En kort historie om næsten alt. Bill Bryson.

KOMMENTAR. VÆRSGO, HELGE SANDER: HER ER DIT VÅBEN

Ræk efter stjernerne, Sander. Så skal du nok få unge til at læse nanotek, biotek, hvad-som-tek. Løsningen er naturvidenskabens svar på Harry Potter: Tyk som en mursten. Og helt umulig at lægge fra sig.

Politiken 29. april 2006, Bøger, side 2
Af Ida Ebbensgaard

Da jeg gik i 2.g for godt 10 år siden, drømte jeg om at studere astronomi: Jeg var topfascineret af fjerne galakser, tvillingesole, og sorte huller. Af at tiden går langsommere, når man nærmer sig lysets hastighed, så en astronaut, der vender hjem fra en lang rumrejse, i mellemtiden er blevet yngre end sin tvillingebror.
Så da vi skulle vælge valgfag til 3.g, satte jeg kryds ved matematik og fysik på højt niveau - et krav for at komme ind på fysik på universitet, vejen til astronomi.
Men noget gik ikke som forventet. I løbet af 3.g blev jeg ganske hæderlig til at beregne skalarprodukter, harmoniske svingninger og at slå op i formelsamlinger
Men fascinationen forsvandt. Jeg glemte alt om astronomien. Og da jeg sendte min blanket til den koordinerede tilmelding inden 15. marts 1998, stod der ingen naturvidenskabelige fag på min ønskeliste, men derimod journalistik.
Og det er faktisk først med Bill Brysons moppedreng 'En kort historie om næsten alt', at jeg igen er kommet i tanke om funky konstruktioner som Big Bang, atomer og ikke mindst supernovaerne: Kæmpestjerner, der kollapser, for derefter at eksplodere spektakulært og på et øjeblik frigøre lige så meget energi som hundrede milliarder sole på én gang. Tag den!
Eller hvad med, at selv ud fra de mest pessimistiske beregninger findes der millioner af avancerede civilisationer alene her i Mælkevejen. De er bare alt, alt for langt væk til, at vi kan have noget med dem at gøre. (Alene antallet af nuller, der skal sættes på de tal, der beskriver afstanden, er svimlende).
I alt 660 sider. Jeg slugte dem som en 11-årig, der lige har fået sin nye Harry Potter-bog. Og genopdagede den interesse, der blev dræbt i 3.g.
Og det må jovære interessant for en videnskabsminister som hr. Helge Sander (V), der rigtig gerne vil have sluset folk ind på de naturvidenskabelige uddannelser. Det er jo det, Danmark skal leve af, lyder mantraet igen og igen. Ministeren taler om »fremtidssikring af dansk erhvervslivs konkurrenceevne«.
Men hvornår har nogen, bare én person, valgt et studium, fordi vedkommende ønskede at fremtidssikre erhvervslivets konkurrenceevne? Vis mig den, der gør, og jeg skal vise dig en person, der er fejlcastet til sit studium.
Helge Sander kan måske nok hive en enkelt eller to studerende med dårlig økonomi over på naturvidenskab, hvis han finder på at give dem mere i SU. Men helt grundlæggende vælger man da studium ud fra, hvad man har lyst til at læse. Ud fra, hvad man drømmer om at beskæftige sig med. Ud fra hvad man synes, lyder fedt.
Og i naturvidenskabs tilfælde rimer det på fascination: Ultrakorte øjeblikke. Svimlende afstande. Ubærlige tidsspænd.
Bill Bryson minder om, at verden - universet inklusive - er forrygende. Listen af lang: Fra mikrober, der er så sejlivede, at de kan overleve ved at spise nukleart affald fra atomkraftværker, til fysikernes bekymringer for, at de under eksperimenter med atomer i store partikelacceleratorer uforvarende kan komme til at skabe et sort hul, eller endnu værre, et fænomen ved navn 'strangelets', som i princippet kan brede sig ukontrollerbart. Men, som Bill Bryson med karakteristisk tør humor konstaterer: »Hvis du læser dette, er det ikke sket«.
Det hele formidlet i bedste Da Vinci-stil med cliff-hangers fra kapitel til kapitel, masser af humor og uovertrufne pædagogiske formidlingsevner.
Hvis du virkeligvil have unge til at læse naturvidenskab, hr. videnskabsminister, skulle du stikke gymnasieeleverne en udgave af 'En kort historie om næsten alt'. Så vælger de fysik, nanotek, biotek og kemi, fordi de ikke kan lade være. Ikke fordi de skal.
Men måske skal du vente et øjeblik, inden du køber stakken. Der går nemlig rygter om, at Gyldendal overvejer at udgive den illustrerede version på dansk, og den er ikke bare fed, den er rrrrr-så-fed, jeg har allerede været nede i boghandleren og sætte fedtede fingre på den engelske udgave.
Men foreløbig kan du jo sende ministersekretæren ned efter begge udgaver. Og se, om du selv kan slippe dem igen.

Gyldendal 2005, 660 sider.