I strid med naturen. Michael Rothenborg

PRINSESSE NATUR OG DE ONDE LANDMÆND. Hvordan går miljøet mon egentlig og har det i øjeblikket? Nu har jeg jo selv dækket området, men det er rart at få nogle af de store miljøsager gengivet kort over en periode: Dagbladsjournalistik er i sin natur fragmenteret, og sådan noget som miljø kan være både teknisk og langstrakt. Den fælde falder Rothenborg ikke i, han giver uden for mange tekniske dikkedarer et overskueligt vue over de store sager i dansk miljø, nå ja, vel mest hans egne store sager - for hvad laver Hans Christian Schmidts vennetjenester egl. i en bog om naturen? Det er jo et forvaltningsspørgsmål.

Rothenborg er begavet med et ekstremt velsmurt sprog, benhård argumentation, indblik, overskud og et skarpt syn, han ser de mest fantastiske detaljer og er god til at bruge dem offensivt. Pludselig bliver det tillagt betydning, at der er plasticfrugter i skålen hjemme hos familien Gæmelke. Det er der sgu i mange hjem uden for København. Men det er en god iagttagelse.

Bogen er bygget op efter en helt klassisk aktantmodel.
Der er castet en skurk, modstander, trolden: Landbruget - sekundært danskernes manglende miljøbevidsthed. Det står der faktisk sort på hvidt i interviewet med Gæmelke, der drømmer om "et samfund, hvor landmænd igen er helte og ikke skurke".
Objektet, prinsessen, offeret: Danmarks natur & miljø. Hasselmus og højmoser.
Subjektet, helten, er i denne bog SF og Danmarks Naturfredningsforening og diverse andre græsrødder.
I rollen som hjælper, i eventyr typisk den gamle mand eller små, grimme Disney-figurer, der pludselig bryder ud i sang, finder vi miljøretseksperter, fx Peter Pagh, og EU, som med sine stramme miljøkrav tvinger Danmark til at passe bedre på miljøet.
Aktantmodellens giver, kongen, prinsessens far, er i dette tilfælde de tidligere generationer, der har passet på naturen til nu. "Den natur, der var på Gorm den Gamles tid", som Harritz fra Naturfredningsforeningen siger.

Modellen gør det nemt at forstå historien. Vi kan sætte aktørerne op over for hinanden. Vi forstår, hvem vi skal holde med.
Problemet er bare, at modellen fastholder aktørerne i deres roller. De kan ikke slippe ud af dem. Og når de prøver, tror man ikke på det. Man behøver ikke at have gennemgået et basiskursus på RUC i diskursanalyse for at gennemskue den sag. Som det også bliver fremført flere gange, har landbruget faktisk reduceret udslippet af kvælstof og fosfor markant gennem årene. Men på grund af bogens indre logik bliver det i stedet til en sejr for heltene, ikke et udslag af samarbejdsvilje fra landbrugets side. En trold begynder jo heller ikke lige pludselig at lave frivilligt socialt arbejde, vel. Landbruget bliver i stedet tillagt en standardmodel til at benægte miljøproblemer, som de selv pure afviser, og hvem siger så egentlig, at den er rigtig - andre end Rothenborg selv?

Ikke mindre problematisk bliver det for mig, at græsrødderne og SF'erne i helterollen kommer til at optræde som sandhedsvidner for naturen og miljøet. Særligt, når begge grupper endda erkender, at man faktisk skal se på økonomien også, det gør dem spiselige, ikke rabiate. Men der er ingen helte, ingen sandhedsvidner. Det er en afvejning af interesser, ja, det er jo netop politik. Der er holdninger, og derfor er der politikere og interesseorganisationer. Som SF og DN og Landbrugsraadet.

Præmissen er, at man skal bevare naturen - for enhver realistisk pris. Men diskuterer ikke, hvad der egentlig ville ske, hvis naturen forandrede sig, eventuelt på bekostning af nogle moser. Ærgerligt nok går bogen næsten ikke ind i diskussionen om nationalparkerne, det største folkelige naturprojekt de kommende år. For her kunne man måske sige: You win some, you loose some.

Poul Reichard har én gang for alle forladt gårdspladsen med et halmstrå i munden. Dansk landbrug er en industri på linje med medicinalvirksomheder, plastikkopproducenter og luftfart, og de skal behandles som sådan.
Jeg kom til at tænke på det hollandske PIG CITY-projekt fra det kool(-haas'ke) arkitektfirma MVRDV, hvor grisene er stablet i højhuse, langt fra mennesker og med slagteri i stueetagen, så man undgår dyretransporter. Uanset, hvad man mener om projektet, er det i hvert fald en nytænkning. Men bogen giver mig i stedet antydningen af absolutisme i munden: Prinsesse Natur skal reddes fra de onde landmænd. Og at angribe det på den måde giver ikke meget plads til nuancer & realpolitik - og det får næppe eventyret til at ende lykkeligt. Gid fanden havde brødrene Grimm.

Det blev langt. Men jeg har jo også et minimalt ejerskab udover at være kollega med Michael: At levere titlen, "I strid med naturen", er vel foreløbig det tætteste, jeg er kommet på at figurere på titelbladet af en bog.

Gyldendal 2006. 192 sider.