Miles from Nowhere. Nami Mun

TRISTESSE. Jeg købte bogen, fordi jeg kunne lide omslaget. Det er rigtigt. Og så lå den på en hylde, hvor der lå andre gode ting. Om den koreanske pige Joon (pronounced like the month, spelled like the moon), der lever på gaden i 80'erne i New York. Og det er ingen fest. Men også så lidt en fest, at det bliver ren tristesse. Kan der gå mere galt for den stakkels pige, og jo, det kan der, og så lidt håb, og så fucker det op igen.

Anmelderne bag på bogen fremhæver den poetiske linje, men for mig virker det påklistret, fx om folk på gaden: "Some people ran and ducked into cabs, their bodies swallowed up in one gulp. Others vanished in sections, inch by inch, as they stepped down the subway stairs". Det er jo meget smukt - men også bare for fortænkt til min smag. Så væk med den - og ind i næste bog (jeg har TRE bøger liggende, som jeg ikke har skrevet om).

Riverhead Books, 2009. 286 sider.

Den hvide tiger. Aravind Adiga

SLYNGELSTUE. Jeg skulle til Indien og tog en indisk bog med. En indisk bog?? Forventningerne var pænt lave til, hvad jeg ville få for de 229 kroner nede i Kleins Boghandel. MEN for hulen, hvor er det en god bog. En rigtig røverhistorie, en gavtyvroman, en slyngelhistorie, jeg elsker antihelte og smuk, rislende ironi, her over Indiens demokratis status. Det er en omvendt dannelsesroman, for moralsk, det er den ikke.

Skrevet af et eller anden totalt wonderkid af en ung journalist, sikken et cv. Anede ikke, at man kunne blive kåret som "en af verdens mest lovende journalister under 30"!

100 procent absurd var det at læse den, mens jeg var i Indien og var så meget en del af den boble af velstand, hovedpersonen og med ham millioner af andre higer efter (hvem sagde Tata Nano ...). Som for at understrege absurditeten og niveauet af service på et vestligt orienteret hotel, har en stuepige lagt et bogmærke i bogen. Happy Reading, står der. Selv tak. Og hermed anbefalet vidt og bredt.

Oversat fra The White Tiger, Politikens Forlag 2008, 260 sider.