Dengang med hunden. Pia Juul

FORTID. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde fået bildt mig selv ind, at Pia Juuls nye bog sikkert var tung og svær at komme igennem. Måske fordi jeg igen for nylig forsøgte at læse Kraniekassen af Christina Hesselholdt, og når de første fire-fem jeg-personer - jeg1 jeg2 osv har præsenteret sig, bliver man lissom lidt træt. Og jeg troede faktisk lidt, at Juuls nye noveller var samme skuffe.

But no, det var det slet ikke. Det er nogle superfine, små historier fyldt med tid, der var engang, tid, man kunne have brugt anderledes og ting, man glemte at sætte pris på. Eller som man helst ville glemme, men som alligevel dukker op igen. Meget konkret og fint. Sådan en besnærende melankoli, en 'We'll always have Paris'-tone over tid, der ikke kommer igen. Forelskelser, der er lukkede. Mennesker, der er døde. Og et hårdkogt æg, som en fra klassen slog hul i på hovedet på en pige engang i folkeskolen. Og en økse med blod og hårrester i vasketøjskurven. Såmænd. Hun er ikke for fin til at bruge effekter, og det er en lise.

Tiderne Skifter 2005. 192 sider.