mandag, september 12, 2011

Slagtehus 5. Kurt Vonnegut

SPACE. Der er for få tidsrejser i de bøger, jeg læser. Og for få små rumvæsener med øjet på en stilk, som de kan lukke som en hånd, hvis de ikke kan lide, hvad de ser. Og der er afgjort for få af den slags væsener skrevet ind i historier om massakren i Dresden i 1945. Sci-fi møder politisk litteratur. Skørt.

Det er en fin bog om at besinde sig på det, man ikke kan lave om: Nogle gange bliver verden sønderbombet, nogle gange bliver man bortført til en fjern planet, nogle gange skal man giftes med en tyk pige, altid bevæbnet med en chokoladebar. Nogle gange falder flyet ned.

Men visse ting kan man lave om på: Man kan for eksempel fortælle sin historie, også selvom den lyder skør. Det gælder sådan set både hovedpersonen, forfatteren samt dennes alter ego, der også kommer til orde. Hovedpersonens budskab er humanistisk og kærligt - forfatterens er syrligt sarkastisk om krigens absurde meningsløshed.

Det var en gammel udgave, jeg fik læst - den burde genoversættes, for pyha, den er godt nok bedaget og til tider slapt oversat.