Mønstergenkendelse. William Gibson
NUTID. På en eller anden måde er der noget betryggende ved, at manden, der nærmest opfandt fremtiden og cyberspace og neuromantikere er begyndt at skrive bøger, der foregår i nutiden, og hvor teknologien ligner den virkelighed, vi kender. Vi kan tørre sveden af panden: HAL er stadig bare en grå koncertbygning, ikke en dødsdrom-computer med skumle hensigter (på en rumrejse, der i øvrigt skulle have fundet sted for fem år siden). Cyberspace er et bedaget 90'er-ord lige så uddødt som "kondisko", ikke en futuristisk fremtidsdrøm. Den virtuelle virkelig handler her midt i fremtiden om at betale regninger over netbank, ikke om helkropsdragter med dingenoter påmonteret.
Men super bog. De jagter en filmklip, og det minder så meget om viral markedsføring, som jeg sidder og skriver om på avisen lige nu. Han skriver superklart, når man kom fra Zadie Smith var det som om, at nogen skrællede et helt unødvendigt lag af popsprog af. Og supercool hovedperson, Cayce P. Lidt Milan Kundera-cool-agtig, faktisk, men uden at trække philosophiiiien i langdrag.
Peoples Press 2003, 350 sider
posted by Ida Ebbensgaard at 9:29 PM
8 Comments:
Jeps. God bog, og det klæder Gibson at vende tilbage til nutiden. Cayce er vel noget nær den nemmeste hovedperson at identificere sig med hendes blanding af coolness og usikkerhed. Men han skulle nu have stoppet sin bog 100 sider før.
Ja, altså, desværre kunne jeg ikke helt identificere mig med hende :-) Men hun har da en fed blanding.
Det eneste, jeg ikke lige fattede: hvordan kan den ende med, at alle bare bliver venner?? Kun én person er ikke med til den store forbrødning til sidst, meget mærkeligt.
Ja, det var det, jeg mente med at stoppe 100 sider før.
Hans force er nok mere syrede ideer og spøjse personer end fungerende plots og historier.
Men det er også en fed takkeliste, han har bag i bogen :-)
jaja meganamedropping-lir. I min første roman tror jeg sgu også, at jeg vil takke Paul Auster for frokosten i Davos "og den gode sparring, Paul - glæder mig til at se, hvordan DIN nye roman ender med at blive". lidt federe end at takke sine forældre for flade madpakker, ikk.
Egentlig læser jeg William Gibsons "Mønstergenkendelse" som en samtidskarakteristik, ikke forstået som den store brede samtidskarakteristik, thi det må høre til en metafysikkens tro på een sandhed. Men der sættes ord på vor cyberglobalisering og globale corporations jagt på,- og tyveri af andres fremsynede idéer, der altid vil være et skridt foran den store middelmådigheds angst for det uprøvede. Og her ender vi i paradokset: hvordan fornægte metafysik uden selv at blive metafysik? Eet svar kan være i kunsten.
Heyhey dr. Jessen, jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener?
kh ida.
OK. Skrevet på en anden måde: for mig handler Willam Gibsons ’Mønstergenkendelse’ primært om cool-hunting, at opsnappe nye idéer og tendenser og om idé-tyveri, dvs. jagt på "det nyeste", som kan bruges i/af branding/markedsføring. Sagen er den, at en corporation ikke kan skabe "det nye" alene, idet ”det nye” opstår hos - og i forbindelse med andre, gerne ”uafhængige” unge mennesker i grupper (på gaden, på Internet, internet-fora, blogs etc.). Senere vil det, igen i samspil med et globalt medie- og kommunikationsnetværk, dvs. Internet, MTV, reklamer etc., spredes. Først til ”early adapters”, dernæst sluges det af en større og mere passiv masse, hvorefter det indgår i vores fælles udviklingshistorie. (jaja, forsimplet mønster).
William Gibsons ’Mønstergenkendelse’ er, for mig, derfor i højere grad en meget relevant og interessant samtidsdiagnose, end det er en roman om en kvinde. Gibson sætter ord på et fænomen, der har massiv indflydelse på vor dagligdag, konsumtion etc., uden at der synes at være en særlig bevidsthed om dette blandt mennesker (forbrugere). Det negative i diagnosen er hvorledes corporationers livsbetingelse er at skabe mere forbrug (bl.a. ved at stjæle nye idéer), det positive er, at alle således ikke er ensidigt passive forbrugere, men skabende mennesker. Altid et skridt foran! Mennesket som kunstner for sit eget og andres liv. Ikke længere blot en del at den fortidens industrialders produktionsapparat,- og forbrugermasse. Corporationer ser menneskers skabelser (eller kreative brug af eksisterende produkter/idéer) og fører (sælger) dem videre.
Sidst men ikke mindst handler romanen om den videnteknologiske drøm: at opfinde en billedsøgemaskine, hvilket stadig ikke har kunne lade sig gøre (endnu?). Eksempelvis fungerer googles image-søgemaskine primært udfra billeders påhæftede ord og ikke selve billedet. Interessant og relevant aspekt, idet vi som bekendt lever i en verden, der er ved at bevæge sig væk fra bogstavinformation som den primære kilde til viden - til visuel information som den altoverskyggende videns,- og informationskilde, både i dagligdag og indenfor videnskab, dvs. en visuel kultur.
Mønstergenkendelse vil stadig kun kunne genkende mønsteret (formen/udtrykket) og ikke den kontekstafhængige (u)bevidste tolkning af visuelle fænomer (billeder etc).
Og.. nå ja. Gibson er jo en del af vor tids rejection af fortidens metafysiske tro på at der findes éen sandhed. Men når han nu alligevel søger at forklare mønsteret, så man kan genkende dét, må han gøre det i kunsten/litteraturen.
Nå, nok ord herfra. (Kunsten er sjovere).
Så kommer der kød på indlæggene - tak! ida.
Send en kommentar
<< Home