Ekstremt højt & utrolig tæt på. Jonathan Safran Foer.

TOP. Jeg fik ikke mange kuldegysninger, da jeg stod på Ground Zero - for mig var stedet mest et studium i amerikanere, der sagde "oh wauuuw" og "Really!?!" og de klassiske besserwissentyper, der strør om sig med trivia-viden om antallet af trapper og prisen for det nye Liebeskind-projekt osv. Puha, tænkte jeg, og strøg så hurtigt som muligt tilbage til de levende.

Men måske giver stedet en lille smule mere mening nu efter Ekstremt højt & utrolig tæt på. En super bog. Den er god. Og rørende. Og dramatisk og sjov og raffineret og eksperimenterende og smuk og klassisk godt fortalt. Er helt pjattet med hovedpersonen 11-årige Oskar, hvis far døde i 11. september.

Oskar får 'tunge støvler', når han tænker på det. Men er ellers den mest charmerende knægt, der taler fransk og skriver breve til Stephen Hawkings og er på alle måder en totalt skæg med de vildeste ideer.

(Jeg har meldt mig ind i Samlerens Bogklub igen, og det er en farlig vej at gå, det er forkøbelsens vej, mange bøger vil ende i ulæst-stakken, for eksempel kan jeg godt allerede nu afsløre, at jeg næppe får tævet mig igennem hele Floridas Kreative klasse, selv på dansk. Denne var da den første).

Gyldendals Bogklubber/Tiderne Skifter, 2005. 358 sider.

Bad Hair. James Innes-Smith & Henrietta Webb.

ARGH. Hvad havde de egentlig gang i dengang i 70'erne? Hvordan kunne man proppe så meget hår ned i ét årti? Og hvordan fandt de på at gøre det SÅ grimt? Bad Hair er spækket med vokuhila'er (Vorne kurz, hinter lang), løvemanker, neanderthaler-garn - incl. fuldskæg, helt usandsynlige toupeer og hennafarver en masse. Forsidebilledet er intet mod de rædsler, der venter indeni.

Den er lige til at have liggende fremme på bordet for a rainy day. Som i dag.

Bloomsbury 2002.

Girl With a Pearl Earring. Tracy Chevalier.

NØDSTILFÆLDE. Fly skal vende snuden opad, når de letter. Det ved enhver. Undtagen altså lige den pilot, der forleden skulle flyve mig til New York (!!). Flyet var ellers netop "A-testet", antageligt den ypperligste garant for sikkerhed. Men flyve, det kunne skidtet ikke. Det lettede, steg en smule ... men holdt alt, alt for hurtigt op med at stige. Efter noget tid meddelte kaptajnen, at vi vendte om for lande i Kastrup igen. "Det bliver en normal landing", sagde han. Ja!?! I modsætning til HVAD?

Bremserne var ved at smelte, fordi flyet var for tungt af brændstof. Kabinen fik en umiskendelig lugt af brændt gummi, hvilket jeg egentlig ikke tænkte over, før jeg så brandbilerne, da vi steg af flyet ude på landingsbanen.

Og så kunne vi ellers vente. Og vente. Fordi en eller anden stiv tekniker havde glemt sin madpakke i gearkassen eller hvad det var. Jeg havde ikke pakket en bog i håndbagagen, for jeg pakker altid fem og læser nul. Så da jeg mere end ti timer, hele Berlingske Kedning, Financial Times, Scanorama og min guidebog fra 1993 senere kom til Heathrow, stormede jeg ind i en boghandel. Pludselige havde vi travlt. Og den eneste titel, jeg lige kendte, var Pige med perleørering.

Og hvad skete der så? Jo, så blev jeg sgu opgraderet til business kæmpe sæder og champagne over Atlanten. Glimrende bog, må man sige!

Harper Collins 2000. 249 sider.

PS: Bogen er præcis, som man forventer: Romantisk og malerisk.

Quirkyalone. Sasha Cagen

ENERE. "Det er vist en bog for piger", sagde Lars Dahlager træt, da han rakte mig bogen over de lave reoler inde på avisen. Det har han vist ret i. "Quirkyalone er tydeligvis en feministisk ide", står der på side 34, og den havde man lissom luret allerede på bagsiden af bogen.

Quirkyalone er et manifest over den nye måde at være single på: At nyde at være kræsen og single og have sin særheder (i bogen så farlige særheder som at pille tæer eller danse alene foran spejlet, uha-uha) og leve et liv, hvor den største trussel er, når vennerne "sætter kurs mod Noahs Ark". De propper alle fra Jesus til Kathrine Hepburn ned i kassen og insisterer på, at Quirkyalone skam har eksisteret altid. Men det hele får lynhurtigt en tydelig bismag af retfærdiggørelse over for sig selv og andre, endda med en missionerende tone indover: join us, join us, messer de. Og så kan jeg ikke andet end at sige: Nix. Sådan taler vi ikke i de rundkredse, jeg gerne vil sidde i.

Forlaget Pebble 2005, 200 sider.