Flygtningen. Olav Hergel

KORSTOG. Det starter ikke troværdigt. Allerede i bogens første linje bliver jeg irriteret, da journalisten Rikke Lyngdal, udsendt til de danske soldater i Irak, i smug forlader ”den danske soldaterlejr”. ”Soldaterlejr”, hvad er det for et ord? Det bliver ikke meget bedre af, at hun lidt efter går ned til en nærliggende flod drikker øl og ligger topløs. Det tror jeg simpelthen ikke på, at selv den dummeste praktikant kunne finde på at gøre.

Men på trods af de første bump på vejen begynder fortællingen at træde i karakter, og bogen bliver faktisk bedre og bedre, den er skrevet med et rigtigt godt drive, der er sjove karikaturer af journalister og vores arbejdsmetoder. Og på trods af flere aaarhh, den tror jeg sgu ikke på, eller irritation over direkte fejl – som når Rikke siger til Thomas, at det altså er 2005, det her, og så spalten efter forklarer, at samtalen fandt sted for 12 år siden – så hænger fortællingen rigtigt godt sammen, jeg vender side efter side, Olav kan sine fortælletricks, og de virker.
Det ville så have været fedt, hvis karaktererne ikke var så superflade, som de er gjort: Der er INTET forsonligt ved Morgenavisen Danmarks chefredaktør Kielland. Det er ærgerligt, for det virker meget stærkere, når der er dybde i dem, som fx præsten Agger aka Søren Krarup, som er supergodt skåret. Det havde også været i orden at overlade lidt flere mellemregninger til læseren selv – særligt dialogen bliver utroværdig, når de siger tingene meget ligeud til hinanden. Det virker kluntet – i virkeligheden ville kritikken blive leveret mere raffineret, mere indirekte. Og så kan han næsten ikke tilgives for at voldtage højskolesangbogen. Men det vigtigste i sig selv er emnevalget, Olavs indignation over udlændingeområdet. Med journalisten Rikke som hans samvittighed og souschefen på udland, Bech, som hans professionalisme, leverer han et præcist billede af den danske debat, som han ser den.

Lindhardt og Ringhof, 2006, 395 sider.

“Den mest almindelige form for fejhed i det daglige er ikke opportunismen, forræderiet og den svigtende loyalitet, men snarere uopmærksomheden, ligegyldigheden og ugideligheden. Ingen kan være engageret i alting, eller mene noget om det hele, men hvor det er menneskeligt muligt, for slet ikke at sige påkrævet at tage stilling og træde i karakter, er det fejt når man ikke vil involveres, eller ikke skal have noget klinket, som det hedder nok så jovialt”.
Frederik Dessau i Berlingske Tidende 28. oktober 1997.