Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden. Liza Marklund og Lotta Snickare.

ET KØNT SYN. Aaargh, mand, hvis bare halvdelen er sandt, så ser det ikke godt ud for kvinderne: At drengene taler to tredjedele af tiden i skolerne. At pædagogerne servicerer drengene mest. At "at være kvinde" bliver betegnet som en særlig egenskab som Smølfine i mellem Gammelsmølf og Dovensmølf osv. At hele mønsteret bevares hele vejen gennem uddannelsessystemet og arbejdslivet.

Jeg har altid brillieret med at hade bøger som Fisseflokken og andet selvhævdende kampfeministisk hejs, kunne I da ikke have beholdt de bh'er på. Og konspirationsteorier om at alle mænd agerer bevidst på en bestemt måde med det formål at holde kvinder udenfor, som også denne bog tangerer, nix bix.

Men så igen ... Liza Marklund har siddet som chef på både dagblade og tv. Hun har været chefredaktør og slået i bordet. Hun kan umiddelbart ikke klage. Det gør hun heller ikke: Men hun mener, at der er grund til indignation. Og det er næsten ikke til at finde ud af, om man skal græde eller grine, da redaktionsledelsen på en stor, svensk avis ville ansætte nye, friske folk med nye friske ideer - og endte med en redaktionsledelse, der bestod af mænd omkring 40 år i ens tøj og oplaget faldt. Synes, jeg har hørt det før!?! Nå ja - take a look på Politiken. Hvem sagde feministisk bøsseævl?

Forlaget Fremad, 2006, 170 sider.