Globalisterne - De gør din verden mindre. Camilla Mehlsen og Filip Lau

SNAPSHOT. Så kan det næsten ikke blive mere rigtigt: Lau og Mehlsen er taget ud for at vise, hvor funky og konkret nærværende, globaliseringen allerede er. De kan deres Friedman, Chris Anderson, Beck og Habermas. De læser Economist og refererer til South China Morning Post. Folk som Stieglitz er selvklart ikke på litteraturlisten, og fair nok: Projektet har en vinkel, som i bedste Dagen-stil er optimistisk over for fremtid, fremskridt og globalisering.

Globalisterne er ikke en rapport fra globaliseringen, for bogen hverken antager eller angiver at have en distance til fænomenet. Bogen ER globaliseringens stemme, uadskillelig fra sit objekt. Og i modsætning til så mange andre, der forsøger at fange globaliseringens stemme(dagbladsjournalister som undertegnede, fx), tager de rent faktisk langt ud i marken og oplever og interviewer (danskere) og rapporterer. Men reportere i klassisk forstand fremstår de aldrig som: Målet er at dokumentere den vinkel, der er lagt fast hjemmefra. Lau&Mehlsen har en mission at opfylde, og det gør de.

Det mest slående er næsten, hvor hurtigt en bog som denne virker uddateret. Den udkom i 2007, men globalisering som fænomen er rykket mange trin ned på buzzwordranglisten (ikke et ord om klima i denne sammenhæng ...) For allerede nu har verden, dagsordener, diskurserne ændret sig så meget, at man på trods af de mange gode historier næsten trækker lidt på smilebåndet undervejs. Det gælder for eksempel deres fascination af biobrændstof, og her punkterer eftertiden deres håndtering, den nærmest absolutte begejstring, som forhåbentlig er blevet mere nuanceret siden deadline. Bogen er et tværsnit, et stykke øjeblikkelighed, et polaroidfoto. Så når man har lagt den fra sig, kommer man uundgåeligt til at se på den med samme blik som på bukser fra forrige år: Så lavtaljede? Så baggy? Gik vi virkelig med det?

Gyldendal 2007, 201 sider.

Ordet. Kaj Munk

UNDER. En klassiker til gennemlæsning, inden jeg torsdag skal ind og se Noréns udgave af historien. Og som det har fremgået af de kilometer af spalteplads, han har fået den seneste uge, har han 'justeret' lidt i handlingen på et pænt afgørende område, hvilket anmelderne har taget forskelligt - nogen mener, det er genialt, en anden at man har slået endnu en klassiker ihjel, bogstaveligt talt. Jeg må sige, at jeg er skeptisk forud for stykket, men det kan jo være, at det fungerer. Nu kender jeg i hvert fald den oprindelige historie, som den står skrevet i bedstefars gamle lasede version, købt for kr. 5,75 i 1956. Opfølgning følger!

*

Hmm. Hmm. Hmm! Det var faktisk et rigtigt godt stykke. Og faktisk kunne jeg bedre lide Lars Noréns nytolkning, end jeg havde troet, på trods af al hans fascisme-ævl. Stykket er jo MYTISK, og derfor passer det også bedre til det, at slutningen står åben. Så jo. Værket står endnu. Og kan stå endnu, fordi der er plads til tolkning.

Nyt Nordisk Forlag, 18. oplag, 1945.

Muligheden af en ø. Michel Houllebecq

LANDMARK. Nå, så Michel Houllebecq (f. 1958) føler altså, at han er altså ved at blive GAMMEL og derfor skal hans læsere belemres med 350 siders udtrækskynisme, hvor han bitcher over sin krop og dermed attråværdigheds forfald, herunder at de 22-årige studiner foretrækker at knalde med nogle på deres egen alder i stedet for ham, eller nåja, lidt knalder de da også med ham eller rettere, med hovedpersonen, hvis der skulle være en forskel.

I sin aldersforskrækkelse drømmer han om evigt liv, i denne historie repræsenteret ved en stribe følelseskolde kloner af menneskeracen, 'nymennesker', der ser tilbage på den gamle, varmblodede, men til undergang fordømte menneskerace. Se, det er en historie, der ikke holder. Ikke fordi, det er utroværdigt, for selvfølgelig er det det, fremtidshistorier må gerne være utroværdige: Men bottom line står klart tilbage: Det er simpelthen ikke en god nok ide, og der er alt for mange huller i plottet (hvorfor bliver disse 'nymennesker' for eksempel ved og ved med at dvæle ved, at de ikke kender til glæde og begær og frygt. Hvis de virkelig ikke kendte til det, så var de sgu nok ligeglade, ikke da).

Hvis bogen da så bare havde været en god undskyldning for at fortælle masser af lumre historier, som Platform for eksempel er fyldt af, så havde det været helt okay. Eller hvis nu de lange, filosofiske overvejelser havde haft et bare marginalt anstrøg af andet ståsted end den pureste nihilisme, så kunne det måske have kunnet levere noget at tænke over. Men nej igen.

Fleming V fortalte for nylig, at han gerne læste hele forfatterskaber, og egentlig kan jeg godt se musikken i det, men efter denne omgang kapitulerer jeg minimum for denne auteur. For at straffe bogen har jeg spist en ordentlig skål spaghetti med kødsovs, mens jeg kørte de sidste 30 sider, som nu er prydet af små orange perlepletter - og én lidt større ...

Borgens Forlag 2006, 357 sider.