Sommerfugledalen. Inger Christensen.
SONET-1. Nu vi er ved 90'erne, fandt jeg Sommerfugledalen nede i boghandlen (tilfældigt på hylden, ikke anbefalet naturligvis) og jeg havde aldrig fået den læst. Ein Fehler, må man sige. Det er så supertight og musikalsk, ikke noget ævle-bævle og kæresten-er-sur-snak, som det ellers er på mode these days. Det rimer endda. Sonettens firkantede regler slipper indholdet løs. Skarpheden er helt krystallinsk. Brøndum 1991.
posted by Ida Ebbensgaard at 11:34 AM
3 Comments:
Hvem ævle-bævler med sure kærester these days?
Jeg synes godt nok, at der er en del pillen-i-navlen rundt omkring, hvor omdrejningspunktet for digtningen bliver folks private liv og hvad der sker inden for en radius af en meter fra dem. Hvor indholdet af lyrikken er en slags kondensat af privatsfæren, og (næsten) bliver til bekendelseslitteratur. Spis nu bare jeres flødeskumslagkager, ikke, og når I er færdige, SÅ kan I gå i gang med at skrive.
Værst er det naturligvis, når det er skrivesituationen selv, der bliver omdrejningspunktet, så det bliver noget meta-hejs.
For at være konkret, så jeg kan vel med ro i sindet faktisk pege på dig, Martin, især noget af det nyeste, du læste op inde på Politiken i efteråret. Lone Hørslev for nu at blive i (din) familie. Men også fx Dy Plambech med sine Buresøfortællinger.
Jeg blev så lettet, da jeg hørte nogle af de tyske digtere læse op inde på Litteraturhaus for nogle måneder siden: For de skrev på en helt anden måde, digtene var i langt højere grad frigjort fra digteren selv og TAK for det.
ida.
For nu at citere
"[00:03:28] Martin Glaz Serup siger:
Don’t write poems
about yourself.
Don’t call attention
to your revelations
or make confessions."
... og efter nu at have givet en lille sviner, må jeg hellere huske på, hvad jeg synes om din seneste digtsamling
Send en kommentar
<< Home