Ærgerligt, ærgerligt. Lone Hørslev.

LYRIK. Okay, hvad SKER der for Lone Hørslev og kronprinsen?? Det går Royal Amok, og jeg æder ikke en eneste bortforklaring om Frederik som en metafysisk gestalt af en metafor for noget som helst. Frederik er Frederik, og han hører lissom radiatorer ikke til i lyrik. Jeg havde nu også set mig gal på bogen fra start, fordi jeg lige slog op i den, da jeg fik den som sidegevinst til andespillet, og første afdeling af digte hedder ”Kæledyr og kærester” (urgh) og det første digt starter ”Ude i Ikea / har alle møblerne navne / Jeg har købt mig en klapstol / der hedder Nick” – Rød alarm!

Men så viser hun sig faktisk at have masser af rygrad, som denne udgang ”Jeg spiser giftige blomster / Jeg får lyst til at elske med en jæger bare / fordi han lugter af mord. Jeg kører spritkørsel ud / over marken. Jeg dør sgu da ikke. / Jeg drikker snaps.” Der er oneliners (twoliner i dette tilfælde) som ”Du er farlig som freon fra / udtjente køleskabe”. Ha! Det er fandme farligt. Hun spytter i bolledejen og koger morgenurin og fortæller røverhistorier. Og så tilgiver man hende næsten, at hun fortalte mig, at hendes møbler bærer svenske drengenavne. Næsten.