søndag, oktober 30, 2011

Ghita. Lea Korsgaard

PRIMADONNA. Antallet af faldgruber i en biografi om landets førstedame på film og teater tangerer det uendelige. Det risikerer at blive sødladent, ligefrem kvalmende, teatralsk, postuleret dramatisk. Der skal tilføjes noget nyt til de utroligt mange ting, verden allerede i dag ved om Ghita Nørby. Og fristelsen til at skrive en deterministisk fortælling, hvor alt leder hen mod resultatet (at Ghita selvfølgelig blir den stjerne, hun er) er overhængende. Men det er ingen selvfølge, at verden udvikler sig, som den gør, heller ikke når det gælder Ghita Nørby.

Derfor er projektet ambitiøst, når Ghita Nørby er SÅ stor, SÅ bred. Og at bogen formår at styre udenom disse faldgruber er en væsentlig grund til, at den er så vellykket, som den er. Den balancerer på den fine knivsæg mellem at præsentere hovedpersonen som den virkeligt særlige person, hun er, med alle de celebre detaljer, der knytter sig til det - uden at falde i svime over dem, uden at snobbe hverken op eller ned. Bogen sætter ikke sin hovedperson op på en piedestal - den kredser rundt om den ophøjede position, hun for længst HAR indtaget, og observerer hende der. Oppefra, nedefra, indefra, udefra.

Det er både kulørt, alvorligt og morsomt. Kuløren og historiefortællingen leverer Die Dame selv, når hun beretter om sine mange roller, mænd og venner. Hendes historie er jo tæt slynget sammen med danskernes historie, helt tilbage fra baronessen på benzintanken, over Matador og frem til de nyeste stykker, film og serier. Hun personificerer jo flere tidsaldre, vi stoler på, at hun findes i de mange variationer.

Noget af det bedste (med undtagelse af det smukke slutkapital) i bogen er komikken. Den falder på samme måde, som når Don Rosa tegner Anders And: det sjoveste sker i siden af scenen. Fx når Lea hjælper Søren Sætter-Larsen, når han forsøger at videresende en kædebrevsmail (!) fra Ghita, men ender med at sende en blinkende julehilsen; når Ghita skal svare på spørgeskemaundersøgelser fra en journalist; eller når hun forventes at dukke op til medarbejderudviklingsseminar i Ringsted, hvor de skal lege Det Kongelige Teaters kerneværdier. Det er kosteligt! Netop fordi det udstiller, at disse mennesker, som alle danskere kræver ejerskab til, af og til lever i en verden, som ligger et pænt stykke fra normalen.

Alvoren dukker op mange steder. Ghita smiler og griner - men der ligger en bund af melankoli også, som hun så fint som nogen holder for døren, men visse konkreter, fx et manglende bryst, giver eftertanker, der lægges frem i et i øvrigt meget fornemt sidste kapital.

Man hører tydeligt Ghita Nørbys frasering og betoning i mange af citaterne, fordi tryk er markeret, det er nærmest radiofonisk. Der er tænkt over opbygning, der blivet piftet op under spændingskurverne med cliffhangers, omend der for mange for min smag.
Men fortællingen og sproget perler derudad, så Peder Skyum-Nielsen må smile på sin sky over den fantastiske brug af verber.

Nogen kan måske synes, at bogen handler for meget om det københavnske teaterliv og for lidt om Ghita. Men det er jo åbenlyst en forkert sondring: de to ting kan slet ikke adskilles. Og hvad var en bog om Ghita Nørbys fire ægtefæller og ene barn værd, hvis den ikke beskrev, hvordan hun følte, da Jørgen Reenberg melder sig syg tre uger før premieren på Indenfor Murene, hendes jubilæumsforestilling? Eller undlod at beskrive, hvad hun har lært af sine teaterdirektører gennem livet?

Men der er to spørgsmål, jeg ikke helt får svaret på: Hvad har det kostet? Og hvad har det kostet andre? Det står lysende klart, at Ghita Nørby bider, hvis hun ikke er tilfreds med sine kolleger. Teater er ikke en demokratisk arbejdsform, og ingen tvivl om, at hun har uddelt sin del af skideballer, haft primadonnanykker og givet unge skuespillere mavepine og præstationsangst.

Men hvad har det kostet på dem, der måske ville ønske, at der fandtes en skillelinje mellem skuespilleren og privatpersonen? Det får vi kun en flig af. Og det er ikke kun af nyfigenhed, den side må efterlyses, men fordi det vitterlig HAR en pris. Som Sonja Richter refererer deres samtaler: hvor mange familiemiddage? Hvor mange skilsmisser? Hvor meget af en selv? Hun siger selv, at hun har svigtet - men det er i en summarisk og tænksom kontekst.

Det er jo ikke helt nemt at besvare spørgsmålet, når hverken (eks-)mænd eller Ghitas søn ønsker at medvirke. (mit navn er Jørgen Reenberg! lyder det alvorstungt i Leas telefon en aften, og SÅ er der ikke lagt op til smalltalk eller faktisk talk i det hele taget). Andenhåndskilder må tages i brug, men gid primærkilderne havde talt selv, talt ind i den samlede fortælling, så de rigtige spørgsmål kunne stilles, observationer kunne gøres. Man aner både svigt, værn om privatliv og reelt krukkeri som årsag til, at vigtige kilder ikke taler. Gid de havde. For historien bliver en sparsom version af Ghitas udlægning, og det er jo netop dét, der står så stærk på andre områder af bogen: At der er mange facetter, kilder og stemmer i spil. De mangler reelt i bogen.

Under alle omstændigheder står det fast: For Ghita er det livet, der står på spil, både hendes og andres. For noget, der også er livet værd. Dén ligning, dét paradoks, står klart tilbage. Tak for historien. Og nåja - den burde vel retteligt have heddet Primadonna - førstedame. På godt og ondt. Men den var nok ikke gået.

Gyldendal 2011, 304 sider.