I Gudernes Hænder. Michael Jeppesen

VARM LUFT. Kunne man stoppe titlen halvvejs? Så det bare bliver: "I Guder!", og det ville jo give mening på mange måder. Bogen er jo en underlig rodebutik af betragtninger og mennesker, og jo, man kan da godt se, at Jeppesen forsøger at følge repræsentanter for de forskellige grupper og afsløre deres forskellige grader af fupmageri - for godt nok var Jeppesen med på en badebillet, men det var han så sandelig ikke den eneste, der var. Men forløser han så egentlig noget? Næ, det synes jeg ikke. Noget af det er underholdende. Men han er jo ikke inde nogen steder, hvor der rigtigt sker noget, og selv idolerne Yes Men holder ham fornuftigt nok i armslængdes afstand undervjs. Det ville da have været lidt federe, hvis han nu rent faktisk var kommet ind, der hvor der skete noget. Men det kommer han ikke.

Så er der hans metode. I Jeppesens optik er alt for sjov. Det er ironisk på en vrængende måde, hvor han udleverer andre, men sjældent har noget på spil selv - og NÅR han sætter noget på spil (konen, der vil skilles, fx), så føler man igen, at der er lagt distance og flere lag, og så er vi tilbage ved distancen og det ironiske. Mens alle andre bliver groft udleveret og citeret ude de aner, at de bliver det. Og JO, det er jo pisseskægt nogen gange. Men ikke troværdigt. Not at all. Jeppesen giver på intet tidspunkt et indtryk af, at han aner så meget som en dadel om forhandlingerne, hvilket man blandt andet kan se af et citat om Japans position, hvor enten afsender siger forkert, eller han citerer forkert. Forkert er det - og så er det man tænker: Han citerer jo forkert. Hvor meget er rent opspind?

Og hermed min vigtigste kritik af bogen: Dets efterskrift, hvor Jeppesen pludselig forvandler sig til politisk kommentator og udlægger teksten om, hvad der skete i forhandlingerne - byggende på hvad? Det pure rene og skære luft. Han koketterer jo nærmest undervejs med ikke at forstå forhandlingerne - og så gør han sig lige til dommer til sidst. Dét er ikke til at holde ud at læse, for så bliver han pludselig selvhøjtidelig og alvidende fortæller, og charmen - som jo ER til stede undervejs - forsvinder. Det skulle have været slettet ... om ikke af andre, så af dig, redaktør Moll.

Lindhardt og Ringhof, 2010. 272 sider.