Solvinden. Daniel Dencik

RUM. Det var da godt nok den mest oversete digtsamling. Har aldrig hørt om ham, Daniel Dencik, jeg nuppede hans bog på bøger-ingen-vil-have-hylden inde på avisen, det var sgu ikke coveret, man falder for, det er vist det grimmeste siden Shylas Ansigt (sorry, martin, but) men indholdet! Nærværende, konkret, om det så handler om skjorter eller sol eller hans ven, der blev sendt tilbage til Armenien, mange af dem er små historier. På en måde minder den lidt i tone om Brummstein.
Måske er den ikke overset, måske er det bare mig, der ikke har hørt om bogen før.
Det ville være helt uretfærdigt at give smagsprøver, for mange af teksterne fylder en hel side og når at slå cirkler og forbinde punkter, men her er alligevel, helt uretfærdigt, en af de allerkorteste, "HINDBÆR":

en færge i tæt tåge
læse sporten
vågne ved en kvinde
og det er januar.
hindbær.

husk de ting.
brug dem.

Ha! Man skulle næsten tro, han var tøs! Lidt research viser, at han er ikke er tøs, han er filmklipper og manuskriptforfatter, og det giver ret god mening. Og at jeg faktisk læste Bukdahls anmeldelse, da bogen kom, det har jeg bare glemt, og godt det samme, for den var ikke god.

Gyldendal 2005, 64 sider.