Det uperfekte menneske. Jørgen Leth

ÆSTETIKER. Kierkegaard kunne sgu ikke have gjort det bedre: Pinpointet æstetikeren skarpere. Leth smager på livet, tager fra af dets gode, hvad enten det er tøj, kvinder eller vin. Han lever nærmest fra øjeblik til øjeblik, også i filmene - "min alliance med tilfældet, chancen", som han forklarede det på Tag og Skriv-kurset på Testrup: Notatets umiddelbarhed. De enkle, naturlige handlinger (jakken af, jakken på). Forbandelsen af at ville være excellent.

Særligt i starten synes namedroppingen mere at være spørgsmål om at sende respekt til de folk, han har mødt, arbejdet med - på den måde er bogen også et studie i kammerateri - eller knaldet. Og i de sidste tilfælde må man sgu håbe, at han har clearet baglandet, for han napper den ene efter den anden. Fx da han lavede filmen "Det gode og det onde" med en række skuespillere (namedrop, namedrop):

"Samt nogle af Danmarks dejligste modeller, Ditte Maria, Elona Sjøgren, Hanne Lyngfeldt, Hanna Holm. (...) Jeg fik frygtelig meget lyst til at være sammen med Ditte Maria uden for filmstudiet (...) Det var sådan noget, som man absolut ikke skulle holde tilbage med. Hvis man havde lyst, havde man lyst (...) Jeg havde det fint med Ditte Maria, de par gange det blev til (...) Senere mødtes jeg under lige så private former med den blide lyse Elona, og derpå os, hvorfor ikke? med Hanne Lyngfeldt, tidens hotteste, begge i deres respektive lejligheder. På den måde var jeg grundig."

Ka' du være der!

Men sådan er han bare, og man bliver sgu ikke forarget over det i bogen, heller ikke over kokkens datter, når man læser kapitlet i sammenhæng. Det handler om væren i verden. Udforske. Det er jo ikke sværere, end han siger:

Find et område
Undersøg det
Nedskriv det.

Bogklub/Gyldendal 2005, 366 sider.

Ruzname. Henrik Nordbrandt

DUNKELSCHWARZ. Ruzname er det persiske ord for dagbog - "sikkert den mest forløjede af alle litterære genrer", som Nordbrandt selv kommenterer. Han bor i Tyrkiet og dagbogen løber fra marts 1995-1996. Ikke et godt år at være Henrik Nordbrandt: Han kører den jævne nederen hele vejen igennem, selv om det objektivt set går godt for ham. Han hader at rejse, hader at blive, han hader lyset i Danmark, hader sommeren for så forrædisk at blive til efterår, hader andres digte, egne digte, politikernes stupiditet, digternes selvoptagethed og så dør folk hele tiden omkring ham. Ikke siden Poul Vads bog Døgnet har jeg læst nogen beskrive at være så formørket. Man bliver helt fornøjet af den dunkelsorte, indædte pessimisme: Tænk at man kan være SÅ vred på verden.

Men det er også en politisk bog: Han kritiserer islamismen til benet, hvilket der sjovt nok slet ikke bliver reklameret for på fx bagsiden af bogen. På den måde er han jo faktisk 10 år foran sin tid i emnevalg. I dag ville man klart sælge bogen på, at han oplever, hvordan islamisterne strammer grebet om Tyrkiet: "Det går stille og roligt mod en islamisk stat. Alle dumheders største dumhed", som han skriver.

Til almen fornøjelse her i den forestående aviskrig beskriver Nordbrandt, hvordan tyrkiske aviser kaprer læsere ved at give læserne gaver - måske til inspiration for en af de kommende syv gratisaviser:

"Sidste år var det encyklopædier, nu er det lagener, spisestel og elektroniske ordbøger. Det sidste nye er en avis, der lover én et gratis gravsted, hvis man klipper kuponer i et år. Den startede sin "promosym" [altså at promovere med gratis gaver] for nogen tid siden, og fordoblede straks oplaget. Ny har de sat endnu mere tryk på kampagnen: Man får et gravsted plus et helt kilo vandbøffelis fra Kahramanmaras. Og ikke nok med det. En repræsentant for avisen antyder, at der følger et ligklæde med gravstedet. "Vores ligklæder er af kvalitet", siger han. "Det er Sümerbank, der står for fremstillingen. Måtte Gud give vores læsere et langt liv. Men hvis de dør, skal vi nok levere deres ligklæder"." (s. 125).
Ha! Det er da forretningsmoral, der vil frem i verden. Denne eller den hinsides.

Brøndum Aschehoug 1996. 273 sider.