den slagne vej med ansættelsesudvalg - men når man spørger, hvordan andre blev ansat, hedder det ofte noget med statsministerens indirekte indblanding. Og kilder, der har været i spil til en fed ambassadørpost, men ikke fået den, har naturligvis selv takket nej.

"Javel, hr. minister" er en fremragende bog, som alle journalister burde unde sig selv at læse. Det er 280 siders skarp, relevant og morsom efteruddannelse - selv om man med fordel kunne skære ned på antallet af gentagelser af pointer samt på Sir Humphrey-analogierne. Og forresten, svaret på quizzen: Departementschefen i Statsministeriet hedder Christian Kettel. I Finansministeriet huserer David Hellemann.

Gyldendal 2011, 288 sider.
Denne anmeldelse blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten i april 2011.

Piratjagt - Kampen om menneskeliv og millioner. Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen

KRUDT&KHAT. De to unge journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen har skrevet en fremragende bog om de somaliske piraters hærgen i Adenbugten og det Indiske Ocean. I kølig, ukrukket prosa fortæller de historierne hele vejen rundt om pirateriet, de møder alle parter, dækker alle hovedtemaer.

Og så sidder vi der på gulvet i det lovløse Somalia foran den khat-tyggende pirat, der spiser spaghetti med fingrene, mens han fortæller om sit erhverv. Vi mærker suset, da den storskrydende piratkonge bliver bragt ind på fængselsinspektørens kontor og kræver 2.000 dollar for et interview - eller alternativt at en af de to kvindelige journalister gifter sig med ham! Vi hører de mellemmænd, der spinder guld eller bliver snydt så frygteligt, og vi taler med de lokale piger, der er blevet prostituerede.

På det danske krigsskib Esbern Snare skal skibslægen prioritere i de tilskadekomne pirater fra en skudveksling. Én kan reddes, men det vil tage så lang tid at operere ham, at flere af de andre vil dø. Så han får skrevet T4 i panden med tusch - en regulær dødsdom: Han står ikke til at redde, betyder det. Noget tid senere bliver Esbern Snare lagt med agterenden mod Mekka, de muslimske tolke læser en bøn, piraterne står sammenbundne og ser på, da ligposerne glider over bord og ned i vandet. Det er bare en af bogens mange flotte scener.

Esbern Snares mandskab er åbenlyst frustrerede over deres begrænsede råderum, som hele tiden skal godkendes fra højere sted i NATO-bureaukratiet. Hensynet til gidslerne vejer altid tungest. Og derfor må frømanden PJ ikke gennemføre en ny ide om at skyde en kran af et piratskib. "Nogle gange tænker jeg, om det overhovedet giver mening, at vi er hernede, når vi ikke får lov til noget," siger han.

Men "Piratjagt" er ikke kun krudt og kugler og narrativ journalistik. Bogen giver et meget velresearchet, omfattende og internationalt indblik i piratsektoren og de mange penge, der er på spil i bekæmpelse, forsikring og løsesummer. Proportionerne er vanvittige. Hele den internationale aktion med 29 krigsskibe koster 9,5 milliarder om året. Selv Hillary Clinton indrømmer, at man ikke får nok ud af de penge. Alene Norge bruger 30 millioner kroner om året på deres fregat - for de penge kunne man have lønnet 100.000 politifolk i Puntland (somalisk region, red.). Esbern Snare koster mellem 10 og 12 millioner kroner om måneden. Problem med retsforfølgelse er også et stort dilemma: Kun fem af de 240 pirater, der har været i danskernes varetægt siden starten på missionen i 2008 er retsforfulgt. Igen og igen sætter frømændene piraterne ved kysten i ly af mørket.

Det er en glimrende bog, hvor præmisserne for fortællingen lagt klart frem: Hvem har fået penge for at lade sig interviewe, hvilke informationer er klassificerede, hvor stort et entourage er nødvendigt for nogenlunde at sikre de to unge journalisters sikkerhed? I en let redigeret udgave kunne den sikkert gøre sig på engelsk også. Flot arbejde!

Forlaget Pressto 2011, 256 sider.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i fagbladet Journalisten

søndag, oktober 23, 2011

Everything Matters! Ron Currie, Jr.

SKÆBNE. Nu har jeg jo lige læst Vonnegut - og der er et sjovt og nært slægtsskab mellem Ron Currie (er det virkelig et navn??) og Kurt Vonnegut. Det er spacy, det er kulørt, og det er rørende, og historien har klare fællestræk. Men jeg synes faktisk, at Ron Currie slår Vonnegut med flere længder. Ikke mindst fordi det gør en forskel, at den er skrevet lige nu, med Oprah og præsident Huckabee (!!), Jon Steward, noget ekstraterrastielt hokus-pokus, røgalarmer på fly, SoCo i colaen og et lille barn, der sammen med klassen på live-tv ser rumfærgen Challenger eksplodere:

Sitting there watching the vapor trails spread across the sky like unraveling intestines, you all wait in desperate silence for the PAO [dvs. speakeren] to come back on and say something reassuring, assert some control over this mess, wrestle it down, make it behave. Why is he leaving you here in silence, you wonder. You feel Amy's palm slide down the back of your hand, and when her fingers interlace with yours and squeeze, you squeeze back. It is not nearly the thrill that it should be. It is bare comfort. And then, as the first pieces of the Challenger hit the water off Cape Canaveral, the PAO finally comes back on. Reluctantly, as though he's being prodded with point of a blade, he utters what may be one of the biggest understatements of the twentieth century: "Obviously," he says, "a major malfunction."

... Og ja, store dele af bogen er rent faktisk skrevet i 2. person - og det er bare et af mange fine, flot doserede virkemidler, som ikke er lir og se-hvad-jeg-kan-af-litterært-bling, men som flettes meget fint og effektfuldt sammen. Jeg har faktisk aldrig læst en bog, hvor synsvinklen skifter så mange gange - og aldrig, hvor det har virket så elegant: Det er konsekvent, og det driver fortællingen videre hen over ting, man alligevel ved, vil ske.

Der er IKKE sparet på virkemidlerne i fortællingen. Det ene øjeblik er vi nærmest i en James Bond-film, det næste øjeblik tænker man Forrest Gump, så er vi i tung socialrealisme med alkohol og beating up, så romantisk komedie og videre til spacy sci-fi: For en god del af tiden ser man Melancholia for sig, ikke bare filmen, men hele planeten Melancholia, der nærmer sig jorden. For ja, præmissen for bogen er, at ved hovedpersonens fødsel står een ting klart: at 36 år senere, 15. juni 2010 kl. 15.44 vil en komet ramme jorden med en styrke 284 millioner gange større end atombomben over Hiroshima. Og SÅ er nedtællingen, hans liv, ellers i gang. "And we wish you much good luck", som det hedder.

Ligesom med Vonnegut og meget andet halv-utroligt litteratur skal man sluge nogle præmisser. Og gøre det fuldt og helt, ellers er bogen noget lort. Og skulle man pege på en svaghed i bogen, skulle det være, at den tenderer at blive moralsk på den-der klistrede, amerikanske måde. Men jeg synes nu, at det bliver holdt på en fin knivsæg - husk på, jorden skal jo gå under, ikke, det er jo ikke en lille ting.

Forsiden på min paperback er overstrøet med superlativer fra diverse aviser og magasiner, og ja, det er de helt store, der elsker den. Det er der altså en grund til. Bedste fiktionsbog længe.

Penguin, 2009, 302 sider.