Everything Matters! Ron Currie, Jr.

SKÆBNE. Nu har jeg jo lige læst Vonnegut - og der er et sjovt og nært slægtsskab mellem Ron Currie (er det virkelig et navn??) og Kurt Vonnegut. Det er spacy, det er kulørt, og det er rørende, og historien har klare fællestræk. Men jeg synes faktisk, at Ron Currie slår Vonnegut med flere længder. Ikke mindst fordi det gør en forskel, at den er skrevet lige nu, med Oprah og præsident Huckabee (!!), Jon Steward, noget ekstraterrastielt hokus-pokus, røgalarmer på fly, SoCo i colaen og et lille barn, der sammen med klassen på live-tv ser rumfærgen Challenger eksplodere:

Sitting there watching the vapor trails spread across the sky like unraveling intestines, you all wait in desperate silence for the PAO [dvs. speakeren] to come back on and say something reassuring, assert some control over this mess, wrestle it down, make it behave. Why is he leaving you here in silence, you wonder. You feel Amy's palm slide down the back of your hand, and when her fingers interlace with yours and squeeze, you squeeze back. It is not nearly the thrill that it should be. It is bare comfort. And then, as the first pieces of the Challenger hit the water off Cape Canaveral, the PAO finally comes back on. Reluctantly, as though he's being prodded with point of a blade, he utters what may be one of the biggest understatements of the twentieth century: "Obviously," he says, "a major malfunction."

... Og ja, store dele af bogen er rent faktisk skrevet i 2. person - og det er bare et af mange fine, flot doserede virkemidler, som ikke er lir og se-hvad-jeg-kan-af-litterært-bling, men som flettes meget fint og effektfuldt sammen. Jeg har faktisk aldrig læst en bog, hvor synsvinklen skifter så mange gange - og aldrig, hvor det har virket så elegant: Det er konsekvent, og det driver fortællingen videre hen over ting, man alligevel ved, vil ske.

Der er IKKE sparet på virkemidlerne i fortællingen. Det ene øjeblik er vi nærmest i en James Bond-film, det næste øjeblik tænker man Forrest Gump, så er vi i tung socialrealisme med alkohol og beating up, så romantisk komedie og videre til spacy sci-fi: For en god del af tiden ser man Melancholia for sig, ikke bare filmen, men hele planeten Melancholia, der nærmer sig jorden. For ja, præmissen for bogen er, at ved hovedpersonens fødsel står een ting klart: at 36 år senere, 15. juni 2010 kl. 15.44 vil en komet ramme jorden med en styrke 284 millioner gange større end atombomben over Hiroshima. Og SÅ er nedtællingen, hans liv, ellers i gang. "And we wish you much good luck", som det hedder.

Ligesom med Vonnegut og meget andet halv-utroligt litteratur skal man sluge nogle præmisser. Og gøre det fuldt og helt, ellers er bogen noget lort. Og skulle man pege på en svaghed i bogen, skulle det være, at den tenderer at blive moralsk på den-der klistrede, amerikanske måde. Men jeg synes nu, at det bliver holdt på en fin knivsæg - husk på, jorden skal jo gå under, ikke, det er jo ikke en lille ting.

Forsiden på min paperback er overstrøet med superlativer fra diverse aviser og magasiner, og ja, det er de helt store, der elsker den. Det er der altså en grund til. Bedste fiktionsbog længe.

Penguin, 2009, 302 sider.